For nogle få dage siden, gik jeg forbi et stort tjørnekrat, der omkransede en parkeringsplads. Inde midt i krattet fik jeg øje på noget der lyste op i en klar gul farve. Jeg blev nysgerrig og undrede mig over, hvad der mon var blevet smidt ind i krattet, der ellers var helt tæt. Da jeg kom tættere på, kunne jeg se det var en forvildet påskelilje. Krattet var så tæt at blomsten var deform. Den havde forsøgt at strække sig efter et lys, men undervejs var bladene blevet flossede pga tornene og stilken var snoet. Den havde endda sat et ekstra skud, der endnu ikke havde åbnet sig, men som krøb langs jorden. Jeg kunne ikke lade være, men plukkede blomsten, på trods af at tornene rev. Da jeg kom hjem, satte jeg blomsten i en vase og umærkeligt, forholdsvist hurtigt, drejede den sig og foldede sine blade ud. Udover de flossede blade lignede den nu, den påskelilje den var.

For mig blev den udsprungne blomst - fundet i krattet, et nærværende billede på hvad påskens budskab betyder for mig. Jeg tog mig selv i at nynne første del af Torben Callesens smukke sang: Zions blomst:

En spire voksed` frem af ørknens

Nådesløse sand

En skikkelse helt uden pragt

Foragtet af hver mand

Kendt med sygdom, kendt med smerte

Hånet og forhadt

Mishandlet, plaget og forladt

Helt ind i dødens nat

Man gennemborede hans lemmer

Slagtet som et lam

Han åbned` ikke munden mens man

Slog og piskede ham

Blandt røvere fik hans sit kors

Blandt rige dog sin grav

Men hvem ku´ vide staklen der

Ku´ bryde dødens arv  

I Jesu død og opstandelse blev der banet en vej for os alle. En vej til Gud, der nu står åben. For mig et manifest- af at døden ikke har det sidste ord. Livet sejrer over døden. Lyset vandt over mørket og vi må få lov at leve i det håb der blev tændt dengang og aldrig slukkedes

Påskens budskab handler om en selvopfordrende kærlighed så dyb, at den er villig til at gå i døden for. For mig rummer det en skjult skønhed. En skønhed der omviklet af torne, måtte bryde ud af dødens ramme, før blomsten kunne springe ud.

Read More

I min kirke har vi en månedens sang, I marts er det en skøn sang fra Kirken i Kulturcenteret der hedder: Løftet. Efter at have lyttet til den og sunget den flere gange, har jeg taget mig selv i at gå og nynne den i løbet af ugen, særligt omkvædet -som kommer her:

”Du er mit håb,

Når stormen ta´r fat

Løftet du gav står urokkeligt fast

Når vejen er lang

Gør du mig stærk

Jeg finder kraft i den du er”

På tirsdag skal vi stemme til folketingsvalget. Jo tættere vi kommer på valget, jo vildere synes jeg de løfter lyder, der gives fra forskellige politikere og partier. Udover de mærkesager de forskellige partier og personer står for, er det tydeligt at se, at der kæmpes for hver personlig stemme. Nogle tyer endda til ufine metoder og nedgør andre, så de selv kan få taletid og vinde terræn. Valgkampen har været præget, synes jeg, af sager hvor politikere er blevet taget i at fordreje virkeligheden og endda sige deciderede usandheder. Måske er det medvirkende til at tiltroen til politikerne er historisk lav, ifølge Danmarks statistik tror kun hver 3. dansker på at politikerne overholder deres valgløfter. Tilbage under Coronakrisen var tallet at 82%. Altså 82% troede på politikerne og på, at de levede op til deres løfter, plus havde tillid til at de løste krisen godt.

Det slog mig hvor radikalt anderledes det er med troen og med Gud. Troens agenda er ikke at opnå noget for personlig vinding. Det er ikke en bedrift du kan klare mere eller mindre godt, Det er ikke fyldt med mærkesager, ikke en konkurrence og ikke et forsøg på at vinde en over til sig. Det er nærmere én overgivelsen og afgivelse af kontrol. Kun når vi afgiver kontrollen kan vi begynde at tage skridt ind i at tro på løftet. Tro på løftet og lægge sig under det, at Guds løfter ænder sig ikke, de står urokkeligt fast. De er ikke betingede af min kraft, mine evner eller styrke, men løfterne bunder i den Gud er.

”Du holdt mig fast, selv da stormen tog fat

Jeg var fortvivlet men var aldrig forladt

Vinden omkring mig, blev lagt ved dit ord

Jeg var i sikkerhed med dig om bord

Du er mit håb….”

Read More

Jeg kom sent hjem en aften, efter at have været afsted hele dagen og var træt. Da jeg gik i seng, tjekkede jeg derfor ikke om opladeren var sat rigtigt i telefonen. Næste morgen sov jeg over mig og måtte skynde mig ud ad døren til mit arbejde. På arbejdet skulle jeg køre langt og kendte ikke området så godt, så satte navigation til. Da jeg nåede frem, tjekkede jeg stadig ikke telefonen. På vej hjem, kort efter jeg havde sat mig ind i bilen, kom der en advarsel på bilens skærm, at telefonen slukkede ned. Jeg nåede lige at læse den og så blev skærmen sort. Det var mørkt udenfor og jeg havde ingen ide om hvor jeg var og ingen mulighed for at kontakte nogen. I stedet måtte jeg forsøge at navigere efter min mildest talt dårlige stedsans. Så hvor jeg før blindt havde fulgte navigationen, måtte jeg nu lede efter bynavne eller vejnavne der kunne lede mig til en større vej, hvor nogle af vejnumrene kunne give mig en ide om, hvilke veje jeg kunne navigere efter. Stor var min lettelse derfor, da jeg fandt en hovedvej, som jeg vidste førte til Skanderborg.

I bilen kom jeg til at tænke på, at jeg nogle gange på samme måde mister orienteringen i mit liv. Indimellem kan det føles som om min indre og ydre navigation lukker ned og jeg mister orienteringen. Jeg kan blive i tvivl om hvor jeg er, hvor jeg er på vej hen, hvilken vej jeg skal følge og hvor den vej jeg vælger går hen. Frygt og mismod er ofte på den vej, da jeg kan blive bange for om jeg overhovedet har stedsans nok, til at følge den indre og den ydre navigation. Når det sker, er en hjælp at holde øje og lede efter de stednavne jeg kender. Navne som kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse alt sammen egenskaber der leder henimod den der kender vejen. Det er for mig en trøst, at jeg ikke selv skal finde vejen, men må hvile i Guds navigation.

Der er tændt et lys for os

Midt i sjælens mørke nat

I alle ting-Til alle tider

Der er tændt et lys for os

Midt i livet som det er

I alle ting-Til alle tider

Selv i mørket er løftet, at lyset finder vej

Lys i mørke og mørket greb det ej - (fra ”Der er tændt et lys” fra Stille stunder)

Read More

Foråret med dens lys og sol, bydes meget velkommen hos mig. Jeg har længe været vintertræt og haft svært ved at komme helt til kræfter, efter en længere sygdomsperiode, hvor forskellige skavanker afløste hinanden,

Med marts kom foråret, solskin, længere dage, tocifrede grader og fuglesang. Jeg har fri i dag og tog en tur ud til havet i det smukke vejr. Fandt en bænk i læ og lyttede til bølgernes lyde og sad med sol i ansigtet. Imens jeg sad der, føltes det som om jeg liges å stille ladede op- jeg lod mig fylde igen.

Når batterier er i bund og man føler sig tømt, er det vidunderligt når man oplever lige så stille at blive fyldt op igen.

Jeg blev mindet om I kirken i søndags-hvor søndagens tekst handlede om hvordan Jesus hjælper drengen der er forpint, som faren bærer frem. Da Jesus spørger om faren har tro, svarer han- jeg tror hjælp min vantro. Det er en af flere beretninger i Biblen, på at de der opsøgte Jesus fik hjælp da de, erkendte, at de ikke havde tro eller styrke nok i sig selv, til at skabe det de ønskede.  

Der er mange trosmæssige paralleller til vores genopladning efter sygdom eksempelvis. Jeg genkender i mit liv, at når jeg står i trosmæssige kampe og føler mig helt drænet og tom, erkender min afmagt og vender mig til Gud, da kan han gribe ind. Jeg genkender Guds måde at arbejde på.

Måske er der en dyb universel sandhed i, at når vi erkender vores egen bund og stopper med at forsøge at holde fast og kontrollere, da kan Gud træde til. Det er først når vi erkender vores egen uformåen at panseret er klar til at falde, først der er vi parate til at lytte og tage imod.

Jeg la’r mig fylde igen -Herre jeg er åben

Lader dig komme ind - I min skrøbelige skål

Skal der stadigt fyldes på (Omkvæd]

Jeg drikker dybt af din strøm - Herre, jeg er åben

Jeg har brug for din ånd - Lad din kilde springe ud

 I mit indre, som en flod- Jesus, kilden til liv og kraft

 [Omkvæd] Min sjæl pris ham

Herren almægtig

Du gør ild til din tjener

Farer frem på vindens vinger

Min sjæl pris ham - Herren barmhjertig

Du er trofast og kærlig.. (Temasang Dansk Oase af Joachim Hejslet)

 

Read More

Det er blevet 1. marts - den første forårsdag og sneen er næsten smeltet helt bort. De første dage med plusgrader gik det stærkt. Vi bor på en bakketop og det var fascinerende at se på, hvor hurtigt vandet samlede sig og løb klukkende ned ad vejen

Da jeg var ude at gå, måtte jeg have gummistøvler på, da vejen og stien flere steder var oversvømmet og risterne og åen længere nede ad bakken, havde svært ved at følge med.

Fasten er startet og vi tæller ned til påsken inden længe. I forbindelse med fasten havde jeg siddet og læst nogle af de sange og salmer der hører påsketiden til.

Imens jeg gik, nynnede jeg en af mine yndlingssalmer: Hil dig frelser og forsoner, af Grundtvig- hvor nogle af versene blev særlig levende imens jeg gik:

..Dog jeg tror at dine vunder

Væld udsprang til stort vidunder

Mægtigt til hver sten at vælte

Til isbjerge selv at smelte

Til at tvætte hjertet rent

Derfor beder jeg med tårer

Led den ind i mine årer

Floden, som kan klipper vælte

Floden, som kan isbjerg smelte

Som kan blodskyld tvætte af

Det er et smukt billede og en tekst der for mig beskriver hvad nåde er og beskriver hvad Guds kraft er i stand til

For nyligt talte jeg med en beboer på arbejdet, som spurgte mig ind til, hvad jeg tænkte nåde betyder Imens vi talte, kom vi begge i tanke om eksempler, hvor et andet menneske med rimelighed kunne have dømt os, men i stedet viste os nåde. Disse erindringer er gemt som små dyrebare minder.

Når vi mødes af nåde, er det som at stå helt afsløret og blottet og opleve alligevel ikke blive dømt. Personen eller personerne ville retfærdigt kunne dømme os, men vælger at undlade. Grundene kan være forskellige, men uanset skaber det en uventet forandring. Ikke sjældent er det den forandring der starter en ny vej

Ligesom sneen der for nyligt dækkede alt, blev omdannet til vandpytter for sidenhen at trække væk og dermed afsløre det der er under. På samme måde er troens vej i overgivelsen. At give alt til Gud, vide at han ser helt igennem os og vi ikke er dækket. At han ser alt og alligevel vælger at elske os.

 

Read More

Da jeg vågnede i morges, var det til en ny lyd. Lyden af sne der rutsjede ned af taget for at samle sig i små driver og senere vandpytter. Da solen var stået op, gik jeg ud i haven for at tjekke om alt var ok, efter de mange dage med frost og sne.

Langs stakittet om vores terrasse, var toppen af en lille drive knækket af. Under var den fineste buket af udsprungne vintergækker. Hvordan de har formået at springe ud under sneen, er en gåde for mig, men jeg blev glad og håbefuld da jeg så det.

De små løgplanter havde formået at bryde igennem den frosne jord og endda blomstre. Som små forårsbebudere symboliserer de håb, modstandskraft, ukuelighed og styrke.

Når isen og sneen smelter, åbenbarer det alt det, der var skjult under overfladen. Vi mennesker kan have mange grunde til at sætte en is og snefacade op i vores liv, så andre ikke kan komme helt tæt på, så de i stedet kun ser den pæne overflade. For langt de fleste af os, bunder det i en dyb frygt for at blive afsløret. At hvis andre mennesker kunne se bag om vores facader, ind i alt det vi forsøger at skjule, så ville de møde os med samme dom som vi selv gør. Måske har vi gamle erfaringer med at blive afvist, gjort nar af, holdt ude, ikke forstået eller andet der har gjort os ondt. Erfaringer der gør, at vi ikke tager nogle chancer, men i stedet passer på os selv ved at gardere os. Garderingen gør os ensomme. Ensomheden bliver først brudt den dag vi tør gøre noget andet. Tør knække lidt af snedriven og lukke lyset ned, bryde vores facade og have modet til at leve mere gennemsigtigt. Er din facade din identitet, er der meget på spil.

For mig kom modet først den dag, hvor jeg bort fra mig selv og min egen usikkerhed og tog små skridt henimod Gud. Det er fortsat dagligt et valg- at se henimod Gud, se mig selv i hans øjne.

Hvor går jeg hen, for at skjule mig for dit blik?

Gud du ser, alt jeg er

Al min stolthed, mit selvbedrag

Som har ført mig vild

Alle andres blikke og krav

Brænder som en ild

Gud du ser med kærlige øjne på mig

Med et blik fuld af nåde og fred

Et blik fuld af kærlighed

Og jeg ser du hænger på korset for mig

Med et blik der har bøjet sig ned-

Et blik fuld af kærlighed. (fra ”Kærlige øjne”- Åfestival 2019)

Read More

Jeg har lige holdt nogle dages vinterferie ved nr. Lyngvis fyr. Hver gang vi er på de kanter, er der traditioner. Den måske vigtigste er, at vi skal gå langs stranden og forbi fyret, da området er noget særligt med lyset, klitområdet og de store vidder på heden. Det at de serverer en god kop varm kakao ved fyret, har selvfølgelig også en betydning for populariteten

Fyret er stadig i brug og når mørket falder på, sender den sit lys ud og oplyser klitområdet. Nu er fyret automatiseret, men tidligere var der et job for 3, at sørge for at fyrets lys aldrig gik ud.

Fyrtårn har altid fascineret mig. Deres funktion er at være pejlemærker og vejvisere, så andre kan navigere trygt, da de oplyser også de usynlige og skjulte farer. For mig symboliserer de noget stabilt og urokkeligt. Trods deres placering og udsatte position, bliver de stående også når stormen rammer. Lyset bryder mørket og lyser alt op der er omkring, hvilket for mig symboliserer håb.

I kristen symbolik er fyrtårnet ofte en metafor for Guds beskyttelse, vejledning og håbet om at vi aldrig behøver gå igennem mørket alene. Eksempelvis siger Jesus til farisæerne om sig selv, efter de havde forsøgt at få ham til at dømme en kvinde for ægteskabsbrud: ”Jeg er verdens lys, den der følger mig skal aldrig vandre i mørket men have livets lys”( Joh. kapitel 8 vers 12). Uanset hvor mange storme vi står i her i verden, er Gud den samme- han er urokkelig og tilbyder os et håb og at få del i hans lys. Det skal ikke forstås sådan, at vi tager lyset fra Gud, men at han lader os få del i hans lys, fordi han er lys.  

Det er en stor trøst for mig, at jeg ikke skal være et lys, men i stedet må få lov at reflektere lyset. Det særligt når jeg synes at min flamme er svag. At krav, forventninger mm er for svære at honorere, at balancen her i livet tipper og energien ikke rækker til det hele.

Fyrtårnet er afhængigt af, at der bliver tilført lys, enten ved at lyset tændes manuelt eller elektronisk. Vi mennesker er også afhængige af at få tilført lys, så vores eget lys ikke slukkedes.

Der er født et håb til os

Et som aldrig brænder ud

Til alle tider-til alle tider

Der er sagt et håb til os

Om en evig solopgang

Til evig fred- i evigheden

Tænd dit lys i verden- tænd dit lys i mig (fra Stille stunder: ”Der er tændt et lys”)

Read More

Jeg har for nyligt fået en ny telefon. Da alt var blevet overført fra min gamle telefon og telefonen var klar til brug, var der blot en ting som generede mig og fortsat gør. Telefonen forbinder sig med mit ur med både beskeder, opkald og kalenderbegivenheder. Beskeder og opkald nyder jeg godt af, da min telefon oftest er på lydløs, kalenderen derimod er en uventet stressfaktor, da den ikke bare fortæller hvad jeg skal nå i dag, men også hvad der er på programmet dagen efter. Nu er jeg ikke den mest tekniske og det er indtil nu ikke lykkedes for mig at finde den funktion, hvor jeg bibeholder det jeg gerne vil og kun får den mængde info jeg behøver. Det er som regel rigeligt for mig at forholde mig til dagens program og unødvendigt stressende, at forholde mig til hvad der skal ske i morgen. Har jeg noget jeg skal forberede til dagen efter, står det jo allerede i min kalender, da jeg allerede har taget stilling til det. Ofte sker der det, at jeg så fortsætter videre i en sagsbehandling, af hvilke ting der skal nås og arrangeres til næste dag, indimellem prøver jeg endda at være på forkant En bekymring og en tanke jeg egentlig ikke kan bruge til noget, da det alligevel først skal handles på dagen efter. Hvis jeg ikke får stoppet mig selv, betyder det at jeg glemmer at være nærværende, der hvor jeg er, men i stedet har mit fokus på noget der skal ske. Dagen efter kan jeg sjældent bruge mine tanker fra dagen før, fordi alt er dynamisk og har givetvis ændret sig inden næste dag. Jeg har uanset ikke en chance for at forberede mig nok og at forholde mig to gange til det samme, giver ikke et bedre resultat. I stedet for at give et større overblik, skaber det bare mere frustration og arbejde. Når jeg fanges i mit eget tankespind, vender jeg tit tilbage til versene om bekymring fra Mattæus 6 vers 33-34(fra Biblen på hverdagsdansk):

”Søg først Guds rige og gør hans vilje, så får i alt det andet i tilgift. Lad altså være med at bekymre jer for, hvad der vil ske i morgen, for morgendagen skal nok komme med sine problemer helt uden hjælp. Dagen i dag har problemer nok i sig selv.”

Read More

Jeg har ligget syg den sidste uges tid og nu hvor medicinen begynder at have slået infektionen ned, begynder jeg også så småt at komme til kræfter igen. I løbet af ugen har jeg ofte tænkt på, hvordan de forskellige områder i kroppen påvirker hinanden. Selvom jeg havde infektion i nyrerne, mærkede jeg mange symptomer fra andre steder i kroppen. Ikke meget af min krop har været upåvirket, følelserne og tankerne med. Her efterfølgende ved jeg også af erfaring at det varer en tid før kræfterne er tilbage, medicinen slipper, før immunsystemet igen har sin almindelige styrke og før jeg igen føler mg rask.

I Biblens 1. Korintherbrev kapitel 12 sammenligner Paulus fællesskabet med en krop med mange lemmer. Alle lemmer er nødvendige og har hver deres plads og funktion. Kommer lemmerne i strid med hinanden og vil hellere være en anden, mere synlig eller mere ærefuld er der forskellige funktioner, der ikke løses. Ofte kan det mest undseelige og skjulte have en stor funktion, da alt påvirker hinanden. Der er brug for enighed og for at de forskellige lemmer har omsorg for hinanden. Igennem omsorgen ligestilles de forskellige funktioner og der opnås enhed. Samtidig er kroppen stærkere, når flere forskellige lemmer kan dække ind og hjælpe til, når der opstår behov for heling, hvis noget er brudt.

Ordene kan bruges ind i alle de fællesskaber, hvor vi har forpligtet os overfor hinanden. Det om det er i kirken, i vores familier eller andre fællesskaber, hvor vi tilstræber at stå sammen. Det er i den sidste tid blevet tydeligt for mig hvor meget vi er påvirket af de enheder vi er en del af. Vi er bundet sammen i familier f.eks., grundet vores løfter om at stå sammen. De løfter der blev indgivet da min mand og jeg sagde ja til hinanden, men også pga. det bånd der er i en familie. Lider en i familien lider vi alle.

På et større plan er vi forbundet med lidelsen der lige nu findes så mange steder i verden. Steder hvor mennesker som dig og mig lever i krig, i uvished, med sygdom uden mulighed for lægehjælp, frygt, ensomhed og meget andet.

Lad os forene alle lemmer i bøn, tanke og handling for alle dem, der lige nu kæmper og tror de kæmper alene. Vi kan alle udfylde vores funktion og sammen kan det måske skabe små ringe i vandet

Read More

En kold dag sad jeg godt pakket ind i min bil inden jeg skulle ud og gå en tur. Da jeg gik ud af bilen, hang min vinterjakke fat i døren og lavede en lang flænge i syningen. Selvom flængen var i syningen, var stoffet elastisk, var det kompliceret at sy flængen sammen igen. Symaskinen kunne ikke gøre det jævnt nok, så i stedet måtte jeg sidde og stykke for stykke og holde stoffet sammen, så syningen blev jævn. Dette samtidig med at strækket blev holdt i enden af flængen. Tog jeg for store sting blev stoffet krøllet og undlod jeg strækket, ville flængen gabe i slutningen. Kun ved langsomt og systematisk at tage små sting ad gangen kunne flængen dækkes. Undervejs måtte jeg fjerne alle de så tidligere stumper tråd og sammenhæftninger. På trods af de fine små sting er det stadig tydeligt, hvis man går tæt nok på, at jakken har været i stykker og er blevet repareret.

Under det tålmodighedsarbejde det var, kom jeg til at tænke på at livet også giver mange flænger. Det kan være synlige ar, som de jeg bærer efter at have båret 3 børn og været igennem forskellige operationer, eller det kan være de usynlige ar fra sorg, smerte, bekymringer og meget andet. Vi går ikke uberørt igennem livet og kommer man tæt nok på et andet menneske, vil man kunne se de synlige som de usynlige ar, fra de flænger der er forsøgt at blive syet sammen. Nogle flænger gaber stadig, andre bryder let op og andre igen kan være i et dyb vi ikke ser med det blotte øje.

Som med min jakkesyning denne morgen tager helinger af flænger tid. Et sår læger op indefra og alt betændt og urent skal fjernes, før såret har mulighed for at begynde at læge op. Fjernes det ikke vil infektioner og andet sygdom blusse op. Sætter du blot et plaster på vil urenhederne ulme. Rensningen er vigtig. Først når rensningen er klaret begynder helingen. Måske heler vi ikke uden ar, men arret bliver en del af vores ydre og indre og fortæller en historie om et liv der er levet.

Jeg øver mig i at tage ordet taknemmelighed ind i dette år og beder ofte denne bøn oversat fra I am theys sang: Scars:

Vågner op til en ny solopgang, set tilbage fra den anden side

Set nu med åbne øjne, det mørkeste vand og den dybeste smerte

Uden at ville bytte det for noget

For min knusthed førte mig til dig- og de sår er en historie du vil bruge

Så jeg står i tillid i styrken af din trofasthed - jeg er ikke den jeg var før

Jeg behøver ikke leve i frygt-så jeg er taknemmelig for arrene

For uden dem ville jeg ikke kende dit hjerte

Read More

2026 er startet op med frost og snelandskaber, smukt men besværligt trafikmæssigt. DMI har været min mest brugte app de sidste dage, da der er har været store geografiske forskelle i hvor meget sne der er faldet og hvilke varsler der var gældende i de forskellige områder. Lige så smukt sneen er lige så besværlig synes jeg det er, at skulle køre i sneen

Jeg kørte tidligt om morgenen. Aftenen før været varsel om, at man frarådede al unødvendig udkørsel i området. Min mand, der er i Irland, ringede inden jeg skulle køre og sagde at jeg skulle huske at køre forsigtigt og komme sikkert frem

De store veje var ryddet, men på alle de mindre lå der stadig meget sne. Trods rydning var der dog også strækninger hvor sneen havde føget vejen til igen og der lå små snedriver. Det betød jeg måtte holde øjnene fokuseret på vejen, da ændringerne kom uden forvarsel. Imens jeg kørte, stod solen op i den smukkeste farvepalet. Hvis jeg ville nyde den smukke solopgang, måtte jeg holde ind og tage en pause. Min navigation i bilen kunne advare om nogle af områderne, hvor der lå sne, fordi andre bilister havde varslet det- men flere gange var det ikke varslet. Jeg måtte flere gange sænke hastigheden meget og tog mig selv i at have lyst til at hæve hastigheden over det tilladte, på mere fremkomne strækninger, for at nå frem til det aftalte tidspunkt. Efter solen var stået op, var det lettere at navigere og se længere frem, om der var områder dækket af sne. Jeg tænkte, da jeg kørte at det er mange paralleller i mit liv. Jeg kender utålmodigheden når jeg er nødt til at sætte farten ned og jeg kender de strækninger hvor jeg ønsker at kompensere og sætte farten op for at nå hurtigere frem. Jeg kender også til at holde blikket så fokuseret på vejen, at jeg glemmer at stoppe op og se solen stå op, se de smukke sneformationner, se hvad der sker omkring mig eks.

Hvis jeg skulle lave et mål for 2026 ville det være at blive bedre til at stoppe op og betragte det der er om mig. At holde lige så fast på en ugentlig hviledag, som på alle ugens andre gøremål. Stoppe op ved ugens indsigt, tage tid til taknemmelighed, være opmærksom på lyset og farverne, nyde samvær med nogle jeg elsker og tage det ind, før jeg igen starter op og kører videre af den vej, der er min.

Read More

Jeg sidder lige nu lunt indenfor med en kop kaffe, imens det sner og blæser op udenfor. Sidder og er spændt på om den varslede snestorm rammer i mit område, da jeg lige om lidt skal ud at køre.

Herinde er det roligt og varmt. Alt ser nyt og anderledes ud under den hvide sne. Træerne i haven er blevet smukke sneskulpturer og skoven vi kan se, fra vores vinduer er klædt i hvidt. Iklædt sneen ser verden udenfor uberørt og ny ud.

Hverdagen er startet op igen i et nyt år, der også står lige så uberørt som udsigten udenfor.

Efter en december hvor flere storme ramte vores vej med dertil hørende uro og bekymring, er der noget fint symbolsk i at kunne vende kalenderen til et nyt år. Et nyt år betyder selvfølgeligt ikke at tavlen er visket ren og vi ikke bærer det gamle år med os, men det betyder at noget nyt gror frem

I midten af december, hvor stormene var på det højeste hos os, gik jeg en lang tur i skoven og fik øje på nogle smukke grene med lav der var brækket af og lå på jorden. Jeg samlede til en vase og stillede den i stuen foran brændeovnen. Da luften altid er tør ved brændeovnen, gav jeg dem lidt vand. I dagene mellem jul og nytår var der pludseligt små lysegrønne blade på nogle af grenene. Selvom de var blevet brækket af og kastet på jorden, havde de beholdt noget livskraft, der i varmen fra brændeovnen og igennem vandet havde ført til nyt liv og vækket livskraften. De små lysegrønne blade blev et dejligt håbefuldt billede for mig at tage med ind i det nye år. At selv det der virker dødt og meningsløst, kan i de rette betingelser føre til nyt liv.

Jeg tror på, at selv i det dybeste mørke kan Gud tænde et lys. At selv der hvor alt virker dødt, meningsløst og modløsheden har fået over taget, at lige der kan en spire af håb vokse frem. I decembers storme læste jeg ofte Esajas 42 som min bøn, når jeg ikke selv kunne finde ord, her er et uddrag:

Esajas 42 vers 3: ”Det knækkede rør sønderbryder han ikke, den osende væge slukker han ikke..  og videre i vers 16:” Jeg fører de blinde af veje de ikke kender, jeg leder dem af stier, de ikke kender, jeg gør mørket foran dem til lys, det bakkede land til slette, det vil jeg gøre og jeg opgiver det ikke”.

Read More

Det er snart årets korteste dag. De fleste dage er det mørkt når jeg står op og mørkt igen, når jeg kører hjem. Da de lyse timer samtidigt har været regnfyldte, har der næsten intet lys været. Jeg bliver altid påvirket ved denne årstid og da der samtidigt har været meget andet, der også har skabt mørke toner i mit liv, har det været svært at holde mørket ud i denne december, Som konsekvens har jeg købt en lysterapi-lampe, som jeg hver morgen vågner op sammen med

Indimellem er lyset i vores liv svagt. Det kan være vanskeligt at se noget som helst der lysner, måske er vi fyldt af bekymringer, tanker, af travlhed eller andet og vi er utålmodige efter lysere tider. Indimellem kan det være nok at vente og holde ud. Ofte er det dog bare sådan, at vi er nødt til at opsøge der hvor lyset er, så vi kan stille os i det og blive oplyst. Gå mod de steder hvor letheden og latteren er. Er det mørkt, så køb en lampe hvis du kan og sæt dig ved den, opsøg de omkring dig der tilfører latter og lethed og lad dig fylde af det. Noget af det mest kraftfulde kan være at holde fast i at gøre godt mod andre, række det ud du har og del det. På den måde kan det lidt vi hver især bibringer, skabe velsignelser om os og også i os.

Jeg elsker traditionen med luciaoptog og elsker legenden om Lucia. At hun delte ud af det hun havde til de fattige, hjalp hvor hun kunne- imens hun bar lys på sit hoved, så hænderne var fri til at tjene. Hun led martyrdøden den 13.december i år 304 og hendes fortælling lever videre i dag.

Lys og mørke lever i dualisme, de er afhængige af hinanden og er i en samklang. Hvis du tænder et stearinlys, vil der både være lys og skygge til stede. Begge dele må være der. Lige så vel lever vi i en virkelighed af lys og mørke. Det er ikke et enten- eller , det er et både -og.

I juletiden er mange følelser forstærket pga. alle de forventninger vi hver især har. Derfor kan juletiden være en tid hvor ensomhed, smerte og meget andet forstærkes. Hvis du er troende, har du et håb du kan læne dig ind i - et håb og en tro på at selvom mørket er stærkt, har lyset vundet.

Med mine yndlingsvers fra biblen ønskes i alle en velsignet juletid:

”I ham var der liv og livet var menneskers lys, lyset skinner i mørket og mørket greb det ikke” (Joh.1. 4-5)

Read More

For nyligt, da jeg var ude at køre en af mine længere ture, foreslog Spotify en gammel klassiker - The sound og silence af Simon & Garfunkels fra 1960´erne på min playliste

Mens jeg lyttede til den 60år gamle sang, tænkte jeg, at det er imponerende at mange af sangens temaer, som eks. manglende kommunikation og isolation i det moderne samfund, er mere aktuel end nogensinde før. Temaerne i sangen om ensomhed og tavsheden imellem mennesker, hvor vi glemmer at lytte til hinanden, er særdeles relaterbar. Ofte bærer vores kommunikation i den digitaliserede verden præg af hurtighed og overfladiskhed. Vi kan have et stort digitalt netværk, men få vi virkelig kender og ses med. Flere end nogensinde før fortæller at de føler sig ensomme. Særligt i juletiden viser forskellige nyere undersøgelser at mellem 470-600000 danskere føler sig ensomme.

Måske er lyden ikke af stilhed, men nærmere af travlhed i dag. Vi er hele tiden på, hele tiden tilgængelige men de dybe venskaber eller familierelationer er sværere at opretholde. Det kan være svært at stå ”af ræset” og sætte tempoet ned, At sætte tempoet ned er vigtigt hvis man ønsker at agere frem for at reagere. Vi reagerer ud fra vores instinkt og det som dikteres om os. Ageren er bevidst og essentielt for at gøre noget andet end at følge flokken og kræver mere af os.

Nogle er gode til at finde tid i deres hverdag til at komme til stede med deres værdier og handle ud fra dem. Jeg hører til de, der ofte skal bruge længere tid.

I november var jeg på en skøn stille- weekendretræte hvor fokusset netop var tilstedevær. Nærmest som for at understrege temaet var det i den weekend helt vindstille og med høj luftfugtighed. Regndråberne faldt så stille, da jeg gik i skoven, at jeg kunne høre bladene falde. Udover var der ingen andre lyde. Stilheden var dog ikke ensom for mig, men i stedet fyldt af tilstedevær. Duftene og lydene af mine skridt blev forstærket og dermed også min evne til at lytte til Gud og mærke hans tilstedevær. Jeg tror på Gud altid står klar. Klar til at give os af hans tilstedevær og fred. Ofte har vi dog for travlt og er i for meget støj til at kunne lytte, Guds stemme råber sjældent, det er mere en stille hvisken i vores hjerter. En hvisken der er let at overhøre også i julens trængsel og alarm.

Read More

En morgen opdagede jeg at vores brødkurv var gået i stykker. Jeg satte det på dagens todo-liste og begyndte at lede efter en ny. Efter meget kort søgen fandt jeg den smukkeste kurv på nettet, sat meget ned da den udgik af webbutikkens sortiment. Følte mig heldig og bestilte den, uden at tjekke detaljerne yderligt. Da jeg skulle hente pakken, undrede jeg mig over at pakken ikke var større og spekulerede over om kurven kunne foldes sammen. Da jeg åbnede pakken, var kurven lige så smuk som billedet men meget lille. Jeg kiggede igen på hjemmesiden og så at målene ganske rigtigt passede på den lille kurv. Det var ret tydeligt, at den ikke kunne bruges til det jeg havde tænkt den til, et brød ville f.eks. ikke kunne være i den. Brødkurven kom i skabet, men da jeg nogle dage senere, skulle vi have tapas og stod med en håndfuld grissini, passede det perfekt ned i kurven. 

For mange af de, jeg har mødt igennem tiden, har det været svært at finde sit formål. Det kan virke som om at det man kan tilbyde, ikke rigtigt passer ind. At ens kurv er for lille til det formål der er bestemt. Fastsat for at kunne bidrage i det samfund vi har eller i de relationer der blev vores. Måske har man stræbt efter i mange år at være noget andet end man er. Måske slog livet en kolbøtte, måske blev et vredt ord eller handling afgørende for en beslutning, der var svær at omstøde og gøre om eller noget andet afgørende skete. 

Da jeg ryddede op i nogle papirer for nyligt, , blev jeg mindet om en vagabond, der for år tilbage jævnligt kom forbi os. Han havde bestemte ruter han gik og når han kom forbi, fik han et måltid mad, et bad og indimellem en seng til dagen efter. Han elskede at læse, så indimellem byttede han med en ny bog. En aften fortalte han at en uoverensstemmelse havde fået ham på vejen og nu var det for svært at gå tilbage. Sidste gang jeg så ham var til en fest, hvor jeg lavede maden. En fest hvor han samlede flere af de, der havde vist ham venlighed og sagde tak. 

Han fandt måske aldrig sit formål, men han satte et aftryk hos mig og hele min familie. Jeg tænker jævnligt tilbage på en aften vi talte sammen, hvor han sagde. ”Lad aldrig vreden blive en mur du ikke kan forcere”.

I dag er det første december. Lad juletiden blive en tid, hvor vi husker på og samles om lyset og håbet

 

Read More

Jeg vågnede op mandag morgen, til at alt var indhyllet i hvidt. Det var ubeskriveligt smukt og stille. Efter dage med meget vind og kulde, lagde sneen en dæmper på alle lyde. Alle materialerne til dagens dekorationsfremstilling skulle rystes fri af sne, før jeg kunne finde det rigtige og pakke i bilen. Allerede inde jeg nåede frem til arbejdet var sneen dog smeltet flere steder og i stedet regnede det. Det er pudsigt tænkte jeg, at samme materiale kan føles så forskelligt. Hvor sneen pakkede alt ind og lod det være dækket, afslørede regnen. De samme træer langs vejen fremstod nu nøgne med de mørke grene op imod den grå himmel.

Jeg tror vi alle har brug for at blive pakket ind i det tyste bløde hvide lys fra tid til anden. Livet kan være barsk og indimellem kan det føles, som om man rækker sine nøgne grene op mod himlen uden beskyttelse for regn og vind.

For mig er sneen et billede på troens betydning i mit liv. Jeg er fortsat et træ der rækker mine nøgne grene op imod himlen, men Gud dækker mig blidt. Svøber mig ind i hans nærvær og løfter om at jeg ikke er alene. At jeg ikke er alene uanset om jeg mærker hans tilstedevær stærkt eller ej. Det er ikke betinget af min følelse og fornemmelse, men Guds sne dækker alt. Alt det jeg er stolt af og gerne ryster sneen af og tager med mig og alt jeg ønsker skal forblive skjult under hans dække.

Jeg elsker og lytter gerne til Sofia Hedias smukke sang, som for mig understreger længslen og håbet, midt i det mismod der også kan ramme mig:

Der er sne på tagene

og det lyser op i nat

jeg er en flod der løber over

her fra min seng, jeg løber over

Skal der virkelig være grønne blade på det træ

ude i gården, før du kommer

og henter mig hjem

hvis du kommer

jeg bliver ved med at tro

jeg bliver ved med at tro

selvom jeg bliver forladt

så blir' jeg ved med at tro

og jeg ser at du vågner, søvnløse vinterhi

slipper sit greb om din skuldre, slipper den lænke om din fod

Men kan du se mig derfra, derfra hvor du står

stærk i din pragt

kan du se mig der

kan du høre mig kalde

i tusinde vers

jeg danser i dalen

og bliver ved med at tro

 

Read More

I slutningen af oktober havde vi, som så mange andre et udskåret græskar med lys i. Da det blev tusmørke, gik jeg ud for at tænde den. Den sendte et blødt lys ud på en grå og kold aften. Da jeg kort efter kom forbi igen, havde en hidsig byge været forbi, fyrfadslysene var blevet oversvømmet og lyset var gået ud.  

Jeg tænkte, da jeg tømte alle de små fyrfadsstager for vand og stillede dem til tørre, at der er noget relaterbart i det. Jævnligt i mit liv, kan jeg gå fra et roligt øjeblik til at føle mig oversvømmet som fyrfadslysene. Oversvømmet af tanker, følelser, handlinger der sker ift. mig eller ift. en af de jeg elsker. Flammen i mit lille lys brændte måske fredfyldt, hvorefter en regnbyge passerede over mig, lyset gik ud og jeg mistede orienteringen. Ofte er regnbygen forbigående og når det klarer op, kan lyset tændes igen, andre gange er regnen mere vedvarende og lyset skal tørre længere.

Der er ikke noget i livet der er stationært. Et splitsekund, et øjeblik kan ændre ens livsbane på alle parametre. På trods af alle vores forberedelser, planlægning og forsøg på kontrol, er vi i virkeligheden ikke herre over ret meget af virkelig betydning. Jeg kan godt forstå, at mange kæmper med frygt. På mange måder virker det usikkert at stole på noget, nu når så lidt kan kontrolleres. Det er vanskeligt ikke at give efter for frygten og lade den styre, når vores eget lys kan virke så uundseeligt og skrøbeligt.

Når de tanker fylder hos mig, bliver jeg særligt taknemmelig over min tro. Tilliden til, at Gud kan bruge alt hvad livet bringer, til at føre sin vej og gerning ud. Ikke sådan at forstå, at jeg tror at Gud ønsker, at vores lys igen og igen oversvømmes. Jeg tror at Gud bruger hvad end der sker os i vores liv til kalde os tættere på Ham. Længere ind i fællesskabet med Ham. Igennem Hans øjne og kærlige omsorg, kan det vi står i få en ny betydning. Han ikke bare tørrer vores lille lys, han smelter det om og tager os tilbage i den form, han har skabt os til at være i. Skabt i Hans billede.

Salme 139 vers 5-10: ”Bagfra og forfra indeslutter du mig og du lægger din hånd på mig. Det er for underfuldt til at jeg forstår det. Det er så ophøjet, at jeg ikke fatter det. Hvor skulle jeg søge hen for din ånd? Hvor skulle jeg flygte hen for dit ansigt? Stiger jeg op til himlen er du der. Lægger jeg mig i dødsriget er du der. Låner jeg morgenrødens vinger og slår mig ned hvor havet ender, så leder din hånd mig også der, din højre holder mig fast.”

Read More

På min skærm i bilen dukker der jævnligt meddelelser op om vejarbejde, vejafspærringer, politi og ulykker. På de lange ture kan der komme mange notifikationer, som ønskes be eller afkræftes på skærmen. Efter hver notifikation kommer en sammentælling med et: Tak fordi du bidrager, du har nu hjulpet eks 1000 mennesker i dag. Jeg læser dem altid og føler et pudsigt slægtskab med de der lige i øjeblikket kører samme vej som jeg. Indimellem kan det være svimlende tal, eks ned af E45 igennem Jylland. En dag i sidste uge kørte jeg på en afsides beliggende vej og kom til en afspærring. Jeg bekræftede vejspærringen og fik lykønskningen med takken, du har nu hjulpet et menneske i dag.  Jeg tog mig selv i at tænke på det andet menneske, som lige nu kørte på den samme vej som jeg og sendte en bøn op at Gud måtte skærme vedkommende.

Ofte kan vi føle os alene i denne verden, føle vi er den eneste der går (eller kører) denne vej. Bilde os selv ind at vi er den eneste der oplever den smerte, den sorg eller lignende som fylder os. Dog er vi langt mere forbundne end det, det er bare sjældent at vi inviterer andre tæt nok på, til at dele vores smerte, sorg mm med hinanden. Sker det, at vi tør invitere andre derind, oplever vi ofte en stærk følelse af samhørighed. Jeg tror det er noget af det fællesskab Gud ønsker for os, at vi forbindes med hinanden så vi bærer sammen.

Går vi alene med vores smerte og sorg ender vi med at tro på den og på den negative fortælling den kommer med.

Når det sker for mig og jeg har brug for at holde fast, lytter jeg ofte til denne smukke sang- hvor første del kommer her: Perfectly loved af Rachaal Lampa:

Who said that you weren't beautiful

And that you didn't belong in your own skin?

Who said that you were all alone

And that you're never gonna find love again?

So many little words, so many little lies

That have followed you all of your life

Looking for the truth, look into your eyes

And you'll see it's been there the whole time

Ooh, even when you were running

Even when you were hiding

Never been a moment that you were not perfectly loved

When you barely believed it

When your eyes couldn't see it

Every single moment, you've always been perfectly loved

Read More

Jeg fulgte en vandresti i skoven i går, Jeg gik i mine egne tanker i proces med en masse forskelligt, som jeg forsøgte at dele op og få styr på. Jeg fulgte den gule rute, men pludseligt nåede jeg til et knudepunkt, hvor jeg kunne gå tre forskellige veje - som alle 3 var en del af den gule rute. Ruten lavede nemlig et loop, kunne jeg se på kortet, der var stillet op. Udover kunne jeg gå af en blå og en rød rute, begge ruter var også skitseret på kortet.

Ofte kan jeg føle at mit liv går skridt for skridt uden jeg har mulighed for at vælge den. Den ene dag tager den næste og i hverdagens travlhed er det sjældent jeg når at tænke, inden jeg har brug for at handle. Travlheden kan være svær at bryde, i et familie- og arbejdsliv hvor alle ender skal hænge sammen. Dog tror jeg vi skal opsøge knudepunkterne. Give os selv lov at stoppe op og orientere os. Havde jeg ikke stoppet op, havde jeg fortsat i loopet uden at overveje at det var et loop, hvor jeg endte det samme sted igen.

Indimellem kan det være godt at vælge et loop til i sit liv, fordi udsigten måske er god, at vandringen eller udfordringen er det værd. Ofte er det dog et spild af kræfter, hvis man ikke har et mål om at få nogle kilometer i benene på en ekstra tur. Forskellen er om det er et valg eller om man bare bevidstløs følger en rute.

Et knudepunkt kan være mange ting. Jeg holder af at tage dage ud af min kalender og tage på retræte en gang om året ca. I hverdagen kan det være at sidde det minut ekstra med en kop kaffe og lade roen komme over mig, tænde et lys og trække vejret eller gå i skoven, som jeg indledte med. Alt sammen er med til et forsøg på at være bevidst til stede. Ikke bare reagere men agere ud fra mit indre kompas. Agere ud fra mine værdier, mit ståsted, mine drømme og mål, som for mig står på et fundament af min tro. Jeg tror vi ledes af de rette stier, hvis vi giver tid til at lytte, føle og mærke efter - alle 3 ting til sammen. Gud ønsker at gå vejen sammen med dig og hjælpe dig til at finde den rette rute. Indimellem kræver det dog at du og jeg stopper op ved et knudepunkt og giver os tid til at få nye anvisninger.

Sl 119 vers 105: ”Dine ord er en lygte for min fod, et lys på min sti”.

Read More

Vi har en kurv i huset, der rummer alle de strømper der mangler en makker. Bunken er stor og når den er for stor, smider jeg den ud. Jeg forundres jævnligt over mængden af sokker uden en makker. I bunken finder jeg som regel nogle til når jeg går i skoven. Jordbunden er oftest så våd og mudret i vores område, at det kræver at sokkerne smides til vask efter. Selvom det ikke er raketvidenskab, slog det mig i dag, at min indblanding i sokkebeholdningen måske var med til, at en del strømper aldrig fandt deres makker, fordi de så ikke var i kurven samtidigt. Da min tålmodighed samtidig ikke er så stor, smider jeg ofte bunken ud.

I dag da jeg gik i skoven, blev jeg optaget af en musvåge der kredsede over et åbent område. Tålmodigt kredsede den om det samme sted og kom længere og længere ned, indtil den nærmede sig sit mål. Musvågens tålmodige venten på det rette øjeblik, blev en påmindelse til mig om at turde vente.

En af de sværeste opgaver i mit arbejde er at turde sidde på hænderne og vente. Vente i tillid til, at skabes der rum, har det enkelte menneske fuldt ud kompetencerne til at bevæge sig mod det de ønsker.

Det der dog er sværere endnu, er at have tillid i mit eget liv. Tillid til at nogle gange er tid det der skal til. Tage tiden til at ting falder på plads uden min indblanding. Ikke altid, indimellem er det vigtigt at handle, men oftere end jeg tror, er det bedre at træde et skridt tilbage og sidde lidt på mine hænder, så jeg ikke handler.

Det sværeste oplever jeg dog er ift. tro. At have tillid til at Gud har helt styr på mit liv uden min indblanding. At alt sker i rette tid. Min opgave er snarere at vente i tålmodighed og lytte til hans guidning. Sjældent er det den vej jeg selv ville have tænkt, han leder mig på. For hver gang jeg lytter og hver gang jeg venter tålmodigt, trænes jeg i tillid og overgivelse.

Jeg holder meget af teksten i en sang jeg hører en del i tiden, her kommer første vers:

I en rastløs tomgang uden fred

Løber vi forgæves mod angst og udbrændthed

Frels os fra den tomme stræben

Jagen efter vind

Skab en hellig sabbats hvile

I vores trætte sind

”Det er dig, som skaber freden”- af David Skarsholm

Read More