Jeg var så privilegeret, at bruge sidste weekend i et sommerhus med en flok skønne kvinder, som jeg holder meget af. Lørdag morgen var jeg tidligt oppe og gik en tur til Gudenåen, lige i nærheden.

Jeg stod og kiggede ud fra en sti, der lå så højt at jeg kunne se ned, at selve ”Trækstien” var helt oversvømmet. Flere bænke var så oversvømmet, at det lignede de stod midt i åen og strømmen omkring var stærk. Imens jeg kiggede på det fascinerende syn, kom jeg til at tænke på, at nogle gange er mine hvilesteder oversvømmet når jeg når frem, som bænkene i Gudenåen.

Måske har jeg længe strakt mig frem imod en særlig weekend eller ferie, hvor min forventning var, at der skulle jeg slappe af. Jeg gik lige lidt mere, strakte mig lidt mere- for et hvilested eller en bænk var indenfor rækkevidde. Hvor ofte har jeg ikke oplevet i den situation, at bænken var oversvømmet? Noget gik galt, tyngden steg, ferien blev skubbet, weekenden blev fyldt med planer eller mange andre muligheder, bænken var ente umulig at nå eller allerede optaget..

Hvis jeg samtidig var træt, fordi jeg havde gået lidt for langt, i jagten på den perfekte bænk, reagerer jeg med frustration. Oftest, er det en frustration der måske ikke helt står mål med episoden, men som er en reaktion ud fra mine skuffede forventninger og behov.

Hvad mon der vil ske, hvis jeg i stedet lærte at gøre som Maria?

Maria, som nævnes i Lukasevangeliet kapitel 10, da hun i modsætning til sin søster Martha, satte sig ved Jesu fødder og lyttede til ham.

Oversat til mit liv, vil det eksempelvis sige, at jeg lod vasketøj være vasketøj, behov være behov, pauserede alle de forskellige pligter og i stedet, som det første søgte Gud. Søgte Gud for at få et helle. Lige som Maria vidste og viste, tror jeg, at den sande fred findes ved at være og sætte sig tæt på Gud. Ofte tyr jeg dog i stedet til at gøre en hel masse imens jeg vanter på at kunne slappe af.

Som der står i et af de andre evangelier i Mattæus i kapitel 6, efter afsnittet om bekymringer: ”Søg først Guds rige og Hans retfærdighed, så skal alt andet gives dig i tilgift”

Dette er et stort løfte. Et løfte jeg vil øve mig på at leve efter.

Read More

I vinterferien var vi alle samlet, noget der ikke sker så tit, da min mand rejser meget og min mellemste datter er på efterskole. Vi havde lejet et lille hus på Fanø og vores eneste plan var at bruge tid sammen.

På et tidspunkt hvor vi alle gik en længere tur ved havet og alle 4 stod sammen og kiggede på solnedgangen, følte jeg mig rig og taknemmelig i hjertet. Der er ikke meget der glæder mig mere, end når vi alle kan være sammen og have fællesskab med hinanden.

Imens vi stod der, kom jeg til at tænke på, at når jeg kan glædes så meget over at se min familie samlet, hvor meget mon så ikke Gud glæder sig når han ser sine sønner og døtre stå sammen i fællesskab?

Ikke et perfekt fællesskab, sådan et findes ikke, men et fællesskab hvor man er samlet.

Vores vinterferie gav også uenigheder, stridigheder og alt det der er imellem. Det er en naturlig konsekvens af, at vi er 5 utrolig forskellige og selvstændige mennesker, der kommer med hver vores dagsorden, dagsform, forventning og humør på den pågældende dag. Det er også en naturlig konsekvens af, at vi er sat sammen i en familie, uden vi hver især har valgt hinanden til.

Familien er den perfekte træningssal til at takle rummelighed og forskellighed. Takle og træne at respektere hinanden, give plads til hinanden, lytte og melde ind med sin egen mening. I familien bliver vi hinandens livsvidner, som jeg talte med en af pigerne om.

På Fanø kiggede vi på de smukke gamle huse, hvor der over dørene er malet med hvidt, grønt og sort. Tre streger der symboliserede liv, håb og død. Som familie er livsvidner i liv og død, men også i at tale håb og minde hinanden om, hvem vi er. Vi har alle muligheder for at tale den gode historie og bortmane de løgne, der kan blive til nye sandheder. Løgne der kan komme af vores egen usikkerhed eller noget der er blevet talt over os.

Dette fællesskab tror jeg også er et billede på kirken og vores fællesskab der. Også der vil der være stridigheder, også der må vi træne at lytte, give plads og hvem ved - måske kan vi lære lidt af hinanden?

Read More

For et par dage siden, skulle jeg forberede en undervisning som bl.a handlede om at tjene og gå i Guds kraft. Jeg sad med min forberedelse og ledte efter eksempler, som kunne forklare forskellen. Det lykkedes ikke rigtigt for mig, så jeg tog mine vandrestøvler på og gik i skoven, for at forberede mig, tænke og bede. 

Jeg gik og tænkte, at det er utroligt vigtigt vi i dette præstationssamfund får rigtigt fat om det, at hvis vi som troende går i egen kraft mister vi pusten og kraften. Karrene tømmes og vi vil stå udmattede tilbage. Grundene til selv at ville gøre, selv at ville bestemme, kan være mange, ens er det dog at det bunder i vores egen egoisme og lyst til at fremstå. Egoismen har intet med sand medfølelse at gøre. Sand medfølelse ønsker ikke at få noget igen, men møder et andet menneske med tålmodighed, mildhed og uden dom.

Det er for mig en kæmpe frihed, at alt ikke afhænger af mig. Jeg har flere perioder hvor jeg føler mig kraftesløs, hvor jeg glemmer at passe på mig selv, hvor alting overvælder mig eller hvor der sker noget i livet, som får mig til at miste fodfæstet en stund. Heldigvis er min trøst, at min utilstrækkelighed eller menneskelighed -er Gud ikke begrænset af. Elsker de kraftfulde vers i Paulus` 2 brev til Korinterne i kapitel 4 her vers 1, 7 og 8:

”Derfor er vi ikke modløse i den tjeneste vi har fået af barmhjertighed.. Men denne skat har vi i lerkar, for at den overvældende kraft skal være Guds og ikke vores. I alt er vi trængt, men ikke stængt inde. Vi er tvivlrådige, men ikke fortvivlede.”

Før jeg tog afsted i skoven, havde jeg sat et surdejsbrød over til hævning. Denne morgen havde jeg dog tilsat en del gær, da vi ikke havde mere brød og jeg ikke havde tid til en langtidshævning i køleskabet. Da jeg kom tilbage, havde brødet vokset sig ud af skålen, men så snart jeg forsøgte at flytte skålen, faldt brødet sammen. Surdejen gjorde dog at brøddejen stadig havde spændstighed og langsomt men sikkert voksede brødet igen og fik de eftertragtede luftbobler. Det gav mig de savnede associationer til forskellen på min kraft og Guds. Jeg kan på mine gode dage have energi til at vandre afsted, men når modstanden møder mig kan jeg som dejen miste min luft.

En surdej skal passes, den er sart og kraftfuld på samme tid. Kun en lille smule surdej skal der til for at ændre hele strukturen i brødet. Min tro skal plejes med samme nænsomhed, så Gud kan få lov at virke med sin kraft.

Read More

Efter en januar med mange overraskelser på vejrfronten, har jeg gjort mig til en vane at starte dagen med at tjekke vejrudsigten. Når jeg åbner appen kommer dagens første gode nyhed, en lille oversigt over hvor meget dagen er tiltaget med i dag var det 2 timer og 7 min.

Da jeg lidt senere kørte mod mit arbejde, samtidigt med at Gud malede himlen i den smukkeste og mest dramatiske palet af farver, tænkte jeg på det håb den oversigt peger hen imod.

Denne dag rummer allerede mere end 2 timers mindre mørke end på årets korteste dag. Allerede dagen efter den korteste og dermed mørkeste dag, er dagen tiltaget med 3min og sådan bliver det ved- indtil det vender til midsommer.

”Stille stunder”, har udgivet sangen. ”Der er tændt et lys” af My Helmner, som jeg holder meget af. I teksten står bl.a:

Der er tændt et lys for os,

Midt i sjælens mørke nat

I alle ting-til alle tider…

Selv i mørket er løftet, at lyset finder vej

Lys i mørket og mørket greb det ej…

Der er født et håb til os

Et håb der aldrig brænder ud..

Tænd dit lys i verden, tænd dit lys i mig

Når jeg indimellem rammes af vinterens modløshed, er det godt for mig, at blive mindet om håbet, her igennem naturens gang og årstidernes skiften.

Mørket bliver ikke ved. Det løfte vi må gå med og stå i, er at Gud engang for alle har brudt det store mørke og Han ønsker også at bryde vores små bidder af mørke ned, så vi kan se det lys Han har ladet bryde igennem.

Et skridt af gangen og dagene bliver længere, dette håb er også til dig, som oplever at stå i dit livs vinter.

Tiderne afløser hinanden, der er intet der står stille: ”Alting har sin tid”.., som der står i den kendte tekst i prædikernes bog kapitel 3. En tid til fødes, en tid til at dø, en tid til at plante , en tid til at rydde… En tid til at græde, en tid til at le. En tid til at klage, en tid til at danse… Bare for at nævne nogle af dem og videre i vers 14: ”Jeg erkendte at alt Gud gør forbliver som det er, der kan ikke føjes noget til og der kan ikke trækkes noget fra”

I de ord er der kraft, vi må hvile ud hos en almægtig Gud og Far uanset hvilken årstid vi befinder os i.

 

Read More

I dette utrolig smukke, men også ret besværlige vintervejr, vi har haft her i januar, var jeg ude for at fjerne sne i indkørslen, så bilen kunne komme fri og vil alle kunne komme afsted, pigerne i de forskellige skoler og jeg på arbejde. Det var om morgenen og solen var endnu ikke stået helt op. Det tegnede til at blive endnu en smuk morgen og dag. Imens jeg gik, kunne jeg se min skygge som en stor mørk plamage, der blev kastet op mod bilen og rakte helt op til trappen til vores veranda, som en stor truende skygge. Da solen var stået op, blev skyggen igen usynlig.

Jeg kom til at tænke på mine egne skyggesider, imens jeg banede vej fra bilen til huset.

Når solen står højt på himlen og lyser op, er mine skyggesider sjældent så tydelige. Når skumringen kommer eller solen endnu ikke er stået op, altså eks. når tvivl, mismod, modløshed eller træthed rammer mig, træder mine skygger frem. Uanset om jeg ønsker det eller ej, er de klar til at kaste deres skygge indover alt andet. Ligesom denne morgen er det vigtigt at kunne dreje sig efter lyset eller vente på det. Når lyset bryder i gennem, har skyggerne ikke mere magt.

Indimellem kræver det en kraftanstrengelse, da skyggerne kan være meget mørke. Den gode nyhed er, at Gud allerede har givet os hvad vi skal bruge til kampen: Hans ord, lovsange og fællesskabet med andre, der ønsker at hjælpe dig og mig til at blive i lyset

Jeg er taknemmelig for, at jeg kan løfte mit blik og se og spejde efter lyset, efter Gud.

På de dage hvor skyggerne er insisterende, beder jeg ofte eller synger denne salme som min bøn for dagen: Salme 121:

”Jeg løfter mine øjne op mod bjergene, hvorfra kommer min hjælp?

Min hjælp kommer fra Herren, himlens og jordens skaber.

Han lader ikke din fod vakle, han som bevarer dig falder ikke i søvn.

Han som bevarer Israel falder ikke i søvn, han sover ikke.

Herren bevarer dig, Herren er din skygge, ved din højre side.

Om dagen stikker solen dig ikke, månen ikke om natten.

Herren bevarer dig fra alt ondt. Herren bevarer dit liv.

Herren bevarer din udgang og din indgang, fra nu og til evig tid”.

Read More

Jeg benytter altid vinteren, til at efterse mine potteplanter og smide de ud, som ikke har klaret temperaturskiftene og den til tider stærke sol i vindueskarmene I går da jeg var ved at smide en ud, opdagede jeg pludseligt et lille grønt skud i rodnettet. I stedet for at smide den ud, blev alt det visne klippet bort, for at give planten en chance for at skyde igen.

Indimellem oplever jeg en parallel ift. den modløshed jeg kan rammes af. Måske er kræfterne små ift. de ting jeg gerne vil og finder vigtige, måske er der bare for meget på mit bord, scenarierne kan være mange og resultatet er altid manglende balance. Reaktionen er ofte en følelse af modløshed og jeg får lyst til i overført betydning at smide alt ud. Stoppe på arbejdet, tage væk og bare krybe lidt i skjul indtil stormen har lagt sig.

Som med potteplanterne er det dog bedre at løfte sig op og kigge på rødderne, se hvilke der er sunde og levedygtige og hvilke der skal skæres væk. Måske er der i en periode meget der skal beskæres for at rodnettet kan vokse sig sundere og stærkere og give vækst på sigt. De omstændigheder livet byder os, spiller selvfølgelig ind, men vigtigst tror jeg er, om vi bruger tid til at efterse rodnettet og beskærer det som er dårligt fra, for at give livskraft til det resterende.

Det er svært at leve efter og jeg kommer oftere til, i de modløse dage, at bebrejde Gud. Tænke på hvor Han er, når jeg ikke oplever at slå til. Min erfaring er at Han er hvor Han altid har været. Han har aldrig været væk, men det er i stedet mig der har vendt mig bort. Måske opslugt af mit eget. Travlhed kan for mig give en overvanding, som mine rødder drukner i, samtidig er tørke heller ikke fordelagtigt, fordi jeg kan visne.

Jeg oplever gang på gang, at det er de svære perioder hvor rødderne har brug for omsorg, at jeg får lov at få nye indsigter og kan handle på dem. Måske giver det beskårne rodnet nye skud, så min tros plante kan vokse sig stærkere og forgrene sig på en ny måde?

Elsker den smukke poetiske profeti i Esajas kapitel 11 om Jesu fødsel: ” Men der skyder en kvist fra Isajs stub, et skud gror frem fra hans rod, over ham hviler Herrens ånd, visdoms og indsigts ånd, råds og styrkes ånd, kundskabs og Gudsfrygts ånd. Han lever og ånder for Herren. Han dømmer ikke hvad hans øjne ser, fælder ikke dom over det hans ører hører…Retfærdighed er bæltet om hans lænder, trofasthed bæltet om hans hofter”.

Read More

I sidste uge, med det pludselige snevejr og med et arbejde, hvor jeg er nødt til at bevæge mig ud på vejene, har jeg haft særlig god tid til at dyrke en vane. En vane, som folk tæt på mig, kan blive meget irriteret på. Vanen er, at når jeg hører nogle linjer af en sang, med et budskab der fanger mig, sætter jeg sangen på repeat indtil jeg kan teksten. Det er som om teksten skal synke helt ind, så den kan blive til min egen, før jeg kan bruge den. Ofte har jeg brug for at høre samme tekstbid mange gange, hvilket er særligt irriterende for andre om mig. Derfor sker det tit når jeg er ude at køre alene, hvilket jeg har haft rig mulighed for i den sidste uge pga. ekstra transporttid.

Når en sang eller et brudstykke har sat sig fast, oplever jeg derefter ofte, at teksten kan komme tilbage til mig, på et tidspunkt hvor jeg har brug for at blive mindet om lige den sandhed eller opmuntring, som teksten for mig udtrykker.

Dette gælder i virkeligheden i mange områder i mit liv. Jeg glemmer utrolig let sandheder selvom jeg har hørt dem mange gange. Særligt svært kan det være at gribe om de sandheder som taler imod den negative indre monolog af skyld, skam og løgne, jeg er kommet til at tro på. Løgne som har været en del af min bagage i mange år og som jeg nogle gange tager på mig igen, fordi jeg glemmer, at det ikke er den fulde sandhed. Indimellem tager jeg dem også på mig fordi bagagen er tryg og velkendt.

For at bryde det og slippe min bagage, har jeg brug for noget der er kraftfuldt nok. Noget som kan åbne mit blik og nuancere tingene, så det ikke bliver fastlåst. Jeg har brug for at fylde mig med noget, som taler sandhed. En sandhed jeg kan efterprøve, så det i stedet bliver til erfaringer. Erfaringer er lettere at vende tilbage til, fordi det er noget jeg selv har taget ind og oplevet. Det erfarede lagrer sig som visdom og visdommen kan blive en virkelighed.

Som med sangteksterne har jeg brug for at høre de samme ord mange gange før det kan synke ind.   I år er en af de tekster jeg vil vende tilbage til, ordene fra Esajas 49 vers 15-16: ”Glemmer en mor sit diende barn? Glemmer en mor det barn hun fødte? Selvom de skulle glemme, glemmer jeg dig ikke. Se, i mine hænder har jeg tegnet dig, dine mure har jeg altid for øje”

Read More

Som mange andre i det jyske, stod vi også op til snekaos onsdag og har haft et par dage hjemme, med hjemmeopgaver til pigerne og hjemmearbejde til mig. I dag vovede jeg mig ud på vejene, da der var forskellige aftaler der var udskudt til i dag og et køleskab der trængte til en opfyldning.

Trafikken kørte langsomt, da vejene endnu ikke var ryddet og vi kørte i kolonner. De steder hvor jeg kørte i sporet efter en anden, var det mere fremkommeligt. Indimellem var jeg nødt til at følge trafikken og køre en anden vej end den planlagte, da det var den vej der var ryddet.

Turen fik mig til at tænke på alle de kristne brødre og søstre der er gået foran mig og har banet en vej, en vej som er ryddet- som jeg kan gå på. De kan for mig bruges til at være forbilleder i det almindelige kristne liv, som de mennesker de var på godt og ondt. Indimellem har vi og i særdeleshed jeg, brug for mennesker der konkret og lavpraktisk inspirerer os til hvordan vi kan leve vores liv himmelvendt, men stadig i det liv der er vores.  Jeg falder ofte i enten at leve så himmelvendt at jeg ikke ser alt det der sker om mig i mit almindelige liv eller leve så jordisk, at jeg glemmer at det kun er den ene del af den virkelighed, jeg tror på, Jeg har brug for at knytte båndene sammen, som en snor der knyttes sammen og i det, er stærkere end de forskellige tråde hver for sig.

I min forlovelsesring er der indgraveret: ”Tretvundet snor brister ikke så let” fra Prædikernes bog kapitel 4 vers 12b. Det er ord jeg ofte er vendt tilbage til. Det er opløftende ind i vores ægteskab, når det indimellem knager, men jeg har brugt det ligeså når noget rammer i livet og jeg føler mig alene med min smerte. Samtidigt minder ordene mig om, at mit liv er viklet sammen af det liv jeg har, min tro og de jeg har i mit fællesskab, det om det er familie, venner, kirken- vi er alle viklet sammen og på den måde står vi stærkere.

Indimellem er jeg også nødt til at køre en anden vej end min planlagte i mit trosliv. Måske er det en anden vej der er banet, som lige nu er klar til at køre på, imens den første ryddes? Måske er det nødvendigt at sætte hastigheden ned, så alle kommer sikkert frem? Også der må jeg bøje mig for Ham der styrer trafikken i mit trosliv og mens jeg venter, kan jeg læse og lytte til de der er gået foran og har taget turen før mig.

Read More

Jeg elsker stjerner og har næsten stjerner i hvert rum her op til jul. I stuen hænger der hernnhutterstjerner i alle vinduer, en gave fra min mand sidste år i adventstiden.

I alle årene har jeg dog ledt efter en af de helt gamle stjerner, en af dem som jeg kender fra mit barndomshjem og fra mine bedsteforældres hjem. Stor var min glæde derfor, da jeg fandt en i vores lokale genbrug. Nu hænger den i Tv-stuen og jeg kan sidde under dens varme lys, der stråler ud igennem kobberet. Lyset bryder det halvdunkle rum og som ofte før, bliver jeg fascineret af hvilken betydning bare et lille lys har.

På samme måde kan jeg have det i mit liv. Når modløshed, utilstrækkelighed, mismod, brudte forventninger og drømme skyller ind over mig, hvis de kroniske smerter er svære at håndtere lige den dag, er det godt at det kun kræver et lille lys at oplyse mørket. Et lys der er blevet tændt. Det lys der engang ledte hyrderne og de vise mænd mod Jesus, lyser også i dag. Det lys og det håb får vi lov også læne os ind i.

Dy Plambeck siger det så smukt, i en af de julesange jeg holder mest af:

En julerose er en smuk men ydmyg blomst

Jeg tænkte på et ord, det er: Tilstedekomst

En glød i mørket og jeg mærker glæden ved

Han er på vej det er et lys af evighed

Hold håbet op

Stjernen viser vej

Hold håbet op

Mørket skjuler sig

Hold håbet op

Hold det foran mig

I går blev jeg mindet om den, da jeg fik lov at synge den sammen med mine skønne naboer, til vores årlige julefrokost. Et stort privilegie at kunne samles, da vi har kendt hinanden i mange år, år hvor livet har budt os alle lidt af hvert. Det blev stort for mig at mindes alle de år der er gået. Ingen ved hvad 2024 vil bringe, men jeg vælger taknemmelighed.

Jeg har brug for at blive mindet om taknemmeligheden, derfor har jeg lige fået tatoveret en lænke der er brudt og et bibelvers om mit håndled. Versene er fra Johannes kapitel 1 vers 4-5:

”I ham var der liv, men livet var menneskers lys, lyset skinner i mørket og mørket greb det ikke”

Håber jule og nytårstiden bliver en tid også for dig til at lukke lyset og taknemmeligheden ind.

Read More

..i tillid og overgivelse

Jeg har aldrig været vild med at køre bil og efter et uheld i 2012, har det været særligt udpræget Paradoksalt, da jeg bruger meget tid bag et rat på mine arbejdspladser. Efterhånden er jeg blevet fortrolig og derfor rolig med de veje jeg kører mange gange og derfor kender, hvilket hjælper mig til at sænke det daglige stressniveau bag rattet. I dag, da jeg igen sad bag rattet på vej til noget arbejdsrelateret, kom jeg til at tænke på, hvordan jeg hele tiden laver strategier for at dæmpe min uro og udvide min trygheds-zone.

I dag gik turen til Århus og jeg opdagede hvordan nogle veje som Viborgvej, Søndre Ringgade, Silkeborgvej og andre større veje, gradvist er blevet til trygge veje. Så snart jeg landede på en af disse, havde jeg en ok fornemmelse af hvor jeg var og hvordan jeg kom videre mod mit bestemmelsessted

Trafikken sneglede sig afsted, da der var sne og gråvejr, så jeg havde god tid til at tænke og fik, at det egentlig er et godt billede på min trosrejse.

Lige så vel som at det at færdes på ukendte veje i ukendte byer er en læring i at blive tryg nok i at kende vejen, er der mange ligheder med min vej med Gud.

Jo mere tryghed jeg har i min relation til Gud, jo mere giver jeg videre til Ham. Jo mere jeg har givet, jo mere har Han båret. For at lade Ham bære, har det kræves træning i tillid og krævet, at jeg har taget vejen mange gange. Sagt på en anden måde har jeg lagt både stort som småt over til Ham.  I dag i bilen gik bønnen både på noget så lavpraktisk som at finde en parkeringsplads i midtbyen, til de helt store linjer med bøn for min familie, for de der er om mig der kæmper med sygdom, ensomhed, bitterhed eller andet der slører blikket og kan skabe afstand til Gud.

Jeg holder meget af versene fra Salme 37 vers 5-7, som jeg ofte bruger som en bøn ind i mit eget liv, når jeg rammes af at ville gå min egen vej: ”Overgiv din vej til Herren, stol på Ham så griber Han ind. Han lader din ret bryde frem som lyset, din retfærdighed som den klare dag. Vær stille overfor Herren og vent på Ham..”

Disse ord vil jeg i dag tage med mig ind i adventstiden, der særligt handler om det vi venter på…

Read More

 ..og kæmpe på knæ

Jeg nærmest snublede over nogle vers i min bibel i morges fra Hebræerbrevet kapitel 12 vers 12-13: ”Styrk derfor de synkende hænder og de kraftesløse knæ og gå den lige vej på jeres ben, så det lamme ikke vrides af led, men tværtimod bliver helbredt”. Ordene kommer i en lang række ord om Guds opdragelse og som optakt til versene, står der, at frugten af opdragelsen er fred og retfærdighed. Det er en god efterstræbelsesværdig bonus, tænker jeg. Tænk hvis dette kunne siges, om den opdragelse jeg har givet mine piger?

Jeg kan gå og give det videre jeg har fået givet, men er som alle andre begrænset af mine begrænsninger. Begrænset af det jeg ikke ved, det jeg ikke kan, det jeg ikke tør og meget andet.

Elsker linjerne i Sofias Hedias vidunderlige sang og tekst: ”Stenbrud” skrevet til hendes datter i en svær tid hos dem, her fra omkvædet: ”Hvordan skal du lære at flyve, når jeg gør vingerne våde med tårer, med dunede fjer på en skælvende vej, med alt det jeg ikke fik båret. .men jeg lover at jeg griber hvis du falder ned..”

Indimellem kan mit lidt jeg kan give, se ud som en dråbe i havet, umuligt at få øje på og skelne fra de mange andre dråber der fylder mine pigers hav eller andres.

Hver gang min uformåen står overfor alt det jeg gerne ville, finder jeg en trøst ,i at det ikke handler om mig, men om Ham som skabte havet og alt andet. Til Ham må jeg komme, løfte mine hænder og bede på mine knæ, for Han kan skabe mere end en dråbe. Han har både min fremtid, nutid og fortid i sine hænder, lige så vel som Han har mine pigers og alle de jeg elsker og holder af. Deres livsløb, deres fremtid og alt der er sket og vil ske.

Min træthed kan indimellem blive så overvældende, som i denne uge hvor corona har lagt mig ned, samtidig med min mand har været i Finland med arbejdet. Der, er jeg taknemmelig for, at når mine kræfter ikke engang rækker til at holde hænderne oppe i bøn, må jeg lade mig inspirere af Moses og bede gode venner holde mine arme oppe i bøn for mig og for os.

Read More

Efter en weekend fyldt op med julemarkeder både på en af pigernes efterskole og et andet på en  af pigernes skole, er jeg godt mættet. Mættet af æbleskiver, julemusik, pebernødder men også af at leve op til en stemning. Jeg elsker julen, tag ikke fejl af det, men jeg elsker ikke forbruget, travlheden eller alle de usagte forventninger. Pulsen stiger altid lidt ekstra når december nærmer sig med mængden af aftaler i kalenderen, ting der skal afsluttes inden årsskiftet og det pres jeg ved, stiger på begge mine arbejdspladser.

En gang imellem kan mit halleluja over julens under blive et klemt halleluja eller som Thomas Sjødin skriver i sin bog af samme navn- et brudt halleluja. Ikke fordi jeg ikke glæder mig over julens under, men fordi det er svært at finde tiden, til at synke ned i den ro, som julens budskab for mig kræver. Alt for ofte overdøves det af forskellige former for larm

Jeg mærker mig dybt privilegeret over at have en familie og venner at bruge julen og nytåret sammen med. Der er mange der ikke er lige så privilegerede. Mennesker som jeg f.eks. møder på begge mine arbejdspladser. Mennesker der ser frem mod julen og nytåret med en knude af bekymring indeni. Ensomhed og savn bliver forstærket i denne tid. Kontrasten kan virke overvældende, fordi julen også fortæller de polerede og retouchere historier, hvor smerten og problemer for en stund er sat på pause. Eller måske fremstår det bare sådan?

De seneste år er vi stået af det store gaveræs og forberedt oplevelser som gaver til vores piger og til hinanden. Vores store skønne familier giver vi ikke gaver til mere. Jeg har forsøgt at minimere det pres og de forventninger vi har til os selv, ved at tage dem frem i lyset og vurdere hvor stor værdi de giver. Jeg vil meget hellere bruge tid og være taknemmelig for, at kunne bruge tid med de jeg elsker og i stedet bruge lidt overskud på at dele ud til de, hvor jul og nytår er årets sværeste tid. Særligt glæder jeg mig til at dele julehjælp ud med mine piger, for det at dele og skænke andre af julens overflod, det giver juelglæde for mig.

I hånden breder varmen sig

I mørket åbner sjælen sig

For det der snart skal ske

For det jeg håber på

Endnu er tiden til at vente

Vente på at Lyset kommer (fra Hymns of Nineveh: Nu er det tiden til at vente)

Read More

Jeg har en skøn app på min telefon, som jeg ofte bruger på mine mange lange gåture. Det er en app der bestemmer og genkender svampe, planter mm, ved at man tager et billede af dem, hvorefter der findes et match.

Appen er selvfølgelig særligt brugbar ift. bestemmelse af svampe, nu jeg gerne spiser de svampe, jeg plukker i skoven. Det er dog også meget hyggeligt at bestemme de andre ting jeg ser og finder. Faktisk kan jeg have det sådan, at det at tage et billede og se navnet på planten, allerede gør at jeg synes jeg kender planten lidt bedre. Appen fortæller også hvilke særlige kendetegn man kan være opmærksom på, så man kan genkende planten eller svampen en anden gang.

Overvejer om det er lidt på samme måde med os mennesker? At når vi ser et andet menneske, leder vi efter kendetegn mm, for at kunne bestemme dem og genkende dem ud fra et system - nok oftest et indre system, som vi har bygget op, grundet vores historie, præferencer mm Når personen så er kategoriseret, kommer vurderingen måske og derefter genkendelsen.

Jeg kender det i hvert fald fra mit eget liv, at jeg forsøger at kategorisere, for at skabe noget at navigere ud fra. Indimellem er det til de andres fordel indimellem ikke.

Da det er en subjektiv vurdering og jeg som værdi ikke ønsker at andre skal være belastet af min forhåndsudtagelse, kan jeg med fordel navigere ud fra noget andet.

Mit mål som et troende menneske er, at lade Gud være den app jeg kategoriserer, bestemmer og genkender ud fra. Tænk at få lov at se og bestemme alle andre ud fra det billede Gud ser?

En Gud som er kærlig og som elsker sit skaberværk og alle i det.

Jeg tror, at hvis der på Guds app blev taget et bestemmelsesbillede af mig, ville der stå i beskrivelsen med Guds egne ord fra Esajas bog kapitel 43 vers 4-5 i Biblen:

”Dette er mit barn, Hun er dyrebar i mine øjne, højtagtet og elsket af mig… Hun behøver ikke frygte, for jeg er med hende”.

Dette er Guds sandhed om mig. Ikke fordi jeg er noget specielt, men fordi det er Guds ord om os alle. Vi er elsket og højtagtet af Ham og vi behøver ikke frygte, for Han går med os.

Read More

Jeg gik en af mine sædvanlige ture i går, da lyset efter mange dages regn var ret magisk. Jeg havde mange tanker der pressede sig på og havde valgt at gå en af de ruter, hvor der er mange udsigtspunkter undervejs. Min tanke var, at det at se det hele ovenfra måske kunne give mig lidt overblik og udsyn ind i nogle områder i mit liv, som jeg ønskede at finde en vej i.

Da jeg kom til det første udsigtspunkt, havde solen gemt sig og store vanddråber faldt i stedet. Det udsyn jeg havde ønsket, var gråt og det var ikke muligt at se ret langt frem. Selv træernes konturer foran mig var slørede.

Jeg gik videre ind i skoven hvor skoven var mere tæt, da det også fungerede som en paraply for den efterhånden tætte regn. Efter en længere gåtur, klarede det op inde imellem træerne og jeg blev opmærksom på hvilken kraft lyset trængte ind i den ret tætte skov. Hver eneste lille sprække og mellemrum imellem bladene og træerne blev gennemlyst. Midt i mørket virkede lyset utroligt stærkt og klart.

Jeg var gået i skoven med en længsel, en længsel efter at få del i Guds udsyn. Jeg kan sagtens forbinde mig til salmisten der i Biblens salme 84 sukker af længsel efter at være tæt på Gud og gå i den kraft som er beskrevet igennem hele salmen, også når han i vers 4 siger. ”Selv spurven finder et bo og svalen en rede, hvor den lægger sine unger ved dig.” Jeg længes på samme måde efter at være Gud helt nær. Men at være nær Gud er ikke det samme som at stå ved flotte udsigtspunkter og se det store perspektiv, oftere er det som med spurven, at vi må bygge rede lige der hvor Gud er at finde i alle aspekter af livet.

Gud er bl.a. at finde i alle vores kampe, der hvor vi går igennem tætte skove og værner os mod regnen, Han er det lys der viser vej. En stille stemme ikke en høj råben. Han kalder os til at se den lysende vej han baner igennem vores skove. Han taler ikke højt til vores hjerne, den er i forvejen ofte godt optaget af vores endeløse tankerækker, men Han taler stille til vores hjerte og inviterer os, til at bygge vores rede i ly under Hans lys.

Som Aaron Keyes skriver i omkvædet af sin skønne lovsang: ”Jeg vil stole på dig”: ”Jeg vil bo under dine vingers skygge, hvile ud i dit underfulde nærvær. Din trofasthed er et skjold som du giver til mig, her kan jeg være tryg. Jeg vil stole på dig”

Read More

Himmelvendt er en af de ord jeg ofte vender tilbage til. Jeg elsker ordet, fordi det fortæller, hvor mit blik må være rettet hen.  Det er det fokus der for mig er vejen, uanset hvor jeg er i mit liv, om det er lyst, mørkt eller et sted midt i mellem. Der er ingen forskel for mig om det er travlhed, hvor de fleste ting kører som det skal- eller om det er smerte, brudthed og en fornemmelse af at skulle kæmpe der tager mit fokus. Begge yderpunkter kan få mig til at glemme at holde mit blik himmelvendt. Ofte skal jeg minde mig selv om at jeg både lever og dør for Gud, jeg tilhører Ham og alt jeg gør, gør jeg for Ham. Det er sådan jeg ønsker at leve, det er det jeg tror på.

Indimellem står jeg bare overvældet eller travl, måske endda begge dele og pludselig kan det være svært at få øje på Gud og Hans perspektiv midt i alt andet.

Det modsatte af himmelvendt må være jordbunden. At have fødderne solidt plantet på jorden, er der meget godt at sige om. Det signalerer realisme, fornuft og balance i en eller anden grad. Det er bare en balance der ikke er særlig flytbar og deri er der ikke meget mulighed for at noget kan ændre sig. At leve himmelvendt er det modsatte. Det er at leve i den tillid til at Gud leder mig skridt for skridt og jeg må lade mig lede. Det er at leve uden at vide hvorhen jeg går, altså at give slip på min destination.

En gang imellem er vejen tydelig, da er det let nok at gå den. Andre gange er det tåget og det er svært at se ret langt frem. Når Gud ikke mærkes helt så tæt på, skal vi benytte os af troen. Som da jeg engang skulle hjem fra Sjælland og det var tåget. Jeg kørte længe efter de andres lys, men da jeg kom til Storebæltsbroen, var selv bilen foran svært at få øje på. Det føltes som om jeg begav mig ud i intetheden og det virkede truende at køre ud på broen uden at kunne se ret langt. Sådan er det med troen, man skal vove sig ud for at mærke at Gud bærer os i troen.

Hørte en undervisning for nyligt, der sagde meget godt om det at turde hvile i troen. Det omhandlede Davids kamp mod Goliat. Underviseren sagde at David fik mod til at kæmpe, fordi der var profeteret at han skulle blive konge, ergo kunne Goliat ikke røre ham. Jeg synes det er så inspirerende at gå så konkret på Guds løfter, profetier og sandheder. Mit håb er at have samme mod og tro.

Read More

Jeg er flere gange blevet spurgt af klienter eller lignende, om jeg ikke bare kunne vise dem vejen frem. Om jeg ikke bare kan sige hvor vedkommende kan gå hen, eventuelt ved at fortælle om min vej, så den kunne kopieres. Så enkelt er det desværre ikke.

Jeg elsker at få lov at dele min historie og er ydmyg og taknemmelig for hver gang muligheden byder sig. Jeg elsker, hvis der bare er små flig der kan bruges, af det der har været mit liv indtil nu, til at inspirere, opmuntre eller udfordre andre mennesker på deres vej. For deres vej er jo det det er, jeg kan kun leve mit liv og gå min vej.

Tankerne rumsterede særligt, fordi jeg lige nu sidder og forbereder et oplæg til nogle dejlige unge mennesker, om det at finde sin egen vej og om hvilken betydning fællesskaber og fællesskabet har. Det er så vigtigt, ikke mindst i den tid vi lever i, at vi tør finde vores egen vej. Påvirkningen kommer så mange steder fra, at det kan være svært at navigere, samtidigt med at det forekommer i et konstant tempo, som ikke plads til eftertanke

Da jeg kørte hjem fra byen i dag, så jeg flere forskellige omkørsler. Et par veje var spærret af pga. vejarbejde, en anden var stadig oversvømmet efter sidste uges stormflod. Det slog mig hvor vigtigt det er at vide lige præcis hvilken omkørsel man følger. Bare fordi vejen er spærret kan man ikke tage den første og bedste gule pil og følge den. Man skal vide hvilken rute man fulgte og derefter følge pilenes vej. Hvis man tager en tilfældig, når man ikke frem til sit endemål. Meget simpelt, men for mig et godt billede på hvad der sker, hvis man begynder at leve en andens liv.

Med det mener jeg at lade sig føre hid og did af nye strømninger og tendenser og lade sig fylde på ukritisk, oftest fordi man ikke når at stoppe op. At stoppe op er essentielt. Først når vi stopper op og tager os tid til lytte, navigere mm, kan vi finde vores egen vej.

Gud har lovet at hvis vi søger Ham er Han at finde. Der er et skønt vers i Esajas 55 vers 6:”Søg Gud når han er at finde, kald på ham når han er nær”. Dette bliver mit råd til de skønne unge mennesker, ligesom det fortsat er en vejviser for mig.

Read More

”Kun en dag et øjeblik ad gangen hvilken trøst for den forsagte ånd, hvorfor skal mig uro holde fangen- alting hviler i min Faders hånd, Han, som har for mig en faders hjerte,
hver en dag jo også sende vil, mig den lille del af fryd og smerte,
som jeg netop trænger til.”- gik jeg og nynnede for mig selv, da jeg tog på arbejde først på ugen.  Lina Sandells smukke salme, er en tekst jeg ofte vender tilbage til. Salmen hørte jeg igennem min barndom, teksten har jeg båret med mig ind i mit voksenliv.

Ofte har jeg brug for at blive mindet om trøsten i de løfter Gud har givet til mig. Tænk at Gud skænker en særlig nåde til hver enkelt tid i mit liv og lover, at som min dag er, skal min styrke være, da alt hviler i min Faders hånd. Teksten er fyldt med trøst. Det at stole på Guds omsorg er ikke en disciplin jeg skal kunne, det er noget jeg må få lov at øve mig på, jeg må få lov at lære. Måden jeg lærer er at træde helt tæt på Gud, så jeg kan tage fra Hans faderhånd.

En af de sværeste discipliner for mig er, at tage kun et øjeblik af gangen. Ofte fyldes mine tanker af bekymringer, både bekymringer for det der er lige nu, men også bekymringer der rækker ind i fremtiden.

I øjeblikket er vi i en tid, hvor min mand skifter arbejde og afvikler sit gamle job og opstarter sit nye job samtidigt. For mig skaber det turbulens ind i familielivet, ift. planlægning af vores tid og meget andet. Samtidig er der flere ubekendte med det nye job, hvor der eks. er mere rejseaktivitet, som endnu ikke er muligt at få i kalenderen. For en der holder af at have overblik, skaber det usikkerhed og bekymringstanker.

Dog minder Gud mig om, hver gang jeg søger Ham, at hvert øjeblik er i Hans hænder. Særligt tydeligt blev det den dag, hvor jeg efter en rodet nat, bekymrede mig for om kræfterne holdt til en lang dag på arbejde. På vej hjem, hvor jeg bekymrede mig for den næste dag, blev jeg mindet om ordene jeg havde nynnet og jeg mærkede, at indtil nu havde kræfterne holdt. I virkeligheden var det der tærede mest mine bekymringer på forkant.

”Hjælp mig da at hvile trygt og stille
kun på dine løfter, Herre kær,
og ej troens dybe fred forspilde,
som i ordet kom mit hjerte nær!
Når mit sind er af bekymring fangen,
lær mig tage af din faderhånd
kun en dag, et øjeblik ad gangen
med en stille, ydmyg ånd!”- Lina Sandell 1865

Read More

En morgen i sidste uge vågnede vi op til et mørklagt hus. Relæet var slået fra. Efter en grundig research, viste det sig at lynet var slået ned i vores gamle stationære computer. Da computeren var koblet fra, kunne relæet starte igen og lyset blev tændt

Sådan kan jeg også have det i mit liv, at når et lyn slår ned bliver jeg helt mørklagt. Jeg kan på samme måde have brug for en research, en research på hvor jeg kortsluttede, hvad der lå bag. Møjsommeligt hive hver trigger ud og se om kortslutningen kommer derfra, så jeg kan undgå at sætte stikket i igen.

Ofte oplever jeg, at en af mine triggere er at turde have tillid nok, til at slippe kontrollen.

I lørdags fik vi samme besked som flere andre forældre på efterskolen, hvor min mellemste datter går. Israel var blevet angrebet af missiler og situationen i landet er usikker. Fra da blev der arbejdet på en evakuering af elever og lærere, som er der på studietur.

Et lynnedslag. Bekymring, magtesløshed iblandet en hel masse andre følelser og ventetid. I skrivende stund håber jeg at få beskeden om at de så småt er på vej hjem.

Et lynnedslag der gør at jeg er nødt til at tage kontrollen ud af mit relæ for ikke at kortslutte det. Min påståede kontrol, for i virkeligheden har jeg kun en tænkt kontrol. Det er ikke mig der styrer noget, jeg tror det bare. Jeg bilder mig ind jeg har kontrol og kan styre meget, eller i hvert fald en del.

Sandheden er, at jeg som et troende menneske må lade kontrollen være Guds. Tro på at Han har al tiden i sine hænder, alt der sker - sker ikke uden om Ham.

Læste i morges fra Prædikernes bog kapitel 3, de kendte vers fra vers 1 og frem: ”Alting har en tid, for alt hvad der sker under Himlen er der en tid.” Herefter følger en række modsætninger som en tid til at græde og en tid til at le og mange andre sat op overfor hinanden, næsten som om de betingede hinanden. I vers 11 efter opremsningen står der, at Gud har gjort alt godt i rette tid og for mig den afsluttende konklusion i vers 14: ”Jeg erkendte at alt Gud gør, forbliver hvad det er og jeg kan ikke føje noget til eller trække noget fra.”

Det er det jeg vælger som mit fundament også når lynet slår ned, når uroen rammer og en del af mit hjerte er i Israel.

Read More

Efter en smuk og varm september, hvor aftentemperaturerne var sommerlige, er det blevet tid til at omstille sig til et mere almindeligt efterårsvejr. En omstilling jeg altid finder svært.

En af de første rigtige efterårsaftener, var jeg ude at køre sent på aftenen. Det var mørkt og det regnede og blæste. De våde veje og de modkørendes lys, gjorde det svært at orientere sig ret langt frem. Trafikken var tæt, så det var ikke muligt at sætte langt lys på. Jævnligt blev jeg blændet af en håbefuld bilist, der ligesom jeg, håbede på en bedre sigtbarhed. Langt det meste af vejen kørte jeg med nedsat fart i kolonne med de andre bilister. Kort før jeg var hjemme, kom jeg dog til en stille vej uden trafik og kunne sætte langt lys på og se vejen tydeligt.

Det fik mig til at tænke på alle de gange hvor jeg i mit eget liv drømmer om at kunne køre med langt lys. Køre sådan at jeg ved hvor jeg er på vej hen og kan se fremtiden tydeligt for mig. Indimellem er jeg endda villig til at køre længe på en af de mindre veje endda nogle omveje, bare så jeg kan se og forudse vejen.

Ligesom kørsel i mørke er virkeligheden, med Gud som min GPS, dog oftest sådan at jeg maximalt kan se til de næste meter frem på vejen. Se til det næste punkt, dag eller måske time. Indimellem, selv om det er sjældent, kan der være en vej hvor udsynet bliver større. Lige der får vi måske lov at køre en strækning med langt lys på. Ofte kan det være, fordi vi har brug for at køre en strækning hvor vi mindes om, hvem vi er, hvor vi er på vej hen o.a. Kunsten er, når der igen kommer modkørende trafik, eller omgivelserne ændrer sig og kræver opmærksomhed, at kunne slå det lange lys ned igen og køre videre i tillid. Vejen er jo skiltet. Vi har ikke brug for så meget kontrol. Vi har i virkeligheden heller ikke brug for at vide, flere kilometer før, hvis vi skal dreje. Vi skal bare vide det i så god tid, at vi kan nå at skifte spor og køre ind i den rette svingbane med tilpasset fart.

Indimellem når jeg bliver urolig for, om jeg kan se og finde vejen, finder jeg trøst i Thomas´ spørgsmål til Jesus i Johannesevangeliet kap. 14 v 5-6: ”Herre hvis vi ikke ved hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen”. Jesus svarede: ”Jeg er vejen, sandheden og livet, ingen kommer til Faderen uden ved mig”.

Read More

Jeg er lige kommet hjem fra tre intensive kursusdage i Mariager. Hver dag kørte jeg efter min GPS, som aldrig var enig med sig selv om vejen derud. Måske beregnede den hvilken rute der var mindst trafikeret, jeg ved det ikke, i hvert fald var turen derop alle tre gange forskellige. Hjemturen derimod, var altid den samme.

Når jeg kørte ind i indkørslen, kom GPSen med et: ”Du er nu ankommet til hjem”. Hver dag mærkede jeg en lille strejf af glæde over udmeldingen, fordi det er godt at blive mindet om at komme hjem. Det er en gave at have et hjem, have et sted at høre til. En familie, eller andre der venter på en og glæder sig til at man kommer hjem.

Det fik mig til at tænke på, at Gud altid venter på mig, også alle de gange hvor jeg fjerner mig fra Ham. Det kræver ikke meget forstyrrelse for mig, før jeg bevæger mig væk. Når jeg opdager det, er det oftest fordi jeg mærker en tomhed. Tomheden kan jeg sagtens bruge lang tid på at analysere og forsøge at forstå, gennembruddet kommer dog altid, når jeg opdager at jeg har givet slip på Gud, at jeg af den ene eller anden grund har bevæget mig væk fra Ham.

Ligesom i meget andet i livet, går jeg der oftest tilbage til det sidste sted, hvor jeg husker jeg var sammen med Gud, Måske er det i skoven, måske var det i et stykke i Biblen, som åbnede sig på en ny måde, måske var det i et fællesskab, måske i bøn, måske hvor jeg lyttede til lovsang. Som regel kan jeg huske tiden, når jeg tænker tilbage.  

Når jeg går tilbage, møder jeg oftest Gud lige der. Han står stadig og venter på mig, venter på at jeg skal vende om og komme tilbage. Ligesom faren der spejder efter den fortabte søn i Lukas-evangeliet i Biblen

Er det så fordi Gud er begrænset og kun kan møde mig, der hvor vi skiltes sidst? Nej selvfølgelig ikke. Det handler udelukkende om at jeg skal åbne mig op og få øje på Gud igen. Gud er altid klar. Det er mig der tøver og mig der kan have svært ved at tune ind og lytte til Guds kalden. Måske er der for meget larm om mig, så jeg skal finde den frekvens, hvor Gud venter og ønsker at tale og være med mig.

Så hvis i ser mig vandre af de samme skovstier igen og igen, så er jeg måske bare på vej til at ”ankomme til hjem.”

Read More