Med langt lys
Efter en smuk og varm september, hvor aftentemperaturerne var sommerlige, er det blevet tid til at omstille sig til et mere almindeligt efterårsvejr. En omstilling jeg altid finder svært.
En af de første rigtige efterårsaftener, var jeg ude at køre sent på aftenen. Det var mørkt og det regnede og blæste. De våde veje og de modkørendes lys, gjorde det svært at orientere sig ret langt frem. Trafikken var tæt, så det var ikke muligt at sætte langt lys på. Jævnligt blev jeg blændet af en håbefuld bilist, der ligesom jeg, håbede på en bedre sigtbarhed. Langt det meste af vejen kørte jeg med nedsat fart i kolonne med de andre bilister. Kort før jeg var hjemme, kom jeg dog til en stille vej uden trafik og kunne sætte langt lys på og se vejen tydeligt.
Det fik mig til at tænke på alle de gange hvor jeg i mit eget liv drømmer om at kunne køre med langt lys. Køre sådan at jeg ved hvor jeg er på vej hen og kan se fremtiden tydeligt for mig. Indimellem er jeg endda villig til at køre længe på en af de mindre veje endda nogle omveje, bare så jeg kan se og forudse vejen.
Ligesom kørsel i mørke er virkeligheden, med Gud som min GPS, dog oftest sådan at jeg maximalt kan se til de næste meter frem på vejen. Se til det næste punkt, dag eller måske time. Indimellem, selv om det er sjældent, kan der være en vej hvor udsynet bliver større. Lige der får vi måske lov at køre en strækning med langt lys på. Ofte kan det være, fordi vi har brug for at køre en strækning hvor vi mindes om, hvem vi er, hvor vi er på vej hen o.a. Kunsten er, når der igen kommer modkørende trafik, eller omgivelserne ændrer sig og kræver opmærksomhed, at kunne slå det lange lys ned igen og køre videre i tillid. Vejen er jo skiltet. Vi har ikke brug for så meget kontrol. Vi har i virkeligheden heller ikke brug for at vide, flere kilometer før, hvis vi skal dreje. Vi skal bare vide det i så god tid, at vi kan nå at skifte spor og køre ind i den rette svingbane med tilpasset fart.
Indimellem når jeg bliver urolig for, om jeg kan se og finde vejen, finder jeg trøst i Thomas´ spørgsmål til Jesus i Johannesevangeliet kap. 14 v 5-6: ”Herre hvis vi ikke ved hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen”. Jesus svarede: ”Jeg er vejen, sandheden og livet, ingen kommer til Faderen uden ved mig”.