Himmelvendt

er en af de ord jeg ofte vender tilbage til. Jeg elsker ordet, fordi det fortæller, hvor mit blik må være rettet hen.  Det er det fokus der for mig er vejen, uanset hvor jeg er i mit liv, om det er lyst, mørkt eller et sted midt i mellem. Der er ingen forskel for mig om det er travlhed, hvor de fleste ting kører som det skal- eller om det er smerte, brudthed og en fornemmelse af at skulle kæmpe der tager mit fokus. Begge yderpunkter kan få mig til at glemme at holde mit blik himmelvendt. Ofte skal jeg minde mig selv om at jeg både lever og dør for Gud, jeg tilhører Ham og alt jeg gør, gør jeg for Ham. Det er sådan jeg ønsker at leve, det er det jeg tror på.

Indimellem står jeg bare overvældet eller travl, måske endda begge dele og pludselig kan det være svært at få øje på Gud og Hans perspektiv midt i alt andet.

Det modsatte af himmelvendt må være jordbunden. At have fødderne solidt plantet på jorden, er der meget godt at sige om. Det signalerer realisme, fornuft og balance i en eller anden grad. Det er bare en balance der ikke er særlig flytbar og deri er der ikke meget mulighed for at noget kan ændre sig. At leve himmelvendt er det modsatte. Det er at leve i den tillid til at Gud leder mig skridt for skridt og jeg må lade mig lede. Det er at leve uden at vide hvorhen jeg går, altså at give slip på min destination.

En gang imellem er vejen tydelig, da er det let nok at gå den. Andre gange er det tåget og det er svært at se ret langt frem. Når Gud ikke mærkes helt så tæt på, skal vi benytte os af troen. Som da jeg engang skulle hjem fra Sjælland og det var tåget. Jeg kørte længe efter de andres lys, men da jeg kom til Storebæltsbroen, var selv bilen foran svært at få øje på. Det føltes som om jeg begav mig ud i intetheden og det virkede truende at køre ud på broen uden at kunne se ret langt. Sådan er det med troen, man skal vove sig ud for at mærke at Gud bærer os i troen.

Hørte en undervisning for nyligt, der sagde meget godt om det at turde hvile i troen. Det omhandlede Davids kamp mod Goliat. Underviseren sagde at David fik mod til at kæmpe, fordi der var profeteret at han skulle blive konge, ergo kunne Goliat ikke røre ham. Jeg synes det er så inspirerende at gå så konkret på Guds løfter, profetier og sandheder. Mit håb er at have samme mod og tro.