En morgen i sidste uge vågnede jeg, efter få timers søvn ovenpå en urolig nat. Jeg skulle via arbejdet køre langt, så bevæbnet med koffein kørte jeg afsted. Som mange andre biler, har min bil en funktion der registrerer træthed. På min er symbolet meget apropos en kaffekop og en tekst: Husk at holde pause, træthed registreret - efterfulgt af et højt bip. Bilen registrerer ud fra om ens bevægelser er anderledes, kameraet opfanger om øjnene virker trætte og bilen reagerer på alt der afviger fra normalen Jeg forventede en bippen hele vejen, men kun en enkelt gang registrerede bilen min træthed.

I bilen fik det mig til at tænke på, at der findes mange former for træthed. Også former som ikke lige kan registreres hverken af en bil, et kamera eller et andet menneske. F.eks. mental træthed, som påvirker i det skjulte. Påvirker reaktionsevnen, vores empati, vores ydeevne og ikke mindst vores blik på den anden. Ofte skaber den mentale træthed en usynlig mur til de andre, fordi trætheden giver lyst til at lave ens verden mindre, så der er mindre at forholde sig til. På mange måder en logisk reaktion og i en kortere periode kan det være godt at trække sig tilbage og holde en slags retræte. På den længere bane skaber det isolation og ensomhed.

Det kræver mod og mulighederne, at træde ud af isolationen igen. Det er ikke en selvfølge at der er mennesker til at tage imod, hjælpe en ud igen eller give en hånd. Det slår mig ofte i mit arbejde, hvor stor en udfordring isolation og ensomhed er og hvor svært det er at bryde. Når trætheden og frygten har fat, skal der meget til at turde række ud og forsøge at komme ud af ensomheden. Troen er måske lille på at det er muligt, på at andre kunne have lyst til at være sammen med en.  

Jeg tror på vi er skabt til fællesskab med hinanden og lige netop derfor er det så utroligt svært og kampfyldt. Når min træthed er for stor til at jeg kan kapere andre mennesker, er jeg taknemmelig for at jeg altid må komme til Gud, der ikke forventer mere af mig end jeg kan. I stedet tilbyder han mig at lægge alt det der tynger ned ved korset, så vil han bære det for mig

Kom, læg det ned, alt hvad der tynger

Jeg giver hvile

Kom, lær af mig ydmyg sagtmodig

Jeg giver hvile

Byrderne overlod jeg til dig

Fredens ånd tog bolig i mig

Fra Fred være med dig af Simon Pedersen

Read More

For nogle dage siden gjorde instrumentbrættet i min bil mig opmærksom på, at mit højre tågelys skulle skiftes, da det var gået ud. Samme aften lige efter arbejde, skulle jeg ud på en længere køretur. Dagen havde været solrig og aftenen var kold, så tågen lagde sig over vejen i tusmørket. Det blev tiltagende svært at have udsyn og min taknemmelighed var derfor stor, da jeg kom til at køre bagved en, der viste sig at skulle samme vej og som havde et stærkt lys. Jeg nød at kunne ligge mig bagved og få del i vedkommendes lys. Da jeg skulle tilbage igen var tågen lettet og stjernerne tittede frem og jeg manglede derfor ikke lyset på samme måde.

Oplevelsen fik mig til at tænke på de gange, hvor tågen lægger sig over mit liv, mine tanker og mine følelser. De gange hvor modløsheden får fat, hvor bekymring og angst for forskelligt kan lamme mig så meget, at det kan være svært at få øje på lyset. I de perioder er det uendeligt værdifuldt, at en anden tør køre foran, tænde sit lys, så jeg i en tid kan køre bagved og låne lidt af lyset - lige være der, hvor en andens lys lyser vejen op. Med et begrænset udsyn, kan det være svært selv at orientere sig, særligt hvis sigtbarheden er dårlig.

I Biblen i Galaterbrevet kapitel 6 vers 2, står de kendte ord som ofte læses til vielser: ”Bær hinandens byrder, således opfylder i Kristi lov”. Til en del vielser jeg har deltaget i, synges ofte den smukke sang: ”I blev skabt som mand og kvinde”, hvor der i vers 3 står:

Egen byrde skal i bære

Så den anden slipper fri

Men er byrderne for svære

Skal i stå hinanden bi

Den som intet bærer på

Visner som det golde strå

Verset er så fint og betydningen også er værd at tage med ind ikke bare i ægteskabet, men også i vores fællesskaber. For mig at se er der to modpoler, der er lige forkerte. Den ene er at opgaven med at bære andre, virker så uoverskuelig, at vi opgiver og i stedet isolerer os og har nok i os selv. Den anden er, at vi i vores iver efter at ville hjælpe, kommer til at overtage og bære byrderne for den anden. Jeg tror hverken vi skal opgive eller overtage. I stedet tror jeg, at vi skal dele vores lys. Gå lidt foran eller endnu bedre, ved siden af og tænde det lys vi har. Det at være med et menneske der kæmper, kræver ikke løsninger, men at vi rækker ud med vores nærvær. Turde være tilstede med det vi har og tro på, at vores lys rækker, indtil lyset igen kam skinne hos den anden.

Read More

Jeg har så længe jeg kan huske tilbage, elsket at lave mad og arbejde i et køkken. Både som mor og på mit arbejde, har jeg gode muligheder for at give glæden videre til andre. En dag på arbejdet var der stor frustration i madlavningen. Vedkommende jeg skulle hjælpe, kunne ikke få maden til at smage som det skulle. Frustrationen var så stor, at det blev overvejet at kassere maden, som et mislykket forsøg. Jeg spurgte om lov til at smage på det og anbefalede nogle forskellige krydderier som blev tilsat og pludselig var smagen anderledes og velafbalanceret.

Indimellem er vores liv svært. Alt kan være frustrerende og smagløst. I stedet for at kassere det der er, kan du vælge at tilsætte krydderi. Finde ud af hvad der gør dig glad og tilfør det rundhåndet i dit liv som krydderi. Tilfør lethed, latter og energi eller tilfør balance, hvis det er det du længes efter.

Det er let at bevæge sig væk fra sine værdier. Tempoet i verden og i vores samfund er hæsblæsende. Mulighederne er mange og det er let at blive forført. Forført af tanken om, at anskaffer jeg mig denne ting, opnår jeg dette mål, får jeg den forfremmelse, lige dette job, en familie der ser ud på den og den måde, et netværk der er inspirerende og toneangivende eller andet, der lige er dit drive, så bliver jeg tilfreds. Problemet er, at det aldrig er nok, jo mere vi får, jo mere stræber vi efter. Niels Overgård siger bl.a. i sin bog; ”Mere er aldrig nok,”(hvor han gennemgår de 4 kardinaldyder visdom, mådehold, retfærdighed og mod), at for at opnå tilfredshed må vi finde vores eget nok. Sagt med andre ord, vi må tilbage til vores værdier og leve ud fra dem.

Den græske filosof Epikur er bl.a. kendt for at have sagt: ”Den der ikke har nok i lidt, har ikke nok i noget”. Jeg tror det er der vi skal sætte ind, tilføre krydderi ved at øge vores fokus på taknemmelighed. Ikke hermed forstået at vi skal lukke vores øjne for lidelsen og smerten. I stedet må vi tilføre og tilstræbe taknemmelighed, fordi det skaber en balance. Jeg holder meget af Thomas Kingos salme fra ca. 1670, hvor første vers kommer her:

”Sorrig og glæde de vandre tilhobe,

lykke, ulykke de gange på rad

medgang og modgang hinanden tilråbe

solskin og skyer de følges og ad

Jorderigs guld, er prægtig muld

Himlen er ene af salighed fuld ”  

 

Read More

I går gjorde jeg holdt ved stranden i Fjellerup og købte en kop kaffe til hjemturen fra efterskolen. Til stor glæde for barnlige sjæle som jeg, er der på stranden opsat intelligente skraldespande, der dels har større kapacitet og er drevet på solceller, men også responderer hver gang man bruger skraldespanden. Min kaffekops emballage blev f.eks. mødt med, tusind tak fordi du valgte mig til at betjene dig. En positiv formulering, til det der må betegnes som et kedeligt job. Uanset hvad gav den computergeneret venlighed et smil hos mig.  Smilet det gav, mindede mig om alle de gange hvor uventet venlighed fra andre mennesker på en gråvejrsdag har skabt en ændring eller de gange hvor det lykkedes at bryde en gråvejrsdag, ved at være smilet hos et andet menneske.

Nogle af de bibeltekster, jeg kan have det svært med, er de steder hvor der står: Sig tak under alle forhold”. Ordene vækker en kamp i mig, da jeg ofte rammes jeg af ulyst til at takke Gud. Måske er jeg fyldt af kampe, måske er der noget jeg finder uretfærdigt, måske er trætheden overvældende eller måske er jeg fyldt af vrede eller modløshed. Særligt modløsheden kender jeg meget godt, den sniger sig hurtigt ind, når noget føles uoverskueligt og jeg ikke kan se en vej. Samtidig med modviljen ved jeg også, at det eneste der bryder modløsheden er taknemmelighed. Ikke forstået på den måde at jeg lukker øjnene for det der er svært, men forstået sådan, at jeg anerkender at det er svært og vælger taknemmelighed på trods.

Taknemmelighed er ikke en følelse, ikke en tanke men mere et mindset og beslutning. Jeg vælger at lede efter det jeg kan være taknemmelig for. Jeg søger de ting der giver glæde, de øjeblikke hvor opmærksomheden trækkes hjem og prioriterer det. Kun ved at vælge taknemmeligheden til, overdøves modløsheden i mig. Modløsheden trækker mig væk fra min identitet, ind i opgivelse og resignation. Taknemmelighed fikserer mit blik på Gud og hjælper mig til at opdage alt det han giver.

Fra ”Even when it´s hurts” af Hillsong:

Even when my strength is lost- I´ll praise you

Even when I have no song- I´ll praise you

Even when it’s hard to find the words,

louder than I sing your praise

I will only sing your praise

Take this mountain weight

Take these ocean tears

Hold me through the trial

Come like hope again

Read More

Jeg havde taget en dag fri og valgte at tage til havet, for at være alene med Gud og have tid for og med mig selv. Jeg gik langs vandet og nød solens varme og samlede glasskår. Glasskårene var glatte og varme i mine hænder. De var bleget af solen og slebet af vinden og sandet. Jeg bøjede mig ned og samlede et stort glasskår op, som delvis var skjult af sandet. Jeg måtte grave den fri og undervejs skar den mig i hånden. Det var et nyt glasskår. Klar i farven og med spidse sider. Jeg tog den med og holdt den op imod de andre. Hvor de andre var slebne og falmede og lyset skinnede indefra og ud, var det nye glasskår smuk i farven på ydersiden, men der var ingen glans indvendigt eller lys der skinnede indefra og ud.

Jeg har indimellem mødt mennesker der lever som slebne diamanter. Deres ydre lys er blevet til et indre skær. Et skær jeg bemærker og inspireres af. Ofte bærer disse mennesker på en historie, der har slebet deres kanter til og fået dem til at vende sig væk fra sig selv og hen imod noget større. Et menneske, der har overgivet sit liv helt til Gud, og ladet ham skabe en forvandling. Måske er mødet og forvandlingen starter for nogle år siden, men med tiden har Gud slebet dem af indefra, så mere og mere af hans lys skinner igennem dem og strålerne rammer de, der er så velsignede at være i nærheden. Sådanne mennesker drager.

Forvandlingen er dog ikke forbeholdt de få. Gud ønsker at skabe den forvandling i os alle. Det handler om hvor meget vi tør overdrage til ham. Jo mere vi overdrager, jo større slibeflade har han. Han ønsker dog ikke at påbegynde arbejdet før han får lov. Giver vi lov, er han klar og sliber os nænsomt frem, så hans lys kan skinne igennem os og vi kan træde ud i vores sande identitet.

Et bibelvers, jeg har som en tatovering rundt om mit højre håndled, minder mig dagligt om min overgivelse og om, at det kun er Guds lys, som kan vinde over mørket:

Johannes kapitel 1 vers 3-5: ”Alt blev til ved ham og uden ham blev intet til af det som er. I ham var der liv og livet var menneskers lys, lyset skinner i mørket og mørket greb det ikke.”

 

Read More

Jeg kørte tidligere i dag, bag de sidste høstmaskiner, som skulle nå den sidste høst inden vejromslaget i morgen. Flere steder var markerne allerede blevet pløjet op og gjort klar til hvile hen over efteråret. Over markerne var flokke af fugle ivrigt ledende efter mad, nu jorden var blevet endevendt og noget nyt dukkede op til overfladen. Når jorden endevendes, giver det mulighed for liv og vækst for de frø der er længere nede i jorden. Når jorden løsnes, giver det også mulighed for de lidt mere sarte frø at vækste. Nogle af de mere sarte frø har brug for længere tid til at spire, flere har endda brug for en hviletid og kuldeperiode før de har en spireevne.

På mange måder er det en parallel til vores liv. Som mennesker kan vi heller ikke vækste uden vi træder ud af vores comfortzone og bevæge os ind i det smertelige, ind i det ukendte og indimellem igennem mørket. Vi er nødt til at flytte os fra det sikre og lade os endevende. Hvis vi bare drysser nye frø ud på jorden, eller pirker lidt i jordens overfladen og fjerner synligt ukrudt, før vi drysser frø ud, kommer det til at ligne et lille bed jeg har i haven. Sidste efterår valgte jeg optimistisk, bare at drysse lidt vildtfrø ud på et hjørne, efter at have fjernet det synlige ukrudt. Min drøm var et hjørne der passede sig selv. I stedet for en smuk grøftekants mangfoldighed, har bynke og mælkebøtte stået i fuldt flor igennem sommeren og jeg har måtte spejde efter de valmuer og kornblomster jeg havde håbet ville komme. Nogle af vores fineste frø har også brug for kulde og tid for at spire. Ligesom markerne har brug for hvile efter en pløjning, har vi mennesker også brug for hvile efter en ende vending i vores liv. Vi har brug for at tage os tid til at de nye frø, der kommer op til overfladen, kan få gode vækstbetingelser.

Fra den smukke salme: ”Septembers himmel er så blå”:

De røde æbler løsnes let

Fra træets trætte kviste

Snart lysnes kronens bladenet

Og hvert et løv må briste

Når aftensolen på sin flugt

Bag sorte grene svinder

Om årets sidste røde frugt

Den tungt og mildt os minder

At flyve som et forårsfrø

For sommerblomst at blive

Er kun at visne for dø

Kan ingen frugt du give

Hvis modenhedens milde magt

Af livet selv du lærte

Da står bag falmet rosendragt

Dit røde hybenhjerte

Read More

En torsdag på mit arbejde, var jeg på en gåtur i en privat skov i nærheden, med en beboer. Vi gik og indsnusede sensommerens dufte og talte om de ting der lige nu fyldte. Vi har gået i området i mange år, men denne gang var noget anderledes. En ny ejer havde ryddet et stort stykke af skoven, for at lave en ny udstykning. I steder for vores velkendte lukkede skovsti, lå der nu bunker af træstammer langs stien. Vi stoppede op og talte om, at det var interessant at se stammerne. Når vi tidligere var gået forbi, havde vi set dem som rimelig ensartede ranke granstammer, men nu de var fældede, var det tydeligt at de ikke var ensartede og cylinderformede. Alderen var også forskellig. Flere var gamle træer, hvor årringene ikke engang kunne tælles og nogle var fortsat unge. Vi kiggede fascineret på årringenes tykkelse og så hvor forskellige vilkår der havde været, både fra år til år, men også fra den ene side af træet til den anden side. Vilkårene havde været forskellige. En del af træet havde givetvis vokset i skygge, en anden del i sol, en del havde fået rigeligt med vand og andre dele var tørret ud. Det mest fascinerende synes jeg dog er, at alle træerne havde indrettet sig efter omstændighederne.

Jeg tænkte, at det er et godt billede på vores liv. Jeg kan være tilbøjelig til, at når jeg ser på andre, ser jeg dem som perfekte cylinderformede formationer. Jeg ser måske succeserne, præstationerne, den perfekte familie eller hvad mit blik nu end er rettet imod, men jeg ser ikke årringene og tilpasningen. Jeg ser heller ikke kampene eller tørkeperioderne, de er skjult i det ydre

I ”Alene i Vildmarken” bliver der ofte talt om det perfekte habitat. Jeg kan let få forventningen til Gud, at når jeg tror på ham, bør han plante mig i det perfekte habitat. Det er bare ikke Guds vej. Gud bruger det habitat vi har, de omstændigheder der er vores og tilpasser os ved at forme os. Som når sølvsmeden arbejder med sit produkt, er Gud først færdig, når han ser sit eget spejlbillede i sølvet.

Esajas 66: 10: ”For du prøvede os Gud, du lutrede os, som man lutrer sølv”

Read More

Igennem mit arbejde bruger jeg mange timer på vejene og særligt på motorvejene. Da jeg for nyligt var på vej til Odense, lagde jeg mærke til, at jeg har fået en dårlig vane med at køre i den midterste bane, på det forholdsvis lange stykke, hvor det er muligt. Det er ikke fordi jeg ikke kender reglerne om at holde til højre, det er bare som om, at jeg hurtigt ræsonnerer mig frem til, at der ikke er plads i højre side grundet tung trafik. De huller der er og opstår, ignorerer jeg ofte og tænker jeg jo alligevel skal orientere mig og derfor er det smart at være i den midterste bane. På den måde kan jeg uden større besvær skifte vognbane og holde en rimelig stabil fart. Indimellem, når trafikken ikke er stærk, kan jeg endda sætte fartpiloten på og læne mig lidt tilbage. Jeg vælger det komfortable i stedet for det rigtige.

Imens jeg kørte, kom jeg til at tænke på hvor ofte jeg laver samme strategi i mit trosliv. Jeg beder til Gud at hans vilje må ske. Jeg beder om at han må føre mig hver dag og stiller mig derefter i midterbanen. Overgiver noget men ikke alt. Holder øje og orienterer mig, så jeg hurtigt kan skifte bane og holder derved fast på min egen vej. Jeg vælger det komfortable, sætter fartpilot på, så jeg holder farten, i stedet for at følge det jeg har valgt at tro på.

Samtidigt længes jeg efter at erfare mere af Gud, leve forpligtet i forhold til det jeg tror på. Det er bare ikke muligt uden jeg selv slipper kontrollen og min lyst til at definere min egen vej. Når jeg forsøger at slippe, konfronteres jeg med min frygt. Er Gud god, vil han mig det godt, kan jeg stole på ham? Den eneste måde at finde ud af det på, er at køre ind i højre spor og give slip på min egen lyst til at bestemme.

Fra min højskoletid er der en sang jeg ofte vender tilbage til, særligt vers 3-4 bruger jeg ofte som en del af min morgenbøn/reflektion:

 ”Du klager så ofte”- af Jakob M Carlsen

3. Din tro vil du føle og tro at du tror

Og tør ikke hvile på løfternes ord

Du ser på dig selv og på alt der er galt

Og dermed du glemmer hvad Herren har talt

4. At tro det er ikke at tro at du tror

Men barnligt at klynge dig fast til Guds ord

Det er i din afmagt at se på Guds lam

Og lade dig nøje med ordet om ham

Read More

Rundt om det meste af vores hus, har vi en veranda med et stakit om. Langs stakittet har jeg plantet pæoner og roser og i løbet af årene der gået, står de næsten tæt side om side. Min røde yndlingsrose og pæoner i et væld af farver. En dag fandt jeg en mørk bordeaux næsten sort variant på en planteskole og plantede den ud. Jeg var blevet advaret om at den var svær at få til at lykkedes, da den ikke er så hårdfør som eks den variant der vokser vildt i Sibirien. I to år fulgte jeg med. Roden virkede til at være sund og livskraftig men der skete ingen vækst. Men i forsommeren skete der noget. Imellem brædderne på vores hævede veranda brød først et skud op og derefter et væld af blade. Pæonen havde skudt op i mørket under verandaen og sat sine blade. Endnu har jeg ikke fundet ud af hvordan jeg kan flytte den, da pæonen som sagt er sart og det ikke lige er til at lede pæonen den rette vej. Samtidig er jeg imponeret over grokraften. At roden så længe har samlet kræfter de forholdsvis lange skud. Det er tydeligt den ikke har haft optimale betingelser. Ift de andre pæoner er løvet ranglet og farven er ikke så sund som resten af mine pæoner. Når den får hjælp til at vokse i den rigtige retning, hvor der er rigeligt med sol, vand og næring, tror jeg dog på, at den kommer til at stå stærkt.

I mit arbejde i begge funktioner både som bostøtte og som coach møder jeg mange, der ikke har haft optimale betingelser. De kan også være vokset op i skjul under en terrasse uden nok hverken sol, vand eller næring. Alligevel er de mirakuløst brudt igennem til lyset, selvom de måske er blevet ranglede undervejs. Som med pæonen kan det tage tid at finde ud af hvordan man skal få hjælpe til at vokse den rigtige vej, det uden at omplante og risikere skader på rødderne, men ved nænsomt at dreje udgangspunktet, så retningen bliver rigtig og det bliver muligt at stå plantet et bedre sted. Et sted hvor væksten kan ske.

Jeg kom i tanke om et digt, da jeg skrev, der har fulgt mig siden min barndoms veninde- og poesibøger. Verset tilskrives ofte Grundtvig, men ingen ved helt hvor det kommer fra:  

I livets storme kan det ske

Du føler du må knække

Men stol på Gud og du vil se

At han sin hånd vil lægge

Omkring sin blomst og skærme den

Til vinden bliver mild igen

Han ved hvad du kan tåle

Read More

I weekenden, sad vi alle i bilen, med flaksende sommerfugle i maven, da min yngste datter startede på efterskole og vi alle var med for at sende hende godt afsted. Selvom det var 3. gang jeg afleverede et barn på en efterskole, var det ikke nemmere denne gang. Der er så meget jeg ønskede at sige, uden at have ordene. Så mange minder der dukkede op på køreturen og i dagene op til af alle milepælene indtil nu.

Aftenen før blev de sidste ting samlet og pakket, imens vi hørte Rasmus Seebach og nynnede med på den vi med et smil kalder min yngste datters sang: ”Flyv lille fugl”- Flyv lille fugl ud i verden, flyv lille fugl tag mit hjerte, det jeg egentlig prøver at sige - er held og lykke.” Imens var min bøn at vingerne nu er stærke nok til at bære. At modet er der til at flyve ud. Flyve ud i alt det ukendte og lige nu skræmmende. At tilliden også er hos min yngste datter, at hun har tillid til at vingerne bærer, At hun tør prøve at folde vingerne ud og se hvorhen de bærer hende. Imens beder vi om englevagt og hepper alt det vi kan, for vi ved godt den første tid bliver meget svært. Med låne-ord fra Jenn Johnssons vidunderlige sang: You´re gonna be OK, kommer her et uddrag:

..Hold on- don´t let go

Just take one step closer

Put one foot in front of the other

You´ll get through this

Just follow the light in the darkness

You´re gonna be OK

When the night Is closing in

Don´t give up and don´t give in

This won´t last is not the end

You´re gonna be OK

But just remember your´re a fighter, you´re a fighter

You never know just what tomorrow holds

And you´re stronger than you know

So hold on- don´t let go

You´re be OK

Disse ord er til dig og til alle de andre der strækker sig efter noget der er så skræmmende, at det måske virker usandsynligt, at det vil være muligt. Vi er nødt til at slippe kontrollen og holde fast på håbet, for at skabe de forandringer vi længes efter Der er ingen anden vej. Al udvikling går igennem at vi slipper kontrollen og i stedet griber fat i håbet og troen. For mig er håbet og troen at Gud altid holder alt i sine hænder og leder et skridt af gangen.

Read More

”Forventningens glæde er den største”, er et af de mest kendte citater fra Søren Kirkegaard. Et citat der både refererer til følelsen af begejstring og forventning man kan have op til noget man ser frem til, eks sommerferien, som for de fleste, mig selv inklusiv nu er overstået. sat op imod den faktiske oplevelse. Forventningen er fyldt med idealiserede og optimistiske tanker, som sjældent lader sig sammenligne med en mere kompleks og mindre perfekt virkelighed

En aften inden min ferie, sad jeg på verandaen ved vores hus, med en kop te i hånden, lige da solen var ved at gå ned. Jeg sad og tænkte dagen igennem, da en solsort satte sig skråt overfor mig og jeg glædede mig til, at den ville gå i gang med at synge. I stedet for at synge, kom solsortehannen med en masse høje lyde, som mest lød som advarselssignaler. I virkeligheden lød det mest som alarmsystemet på en telefon, der bestemt ikke symboliserer noget positivt for mig. Som jeg sad der følte jeg en snert af skuffelse. Dette fik mig til at tænke på andre episoder med langt stærkere følelser. Tidspunkter hvor jeg af den ene eller anden grund havde høje forventninger. Høje forventninger til oplevelser, til andre mennesker eller helt nært høje forventninger til min familie. Forventningerne lå måske implicit og var aldrig blevet italesat, men skuffelsen var alligevel stor når forventningerne ikke blev indfriet. Andre gange blev forventningen måske italesat men oplevelsen eller personen kunne ikke leve op til forventningerne.

Livets skuffelser kan efterlade os med stor bitterhed, der ofte kommer af vores egne tanker og forventninger. De fleste skuffelser livet giver os handler ikke om at noget lovet ikke blev opfyldt, men at vores længsler og forventninger ikke blev mødt. En af de sværeste troskampe oplever jeg, er at turde tro på at vores længsler og forventninger hviler trygt hos Gud. At han ønsker at møde dem når tid er.

I ”Stemmen i mit indre” af Henri Nouwen udtrykker han det stærkt, her i afsnittet ”Klyng dig til løftet”: ” Mennesker kan ikke give dig det du længes efter i dit hjerte.. Du må lukke døren til den ydre verden, så du kan gå ind i dit eget hjerte og i Guds hjerte igennem din smerte.. Gud er trofast mod sine løfter, du vil finde det du længes efter, men det sker ikke på den måde du forventer.”

Read More

Jeg elsker havearbejde, elsker at få noget til at spire og vokse. Med de varme temperaturer og regnen den sidste tid, er min have utrolig frodig. Efter et travlt forår, hvor jeg hverken har haft tid eller overskud til ret meget havearbejde, er det et frodigt virvar.  Tænkte at jeg måtte forsøge at sætte lidt skik på det inden ferien og gik ud for at starte fra et hjørne og stoppede op ved mine roser. Langs mit stakit langs huset er plantet røde slyngroser, men da jeg kiggede efter, var der et område hvor et vildskud havde overtaget styringen. Rosen er en forædlet sort og podet på en mange blomstret rose, som mange andre arter. Den havde lavet vildskud på grundstammen på op til 1,5 meter, da jeg fik trukket dem helt frem. I toppen havde den sat et væld af små hvide roser. Inde i virvaret var et par ranglede oprindelige røde slyngroser. Jeg var nødt til at beskære vildskuddet langt tilbage, så langt at jeg kom ind til grundstammen, der hvor jeg kunne, for at den ønskede rose kunne folde sig ud.

Ofte er det også sådan i mit liv. Min grundstamme - mit ego -kan let skyde med vildskud som kan tage magt og kraft fra det jeg ønsker at pode på stammen og fra alt det jeg er skabt til at indeholde. Som med mine slyngroser er jeg navngivet, fremdyrket og nænsomt indpodet i min essens. Vildskuddene kan være alt fra frygt, vrede, misundelse til travlhed, selvrealisering og alt muligt andet der handler om mit ego. Det kan så let tage magten og skuddene kan være skjulte, men når man trækker i dem, vil man kunne opdage at de er så lange at de har sat blomst. Blomsterne kan have en fin duft og stor skønhed, men de er fra et vildskud. Som med roserne må de beskæres så langt ind til grundstammen som muligt, for at den forædlede sort kan bryde frem.

..“Savior I come, quiet my soul, remember

Redemptions hill, where your blood was spilled

For my ransom, everything I once held dear

I count it all as lost

Lead me to the cross, where your love poured out

Bring me to my knees, Lord I lay me down

Rid me of myself, I belong to you  

Oh lead me, lead me to the cross..”

Fra: “Lead me to the cross” af Hilsong United og Brooke Fraser

Read More

I sidste uge havde jeg en ret intens dag på arbejdet med et højt konflikt niveau. Mit sidste besøg var ca. 30 km fra mit næstsidste. For en gangs skyld var jeg i god tid og tjekkede min GPS om der var en roligere vej dertil, i stedet for at køre på motorvejen i myldretidstrafikken. Uanset hvordan jeg prøvede at tilrettelægge ruten, gik GPSen tilbage til den vej, som jeg normalt tager altså via motorvejen. Først da jeg aktivt valgte ingen motorvej, gik den med til en anden vej- samme kilometerantal men til gengæld næsten ingen trafik. Imens jeg kørte, mærkede jeg, hvordan jeg ligeså stille kunne sætte tempoet ned og give plads til roen igen.

Ligesom GPSen vejvisning kan vi mennesker, mig selv inklusiv, gøre det samme. Jage afsted fra et sted til det næste. Ikke aktivt tage stilling til vejen, men i stedet sætte en GPS på som kan være samfundets krav og normer, egne ambitioner eller andres ambitioner på ens vegne. Det er let at blive grebet af og det kræver lige så drastiske metoder som det at slå motorvejen fra på GPSen, at gøre noget andet. Vores første impuls er oftest at finde den hurtigste vej fra A til B også igennem livet, uden vi egentligt ved hvorfor vi har travlt.

I denne tid hvor studenter springer ud, uddannelser sluttes og skoler færdiggøres er presset tydeligt. Jeg bidrager selv, har eks spurgt flere studerende hvad der er deres næste mål eller skridt. Hvad mon der ville ske hvis vi sænkede presset både hos os selv og andre? Kørte af motorvejen et øjeblik og så os omkring. Måske blev vi opmærksom på vores endemål og på hvordan vi ønskede at nå frem til det. Måske gav det en kursændring?

Jeg tror Gud kalder os til at fjerne os fra pres og uro og i stedet lytte til ham. Sætte tempoet ned og falde til ro.

Fald til ro af Arvid Asmussen

Fald til ro, fald til ro igen

Min sjæl til ro hos dig, ingen andre steder hen.

Min sjæl til ro.

For Herren har handlet vel, for Herren har handlet vel, for Herren har handlet vel imod dig.

Hvor bølgerne standser, hvor vinden har lagt sig, selv bjerge holder vejret, og venter på dit ord.

Hvor fødder er plantet, hver tone er landet, selv tanker står stille, dit nærvær er mig nok.

Read More

Vi har en sti fra til haven fra gårdspladsen, hvor der længe har været bunker af grus, hård lerjord og sten. På et tidspunkt skal det jævnes og lægges fliser på, men vi er ikke nået dertil endnu, da det kræver noget andet, der skal gøres først. På trods af det er hårdt og stenet, vokser ranke gule kongepenne, som med deres dybe pælerødder har boret sig vej op og fundet en vokseplads, hvor de trofast blomstrer indtil den første nattefrost og kommer lige så trofast igen om foråret, hvor de på ny skyder.

Da jeg denne morgen tog forbi søen til en badetur, kom jeg til at se op på broen. På et lille bitte område mellem to brædder voksede en lille plante. Der var ingen jord, men bare en lille sprække, hvor frøet havde kilet sig ned og begyndt at vokse.

Tilbage i bilen efter badeturen startede en sang på anlægget, som jeg hører meget i tiden. Den er fra Stille stunder: ”Der findes en åndskraft i verden” af Iben Krogsdal og Martin Lysgaard

..”Den (åndskraften) flammer hvor mørket er mægtigt

Den lyser Guds tid gennem alt

Den lader dig aldrig alene

Den løfter hvor mennesker faldt

Den går gennem hårdhedens sprækker

Den favner din udbrændte krop

Den går gennem sorgen og glæden

Hver dag vil den rejse dig op

Så lille som frøet i mørket men større end alt hvad vi tror

..Gud, der hvor du vil, skal det virke og der hvor du vil, skal vi se

Din himmel der åbner sig stille, kun Du ved hvordan det vil ske”

Jeg synes teksten er utrolig fin og rammende, ind i det lidt diffuse som troen er for mig. Noget der gennemsyrer alt, noget jeg ikke kan skille fra resten af mit liv, noget der er langt større end mig selv og ikke mindst noget som kan vokse frem, selv de mest ufremkommelige steder. Ikke sjældent har jeg stået i en situation, hvor der ikke virkede til at være en udvej, i hvert fald ingen udvej jeg kunne tænke mig frem til. Lige der når alle veje virker udtømte, er der gang på gang sket noget, et nyt frø er blæst forbi, fundet rodfæste og begyndt at vokse. Ofte har det været en udvej, som var udenfor min formåen, men hvor det har krævet at andre har fulgt en fornemmelse, en tanke eller noget helt tredje og rakt ud. Troens kraft rækker ind der hvor vi ikke slår til, ledt af Ham, der holder alt i sine hænder.

Read More

Efter et krævende møde først på ugen, tog jeg forbi Almind sø til en halvkold badetur inden jeg skulle videre. Det regnede og dråberne faldt tættere og tættere, da jeg parkerede bilen. Da jeg kom ned til søen var jeg allerede våd og bevægede mig i søen, for at holde varmen. Imens observerede jeg, hvordan dråberne skar sig igennem overfladen på søen og skabte røre. Dråberne gennembrød overfladen og skabte langt større ringe i vandet end mine bevægelser. Hver enkelt dråbe skabte store krusningerne.

Imens jeg var i vandet, tænkte jeg på håbets kraft. Noget der blev et tema for mig, til det møde jeg havde været til. Jeg tænkte på hvor meget det påvirker hele stemningen at tilføre en dråbe håb. Det kræver kun et lille håb at skabe en krusning i overfladen. En krusning som kan sprede sig til ringe, som kan skabe oprør og ændring.

Vi går alle igennem svære tider igennem vores liv. Vi kan alle opleve og kommer givetvis til at opleve, at stå der hvor vi har svært ved at bære håbet. I de perioder er det utroligt værdifuldt at få tilført en lille smule håb. En dråbe kan være nok til at skabe det oprør der skal til, så det stillestående vand brydes. En håbefuld tanke kan skabe et lille lys i et træt og mørkt sind.

En veninde har foræret mig et billede af et hus. Det er et billede hun har lavet efter nogle af vores gåture., Et billede der skal minde mig om hvem og hvad jeg bygger på. I husets fundament står teksten fra et omkvæd der er blevet et mantra for mig. Det kommer fra Lauren Daigles smukke sang: ”O lord”: Omkvædet lyder

”I will stand my ground where hope can be found”

Sangen fortsætter:

Oh, oh Lord, I know you hear my cry

Your love is lifting me above all the lies

No matter what I face, this I know in time

You´ll take all that is wrong and make it right

Your strength is found in the end of my rope

Your grace reaches the hurting

Still through the tears and the questioning why

I will stand my ground where hope can be found

Når jeg ikke altid selv kan se håbet, så må jeg se hen til Ham der bærer det. Ham som er den grund jeg ønsker at bygge mit håb på.

Read More

For nogle måneder siden fik jeg en plante. Da jeg fik planten, var den ikke så stor, men havde fine nye skud. For at give den optimale betingelser stillede jeg den i et solfyldt vindue på 1. sal på badeværelset. Mine andre planter er fordelt på stueetagen, hvor de bliver vandet når jeg vasker tøj og tørretumbleren skal tømmes for vand. Planten ovenpå gav jeg vand når jeg huskede det og lige kom forbi. En dag opdagede jeg, at plantens blade var krøllet sammen og jorden helt udtørret. Solen havde stået på og havde overvarmet bladene og den ekstra vand, jeg havde hældt i underskålen, var fordampet. Jeg løftede forsigtigt planten op og kunne se at nogle af rødderne var så udtørrede at de var lukket sammen og ikke kunne drikke af vandet. De dårligste rødder måtte jeg klippe af og i stedet for at lade rødderne drikke fra en balje med vand, var jeg i stedet for nødt til at overrisle planten hver dag med lidt vand med gødning i, indtil rødderne er etableret så meget, at de igen kan drikke og tage næring ind. Min intention havde været at give planten de bedste betingelser, men i stedet blev planten overset. Hvor de andre planter i huset får regelmæssig vand, ofte i det samme interval, fik planten kun noget når jeg kom i tanke om den. For at kompensere, havde jeg fyldt ekstra vand i underskålen, men planten kunne ikke nå at trække vandet op, inden det fordampede og plantens tilstand gjorde, at dens rødder ikke var stærke nok. 

Under den daglige vanding kom jeg til at tænke på parallellerne i mit eget liv. I en travl hverdag er min ugentlige intention om selvomsorg, det punkt der først streges på todo-listen. Hvorfor? Måske fordi det ikke virker så akut som alt det andet jeg skal. Jeg kan let bilde mig selv ind, at det ikke betyder så meget og jeg kan nå det i ugen efter. Ugen efter er der givetvis den samme situation, fordi tiden ikke kommer, hvis jeg ikke tager den.  Samtidig er det et aspekt, at det er lettere at give omsorg for mig end at være i modtagerrollen. Andres behov larmer højere og mere vedvarende. Risikoen er, at mine rødder bliver så beskadiget, at jeg ikke kan drikke af vandet eller livets omstændigheder gør, at bladene krøller sig sammen og visner.  

Et centralt bud i min tro er det dobbelte kærlighedsbud: ”Du skal elske din næste som dig selv.” I det ligger en indbydelse til at være og tage imod overrislingen af det levende vand, før du går ud og elsker din næste.                                    

Read More

I fredags havde jeg en dag bag rattet, hvor jeg først skulle til Sønderjylland, dernæst til et arrangement og hen mod aften hjem. Da jeg fra morgenen skulle tjekke køretiden, så jeg at tiden hurtigt ændrede sig, da der var forlænget rejsetid på den foreslåede hurtigste rute. I stedet måtte jeg i gang med lidt research og fandt en anden mulighed, da det var vigtigt at jeg kom præcis til tiden. Maps advarede mig om at turen var længere, men jeg valgte den alligevel. Imens jeg kørte, opdaterede den alternative rute som maps havde foreslået og i alt kom der 25 ekstra minutter på. Da jeg nåede frem, så jeg at min alternative rute kun var 5km længere og jeg nåede frem til tiden, da jeg kunne holde en stabil fart pga. næsten ingen trafik. Oplevelsen fik mig til at tænke på hvor ofte jeg i mit eget liv leder efter den hurtigste vej fra A til B. Tid er noget af det mest kostbare for mig, så kan jeg spare 5min her og der, kan jeg føle det giver værdi. Ofte har jeg dog ikke mellemregningerne med eller forholdt mig kritisk til om det faktisk er hurtigere og bedre. Havde jeg valgt den anden foreslåede vej via motorvejen, var jeg både kommet for sent og jeg havde været tvunget op og ned i fart, givetvis med det resultat at jeg var mødt op med mindre ro, da det kræver langt mere fokus i kørslen.

Min trosrejse er heller ikke som en motorvej. Ofte ændres navigationen hen af vejen, fordi forskellige omstændigheder kræver en alternativ rute. Jeg ved mit ønskede endemål, mere ved jeg ikke- for jeg kender ikke ruten. Kommer jeg til at holde fast på det som jeg ser som den hurtigste vej, kan meget gå tabt. At navigere i tillid til at Gud ændrer ruten, fordi han kender vejen til endemålet, er et livslangt overgivelsesprojekt for mig.  

Johannesevangeliet kap 14: 1-7: Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig!  I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer?  Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er.  Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen.«  Thomas sagde til ham: »Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?«  Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.  Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.«

Read More

Min mand har en tid været i gang med at bygge os et vildmarksbad og endelig i denne uge var den klar til at blive afprøvet. Med det kom også en masse læring i hvornår bålet skal tændes for at badet har den rette temperatur, når vi gerne vil i. Hvor længe er der eftervarme og jeg begyndte også straks at overveje om min rosmarinbusk ville kunne overvintre, hvis det bare stod tæt på ovnen og fik lov at vokse tæt på varmen fra ovnen.

Sad i badet den anden aften efter bålet for længst var gået ud og kulden begyndte at trænge op nedefra bunden af karret og tænkte. Tænkte at den eftervarme jeg mærkede mindede mig om den følelse man kan tage med sig efter et varmt knus eks. Fornemmelsen af at knuset eller de kærlige ord fortsat lever i eftervarmen af handlingen. En gratis gevinst efter en handling. En følelse der forplanter sig, trækker op i hjertet og bæres med videre. Måske har de endda så meget kraft at de kan tages frem når kulden lige så stille kommer snigende nedefra. Når det sker, er det godt igen at vende sig til varmekilden, vende sig til Gud og igen lade ham tænde ilden i hjertet. Ilden går alt for hurtigt ud, bålet skal holdes ved lige. Ved at tænde op i ovnen dagligt, kan badevandet i vores vildmarksbad holde en jævn temperatur. Måske er det samme princip ift. troens ild?

VI kan alle give venlige ord og et knus til dem der trænger. Når vi alligevel ikke altid handler på vores indskydelse, skal vi huske på eftervarmen der længe efter kan mærkes. Måske var det dig der i dag skulle sende en besked, give et smil, hjælpe en eller give et knus? Brug de chancer der bliver givet. Hvem ved måske var det lige det der fik den anden til at få modet til at tage det næste skridt eller bryde med noget der er svær eller sagt med et citat fra Moder Teresa: ”VI kan ikke alle gøre store ting. Kun små ting med stor kærlighed”.

Jeg tror på vi hver dag får lige det vi behøver, til at tage det næste skridt. Ofte er det kun til det næste skridt eller sagt på en anden måde er det kun det skridt der er synligt for os. På den måde er vi afhængig af at Gud viser os vejen.

Read More

Min mellemste datter er i gang med at tage kørekort, hvorfor vi i tiden taler en del om trafikregler når vi er ude at køre. Temaet til dagens køretime var indfletning. Temaet tænkte jeg videre over, da jeg havde sat hende af og kørte henimod motorvejen. På motorvejen kom jeg til at ligge bag en lastbil og måtte holde mig der, da trafikken var tæt og det ikke var muligt at trække ud og overhale. Sådan kan det også føles i livet. At trafikken kører og jeg er nødt til at holde farten og holde mig bagved det der nu er vilkårene herognu, da der ikke er mulighed for at overhale, fordi trafikken er for tæt og der ikke umiddelbart er tegn på at trafikken ændres

I går var jeg på sygehuset med min yngste en stor del af dagen. Vi kom til at tale om, at hun i dette år har været mere på sygehuset end i skole.

Når hastigheden sættes ned og vi er tvunget til at blive bag de omstændigheder der er i livet, er det let for mig at blive ramt af modløshed eller magtesløshed. Det særligt hvis den tunge trafik rammer mine børn, som jeg så gerne ville beskytte.

Når mismodet rammer, finder jeg tit ro og spejling i den smukke sang af Sofia Hedia: (Stenbrud udsnit):

..Samler krummerne i en lille bunke,

hænger i på toppen af et bristepunkt,

der er så meget kærlighed og det skal deles ud,

hvor skal det komme fra, hvem er afsender er det Gud?

..Hvordan skal du lære at flyve når jeg

Gør vingerne våde af tårer

Med dunede fjer fra en skælvende vej

Med alt det jeg ikke fik båret..

Den er relaterbar og sætter fine ord på, hvor magtesløs man kan føle sig, når en man elsker og skal passe på ikke trives og lider. Heldigvis står jeg og vi ikke alene. Gud er afsender af den kærlighed der skal deles ud. Det er ikke mig der skal præstere, jeg må få lov at komme til kilden hver dag, hvert øjeblik og tanke op hos Gud. Han har lovet at den der tørster, vil han give livets vand for intet. Han har også lovet at være mig nær i min magtesløshed.

Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed. (2.korinterbrev 12: 9)

Read More

Jeg havde nogle feriefridage, som jeg skulle have holdt inden maj, hvilket gav mulighed for at havearbejde i det fine forårsvejr.

I haven har vi forskellige niveauer og på et par af skrænterne, vokser der blåbær og store mængder senegræs viste det sig. Det var et møjsommeligt lugearbejde, da rodnettet er stridt og dybt forgrenet under jorden. Bare en lille smule af rodnettet på senegræsset er gro-dygtigt og formerer sig med lynets hast. I mine bestræbelser for at få det hele med, kom jeg for tæt på rodnettet på en blåbærbuks og endte med at beskadige det og kappe nogle af rødderne over. Trods rigelige mængder vand, visnede den del af busken ned hvor rodnettet var beskadiget og stod ikke til at redde.

Dette fik mig til at tænke på, hvor ofte vi i vores bestræbelser på at lykkedes her i verden, kommer til at træde for tæt på vores værdier og måske kappe dem over. Ikke bevidst, men i hverdagens kampe om at slå til, fordele vores ressourcer eller hvad vi hver især kalder det. Følelsen af utilstrækkelighed kan let sætte ind.

Også i vores trosliv kan det snige sig ind. Elsker Lea Hansens smukke sang (Helt ufortjent) som så fint sætter ord på det:

Jeg søgte en vej hvorpå jeg ku´gå

En klippefast grund hvorpå jeg ku´stå

Hvor finder jeg håbet og hvor finder jeg fred

Et løfte som bærer og som varer ved

Jeg stræbte mod himlen, forsøgte at nå

Så jeg ku´ fortjene så jeg ku´bestå

Hvor finder jeg hvile og hvor finder jeg vej

Min Gud jeg har brug for at du redder mig

Det helt ufortjent, helt ufortjent

Før jeg kendte dig kendte du mig

Før jeg elsked dig elsked du mig

I en verden hvor det meste bliver vejet og målt, er det let at lade verdens regler snige sig ind. Dette også i vores trosliv, måske som en snigende tvivl, om vi nu også har det der skal til, om vi har gjort os fortjent etc. Ligesom senegræs er de rødder dybt forgrenede og overlevelsesdygtige og igen og igen må vi luge ud, så det ikke overtager. Guds viser os en anden vej.

For den nåde Gud har vist er helt ufortjent, helt ubetinget og uendeligt elsker Gud dig og mig.

Read More