For nogle måneder siden fik jeg en plante. Da jeg fik planten, var den ikke så stor, men havde fine nye skud. For at give den optimale betingelser stillede jeg den i et solfyldt vindue på 1. sal på badeværelset. Mine andre planter er fordelt på stueetagen, hvor de bliver vandet når jeg vasker tøj og tørretumbleren skal tømmes for vand. Planten ovenpå gav jeg vand når jeg huskede det og lige kom forbi. En dag opdagede jeg, at plantens blade var krøllet sammen og jorden helt udtørret. Solen havde stået på og havde overvarmet bladene og den ekstra vand, jeg havde hældt i underskålen, var fordampet. Jeg løftede forsigtigt planten op og kunne se at nogle af rødderne var så udtørrede at de var lukket sammen og ikke kunne drikke af vandet. De dårligste rødder måtte jeg klippe af og i stedet for at lade rødderne drikke fra en balje med vand, var jeg i stedet for nødt til at overrisle planten hver dag med lidt vand med gødning i, indtil rødderne er etableret så meget, at de igen kan drikke og tage næring ind. Min intention havde været at give planten de bedste betingelser, men i stedet blev planten overset. Hvor de andre planter i huset får regelmæssig vand, ofte i det samme interval, fik planten kun noget når jeg kom i tanke om den. For at kompensere, havde jeg fyldt ekstra vand i underskålen, men planten kunne ikke nå at trække vandet op, inden det fordampede og plantens tilstand gjorde, at dens rødder ikke var stærke nok. 

Under den daglige vanding kom jeg til at tænke på parallellerne i mit eget liv. I en travl hverdag er min ugentlige intention om selvomsorg, det punkt der først streges på todo-listen. Hvorfor? Måske fordi det ikke virker så akut som alt det andet jeg skal. Jeg kan let bilde mig selv ind, at det ikke betyder så meget og jeg kan nå det i ugen efter. Ugen efter er der givetvis den samme situation, fordi tiden ikke kommer, hvis jeg ikke tager den.  Samtidig er det et aspekt, at det er lettere at give omsorg for mig end at være i modtagerrollen. Andres behov larmer højere og mere vedvarende. Risikoen er, at mine rødder bliver så beskadiget, at jeg ikke kan drikke af vandet eller livets omstændigheder gør, at bladene krøller sig sammen og visner.  

Et centralt bud i min tro er det dobbelte kærlighedsbud: ”Du skal elske din næste som dig selv.” I det ligger en indbydelse til at være og tage imod overrislingen af det levende vand, før du går ud og elsker din næste.                                    

Read More

I fredags havde jeg en dag bag rattet, hvor jeg først skulle til Sønderjylland, dernæst til et arrangement og hen mod aften hjem. Da jeg fra morgenen skulle tjekke køretiden, så jeg at tiden hurtigt ændrede sig, da der var forlænget rejsetid på den foreslåede hurtigste rute. I stedet måtte jeg i gang med lidt research og fandt en anden mulighed, da det var vigtigt at jeg kom præcis til tiden. Maps advarede mig om at turen var længere, men jeg valgte den alligevel. Imens jeg kørte, opdaterede den alternative rute som maps havde foreslået og i alt kom der 25 ekstra minutter på. Da jeg nåede frem, så jeg at min alternative rute kun var 5km længere og jeg nåede frem til tiden, da jeg kunne holde en stabil fart pga. næsten ingen trafik. Oplevelsen fik mig til at tænke på hvor ofte jeg i mit eget liv leder efter den hurtigste vej fra A til B. Tid er noget af det mest kostbare for mig, så kan jeg spare 5min her og der, kan jeg føle det giver værdi. Ofte har jeg dog ikke mellemregningerne med eller forholdt mig kritisk til om det faktisk er hurtigere og bedre. Havde jeg valgt den anden foreslåede vej via motorvejen, var jeg både kommet for sent og jeg havde været tvunget op og ned i fart, givetvis med det resultat at jeg var mødt op med mindre ro, da det kræver langt mere fokus i kørslen.

Min trosrejse er heller ikke som en motorvej. Ofte ændres navigationen hen af vejen, fordi forskellige omstændigheder kræver en alternativ rute. Jeg ved mit ønskede endemål, mere ved jeg ikke- for jeg kender ikke ruten. Kommer jeg til at holde fast på det som jeg ser som den hurtigste vej, kan meget gå tabt. At navigere i tillid til at Gud ændrer ruten, fordi han kender vejen til endemålet, er et livslangt overgivelsesprojekt for mig.  

Johannesevangeliet kap 14: 1-7: Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig!  I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer?  Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er.  Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen.«  Thomas sagde til ham: »Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?«  Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.  Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.«

Read More

Min mand har en tid været i gang med at bygge os et vildmarksbad og endelig i denne uge var den klar til at blive afprøvet. Med det kom også en masse læring i hvornår bålet skal tændes for at badet har den rette temperatur, når vi gerne vil i. Hvor længe er der eftervarme og jeg begyndte også straks at overveje om min rosmarinbusk ville kunne overvintre, hvis det bare stod tæt på ovnen og fik lov at vokse tæt på varmen fra ovnen.

Sad i badet den anden aften efter bålet for længst var gået ud og kulden begyndte at trænge op nedefra bunden af karret og tænkte. Tænkte at den eftervarme jeg mærkede mindede mig om den følelse man kan tage med sig efter et varmt knus eks. Fornemmelsen af at knuset eller de kærlige ord fortsat lever i eftervarmen af handlingen. En gratis gevinst efter en handling. En følelse der forplanter sig, trækker op i hjertet og bæres med videre. Måske har de endda så meget kraft at de kan tages frem når kulden lige så stille kommer snigende nedefra. Når det sker, er det godt igen at vende sig til varmekilden, vende sig til Gud og igen lade ham tænde ilden i hjertet. Ilden går alt for hurtigt ud, bålet skal holdes ved lige. Ved at tænde op i ovnen dagligt, kan badevandet i vores vildmarksbad holde en jævn temperatur. Måske er det samme princip ift. troens ild?

VI kan alle give venlige ord og et knus til dem der trænger. Når vi alligevel ikke altid handler på vores indskydelse, skal vi huske på eftervarmen der længe efter kan mærkes. Måske var det dig der i dag skulle sende en besked, give et smil, hjælpe en eller give et knus? Brug de chancer der bliver givet. Hvem ved måske var det lige det der fik den anden til at få modet til at tage det næste skridt eller bryde med noget der er svær eller sagt med et citat fra Moder Teresa: ”VI kan ikke alle gøre store ting. Kun små ting med stor kærlighed”.

Jeg tror på vi hver dag får lige det vi behøver, til at tage det næste skridt. Ofte er det kun til det næste skridt eller sagt på en anden måde er det kun det skridt der er synligt for os. På den måde er vi afhængig af at Gud viser os vejen.

Read More

Min mellemste datter er i gang med at tage kørekort, hvorfor vi i tiden taler en del om trafikregler når vi er ude at køre. Temaet til dagens køretime var indfletning. Temaet tænkte jeg videre over, da jeg havde sat hende af og kørte henimod motorvejen. På motorvejen kom jeg til at ligge bag en lastbil og måtte holde mig der, da trafikken var tæt og det ikke var muligt at trække ud og overhale. Sådan kan det også føles i livet. At trafikken kører og jeg er nødt til at holde farten og holde mig bagved det der nu er vilkårene herognu, da der ikke er mulighed for at overhale, fordi trafikken er for tæt og der ikke umiddelbart er tegn på at trafikken ændres

I går var jeg på sygehuset med min yngste en stor del af dagen. Vi kom til at tale om, at hun i dette år har været mere på sygehuset end i skole.

Når hastigheden sættes ned og vi er tvunget til at blive bag de omstændigheder der er i livet, er det let for mig at blive ramt af modløshed eller magtesløshed. Det særligt hvis den tunge trafik rammer mine børn, som jeg så gerne ville beskytte.

Når mismodet rammer, finder jeg tit ro og spejling i den smukke sang af Sofia Hedia: (Stenbrud udsnit):

..Samler krummerne i en lille bunke,

hænger i på toppen af et bristepunkt,

der er så meget kærlighed og det skal deles ud,

hvor skal det komme fra, hvem er afsender er det Gud?

..Hvordan skal du lære at flyve når jeg

Gør vingerne våde af tårer

Med dunede fjer fra en skælvende vej

Med alt det jeg ikke fik båret..

Den er relaterbar og sætter fine ord på, hvor magtesløs man kan føle sig, når en man elsker og skal passe på ikke trives og lider. Heldigvis står jeg og vi ikke alene. Gud er afsender af den kærlighed der skal deles ud. Det er ikke mig der skal præstere, jeg må få lov at komme til kilden hver dag, hvert øjeblik og tanke op hos Gud. Han har lovet at den der tørster, vil han give livets vand for intet. Han har også lovet at være mig nær i min magtesløshed.

Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed. (2.korinterbrev 12: 9)

Read More

Jeg havde nogle feriefridage, som jeg skulle have holdt inden maj, hvilket gav mulighed for at havearbejde i det fine forårsvejr.

I haven har vi forskellige niveauer og på et par af skrænterne, vokser der blåbær og store mængder senegræs viste det sig. Det var et møjsommeligt lugearbejde, da rodnettet er stridt og dybt forgrenet under jorden. Bare en lille smule af rodnettet på senegræsset er gro-dygtigt og formerer sig med lynets hast. I mine bestræbelser for at få det hele med, kom jeg for tæt på rodnettet på en blåbærbuks og endte med at beskadige det og kappe nogle af rødderne over. Trods rigelige mængder vand, visnede den del af busken ned hvor rodnettet var beskadiget og stod ikke til at redde.

Dette fik mig til at tænke på, hvor ofte vi i vores bestræbelser på at lykkedes her i verden, kommer til at træde for tæt på vores værdier og måske kappe dem over. Ikke bevidst, men i hverdagens kampe om at slå til, fordele vores ressourcer eller hvad vi hver især kalder det. Følelsen af utilstrækkelighed kan let sætte ind.

Også i vores trosliv kan det snige sig ind. Elsker Lea Hansens smukke sang (Helt ufortjent) som så fint sætter ord på det:

Jeg søgte en vej hvorpå jeg ku´gå

En klippefast grund hvorpå jeg ku´stå

Hvor finder jeg håbet og hvor finder jeg fred

Et løfte som bærer og som varer ved

Jeg stræbte mod himlen, forsøgte at nå

Så jeg ku´ fortjene så jeg ku´bestå

Hvor finder jeg hvile og hvor finder jeg vej

Min Gud jeg har brug for at du redder mig

Det helt ufortjent, helt ufortjent

Før jeg kendte dig kendte du mig

Før jeg elsked dig elsked du mig

I en verden hvor det meste bliver vejet og målt, er det let at lade verdens regler snige sig ind. Dette også i vores trosliv, måske som en snigende tvivl, om vi nu også har det der skal til, om vi har gjort os fortjent etc. Ligesom senegræs er de rødder dybt forgrenede og overlevelsesdygtige og igen og igen må vi luge ud, så det ikke overtager. Guds viser os en anden vej.

For den nåde Gud har vist er helt ufortjent, helt ubetinget og uendeligt elsker Gud dig og mig.

Read More

I forbindelse med mit arbejde, har jeg fået længere tid på vejene. En dag havde jeg en længere køretur, hvor det var meget tåget. Så tåget at det ikke var muligt at se og læse advarselstavlerne langs motorvejen, der advarede om tåge. Derfor var jeg fuldt fokuseret på vejen og ikke så meget andet. Mit anlæg i bilen startede med at spille en sang, som jeg hører en del i tiden. Efter den var afspillet havde Spotify fundet 5 andre fortolkninger på denne sang, som derefter blev afspillet. Det var så herligt. Jeg kunne ikke selv have fundet på en sådan playliste. De sang alle den samme sang, den samme tekst men med nye betoninger og nye stemmer.

Under Your wings Salme 91:

In the shadow of Your wings, I find my rest- My refuge and my fortress

no harm in the night no arrow by the day- can pierce the peace You gave, when I trust and obey

You´re my shelter, my Elohim my shield, In Your faithfulness alone I will abide

Under your wings I will not fear, Your love surrounds me You´re always near

A thousand will fall ten thousand may flee, but you Yeshua are watching over me

Under your wings my soul Is secure, forever in Your arms I will endure

You command Your angels to guard my way, They lift me up so I won´t  go astray

From the lion´s roar to the serpent´s stings, Your salvation Is my song, my king of kings

Your my refuge, my hiding place, In Your presence I found where I belong

Because you love me, You deliver me, You answer me when I call, You set me free

With long life, You satisfied my days, my salvation, my endless praise

Under Your wings Yeshua I´ll stay, You´re my refuge, my hope, my deliverer

Through every trial, through every storm, Your love protects forevermore

Igennem forskellene trådte nye betydninger og tolkninger frem, med plads til alt fra musical-indspilninger til rolige versioner der kaldte på eftertanke. Det var tankevækkende, synes jeg, at en tekst rummede hele følelsesregistret afhængig af fokus. Samtidig er den indspillet meditativt med tanke på at den skal gentages. At lytte til versionerne indtil tågen lettede og jeg skiftede playliste, fik mig til at tænke på vigtigheden af at der skal være plads til forskellige udtryksformer i vores fællesskaber. På den måde når vi en ny bredde og oplever måske på den måde nye sider af Gud.

Read More

Grøn bølge

I de sidste måneder, har der været vejarbejde på den strækning vi kører de fleste dage. Forskellen tidsmæssigt, om det lykkedes med en grøn bølge eller det blev en dag hvor der skulle holdes for rødt, kan tydeligt mærkes. Hjemmefra er det svært at planlægge, hvis man skal være fremme til et bestemt tidspunkt. Den anden aften hvor jeg kørte, ramte jeg en rød bølge på vej mod byen og en grøn bølge på vej hjem.

Køreturen fik mig til at tænke på, hvor ofte en grøn bølge i vores liv bliver set som en selvfølge. Hvis tingene glider let, problemerne er overkommelige og hjertet føles let, er det enkelt at komme til at glemme taknemmeligheden. Derimod er vreden, utålmodigheden og frustrationen let tilgængelig, hvis vi holder for rødt. Hvis livet spænder ben, hvis alt føles uoverkommeligt og hjertet er tungt.

I de perioder er min erfaring, at den bedste hjælp vi kan modtage er, at en tør sætte sig ind i bilen ved siden af. Bare sidde og vente sammen med en til lyset igen skifter. Ikke gøre en masse, men bare sidde og vente sammen i fællesskab, så ensomheden brydes. Det uanset om det er en rød bølge eller bare et enkelt sted der holdes for rødt. Det er en svær kunst. Det falder os enklere at fikse lysreguleringen, skælde ud over vejarbejdet eller komme med ideer til alternative ruter.

Bær hinandens byrder, således opfylder i Kristi lov. For mener nogen, at han er noget, skønt han ikke er noget, er det selvbedrag. Enhver skal vurdere sin handling og vil så kun have grund til stolthed i forhold til sig selv og ikke i forhold til andre. For enhver skal bære sin egen byrde

Er nogle kendte vers fra Galaterbrevet 6 vers 2-5. På en måde selvmodsigende, da vi både skal bære andres byrder og samtidigt bære vores egne. Jeg tror det skal forstås sådan, at vi først og fremmest bærer vores egen byrde. Vi har fået til opgave at leve vores liv og tage ansvar for det, som vi har fået fra Gud af evner, kald osv. Lever vi i uoverensstemmelse med dette, er det vores ansvar at ændre eller skrue ned, så vi fortsat kan bære egen byrde. Det skal dog ikke føre til ensomhed og det er her, hvor vi kan sætte os ind i bilen hos hinanden og tilbyde fællesskab, indtil lyset skifter igen. Ansvaret skal vi ikke tage fra den anden, vi skal bære med den anden. Dette er vigtigt for at vi hver især selv kan bære vores ansvar og vokse i modenhed, selvstændighed og i tillid til Gud.

Read More

Jeg havde en friformiddag og havde kun nogle få ærinder, som jeg besluttede at klare til fods i det smukke forårsvejr.

Da jeg var på vej hjem, fik jeg øje på en citronsommerfugl. Den fløj lige foran mig og jeg fik øje på den, da den flaksede afsted og den gule farve blev tydelig som kontrast til omgivelserne på stien. Den fulgte mig hele vejen hjem. Engang i mellem troede jeg, at den var drejet af, men så fik jeg igen øje på den, når solen ramte den gule farve eller kontrasten til noget andet i omgivelserne blev tydelig.

At følges efter sommerfuglen fik mig til at tænke på et spørgsmål jeg fik for nyligt. En spurgte mig hvordan jeg får øje på Guds vej og guidning i mit liv. Efterfølgende har jeg tænkt en del over spørgsmålet uden at kunne gribe det helt.

Ofte ville jeg ønske at Guds vej og guidning var lidt ligesom det israelitterne oplevede, da de gik i ørkenen- en tydelig ildsøjle om natten og i en skysøjle om dagen. Ligesom på en byggeplads, der er oplyst af projektører, hvor alt er tydeligt og de næste mange skridt er lette at få øje på, da vejen er oplyst. Det sker indimellem, har jeg oplevet, men det er ikke standarden. Min erfaring er snarere, at Guds guidning minder lidt mere og sommerfuglens flaksen foran mig. En vejviser som jeg må holde mig fokuseret på for at få øje på. En vejviser der ikke går ved siden af, men en lille smule foran mig, så vejen er tydelig i hvert fald de næste eller det næste skridt. Der er meget der kan distrahere mig og et fokuseret blik er i høj grad et valg.

Citronsommerfuglen er den de tidligste dagsommerfugle der kommer ud af vinterdvalen og for mig er det en forårsbebuder.

I påsken fejrer vi at Jesus måtte fødes, for at kunne dø, for at opfylde Guds plan om frelse for os. Citronsommerfuglen og den cyklus de har fra æg- larve- puppe-voksen- ,  minder mig om påskens under.

Foråret minder mig om det håb påskens budskab giver os. Gud har banet vejen for os. Vi må følge guidningen og vejen og lade os lede, ligesom sommerfuglen viste mig vejen hjem

Salme 119 vers 105: ”Dine ord er en lygte for min fod og et lys på min sti”

Read More

Fuglene vendte tilbage  

I weekenden gik mit foderbræt i haven i stykker. Foderbrættet var noget af det første jeg købte, da vi flyttede ind. I de 17år der er gået, hvor vi har boet i huset, har jeg hver morgen siddet og drukket min morgenkaffe og set på fuglelivet udenfor vinduet. Fra det gik i stykker gik det hurtigt før alt var spist og fuglene fløjet videre. De næste to morgener var der ingen fuglefløjt. Jeg fik i løbet af weekenden sat et nyt foderbræt op og denne morgen vågnede jeg igen til fuglefløjt og aktivitet i haven. Nu er livet tilbage, ganske som om det ikke havde været væk. Jeg er imponeret over hvordan fuglene har fået signaleret til hinanden og igen er rykket ind. En solsort er endda i gang med at bygge rede i hækken

Jeg er i en periode lige nu, hvor fuglesangen er lidt på afstand i mit liv og jeg kæmper med bekymringer og træthed. I det blev fuglenes tilbagevenden et skønt billede på håb. Vores liv har forskellige årstider, som jeg også har skrevet om før. Sangen kommer tilbage igen. Imens jeg venter, kan jeg øve mig i at fodre det rigtige, at give fokus på de rette ting.

Da jeg kiggede på fuglenes aktivitet og lyttede til deres sang, kom en strofe fra en sang jeg ofte sang i min ungdom (fra. ”Du klager så ofte” af Jakob Carlsen):

At tro det er ikke at tro at du tror

Men barnligt at klynge dig fast til Guds ord

Det er i din afmagt at se på Guds lam

Og lade dig nøje med ordet om ham

Når sangen forsvinder fra mit hjerte i perioder, er det godt at binde mig til den mast jeg tror på. For som der står tidligere i sangen,

Din tro vil du føle og tro at du tror

og tør ikke stole på løfternes ord.

du ser på mig selv og på alt der er galt

og dermed du glemmer hvad Herren har talt

Det er det jeg skal fordre med: Tillid. Ikke at jeg skal føle noget bestemt, mærke et særligt nærvær eller tænke på en bestemt måde. I stedet skal jeg overgive mig helt i tillid. Tilliden til at Gud skaber nyt, at Gud igen lader sangen vokse indeni, det tager tid, men jeg må tro fuglene altid vender tilbage.

Read More

I februar gik jeg en lang tur i skoven i det område hvor jeg bor. Jeg gik og bad og lyttede til Gud imens jeg forberedte et oplæg jeg skulle holde. Mens jeg gik, fik jeg øje på hvor mange forskellige træer skoven indeholder. Ved første øjekast på denne årstid, hvor intet er sprunget ud endnu, kan det se ens ud, men selv i februar er der forskel. Grenene på løvtræerne er forskellige, bladene er forskellige og de springer ud i foråret på forskellige tider. Jeg plukkede en håndfuld, tog dem med hjem og satte dem i vase. I vasen efterhånden som grenene er sprunget ud, træder grenenes forskellighed og kendetegn frem.

Mirabellegrenene er sprunget ud i et væld af små blomster. Pilen er først sprunget ud som gæslinger, hvorefter de har dannet små ranker. Kornellen med sin smukke røde farve har fået lysegrønne blade. Ved at tage grenene med hjem, tage dem ind i varmen- fik de mulighed for at folde sig ud.

På samme måde tror jeg det er med vores identitet. Jeg tror på vi er skabt af Gud. Jeg tror på at hver af os bærer en flig af Guds DNA men jeg ved at for mange af os- mig selv inklusiv, er det svært i det daglige at få øje på Guds storhed og skønhed i mig selv.

Ligesom i naturen er der årstider i vores liv. Kigger vi på os selv en vinterdag, er det svært at se noget unikt. Måske ligner vi alle de andre træer omkring os.

På en forårsdag, som i de sidste dage, hvor alting sprudler, hvor livet pibler frem og alt springer ud er det lidt enklere at turde tro på at vi har alt der skal til.

Hver årstid har i min optik sin berettigelse. Efteråret med tid til at afblomstre og gøre klar til vinterens tilbagetrækning. Sommeren hvor der høstes udbyttet af forårets skabertrang.

Jeg tror årstiderne har noget vigtigt at lære os om at finde balancen i livet, ved at give plads til de forskellige tider.

Jeg tror på Gud på forhånd har givet dig de egenskaber du skal have, for at kunne fylde den plads og det liv som er din. Jeg tror du er elsket, bare fordi du er elsket. Ikke fordi du har gjort eller vil gøre noget helt særlig. Men fordi Gud er noget særlig. Vi er skabt i Guds billede. Det betyder at vi er bærere af noget værdifuldt.

Salme 139 vers 13-14: ”Det var dig der dannede mine nyrer, du flettede mig sammen i min mors liv .Jeg takker dig fordi jeg er underfuldt skabt, underfulde er dine gerninger.”

Read More

På vej til biblioteket, gik jeg forbi en legeplads. På legepladsen var en større flok små børn i gang med at lege skjul. Børnene havde gemt sig mere eller mindre godt og særligt en pige stod bag det mindste træ og blev fundet som den første. Jeg kom til at mindes da jeg var barn og indimellem legede skjul med mine brødre. Jeg husker at jeg var bange for ikke at blive fundet, så jeg altid gemte mig dårligt og blev fundet som den første. Som voksen er det stadig ikke lykkedes at gemme mig så godt, at mine børn ikke kan finde mig- heldigvis.

Ofte når jeg rammes af utilstrækkelighed, mærker jeg trangen til at gemme mig. Tage en pause i skjul også overfor Gud og sagsbehandle alle mine tanker og følelser. Sagen er bare den, at jeg ikke kan gemme mig fra Gud. Gud ved allerede hvad jeg kæmper med. Undlader jeg i stedet at bruge kræfter på at forsøge at gemme mig, men i stedet stille mig helt åben og modtagelig overfor Gud, er der endda en chance for at Han har en anden historie end min. Uanset hvor meget jeg gransker min utilstrækkelighed, vil jeg ikke i mig selv kunne finde en anden historie. Jeg har nok begrænsende fortællinger om mig selv, indsamlet igennem et helt liv. Indsamlet både af andres dom, men de fleste historier er fortællinger hvor jeg selv har dømt mig selv. Måske levede jeg ikke op til mine værdier? Måske tog jeg fejl og gjorde andre ondt? Måske var jeg ikke nærværende? Måske var jeg egoistisk eller meget andet? Fortællingerne er talrige, når jeg vender blikket ind. I stedet må jeg vende blikket op og ud fra mig selv. Se ind i Jesu kærlige øjne og i stedet høre Hans dom. En dom der sætter mig fri. For mørket er ikke mørke for Ham. Det betyder at mit mørke heller ikke er mørke for Ham. Gælden er betalt. I den sandhed vil Gud lede mig og lede dig.

Salme 139 vers 7-12: Hvor skulle jeg søge hen fra din Ånd? Hvor skulle jeg flygte hen for dit ansigt?

Stiger jeg op til himlen, er du der, lægger jeg mig i dødsriget er du der.

Låner jeg morgenrødens vinger og slår mig ned, hvor havet ender

Så leder din hånd mig også der, din højre holder mig fast

Siger jeg: ”Mørket skal dække mig, lyset blive til nat omkring mig”.

Så er mørket ikke mørke for dig, natten er lys som dagen. Mørket som lyset

Read More

Fra jeg var helt lille, kunne mit temperament slå gnister ift. uretfærdighed, uretmæssighed og andet- særligt hvis det gik udover nogle der ikke selv kunne kæmpe for sig selv. Kan huske hvordan jeg kunne græde over at andre var blevet irettesat i skolen, andre der blevet drillet etc. Det ramte mig lige så hårdt, som havde det været mig selv. Som helt ung fik jeg lov at bruge tid på en varmestue, hvor min kusine var souschef. Mødet med mennesker der af den ene eller anden grund, var landet i en situation hvor alkohol, udsathed og hjemløshed var blevet dem til del, har siden påvirket min tænkning. I en tid og i et samfund hvor penge skal spares, opgaver effektiveres er det uundgåeligt at der er en pris. Hvad sker der når hjælpen reduceres hos dem, der i forvejen kæmper meget? Jeg tænker det påvirker værdighed og dermed følelsen af værdi. Vi har alle brug for at kunne bidrage og vi har alle brug for at føle, at vi har selvbestemmelse.

Mit temperament kan stadig slå gnister - særligt hvis jeg oplever at mennesker reduceres til en sag, eller hvis de der skulle passe på og hjælpe, ikke lever op til deres ansvar. I så fald rammes jeg af vrede, som jeg kan tale længe om og som jeg kan have svært ved at slippe igen.

For nyligt skete det i bilen en morgen. Vi talte og jeg blev mere og mere vred, indtil min ældste datter, sagde: Giv nu slip mor- det er alligevel ikke op til dig at ændre på. Hun havde ret. Det er langt bedre at spare på kræfterne og i stedet gribe ind de steder hvor jeg kan. Evnen til at lade sig påvirke og røres af uretfærdighed er god. Det er uden tvivl en gave givet fra Gud, der gør at jeg kan se tage på arbejde uanset om det er i mit eget eller i psykiatrien og se mennesker. Se deres værdi og ikke deres udfordringer eller diagnoser og gå til kamp for dem. Evnen skal bruges klogt, så det ikke bliver til en endeløs kamp, der er dømt til at tabes, fordi det ikke er min kamp. I stedet vil jeg langt hellere stille mig der, hvor jeg lader Guds lys falde på mig, så jeg kan absorbere det, tage det ind og være et genskin af Ham. Øve mig i hver dag at bede Gud vise mig hvem han ser, når jeg møder andre, samt spørger hvor han ønsker at bruge mig.

Salme 8 vers 4-6: ”Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du satte der. Hvad er da et menneske, at du husker på det. Et menneskebarn at du tager dig af det? Du har gjort det kun lidt ringere end Gud, med herlighed og ære har du kronet det.”

Read More

Jeg har fulgt med i de lokale nyheder, hvor en historie har fyldt, om en orienteringsløber der kom væk fra ruten og blev eftersøgt, da han ikke kom i mål med de andre løbere. Historien endte heldigvis godt. Efter nogle timer blev han fundet, dog uden at vide at han var eftersøgt. I stedet for 10km var han endt med en omvej og havde tilbagelagt i alt 45km. I et interview fortæller vedkommende, at han hele tiden vidste hvor han var, men bare ikke havde opdaget, at han var kommet så langt væk fra den afmærkede rute og dermed endemålet.

Jeg elsker historien, fordi jeg på så mange måder kan identificere mig med den. Jeg har absolut ingen stedsans. Faktisk tror jeg, at jeg ville kunne tage et kort, se på den, spejlvende den og så gå den modsatte vej end jeg skulle. Jeg ved jeg vil kunne gå længe før jeg opdagede det, et skridt ville tage det næste og hvem ved, om jeg kunne nå op på 45km inden jeg fandt den rette vej igen?

Måske er det en af grundene til at jeg elsker verset fra Esajas 42 vers 16:

”Jeg fører de blinde af veje de ikke kender.

Jeg fører dem af stier, de ikke kender

Jeg gør mørket foran dem til lys

Det bakkede land til slette

Det vil jeg gøre og jeg opgiver det aldrig”

Det er så trygt for mig at vide, at Gud kender min vej. At selvom jeg ingen stedsans har og ofte føler jeg famler i blinde, er det Gud der former vejen. På gode dage tør jeg indrømme, at jeg overhovedet ikke har nogen ide om, hvor jeg er på vej hen. At jeg ikke ved hvad fremtiden vil bringe eller bare er næste skridt. På dårlige dage, hvor jeg måske føler, at jeg burde have kontrol eller ikke ønsker at tabe ansigt, er det sværere at indrømme, særligt hvis jeg er på en omvej. Omveje er menneskeligt at vælge og det er svært at lytte nok til den stille stemme der er Guds, som leder os af den vej Han på forhånd har banet. Når jeg træder ud på en af mine utallige omveje, er det trygt at vide, som vi sang i Fællessang, da jeg gik på efterskole (nr.29: Du gav mig tryghed af Jakob M Carlsen)  :

Jeg troede jeg ku´lægge verden ned, jeg satsed´ på min lykke og mit held

Jeg klatted´ livet bort, min fremtid gik i sort

Jeg sku` lægge verden ned, men jeg mistede alt derved

Så står du der med fremstrakte arme og byder mig velkommen hjem

Du kalder mig ind i din varme og henter så festtøjet frem

Read More

I morges læste jeg nogle ord fra Paulus´2. brev til Korinterne kap.2 vers 14b-15:..”Og overalt lader os udsprede kundskab om ham som en duft. For vi er Kristi vellugt for Gud blandt dem, der frelses og blandt de der fortabes”.. Jeg har tidligere læst det og tænkt det var nogle besynderlige ord, men også nogle ord jeg som et sansende menneske synes rammer mig dybt. Jeg gik en tur i skoven senere på dagen, hvor ordene kom tilbage igen. Efter dage med frostvejr, var temperaturen steget igen og jorden dampede omkring mig. Duftene af mos, gran og våd jord var tydelige og gav mig associationer til duften af forår. Jeg gik og tænkte på dufte der bringer minder og positive følelser frem. Duften af skoven en forårsdag, havet og solen en sommerdag, duften af efterårsblade, af den første frost og sne, af et nybagt brød, af hver og en af mine piger, duften af kaffe, af en ret der står og simrer på komfuret- det og mange andre dufte vækker forskellige positive minder og følelser i mig. Samtidig kan der være dufte der associeres med noget dårligt og eksempelvis ødelægger en oplevelse.

Jesu liv startede og sluttede med dufte. De vise mænd gav ham vellugtende myrra og da han døde og blev lagt i graven, kom kvinderne med vellugtende salver. I templet blev der bragt vellugtende brændofre og dufte har en betydning i Biblen. I vores samtid og i Vestlige kirker spiller dufte en mindre rolle, men jeg nyder på ferier at træde ind i kirker hvor dufte bruges

Selvom det måske er fremmed i vores tradition, synes jeg det er et fantastisk billede på at Gud også er en sanselig Gud, der har velsignet os med sanser. At være en vellugt for Gud. Hvor skønt vil det ikke være, hvis det var de ord Gud taler over mig? At når Gud så ind i mit hjerte og mine tanker, glædede han sig over vellugten.

En duft er noget personligt. Ikke to mennesker dufter ens. En tryg duft kan få vores puls til at falde og dæmpe uro i vores nervesystem.

Da jeg for ca. 25 år siden var indlagt, var jeg meget syg. Det meste af tiden var jeg langt væk pga. feber, jeg var urolig og kunne ikke holde mine øjne åbne. På et tidspunkt kunne jeg mærke og dufte at min kæreste var kommet og følte mig tryg nok til at kunne sove. Den velkendte duft skabte tryghed. Guds duft er så meget mere. Vi må bede ham sprede det igennem os, så duften kan sive ind overalt hvor den når frem.  

 

Read More

Da jeg for nyligt skulle pakke til vores vinterferie ved Vesterhavet, var den lille kuffert tilbage som mulighed. Jeg startede optimistisk, men kunne snart se jeg skulle vælge mere fra, hvis jeg ville have kufferten til at lukke uden problemer og uden kufferten gik i stykker.

Pakningen fik mig til at tænke på at vi alle bærer rundt på en kuffert. En kuffert hvori vi har pakket de ting livet har lært os er vigtige at medbringe. Er tingene i kufferten lagt sammen, er der større chance for at kufferten kan lukkes.

Indimellem kan kufferten være så ramponeret at den lettere bryder op, med det resultat at alt ligger hulter til bulter igen. Andre vælger måske at købe en ny kuffert hver gang pladsen bliver trang. Resultatet er der at kufferten bliver tungere og tungere at slæbe med. Kufferten kan dog være så slidt at den må udskiftes, men ofte kan det være nok at reparere den og ikke pakke den alt for tungt.

Jeg pakkede til kolde dage med frost ved Vesterhavet. Da jeg i sommers pakkede til ferie i Italien, var min kuffert lettere. Sådan er livet også. Vi har perioder med mere eller mindre plads i vores kufferter. Når pladsen er trang, er det godt at have nogle få tæt på, der kan hjælpe med at sortere kuffertens indhold og lægge det sammen, så alt kan være der, måske de endda kan pakke lidt ned for en. Er der i en periode mere plads, kan det være man skal fylde lidt i sin kuffert for en anden. Bare løfte lidt af en andens bagage en tid. På den måde balanceres livet bedre. Hvis vi kun løfter bagage for andre, bliver vores kuffert overfyldt og al for tung. Hvis vi omvendt aldrig bærer bagage for andre, kan vi blive så fokuseret på vores egen kuffert og dens indhold at vi glemmer vores destination. Det gode ved at bære lidt for andre er også at de på et tidspunkt får bagagen igen, så er der igen plads i kufferten.  

Galaterne 6 vers 2-5:” Bær hinandens byrder, således opfylder i Kristi lov. For mener nogen at han er noget, skønt han ikke er, er det selvbedrag. Enhver skal vurdere sin handling og vil så kun have grund til stolthed ift. sig selv og ikke ift. andre. For enhver skal bære sin egen byrde”

Read More

Jeg sad en eftermiddag inden min vinterferie og surfede rundt på nettet efter de bedste tilbud på forskelligt, jeg ved vil booste mit forsvar. Jeg har været her før og jeg ledte bl.a. efter et bestemt vitamin-mærke, som jeg tidligere har haft god gavn af. Mit immunforsvar er helt i bund efter en sejlivet infektion og jeg fulgte de anbefalinger jeg har fået om tilpasset hvile og motion og om at tilføre min krop noget ekstra energi og vitaminer, så jeg forhåbentlig kan undgå tilbagefald.

Imens dukkede et nyhedsfeed op på min computer. Endnu en ulykke og endnu en katastrofe. Medierne svømmer i bekymrende historier. Statsministerens nytårstale gav heller ikke meget grund til optimisme og håb. Vi opruster og skaffer os et nødlager til 3 dage, fordi det er blevet anbefalet.

Jeg kom til at tænke hvor er min åndelige udrustning i alt dette. Hvor er kirken? Hvor er mine kristne brødre og søstre? Hvor står jeg selv?

Hvad ville der mon ske hvis kirkerne gik forrest og opmuntrede til åndelig udrustning? Hvis bede-fællesskaberne voksede? Hvis vi gav os selv og hinanden lov til at rykke tættere sammen og give fællesskaberne et boost?

Bekymring skaber usikkerhed, som kan medføre at man trækker sig fra fællesskabet, som kan medføre ensomhed, som skaber usikkerhed, som kan føre til egoisme etc. Det foregår på forskellige måder og i forskellige rækkefølger, men uanset er det en ond spiral, der trækker os længere og længere ind i bekymring, opgivenhed, afmagt og kærligheden ender med at blive kold. Vores åndelige immunforsvar svækkes, herunder kærligheden til os selv og kærligheden til andre. Kærligheden får dårlige kår, fordi tillid ikke kan vokse i frygt. Det står flere gange beskrevet i Biblen, eks i Mattæus 24: 12: ”at fordi lovløsheden tager over, skal kærligheden blive kold hos de fleste”. Men samtidig er der også et håb og en opmuntring i vers 13: ”Men den der holder ud til enden skal frelses.”

Der er en vej og der en kur. Den koster umiddelbart ikke så meget som min vitamin-booster (trods januarudsalg på nettet). Det er billigere endnu pengemæssigt og samtidig koster det på andre områder. Det koster måske af din tid, af din energi- hvis du skal gå forrest? For os alle koster det at give kontrollen tilbage til Gud. Give en kontrol han allerede har, men som jeg igen og igen må aflægge mig, først da kan jeg vokse i tillid og mit åndelige immunforsvar styrkes.

Read More

Her i januar skulle vi holde fødselsdag for 4 piger i stor-familien. Min lille niece mente bestemt, at det skulle være en prinsessefødselsdag holdt i lyserød, hvilket ikke var så svært at overbevise mine store piger om, der hyggede sig med opgaven. Det skulle holdes hos os og på vej hjem fra arbejde holdt jeg derfor ind et sted, hvor jeg havde set lyserøde tulipaner og købte et stort bundt. Da jeg kom hjem, var en af mine piger i gang med aftensmaden og blomsterne kom hurtigt ned i en vase.

Næste morgen da jeg kom ned, hang blomsterne helt klasket sammen ned over vasen. Jeg undrede mig, men da jeg tjekkede vasen, var der ikke mere vand. Måske havde jeg glemt at hælde vand i vasen eller i hvert fald ikke fyldt vasen nok op. Nogle af tulipanerne rejste sig med det samme, da de fik vand. Andre hang en tid, før de rejste sig op, en enkelt klarede det ikke og et par stykker blev ved at bære præg af at have manglet vand. Flere af dem gav jeg et nyt snit, så de lettere havde adgang til vandet i vasen. De tulipaner der i forvejen var saftspændte klarede sig bedst, men de yderste i buketten som havde fået frost, havde stået i vind ell lign var mest udfordrede.

Indimellem kan jeg ligne blomsterne. Jeg mærker måske, at jeg trænger til at bruge tid til ro og hvile og til at lytte til Gud. Bare sidde lidt ved kilden og tanke op. Jeg beslutter mig endda til, at nu vil jeg prioritere tid med Gud, men når jeg sætter mig ned, kommer uroen, tankerne og rastløsheden og jeg rejser mig op efter 5 min. og går i gang med noget andet, fordi jeg ikke har tålmodighed nok til at blive siddende.

At drikke af kilden tager tid. Jo mindre overskud og energi jeg har, jo længere tid tager det. Er jeg ramt af travlhed, sygdom eller lignende har jeg brug for ekstra tid, til at blive fyldt op. Uroen er ofte en indikator for mig. Et tegn til at sætte farten ned, før min krop gør det. Er det svært at prioritere roen, er det så meget desto vigtigere. Ofte er det der hvor overskuddet er mindst, at jeg rammes af sygdom og derfor må tvinge mig selv i ro.

Efter det meste af en uge med foden oppe og mere eller mindre feberramt, har det været ugens lektie. At når beholderen er tømt, overskuddet brugt op, må vi sidde ved kilden lige indtil saften er trængt helt op i stænglen og vi igen kan folde os ud.

Read More

Jeg har tidligere skrevet klummer om mine tanker og erfaringer, ift. at Gud griber ind i rette tid. I rette tid er ikke lig med at der ikke sker uforståelige ting, eks. at mennesker mister en de har kær, at vi rammes af sygdom eller andet, set fra mit perspektiv.

Klummerne er mere skrevet ind i, at jeg tror, at Gud har meget mere i vente for os. At hvis vi tør vente på at han griber ind, er der mange områder, hvor han ønsker at møde os på. Dette er ift.  alt fra praktiske ting til større beslutninger og processer.

Hvad mon der sker, hvis man stiller sig der hvor man er afhængig af Guds indgriben? Hvis vi tør miste balancen en stund, stille os lidt på kanten hvor vi er afhængige af Ham?

Ofte hører jeg vidnesbyrd om mennesker der på kanten i deres liv pludselig fik en stærk erfaring og møde med Gud. Måske oplevede de et bønnesvar, måske blev nogle økonomiske eller personlige udfordringer løst.

I mit eget liv har det også vist sig sådan. Særligt i en periode mærkede jeg Guds konkrete indgriben. En periode for ca.12år siden, hvor jeg grundet et biluheld var så uheldig at ryge ud af systemet og ikke modtage noget støtte, indtil min sag var færdigbehandlet. Dette tog flere måneder. I den periode oplevede vi flere gange, at der lå penge i postkassen, stod mad på verandaen, tøj i sække til vores piger og meget andet. Det er en tid jeg tænker tilbage på med lige del ondt i maven og lige del taknemmelighed.

Oplevede vi så alt dette pga. de omstændigheder vi stod i? Måske, eller måske stod vi og var så afhængige af Gud, at vi ikke havde andet valg end at bede, hvorefter Gud kunne gribe ind.

Mit åndelige mål for dette år er at stille mig og balancere på kanten, risikere noget uden at sikre mig på forhånd. Stille mig med hænderne foldede i bøn, for at give Gud mulighed for at gribe ind.

En dyb relation kræver at man ”comitter sig” og viser tillid til den anden. For dette kan ske, er man nødt til at investere i relationen, det kommer ikke af sig selv. Vi må investere alt vi har at give og turde stå der, hvor vi også er i fare for at blive såret. Jeg tror ikke det er anderledes med vores tro. En tro bygger på en personlig relation med Gud

Som der står i salme 84 vers 11, er det bedre med en dag i Guds forgårde end 10.000 dage som jeg selv har valgt.

Read More

På mit kontor hænger et billede, som jeg har til udstilling. Navnet på billedet er retræte og viser en person, som sidder sammenkrøbet og holder om sig selv omkranset af en utydelig ring, som dels beskytter og dels holder rammen om personen.

For nogle dage siden, sad jeg og arbejdede på et oplæg på mit kontor, da solen brød igennem skyerne. Solen stod lavt og ramte billedet på en hel særlig måde, Fra min position lignede det, at personen sad i en ring af ild. Området omkring personen var nærmest glødende. Jeg kiggede på billedet indtil solen forsvandt igen bag en sky.

For mig blev det til en lille andagt en refleksion, et billede på, at selv når vi trækker os tilbage i kortere eller længere tid, for at passe på os selv, hvile, lytte og måske holde om os selv, kan lyset stadig nå os og indkapsle os i en ring af lys. Måske er det faktisk særligt der i hvile og lyttepositionen, at vi kommer så meget i ro, at vi har tålmodighed til at vente til lyset, kan ramme os fuldt ud?

i denne tid hvor dagene er kortere og der er færre timer med lys, er det godt at solen står lavere. Vinklen bliver mindre og det er lettere at få det fulde ud af solens stråler.

Måske er det også sådan i vores åndelige liv? At når vinteren kommer, når livet rammer kan lyset samtidig lettere få vinklen til at ramme os fuldt?

Jeg oplever i hvert fald ofte i mit eget liv, at når jeg står i noget jeg ikke selv kan magte og vender mig til Gud, da viser han sig tydeligst. Oftest ikke på den måde jeg forventede. Faktisk sjældent på den måde jeg forventede. Det er derfor jeg har brug for tilbagetrækningen, brug for retræten, til at opdage den måde han viser sig på. Til at lytte uden min egen agenda. Jeg tror Gud er klar, jeg skal bare tune mig ind på den rette kanal.

Når jeg har mine små retræter, oftest bare nogle timer en dag, lytter jeg ofte lytter til Sara Groves smukke sang: Hello Lord og lader det blive min bøn:

Hello lord it´s me your child, I have a few things on my mind

right now I´m faced with big decisions and I´m wondering if you have a minute cuz

right now I don´t hear so well, and I´m wondering if you could speak up

I know that you tore the veil, so I could sit with you in person

And hear what you´re saying but, right now I just can´t hear you

Read More

En tidlig morgen lige før nytår, var jeg på vej på arbejde. Imens jeg kørte mod Skanderborg, stod solen op og badede himlen i det smukkeste lys.

Efter en december med regn, gråvejr og få timer med lys, bød jeg lyset særligt velkommen og nød at mærke solen i mit ansigt i bilen. På mit arbejde havde jeg muligheden, til at gå rundt til mine beboere denne dag. Overalt på gaden så jeg mennesker der kom ud af huse og lejligheder og stod et øjeblik i solen og i lyset. På gaden og selv udenfor på cafeerne, var der en summen af snak og latter. Jeg fik fornemmelsen og følelsen af, at folk vågnede op af en døs og blev klar til at komme ud i verden igen med fornyet håb og tro.

I mit liv og herunder også trosliv, er der perioder hvor det grå dominerer. Perioder hvor de lyse timer er få, hvor regnen slår ned og gennembløder det meste. Perioder hvor det er let at lade det grå overvælde og svært at huske mig selv på at nå ud, før det bliver mørkt igen.

Har det været gråt eller er det gråt også hos dig, er det særligt vigtigt at træde lige ud hvor lyset er stærkest, opsøge lyset, lade lyset oplyse dig helt og lade lyset fylde dig helt op.

På den måde bliver du i stand til at opdage når solen titter igennem, når uventede velsignelser sker og stoppe op og tage det ind med taknemmelighed.

Taknemmelighed er et stærkt våben mod det modløse gråvejr

I juletiden har jeg lyttet meget til denne smukke sang:” I Am chosen ”fra Timeless Hebrew Tunes- hvor der kommer et uddrag her:

When doubt arise og shadows fall

Your voice reminds me of it all

You have a plan, a hope, a call

To fill me up, I will not fall

Your promises will never die

On Your foundation my life is made

I am not forgotten I am not alone

In your love Yehua I´ve always known

No heigh, no depth, no power below

Can separate me this I know

Your love has marked me, sealed me

I walk in freedom by your grace

At stå frit lige midt i Guds lys, opsøge det, tage det ind og leve i det er mit nytårsforsæt. Samtidig tror jeg også det er en invitation. Hvad skal være dit nytårsforsæt?

Read More