Hvor lyset lukkes ind

Jeg gik en af mine sædvanlige ture i går, da lyset efter mange dages regn var ret magisk. Jeg havde mange tanker der pressede sig på og havde valgt at gå en af de ruter, hvor der er mange udsigtspunkter undervejs. Min tanke var, at det at se det hele ovenfra måske kunne give mig lidt overblik og udsyn ind i nogle områder i mit liv, som jeg ønskede at finde en vej i.

Da jeg kom til det første udsigtspunkt, havde solen gemt sig og store vanddråber faldt i stedet. Det udsyn jeg havde ønsket, var gråt og det var ikke muligt at se ret langt frem. Selv træernes konturer foran mig var slørede.

Jeg gik videre ind i skoven hvor skoven var mere tæt, da det også fungerede som en paraply for den efterhånden tætte regn. Efter en længere gåtur, klarede det op inde imellem træerne og jeg blev opmærksom på hvilken kraft lyset trængte ind i den ret tætte skov. Hver eneste lille sprække og mellemrum imellem bladene og træerne blev gennemlyst. Midt i mørket virkede lyset utroligt stærkt og klart.

Jeg var gået i skoven med en længsel, en længsel efter at få del i Guds udsyn. Jeg kan sagtens forbinde mig til salmisten der i Biblens salme 84 sukker af længsel efter at være tæt på Gud og gå i den kraft som er beskrevet igennem hele salmen, også når han i vers 4 siger. ”Selv spurven finder et bo og svalen en rede, hvor den lægger sine unger ved dig.” Jeg længes på samme måde efter at være Gud helt nær. Men at være nær Gud er ikke det samme som at stå ved flotte udsigtspunkter og se det store perspektiv, oftere er det som med spurven, at vi må bygge rede lige der hvor Gud er at finde i alle aspekter af livet.

Gud er bl.a. at finde i alle vores kampe, der hvor vi går igennem tætte skove og værner os mod regnen, Han er det lys der viser vej. En stille stemme ikke en høj råben. Han kalder os til at se den lysende vej han baner igennem vores skove. Han taler ikke højt til vores hjerne, den er i forvejen ofte godt optaget af vores endeløse tankerækker, men Han taler stille til vores hjerte og inviterer os, til at bygge vores rede i ly under Hans lys.

Som Aaron Keyes skriver i omkvædet af sin skønne lovsang: ”Jeg vil stole på dig”: ”Jeg vil bo under dine vingers skygge, hvile ud i dit underfulde nærvær. Din trofasthed er et skjold som du giver til mig, her kan jeg være tryg. Jeg vil stole på dig”