Fuglene vendte tilbage  

I weekenden gik mit foderbræt i haven i stykker. Foderbrættet var noget af det første jeg købte, da vi flyttede ind. I de 17år der er gået, hvor vi har boet i huset, har jeg hver morgen siddet og drukket min morgenkaffe og set på fuglelivet udenfor vinduet. Fra det gik i stykker gik det hurtigt før alt var spist og fuglene fløjet videre. De næste to morgener var der ingen fuglefløjt. Jeg fik i løbet af weekenden sat et nyt foderbræt op og denne morgen vågnede jeg igen til fuglefløjt og aktivitet i haven. Nu er livet tilbage, ganske som om det ikke havde været væk. Jeg er imponeret over hvordan fuglene har fået signaleret til hinanden og igen er rykket ind. En solsort er endda i gang med at bygge rede i hækken

Jeg er i en periode lige nu, hvor fuglesangen er lidt på afstand i mit liv og jeg kæmper med bekymringer og træthed. I det blev fuglenes tilbagevenden et skønt billede på håb. Vores liv har forskellige årstider, som jeg også har skrevet om før. Sangen kommer tilbage igen. Imens jeg venter, kan jeg øve mig i at fodre det rigtige, at give fokus på de rette ting.

Da jeg kiggede på fuglenes aktivitet og lyttede til deres sang, kom en strofe fra en sang jeg ofte sang i min ungdom (fra. ”Du klager så ofte” af Jakob Carlsen):

At tro det er ikke at tro at du tror

Men barnligt at klynge dig fast til Guds ord

Det er i din afmagt at se på Guds lam

Og lade dig nøje med ordet om ham

Når sangen forsvinder fra mit hjerte i perioder, er det godt at binde mig til den mast jeg tror på. For som der står tidligere i sangen,

Din tro vil du føle og tro at du tror

og tør ikke stole på løfternes ord.

du ser på mig selv og på alt der er galt

og dermed du glemmer hvad Herren har talt

Det er det jeg skal fordre med: Tillid. Ikke at jeg skal føle noget bestemt, mærke et særligt nærvær eller tænke på en bestemt måde. I stedet skal jeg overgive mig helt i tillid. Tilliden til at Gud skaber nyt, at Gud igen lader sangen vokse indeni, det tager tid, men jeg må tro fuglene altid vender tilbage.

Read More

I februar gik jeg en lang tur i skoven i det område hvor jeg bor. Jeg gik og bad og lyttede til Gud imens jeg forberedte et oplæg jeg skulle holde. Mens jeg gik, fik jeg øje på hvor mange forskellige træer skoven indeholder. Ved første øjekast på denne årstid, hvor intet er sprunget ud endnu, kan det se ens ud, men selv i februar er der forskel. Grenene på løvtræerne er forskellige, bladene er forskellige og de springer ud i foråret på forskellige tider. Jeg plukkede en håndfuld, tog dem med hjem og satte dem i vase. I vasen efterhånden som grenene er sprunget ud, træder grenenes forskellighed og kendetegn frem.

Mirabellegrenene er sprunget ud i et væld af små blomster. Pilen er først sprunget ud som gæslinger, hvorefter de har dannet små ranker. Kornellen med sin smukke røde farve har fået lysegrønne blade. Ved at tage grenene med hjem, tage dem ind i varmen- fik de mulighed for at folde sig ud.

På samme måde tror jeg det er med vores identitet. Jeg tror på vi er skabt af Gud. Jeg tror på at hver af os bærer en flig af Guds DNA men jeg ved at for mange af os- mig selv inklusiv, er det svært i det daglige at få øje på Guds storhed og skønhed i mig selv.

Ligesom i naturen er der årstider i vores liv. Kigger vi på os selv en vinterdag, er det svært at se noget unikt. Måske ligner vi alle de andre træer omkring os.

På en forårsdag, som i de sidste dage, hvor alting sprudler, hvor livet pibler frem og alt springer ud er det lidt enklere at turde tro på at vi har alt der skal til.

Hver årstid har i min optik sin berettigelse. Efteråret med tid til at afblomstre og gøre klar til vinterens tilbagetrækning. Sommeren hvor der høstes udbyttet af forårets skabertrang.

Jeg tror årstiderne har noget vigtigt at lære os om at finde balancen i livet, ved at give plads til de forskellige tider.

Jeg tror på Gud på forhånd har givet dig de egenskaber du skal have, for at kunne fylde den plads og det liv som er din. Jeg tror du er elsket, bare fordi du er elsket. Ikke fordi du har gjort eller vil gøre noget helt særlig. Men fordi Gud er noget særlig. Vi er skabt i Guds billede. Det betyder at vi er bærere af noget værdifuldt.

Salme 139 vers 13-14: ”Det var dig der dannede mine nyrer, du flettede mig sammen i min mors liv .Jeg takker dig fordi jeg er underfuldt skabt, underfulde er dine gerninger.”

Read More

På vej til biblioteket, gik jeg forbi en legeplads. På legepladsen var en større flok små børn i gang med at lege skjul. Børnene havde gemt sig mere eller mindre godt og særligt en pige stod bag det mindste træ og blev fundet som den første. Jeg kom til at mindes da jeg var barn og indimellem legede skjul med mine brødre. Jeg husker at jeg var bange for ikke at blive fundet, så jeg altid gemte mig dårligt og blev fundet som den første. Som voksen er det stadig ikke lykkedes at gemme mig så godt, at mine børn ikke kan finde mig- heldigvis.

Ofte når jeg rammes af utilstrækkelighed, mærker jeg trangen til at gemme mig. Tage en pause i skjul også overfor Gud og sagsbehandle alle mine tanker og følelser. Sagen er bare den, at jeg ikke kan gemme mig fra Gud. Gud ved allerede hvad jeg kæmper med. Undlader jeg i stedet at bruge kræfter på at forsøge at gemme mig, men i stedet stille mig helt åben og modtagelig overfor Gud, er der endda en chance for at Han har en anden historie end min. Uanset hvor meget jeg gransker min utilstrækkelighed, vil jeg ikke i mig selv kunne finde en anden historie. Jeg har nok begrænsende fortællinger om mig selv, indsamlet igennem et helt liv. Indsamlet både af andres dom, men de fleste historier er fortællinger hvor jeg selv har dømt mig selv. Måske levede jeg ikke op til mine værdier? Måske tog jeg fejl og gjorde andre ondt? Måske var jeg ikke nærværende? Måske var jeg egoistisk eller meget andet? Fortællingerne er talrige, når jeg vender blikket ind. I stedet må jeg vende blikket op og ud fra mig selv. Se ind i Jesu kærlige øjne og i stedet høre Hans dom. En dom der sætter mig fri. For mørket er ikke mørke for Ham. Det betyder at mit mørke heller ikke er mørke for Ham. Gælden er betalt. I den sandhed vil Gud lede mig og lede dig.

Salme 139 vers 7-12: Hvor skulle jeg søge hen fra din Ånd? Hvor skulle jeg flygte hen for dit ansigt?

Stiger jeg op til himlen, er du der, lægger jeg mig i dødsriget er du der.

Låner jeg morgenrødens vinger og slår mig ned, hvor havet ender

Så leder din hånd mig også der, din højre holder mig fast

Siger jeg: ”Mørket skal dække mig, lyset blive til nat omkring mig”.

Så er mørket ikke mørke for dig, natten er lys som dagen. Mørket som lyset

Read More

Fra jeg var helt lille, kunne mit temperament slå gnister ift. uretfærdighed, uretmæssighed og andet- særligt hvis det gik udover nogle der ikke selv kunne kæmpe for sig selv. Kan huske hvordan jeg kunne græde over at andre var blevet irettesat i skolen, andre der blevet drillet etc. Det ramte mig lige så hårdt, som havde det været mig selv. Som helt ung fik jeg lov at bruge tid på en varmestue, hvor min kusine var souschef. Mødet med mennesker der af den ene eller anden grund, var landet i en situation hvor alkohol, udsathed og hjemløshed var blevet dem til del, har siden påvirket min tænkning. I en tid og i et samfund hvor penge skal spares, opgaver effektiveres er det uundgåeligt at der er en pris. Hvad sker der når hjælpen reduceres hos dem, der i forvejen kæmper meget? Jeg tænker det påvirker værdighed og dermed følelsen af værdi. Vi har alle brug for at kunne bidrage og vi har alle brug for at føle, at vi har selvbestemmelse.

Mit temperament kan stadig slå gnister - særligt hvis jeg oplever at mennesker reduceres til en sag, eller hvis de der skulle passe på og hjælpe, ikke lever op til deres ansvar. I så fald rammes jeg af vrede, som jeg kan tale længe om og som jeg kan have svært ved at slippe igen.

For nyligt skete det i bilen en morgen. Vi talte og jeg blev mere og mere vred, indtil min ældste datter, sagde: Giv nu slip mor- det er alligevel ikke op til dig at ændre på. Hun havde ret. Det er langt bedre at spare på kræfterne og i stedet gribe ind de steder hvor jeg kan. Evnen til at lade sig påvirke og røres af uretfærdighed er god. Det er uden tvivl en gave givet fra Gud, der gør at jeg kan se tage på arbejde uanset om det er i mit eget eller i psykiatrien og se mennesker. Se deres værdi og ikke deres udfordringer eller diagnoser og gå til kamp for dem. Evnen skal bruges klogt, så det ikke bliver til en endeløs kamp, der er dømt til at tabes, fordi det ikke er min kamp. I stedet vil jeg langt hellere stille mig der, hvor jeg lader Guds lys falde på mig, så jeg kan absorbere det, tage det ind og være et genskin af Ham. Øve mig i hver dag at bede Gud vise mig hvem han ser, når jeg møder andre, samt spørger hvor han ønsker at bruge mig.

Salme 8 vers 4-6: ”Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du satte der. Hvad er da et menneske, at du husker på det. Et menneskebarn at du tager dig af det? Du har gjort det kun lidt ringere end Gud, med herlighed og ære har du kronet det.”

Read More

Jeg har fulgt med i de lokale nyheder, hvor en historie har fyldt, om en orienteringsløber der kom væk fra ruten og blev eftersøgt, da han ikke kom i mål med de andre løbere. Historien endte heldigvis godt. Efter nogle timer blev han fundet, dog uden at vide at han var eftersøgt. I stedet for 10km var han endt med en omvej og havde tilbagelagt i alt 45km. I et interview fortæller vedkommende, at han hele tiden vidste hvor han var, men bare ikke havde opdaget, at han var kommet så langt væk fra den afmærkede rute og dermed endemålet.

Jeg elsker historien, fordi jeg på så mange måder kan identificere mig med den. Jeg har absolut ingen stedsans. Faktisk tror jeg, at jeg ville kunne tage et kort, se på den, spejlvende den og så gå den modsatte vej end jeg skulle. Jeg ved jeg vil kunne gå længe før jeg opdagede det, et skridt ville tage det næste og hvem ved, om jeg kunne nå op på 45km inden jeg fandt den rette vej igen?

Måske er det en af grundene til at jeg elsker verset fra Esajas 42 vers 16:

”Jeg fører de blinde af veje de ikke kender.

Jeg fører dem af stier, de ikke kender

Jeg gør mørket foran dem til lys

Det bakkede land til slette

Det vil jeg gøre og jeg opgiver det aldrig”

Det er så trygt for mig at vide, at Gud kender min vej. At selvom jeg ingen stedsans har og ofte føler jeg famler i blinde, er det Gud der former vejen. På gode dage tør jeg indrømme, at jeg overhovedet ikke har nogen ide om, hvor jeg er på vej hen. At jeg ikke ved hvad fremtiden vil bringe eller bare er næste skridt. På dårlige dage, hvor jeg måske føler, at jeg burde have kontrol eller ikke ønsker at tabe ansigt, er det sværere at indrømme, særligt hvis jeg er på en omvej. Omveje er menneskeligt at vælge og det er svært at lytte nok til den stille stemme der er Guds, som leder os af den vej Han på forhånd har banet. Når jeg træder ud på en af mine utallige omveje, er det trygt at vide, som vi sang i Fællessang, da jeg gik på efterskole (nr.29: Du gav mig tryghed af Jakob M Carlsen)  :

Jeg troede jeg ku´lægge verden ned, jeg satsed´ på min lykke og mit held

Jeg klatted´ livet bort, min fremtid gik i sort

Jeg sku` lægge verden ned, men jeg mistede alt derved

Så står du der med fremstrakte arme og byder mig velkommen hjem

Du kalder mig ind i din varme og henter så festtøjet frem

Read More

I morges læste jeg nogle ord fra Paulus´2. brev til Korinterne kap.2 vers 14b-15:..”Og overalt lader os udsprede kundskab om ham som en duft. For vi er Kristi vellugt for Gud blandt dem, der frelses og blandt de der fortabes”.. Jeg har tidligere læst det og tænkt det var nogle besynderlige ord, men også nogle ord jeg som et sansende menneske synes rammer mig dybt. Jeg gik en tur i skoven senere på dagen, hvor ordene kom tilbage igen. Efter dage med frostvejr, var temperaturen steget igen og jorden dampede omkring mig. Duftene af mos, gran og våd jord var tydelige og gav mig associationer til duften af forår. Jeg gik og tænkte på dufte der bringer minder og positive følelser frem. Duften af skoven en forårsdag, havet og solen en sommerdag, duften af efterårsblade, af den første frost og sne, af et nybagt brød, af hver og en af mine piger, duften af kaffe, af en ret der står og simrer på komfuret- det og mange andre dufte vækker forskellige positive minder og følelser i mig. Samtidig kan der være dufte der associeres med noget dårligt og eksempelvis ødelægger en oplevelse.

Jesu liv startede og sluttede med dufte. De vise mænd gav ham vellugtende myrra og da han døde og blev lagt i graven, kom kvinderne med vellugtende salver. I templet blev der bragt vellugtende brændofre og dufte har en betydning i Biblen. I vores samtid og i Vestlige kirker spiller dufte en mindre rolle, men jeg nyder på ferier at træde ind i kirker hvor dufte bruges

Selvom det måske er fremmed i vores tradition, synes jeg det er et fantastisk billede på at Gud også er en sanselig Gud, der har velsignet os med sanser. At være en vellugt for Gud. Hvor skønt vil det ikke være, hvis det var de ord Gud taler over mig? At når Gud så ind i mit hjerte og mine tanker, glædede han sig over vellugten.

En duft er noget personligt. Ikke to mennesker dufter ens. En tryg duft kan få vores puls til at falde og dæmpe uro i vores nervesystem.

Da jeg for ca. 25 år siden var indlagt, var jeg meget syg. Det meste af tiden var jeg langt væk pga. feber, jeg var urolig og kunne ikke holde mine øjne åbne. På et tidspunkt kunne jeg mærke og dufte at min kæreste var kommet og følte mig tryg nok til at kunne sove. Den velkendte duft skabte tryghed. Guds duft er så meget mere. Vi må bede ham sprede det igennem os, så duften kan sive ind overalt hvor den når frem.  

 

Read More

Da jeg for nyligt skulle pakke til vores vinterferie ved Vesterhavet, var den lille kuffert tilbage som mulighed. Jeg startede optimistisk, men kunne snart se jeg skulle vælge mere fra, hvis jeg ville have kufferten til at lukke uden problemer og uden kufferten gik i stykker.

Pakningen fik mig til at tænke på at vi alle bærer rundt på en kuffert. En kuffert hvori vi har pakket de ting livet har lært os er vigtige at medbringe. Er tingene i kufferten lagt sammen, er der større chance for at kufferten kan lukkes.

Indimellem kan kufferten være så ramponeret at den lettere bryder op, med det resultat at alt ligger hulter til bulter igen. Andre vælger måske at købe en ny kuffert hver gang pladsen bliver trang. Resultatet er der at kufferten bliver tungere og tungere at slæbe med. Kufferten kan dog være så slidt at den må udskiftes, men ofte kan det være nok at reparere den og ikke pakke den alt for tungt.

Jeg pakkede til kolde dage med frost ved Vesterhavet. Da jeg i sommers pakkede til ferie i Italien, var min kuffert lettere. Sådan er livet også. Vi har perioder med mere eller mindre plads i vores kufferter. Når pladsen er trang, er det godt at have nogle få tæt på, der kan hjælpe med at sortere kuffertens indhold og lægge det sammen, så alt kan være der, måske de endda kan pakke lidt ned for en. Er der i en periode mere plads, kan det være man skal fylde lidt i sin kuffert for en anden. Bare løfte lidt af en andens bagage en tid. På den måde balanceres livet bedre. Hvis vi kun løfter bagage for andre, bliver vores kuffert overfyldt og al for tung. Hvis vi omvendt aldrig bærer bagage for andre, kan vi blive så fokuseret på vores egen kuffert og dens indhold at vi glemmer vores destination. Det gode ved at bære lidt for andre er også at de på et tidspunkt får bagagen igen, så er der igen plads i kufferten.  

Galaterne 6 vers 2-5:” Bær hinandens byrder, således opfylder i Kristi lov. For mener nogen at han er noget, skønt han ikke er, er det selvbedrag. Enhver skal vurdere sin handling og vil så kun have grund til stolthed ift. sig selv og ikke ift. andre. For enhver skal bære sin egen byrde”

Read More

Jeg sad en eftermiddag inden min vinterferie og surfede rundt på nettet efter de bedste tilbud på forskelligt, jeg ved vil booste mit forsvar. Jeg har været her før og jeg ledte bl.a. efter et bestemt vitamin-mærke, som jeg tidligere har haft god gavn af. Mit immunforsvar er helt i bund efter en sejlivet infektion og jeg fulgte de anbefalinger jeg har fået om tilpasset hvile og motion og om at tilføre min krop noget ekstra energi og vitaminer, så jeg forhåbentlig kan undgå tilbagefald.

Imens dukkede et nyhedsfeed op på min computer. Endnu en ulykke og endnu en katastrofe. Medierne svømmer i bekymrende historier. Statsministerens nytårstale gav heller ikke meget grund til optimisme og håb. Vi opruster og skaffer os et nødlager til 3 dage, fordi det er blevet anbefalet.

Jeg kom til at tænke hvor er min åndelige udrustning i alt dette. Hvor er kirken? Hvor er mine kristne brødre og søstre? Hvor står jeg selv?

Hvad ville der mon ske hvis kirkerne gik forrest og opmuntrede til åndelig udrustning? Hvis bede-fællesskaberne voksede? Hvis vi gav os selv og hinanden lov til at rykke tættere sammen og give fællesskaberne et boost?

Bekymring skaber usikkerhed, som kan medføre at man trækker sig fra fællesskabet, som kan medføre ensomhed, som skaber usikkerhed, som kan føre til egoisme etc. Det foregår på forskellige måder og i forskellige rækkefølger, men uanset er det en ond spiral, der trækker os længere og længere ind i bekymring, opgivenhed, afmagt og kærligheden ender med at blive kold. Vores åndelige immunforsvar svækkes, herunder kærligheden til os selv og kærligheden til andre. Kærligheden får dårlige kår, fordi tillid ikke kan vokse i frygt. Det står flere gange beskrevet i Biblen, eks i Mattæus 24: 12: ”at fordi lovløsheden tager over, skal kærligheden blive kold hos de fleste”. Men samtidig er der også et håb og en opmuntring i vers 13: ”Men den der holder ud til enden skal frelses.”

Der er en vej og der en kur. Den koster umiddelbart ikke så meget som min vitamin-booster (trods januarudsalg på nettet). Det er billigere endnu pengemæssigt og samtidig koster det på andre områder. Det koster måske af din tid, af din energi- hvis du skal gå forrest? For os alle koster det at give kontrollen tilbage til Gud. Give en kontrol han allerede har, men som jeg igen og igen må aflægge mig, først da kan jeg vokse i tillid og mit åndelige immunforsvar styrkes.

Read More

Her i januar skulle vi holde fødselsdag for 4 piger i stor-familien. Min lille niece mente bestemt, at det skulle være en prinsessefødselsdag holdt i lyserød, hvilket ikke var så svært at overbevise mine store piger om, der hyggede sig med opgaven. Det skulle holdes hos os og på vej hjem fra arbejde holdt jeg derfor ind et sted, hvor jeg havde set lyserøde tulipaner og købte et stort bundt. Da jeg kom hjem, var en af mine piger i gang med aftensmaden og blomsterne kom hurtigt ned i en vase.

Næste morgen da jeg kom ned, hang blomsterne helt klasket sammen ned over vasen. Jeg undrede mig, men da jeg tjekkede vasen, var der ikke mere vand. Måske havde jeg glemt at hælde vand i vasen eller i hvert fald ikke fyldt vasen nok op. Nogle af tulipanerne rejste sig med det samme, da de fik vand. Andre hang en tid, før de rejste sig op, en enkelt klarede det ikke og et par stykker blev ved at bære præg af at have manglet vand. Flere af dem gav jeg et nyt snit, så de lettere havde adgang til vandet i vasen. De tulipaner der i forvejen var saftspændte klarede sig bedst, men de yderste i buketten som havde fået frost, havde stået i vind ell lign var mest udfordrede.

Indimellem kan jeg ligne blomsterne. Jeg mærker måske, at jeg trænger til at bruge tid til ro og hvile og til at lytte til Gud. Bare sidde lidt ved kilden og tanke op. Jeg beslutter mig endda til, at nu vil jeg prioritere tid med Gud, men når jeg sætter mig ned, kommer uroen, tankerne og rastløsheden og jeg rejser mig op efter 5 min. og går i gang med noget andet, fordi jeg ikke har tålmodighed nok til at blive siddende.

At drikke af kilden tager tid. Jo mindre overskud og energi jeg har, jo længere tid tager det. Er jeg ramt af travlhed, sygdom eller lignende har jeg brug for ekstra tid, til at blive fyldt op. Uroen er ofte en indikator for mig. Et tegn til at sætte farten ned, før min krop gør det. Er det svært at prioritere roen, er det så meget desto vigtigere. Ofte er det der hvor overskuddet er mindst, at jeg rammes af sygdom og derfor må tvinge mig selv i ro.

Efter det meste af en uge med foden oppe og mere eller mindre feberramt, har det været ugens lektie. At når beholderen er tømt, overskuddet brugt op, må vi sidde ved kilden lige indtil saften er trængt helt op i stænglen og vi igen kan folde os ud.

Read More

Jeg har tidligere skrevet klummer om mine tanker og erfaringer, ift. at Gud griber ind i rette tid. I rette tid er ikke lig med at der ikke sker uforståelige ting, eks. at mennesker mister en de har kær, at vi rammes af sygdom eller andet, set fra mit perspektiv.

Klummerne er mere skrevet ind i, at jeg tror, at Gud har meget mere i vente for os. At hvis vi tør vente på at han griber ind, er der mange områder, hvor han ønsker at møde os på. Dette er ift.  alt fra praktiske ting til større beslutninger og processer.

Hvad mon der sker, hvis man stiller sig der hvor man er afhængig af Guds indgriben? Hvis vi tør miste balancen en stund, stille os lidt på kanten hvor vi er afhængige af Ham?

Ofte hører jeg vidnesbyrd om mennesker der på kanten i deres liv pludselig fik en stærk erfaring og møde med Gud. Måske oplevede de et bønnesvar, måske blev nogle økonomiske eller personlige udfordringer løst.

I mit eget liv har det også vist sig sådan. Særligt i en periode mærkede jeg Guds konkrete indgriben. En periode for ca.12år siden, hvor jeg grundet et biluheld var så uheldig at ryge ud af systemet og ikke modtage noget støtte, indtil min sag var færdigbehandlet. Dette tog flere måneder. I den periode oplevede vi flere gange, at der lå penge i postkassen, stod mad på verandaen, tøj i sække til vores piger og meget andet. Det er en tid jeg tænker tilbage på med lige del ondt i maven og lige del taknemmelighed.

Oplevede vi så alt dette pga. de omstændigheder vi stod i? Måske, eller måske stod vi og var så afhængige af Gud, at vi ikke havde andet valg end at bede, hvorefter Gud kunne gribe ind.

Mit åndelige mål for dette år er at stille mig og balancere på kanten, risikere noget uden at sikre mig på forhånd. Stille mig med hænderne foldede i bøn, for at give Gud mulighed for at gribe ind.

En dyb relation kræver at man ”comitter sig” og viser tillid til den anden. For dette kan ske, er man nødt til at investere i relationen, det kommer ikke af sig selv. Vi må investere alt vi har at give og turde stå der, hvor vi også er i fare for at blive såret. Jeg tror ikke det er anderledes med vores tro. En tro bygger på en personlig relation med Gud

Som der står i salme 84 vers 11, er det bedre med en dag i Guds forgårde end 10.000 dage som jeg selv har valgt.

Read More

På mit kontor hænger et billede, som jeg har til udstilling. Navnet på billedet er retræte og viser en person, som sidder sammenkrøbet og holder om sig selv omkranset af en utydelig ring, som dels beskytter og dels holder rammen om personen.

For nogle dage siden, sad jeg og arbejdede på et oplæg på mit kontor, da solen brød igennem skyerne. Solen stod lavt og ramte billedet på en hel særlig måde, Fra min position lignede det, at personen sad i en ring af ild. Området omkring personen var nærmest glødende. Jeg kiggede på billedet indtil solen forsvandt igen bag en sky.

For mig blev det til en lille andagt en refleksion, et billede på, at selv når vi trækker os tilbage i kortere eller længere tid, for at passe på os selv, hvile, lytte og måske holde om os selv, kan lyset stadig nå os og indkapsle os i en ring af lys. Måske er det faktisk særligt der i hvile og lyttepositionen, at vi kommer så meget i ro, at vi har tålmodighed til at vente til lyset, kan ramme os fuldt ud?

i denne tid hvor dagene er kortere og der er færre timer med lys, er det godt at solen står lavere. Vinklen bliver mindre og det er lettere at få det fulde ud af solens stråler.

Måske er det også sådan i vores åndelige liv? At når vinteren kommer, når livet rammer kan lyset samtidig lettere få vinklen til at ramme os fuldt?

Jeg oplever i hvert fald ofte i mit eget liv, at når jeg står i noget jeg ikke selv kan magte og vender mig til Gud, da viser han sig tydeligst. Oftest ikke på den måde jeg forventede. Faktisk sjældent på den måde jeg forventede. Det er derfor jeg har brug for tilbagetrækningen, brug for retræten, til at opdage den måde han viser sig på. Til at lytte uden min egen agenda. Jeg tror Gud er klar, jeg skal bare tune mig ind på den rette kanal.

Når jeg har mine små retræter, oftest bare nogle timer en dag, lytter jeg ofte lytter til Sara Groves smukke sang: Hello Lord og lader det blive min bøn:

Hello lord it´s me your child, I have a few things on my mind

right now I´m faced with big decisions and I´m wondering if you have a minute cuz

right now I don´t hear so well, and I´m wondering if you could speak up

I know that you tore the veil, so I could sit with you in person

And hear what you´re saying but, right now I just can´t hear you

Read More

En tidlig morgen lige før nytår, var jeg på vej på arbejde. Imens jeg kørte mod Skanderborg, stod solen op og badede himlen i det smukkeste lys.

Efter en december med regn, gråvejr og få timer med lys, bød jeg lyset særligt velkommen og nød at mærke solen i mit ansigt i bilen. På mit arbejde havde jeg muligheden, til at gå rundt til mine beboere denne dag. Overalt på gaden så jeg mennesker der kom ud af huse og lejligheder og stod et øjeblik i solen og i lyset. På gaden og selv udenfor på cafeerne, var der en summen af snak og latter. Jeg fik fornemmelsen og følelsen af, at folk vågnede op af en døs og blev klar til at komme ud i verden igen med fornyet håb og tro.

I mit liv og herunder også trosliv, er der perioder hvor det grå dominerer. Perioder hvor de lyse timer er få, hvor regnen slår ned og gennembløder det meste. Perioder hvor det er let at lade det grå overvælde og svært at huske mig selv på at nå ud, før det bliver mørkt igen.

Har det været gråt eller er det gråt også hos dig, er det særligt vigtigt at træde lige ud hvor lyset er stærkest, opsøge lyset, lade lyset oplyse dig helt og lade lyset fylde dig helt op.

På den måde bliver du i stand til at opdage når solen titter igennem, når uventede velsignelser sker og stoppe op og tage det ind med taknemmelighed.

Taknemmelighed er et stærkt våben mod det modløse gråvejr

I juletiden har jeg lyttet meget til denne smukke sang:” I Am chosen ”fra Timeless Hebrew Tunes- hvor der kommer et uddrag her:

When doubt arise og shadows fall

Your voice reminds me of it all

You have a plan, a hope, a call

To fill me up, I will not fall

Your promises will never die

On Your foundation my life is made

I am not forgotten I am not alone

In your love Yehua I´ve always known

No heigh, no depth, no power below

Can separate me this I know

Your love has marked me, sealed me

I walk in freedom by your grace

At stå frit lige midt i Guds lys, opsøge det, tage det ind og leve i det er mit nytårsforsæt. Samtidig tror jeg også det er en invitation. Hvad skal være dit nytårsforsæt?

Read More

I mit 2024 wrapped (oversigt lavet af Spotify over hvilke sange jeg har afspillet mest), har jeg afspillet Simon Pedersens smukke sang ”Frygt ikke” 117 gange. Her kommer første del:

Frygt ikke, lad angsten gå bort

Stol på mig, selv når livet er hårdt

Jeg beskytter, jeg er din

Passer på dig du er jo min

Frygt ikke for dagen i morgen

Du kan regne med gaver fra oven

Jeg forsørger bare se

Har du mig først, da vil det ske

Frygt ikke, for jeg er dit skjold

Kunne noget gøre min kærlighed kold?

Flod og flamme, jeg er med

Vandrer med dig sammen, altid

Frygt ikke den stormende hær

Om end alene mens fjenden er nær

Gå blot fremad uden frygt

Jeg tar din kamp du kan være tryg..

Som respons på en af mine klummer dette år, fortalte en kvinde mig, at hun blev provokeret af bydeformen: ”Frygt ikke”. Provokeret, fordi det kom til at føles, som om hun var en fiasko, når det ikke lykkedes hende at slippe frygten. Det blev en byrde og endnu en ting der skulle præsteret. Mit ærinde er ikke at bidrage til yderligere uro. ”Frygt ikke” er en invitation til at give slip på alt det der fylder.

For mig er det en gave. Jeg kan, som den person jeg er, indimellem sidde fast i endeløse tankerækker og bekymringer. Særligt efter jeg blev mor er bekymringen flyttet ind i alle afskygninger. Oftest er det bekymringer for noget, jeg alligevel hverken har magt eller mulighed for at påvirke. Dette forhindrer desværre ikke mine tanker i at køre i ring.

”Frygt ikke” er et løfte, som jeg minder mig selv om. Et løfte der hviler på at Gud er i kontrol. At både fortid, nutid og fremtid er helt i Hans hænder. Dette gælder både min fortid, nutid og fremtid men også mine børns og andres, som ligger mit hjerte nær. Jeg formår ikke i egen kraft at slippe frygten. At slippe handler om tillid. Jeg må have tillid til at Gud kan give mig modet til at ændre min frygt til tillid og overgivelse. Dette mål vil jeg tage med ind i 2025.

Nogle dage er teksten min bøn, som jeg holder op foran mig som et skjold imod fjendens angreb. Gud har al magt og han inviterer dig og mig til at tage imod invitationen til at slippe frygten

 

Read More

På en biltur med alle pigerne havde jeg en eftermiddag en snak om hvad julen var for dem hver især. En spændende snak der gav meget forskellige svar. Enslydende var det dog at julen havde ændret karakter fra de var små. Jeg husker da også selv tydeligt da de var små og forventningerne var skrevet i hele kroppen og i øjne der lyste af begejstring og overvældelse over den spændende tid som julen var. Glæden smittede og som voksen kunne det ske at julemagien kortvarigt kom tilbage. Med tiden og alderen kommer nuancerne og det er lettere at få øje på eksamenerne, afleveringerne, travlheden på arbejdet og alle de gøremål der hører december til.

Denne morgen kørte vi afsted til Silkeborg som vanligt, Der var kø et godt stykke fra afsætningsstedet og de regnvåde veje emmede af utålmodighed, Jeg mærkede selv modet falde og kiggede halv desperat på uret, måske i håb om at tiden ville gå lidt langsommere. Da vi nåede ind og skulle dreje ind holdt jeg i en svingbane, opslugt af hvor svært det var at komme igennem trafikken. Så opslugt af mit eget, at det først var der en bilist signalerede med sit lys, at vedkommende havde skabt plads, at jeg opdagede den efterhånden fine kø bagved vedkommende. Det blev tydeligt for mig, da jeg svingede ind, hvor uventet det var. Jeg havde ikke haft forventningen og havde derfor heller ikke holdt øje.

Betydningen af at være i forventning tror jeg er vigtig. Gud opfordrer os til at være i forventning til ham. Vente os noget af ham. Han ønsker at møde os med mere end vi aner. Måske er det denne jul der skal prioriteres at lytte til Gud? Se op? Holde øje med om han vinker dig ind på en plads foran sig? Måske stopper trafikken lidt, men jeg er sikker på at det er værd at sige ja tak til at følge den vej og den bane hvorpå Gud har skabt plads

I hånden breder varmen sig

I mørket åbner sjælen sig

For det som snart skal ske

For det jeg håber på

Endnu er tiden til at vente

Vente på at Lyset kommer

Fra :”Nu er tiden til at vente” af Hymns of Nineveh

Read More

Når december starter, skal jeg ofte tage en dyb vejrtrækning. Tage et skridt af gangen og huske at være mild mod mig selv, fordi jeg igen ikke fik købt julegaverne i november eller lavet de forberedelser, som vil gøre juletiden til den fredfyldte tid, som jeg ønsker. Den øgede aktivitet der er i december med ekstra gøremål, arrangementer mm, står for mig i skærende kontrast til mit energi niveau. Mit indre ur eller indre tempo er langsommere, når lyset forsvinder og dagene bliver kortere. Vintertiden kalder for mig på refleksion og tilbagetrækning.

Jeg øver mig hvert år på at have færre, men mere betydningsfulde traditioner i julen. En værdifuld tradition for mig er at høre min yngste datters kor synge julen ind. Første gang jeg hørte Dy Plambecks smukke julesang, var til en af deres korprøver inden julekoncerten. De smukke klare pigestemmer fremhævede det fine i sangen og teksten og jeg følte at englene sang med:

Hold håbet op og hold det udstrakt foran mig,
her er en fremtid, her er liv, han er på vej.
Se, snefnug ligner noder i en symfoni,
jeg ser på himlen over dét, jeg lever i.

Hold håbet op.
Stjernen viser vej.
Hold håbet op.
Mørket skjuler sig.
Hold håbet op.
Hold det foran mig.

Håbet der holdes udstrakt foran os, er for mig noget af det smukke i juletiden. Det er ikke os selv der kan bære og holde håbet. Gud holder det udstrakt foran os. Så tæt på at vi kan se og strække os efter det, men ikke så tæt at vi selv overtager. Måske er det en del af Guds omsorg? At vi ikke skal eller kan bære håbet selv? Vi kan i vores tanker og følelser være bærere af optimisme, men håb er noget dybere. Håbet er dybt forankret i vores hjerter og beror på tillid. Ofte kan håbet være der vi finder en vej, når det er for svært og pinefuldt at tro. Håbet er også det lys vi kan række til andre, når mørket foran dem er uigennemtrængeligt. Som et lille lys skinner det med en lille stædig flamme. En flamme vi kan varme os ved mens vi venter på at Gud griber ind.

En julerose er en smuk men ydmyg blomst,
jeg tænker på et ord, det er: Tilstedekomst.
En glød i mørket, og jeg mærker glæden ved,
han er på vej, det er et lys af evighed.

Hold håbet op …

Read More

På en af de smukke vintermorgener, hvor temperaturen i bilen var minus 6, havde jeg fri og valgte at gå en morgentur ved Almind sø. Undervejs om søen stoppede jeg op, da jeg blev fascineret af et træ, som var væltet. I faldet var det væltet hen over et endnu større træ, der stod tættere på søen.

Det større træ havde grebet det mindre, træet havde kilet sig ned i og sad nu i spænd. Nogle af rødderne havde løsnet sig i faldet og var kommet over jorden og var døde, men en del af rodnettet var intakt. Det havde igen fået fat og borede sig ned i jorden. Træet voksede videre fuldt levedygtigt (om end skævt).

Træet fik mig til at tænke på alle de gange hvor jeg kommer til at gå mine egne veje, Selvom jeg ønsker at gå Guds vej, skal der ikke meget til at lede mig væk.

Jeg var til et fantastisk arrangement i onsdags i Århus. ”Lad os tale om tro”. Det var en stærk oplevelse. Noget af det jeg bl.a. tog med mig var, vigtigheden af den personlige relation med Gud og at have fællesskaber der hjælper en tilbage igen, når man farer vild, eller som jeg ofte kommer til, går solo.

Ofte på min vej tilbage tilbage på sporet, er der en sang jeg lytter til. Der kommer et udsnit her:

”Jeg har vendt mit blik fra livets ord og skabt min sandhed selv.

Jeg har ødslet hver en gave bort og sat mig selv i gæld.

Jeg har jagtet lykken dagen lang og slidt mig halvt ihjel, til Herren greb mig”…

Og lidt senere:

”Om jeg bare ville høre, Herren svarer, før jeg kalder.

Om jeg bare kunne gribe, jeg er grebet, før jeg falder.

Om jeg bare ville se det, jeg er fundet, før jeg leder.

Om jeg bare kunne indse, Ånden vidner, før jeg beder”

(Alt det der drukner- Herren greb mig)

Jeg kan relatere til taksten. Utroligt hurtigt bliver min opmærksomhed twistet og jeg skal igen mindes om hvem jeg er, hvad mit formål er og måske vigtigst af alt, at Gud har grebet mig før jeg faldt. Han venter bare på at jeg skal indse det. Heldigvis er Gud grænseløs tålmodig, for jeg skal mindes om det igen og igen. Gud griber mig, før jeg falder. Det er trygt at tænke på og som det større træ jeg så, har han kraft til at bære og lade mig gro hvilende trygt hos ham.

Read More

En eftermiddag i sensommeren var hele familien ved havet. Min ældste datter gik en ekstra tur, imens vi andre havde et ærinde.

På gåturen så hun en enlig solsikke, stående ved vandkanten. Den stod der som et lille lysende sol, forpjusket af vinden, stående helt alene med front mod lyset og havet.  Min datter sendte et billede til mig og jeg er vendt tilbage til billedet mange gange og har den bl.a. som baggrund på min telefon.

Billedet minder mig om mit fokus. At uanset hvilket jordbund jeg er plantet i, uanset hvor meget vinden blæser der hvor jeg står, uanset om jeg står alene eller som en del af en flok, upåagtet af årstiden, må jeg vende mig efter lyset og lade mine rødder stå dybt.

Hvordan solsikken havde fået sat sine frø på en sandstrand, hvordan den havde klaret at få rodfæste, hvordan den havde klaret væksten i det kolde blæsende miljø ved jeg ikke, men jeg tror det var villet at den skulle have sit voksested der..

Solsikken minder mig om, at det er Gud alene der skaber liv og vækst. Gud kan skabe liv af intet, selv det mindste frø kan vokse sig stort i hans hænder

Skabelsesberetningen har altid fascineret mig. Hvordan Gud skaber i en rækkefølge og intet overlades til tilfældighederne, at livet opstår når Gud blæser sin livsånde ind. Gud har skabt vores fundament og ønsker at gennemsyre alt, hvilket en god undervisning i sidste weekend mindede mig om. Allerede fra skabelsen havde Gud tænkt, vidst og skabt hvad et menneske har brug for.

Solsikken havde alt den skulle bruge på sit udsatte voksested og spredte sit lys et sted hvor det ikke var forventet. Måske netop derfor blev den bemærket?

Jeg kan bruge meget tid på at være frustreret over mit fundament eller de byggesten jeg fik givet. Kæmpe en kamp der ikke er min at ændre, i stedet for at overgive mig til Gud.

I stedet ønsker jeg ligesom solsikken at stå der hvor jeg er sat- forpjusket og vindblæst men rodfæstet på min plads. Vende mig efter lyset og tro på at de rødder Gud skabte er stærke nok til at stå fast på det voksested han har givet mig.

Read More

Jeg har en dårlig vane med at sætte farten op, når jeg har for meget på programmet. Det kombineret med en evig tidsoptimisme gør nogle gange, at min tidsplan er lidt presset.

I onsdags var jeg på vej på arbejde og kunne nå forskelligt på vejen. Jeg tænkte det nok gik, da jeg havde i regnet at trafikken ikke plejer at være tæt på det tidspunkt jeg kørte på. Det første stykke gik fint, men da jeg nærmede mig byen, kørte en bil foran mig langsommere end det tilladte. Vi var kun os to biler og det var ikke muligt at overhale på dette stykke af vejen. Straks voksede min utålmodighed og jeg havde følelsen af at snegle mig afsted. Jeg spejdede efter hvornår jeg måtte overhale og mærkede frustration fordi jeg var bange for nu at komme for sent. Imens jeg sad og sydede for mig selv, kom jeg til at se på speedometeret. I stedet for de tilladte 80km/t kørte vi stabilt 70km/t. Det varede et stykke tid før jeg kunne overhale, jeg nåede frem knap 5 minutter senere end jeg regnede med, men stadig til tiden. Det blev pludseligt tydeligt for mig, hvor meget energi jeg havde brugt på noget, der egentlig ikke var vigtigt. Turen kom til at handle om mine forventninger, mere end det der egentligt er mine værdier såsom tålmodighed mm.

Vedkommende foran mig kan have haft mange grunde til at sætte farten ned under det tilladte. Vi kan alle have brug for at sætte farten ned på tidspunkter i vores liv. Ofte vil de fleste af os have godt af det, da nærværet og evnen til at lytte hurtigt mistes, når det går stærkt. Hvis vi hele tiden kører det tilladte, kan det være svært at finde balancen mellem hvile og aktivitet, da kontrasten bliver for stor. Ingen af os kan gå fra 5.gear til at parkere uden bilen bliver slidt. Jeg tror Guds forordning med hviledagen er vigtigere end nogensinde. At vi vælger at sætte farten lidt ned og bruger en dag om ugen til at koble helt ud.

Som der står i det 3. bud i 2. Mosebog kapitel 20:

Husk sabbatsdagen og hold den hellig.  I seks dage må du arbejde og gøre alt, hvad du skal;  

men den syvende dag er sabbat for Herren din Gud. For på seks dage skabte Herren himlen og jorden og havet med alt, hvad de rummer, men på den syvende dag hvilede han. Derfor har Herren velsignet sabbatsdagen og helliget den.

 

Read More

For to uger siden, var jeg på ferie med min yngste datter på Sardinien. Da vi lettede på hjemturen, var det solrigt og skyfrit og vi havde det smukkeste udsyn over det meste af øen. Da solen var ved at gå ned, passerede vi et bjergområde. I det særlige lys, når jeg kiggede ned, lignede det at der var konturer af en vej der strakte sig så langt øjet rakte. Imens vi sad og så solen gå ned, tænkte jeg på, at fra mit perspektiv, så det ud på en måde. Min datter lagde mærke til noget andet og så det som en flod, da hun kiggede ned. En tredje mulighed kunne være et bjergpas, vi kiggede ned på. Havde vi stået på jorden og set op, havde perspektivet igen været anderledes. Ingen af perspektiverne er forkerte, de er bare et begrænset udsnit, set fra hvert sit udgangspunkt og filteret igennem hvert sit subjektive filter. Ud fra hver vores lille virkelighed danner vi billeder af det vi tænker er sandt. Tankerne gav mig pludseligt en ny vinkel også ift. mit liv og min trosrejse.

Hvor ofte stopper jeg ikke op og kan ikke se vejen videre frem? Dvs. måske kan jeg se de næste skridt, men jeg bliver alligevel frygtsom, fordi jeg ikke kan se hvad der sker når vejen drejer. Ud fra mit perspektiv ser det måske ud til at vejen ender blindt, fordi min synsvidde er begrænset. Måske var min forventning at gå på en bred vej, i stedet for at vejen tog form af en lille skovsti? Måske kan jeg ikke se at vejen bugter sig videre, fra der jeg står frem mod endemålet? Hvordan vejens forløb er, er egentlig ikke noget jeg behøver bekymre mig for. Gud har jo lovet at hvis jeg tror vil han gå med mig. Som troende menneske må jeg i stedet stole på at mit perspektiv er begrænset. Kun Gud ser det fulde perspektiv og han har min vej for øje. Jeg må bare gå et skridt af gangen.

Johannes 14 vers 5-7

Thomas sagde til ham: »Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?«  Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.  Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.«

Read More

For to uger siden, var jeg ved at gøre klar til fødselsdagsfejring. Inden festen var der travlhed med rengøring, opstilling af borde, madlavning mm. Midt i virvaret, kom jeg til at skære i min tommelfinger. Kniven var nysleben og spids, så jeg lavede et dybt snit i fingerspidsen. Det blødte meget og det var svært at holde plasteret på plads. Gang på gang blødte det igennem. I dagene efter dunkede fingeren så meget, at det var svært at sove. Såret sprang op igen og igen. Efter et par dage voksede en vabel op omkring såret. På sin vis beskyttede den såret mod skidt, men området var følsomt og smertefuldt hver gang jeg brugte min finger. Såret helede langsomt op. Nedefra og ud kunne jeg se, hvordan mere og mere af såret lukkede sig og ny hud dukkede op. I dag er såret næsten lukket, kun i midten af såret kan man se mærket efter kniven og området er fortsat følsomt

Billedet har paralleller til vores psykiske smerte. Vi oplever alle i løbet af livet at få sår. Noget sker imod os, som kan efterlade endog stærke psykiske sår. Sår der bløder og bryder op igen og igen. Vi kan reagere med at vi forskanser os, passer på os selv. Som vablen puster vi op og giver ondt af os, hvis nogen kommer for tæt på vores smerte. Vi holder afstand. Vores psykiske smerte heler langsomt, nedefra og ud. Livet går videre, et skridt ad gangen, men følsomheden og arret vil altid være der.

Vi kan også få trosmæssige sår, enten i det kristne fællesskab eller i relationen med Gud. Vi kan føle os svigtet af Gud, skuffede og tænke at Gud ikke gav os det vi ønskede. Jeg tror Guds veje er anderledes end vores. I stedet for at fokusere på smerten i det vi ikke fik, skal vi måske turde have tillid til at Gud giver os det vi trænger til? Også de gange hvor vi ikke forstår hans vej.

”We pray for blessings, we pray for peace

Comfort for family, protections while we sleep

We pray for healing, for prosperity

We pray for your mighty hands to ease our sufferings

And at the while. You hear each spoken need

Yet love is way too much to give us lesser things

Cause what if your blessings come through raindrops?

What if your healing comes through tears?

What if a thousand sleepless night is what it takes to know you`re near?

And what if the trials of this life are your mercies in disguise?” Laura Story:”Blessings”

Read More