For nyligt, da jeg var ude at køre en af mine længere ture, foreslog Spotify en gammel klassiker - The sound og silence af Simon & Garfunkels fra 1960´erne på min playliste

Mens jeg lyttede til den 60år gamle sang, tænkte jeg, at det er imponerende at mange af sangens temaer, som eks. manglende kommunikation og isolation i det moderne samfund, er mere aktuel end nogensinde før. Temaerne i sangen om ensomhed og tavsheden imellem mennesker, hvor vi glemmer at lytte til hinanden, er særdeles relaterbar. Ofte bærer vores kommunikation i den digitaliserede verden præg af hurtighed og overfladiskhed. Vi kan have et stort digitalt netværk, men få vi virkelig kender og ses med. Flere end nogensinde før fortæller at de føler sig ensomme. Særligt i juletiden viser forskellige nyere undersøgelser at mellem 470-600000 danskere føler sig ensomme.

Måske er lyden ikke af stilhed, men nærmere af travlhed i dag. Vi er hele tiden på, hele tiden tilgængelige men de dybe venskaber eller familierelationer er sværere at opretholde. Det kan være svært at stå ”af ræset” og sætte tempoet ned, At sætte tempoet ned er vigtigt hvis man ønsker at agere frem for at reagere. Vi reagerer ud fra vores instinkt og det som dikteres om os. Ageren er bevidst og essentielt for at gøre noget andet end at følge flokken og kræver mere af os.

Nogle er gode til at finde tid i deres hverdag til at komme til stede med deres værdier og handle ud fra dem. Jeg hører til de, der ofte skal bruge længere tid.

I november var jeg på en skøn stille- weekendretræte hvor fokusset netop var tilstedevær. Nærmest som for at understrege temaet var det i den weekend helt vindstille og med høj luftfugtighed. Regndråberne faldt så stille, da jeg gik i skoven, at jeg kunne høre bladene falde. Udover var der ingen andre lyde. Stilheden var dog ikke ensom for mig, men i stedet fyldt af tilstedevær. Duftene og lydene af mine skridt blev forstærket og dermed også min evne til at lytte til Gud og mærke hans tilstedevær. Jeg tror på Gud altid står klar. Klar til at give os af hans tilstedevær og fred. Ofte har vi dog for travlt og er i for meget støj til at kunne lytte, Guds stemme råber sjældent, det er mere en stille hvisken i vores hjerter. En hvisken der er let at overhøre også i julens trængsel og alarm.

Read More

En morgen opdagede jeg at vores brødkurv var gået i stykker. Jeg satte det på dagens todo-liste og begyndte at lede efter en ny. Efter meget kort søgen fandt jeg den smukkeste kurv på nettet, sat meget ned da den udgik af webbutikkens sortiment. Følte mig heldig og bestilte den, uden at tjekke detaljerne yderligt. Da jeg skulle hente pakken, undrede jeg mig over at pakken ikke var større og spekulerede over om kurven kunne foldes sammen. Da jeg åbnede pakken, var kurven lige så smuk som billedet men meget lille. Jeg kiggede igen på hjemmesiden og så at målene ganske rigtigt passede på den lille kurv. Det var ret tydeligt, at den ikke kunne bruges til det jeg havde tænkt den til, et brød ville f.eks. ikke kunne være i den. Brødkurven kom i skabet, men da jeg nogle dage senere, skulle vi have tapas og stod med en håndfuld grissini, passede det perfekt ned i kurven. 

For mange af de, jeg har mødt igennem tiden, har det været svært at finde sit formål. Det kan virke som om at det man kan tilbyde, ikke rigtigt passer ind. At ens kurv er for lille til det formål der er bestemt. Fastsat for at kunne bidrage i det samfund vi har eller i de relationer der blev vores. Måske har man stræbt efter i mange år at være noget andet end man er. Måske slog livet en kolbøtte, måske blev et vredt ord eller handling afgørende for en beslutning, der var svær at omstøde og gøre om eller noget andet afgørende skete. 

Da jeg ryddede op i nogle papirer for nyligt, , blev jeg mindet om en vagabond, der for år tilbage jævnligt kom forbi os. Han havde bestemte ruter han gik og når han kom forbi, fik han et måltid mad, et bad og indimellem en seng til dagen efter. Han elskede at læse, så indimellem byttede han med en ny bog. En aften fortalte han at en uoverensstemmelse havde fået ham på vejen og nu var det for svært at gå tilbage. Sidste gang jeg så ham var til en fest, hvor jeg lavede maden. En fest hvor han samlede flere af de, der havde vist ham venlighed og sagde tak. 

Han fandt måske aldrig sit formål, men han satte et aftryk hos mig og hele min familie. Jeg tænker jævnligt tilbage på en aften vi talte sammen, hvor han sagde. ”Lad aldrig vreden blive en mur du ikke kan forcere”.

I dag er det første december. Lad juletiden blive en tid, hvor vi husker på og samles om lyset og håbet

 

Read More

Jeg vågnede op mandag morgen, til at alt var indhyllet i hvidt. Det var ubeskriveligt smukt og stille. Efter dage med meget vind og kulde, lagde sneen en dæmper på alle lyde. Alle materialerne til dagens dekorationsfremstilling skulle rystes fri af sne, før jeg kunne finde det rigtige og pakke i bilen. Allerede inde jeg nåede frem til arbejdet var sneen dog smeltet flere steder og i stedet regnede det. Det er pudsigt tænkte jeg, at samme materiale kan føles så forskelligt. Hvor sneen pakkede alt ind og lod det være dækket, afslørede regnen. De samme træer langs vejen fremstod nu nøgne med de mørke grene op imod den grå himmel.

Jeg tror vi alle har brug for at blive pakket ind i det tyste bløde hvide lys fra tid til anden. Livet kan være barsk og indimellem kan det føles, som om man rækker sine nøgne grene op mod himlen uden beskyttelse for regn og vind.

For mig er sneen et billede på troens betydning i mit liv. Jeg er fortsat et træ der rækker mine nøgne grene op imod himlen, men Gud dækker mig blidt. Svøber mig ind i hans nærvær og løfter om at jeg ikke er alene. At jeg ikke er alene uanset om jeg mærker hans tilstedevær stærkt eller ej. Det er ikke betinget af min følelse og fornemmelse, men Guds sne dækker alt. Alt det jeg er stolt af og gerne ryster sneen af og tager med mig og alt jeg ønsker skal forblive skjult under hans dække.

Jeg elsker og lytter gerne til Sofia Hedias smukke sang, som for mig understreger længslen og håbet, midt i det mismod der også kan ramme mig:

Der er sne på tagene

og det lyser op i nat

jeg er en flod der løber over

her fra min seng, jeg løber over

Skal der virkelig være grønne blade på det træ

ude i gården, før du kommer

og henter mig hjem

hvis du kommer

jeg bliver ved med at tro

jeg bliver ved med at tro

selvom jeg bliver forladt

så blir' jeg ved med at tro

og jeg ser at du vågner, søvnløse vinterhi

slipper sit greb om din skuldre, slipper den lænke om din fod

Men kan du se mig derfra, derfra hvor du står

stærk i din pragt

kan du se mig der

kan du høre mig kalde

i tusinde vers

jeg danser i dalen

og bliver ved med at tro

 

Read More

I slutningen af oktober havde vi, som så mange andre et udskåret græskar med lys i. Da det blev tusmørke, gik jeg ud for at tænde den. Den sendte et blødt lys ud på en grå og kold aften. Da jeg kort efter kom forbi igen, havde en hidsig byge været forbi, fyrfadslysene var blevet oversvømmet og lyset var gået ud.  

Jeg tænkte, da jeg tømte alle de små fyrfadsstager for vand og stillede dem til tørre, at der er noget relaterbart i det. Jævnligt i mit liv, kan jeg gå fra et roligt øjeblik til at føle mig oversvømmet som fyrfadslysene. Oversvømmet af tanker, følelser, handlinger der sker ift. mig eller ift. en af de jeg elsker. Flammen i mit lille lys brændte måske fredfyldt, hvorefter en regnbyge passerede over mig, lyset gik ud og jeg mistede orienteringen. Ofte er regnbygen forbigående og når det klarer op, kan lyset tændes igen, andre gange er regnen mere vedvarende og lyset skal tørre længere.

Der er ikke noget i livet der er stationært. Et splitsekund, et øjeblik kan ændre ens livsbane på alle parametre. På trods af alle vores forberedelser, planlægning og forsøg på kontrol, er vi i virkeligheden ikke herre over ret meget af virkelig betydning. Jeg kan godt forstå, at mange kæmper med frygt. På mange måder virker det usikkert at stole på noget, nu når så lidt kan kontrolleres. Det er vanskeligt ikke at give efter for frygten og lade den styre, når vores eget lys kan virke så uundseeligt og skrøbeligt.

Når de tanker fylder hos mig, bliver jeg særligt taknemmelig over min tro. Tilliden til, at Gud kan bruge alt hvad livet bringer, til at føre sin vej og gerning ud. Ikke sådan at forstå, at jeg tror at Gud ønsker, at vores lys igen og igen oversvømmes. Jeg tror at Gud bruger hvad end der sker os i vores liv til kalde os tættere på Ham. Længere ind i fællesskabet med Ham. Igennem Hans øjne og kærlige omsorg, kan det vi står i få en ny betydning. Han ikke bare tørrer vores lille lys, han smelter det om og tager os tilbage i den form, han har skabt os til at være i. Skabt i Hans billede.

Salme 139 vers 5-10: ”Bagfra og forfra indeslutter du mig og du lægger din hånd på mig. Det er for underfuldt til at jeg forstår det. Det er så ophøjet, at jeg ikke fatter det. Hvor skulle jeg søge hen for din ånd? Hvor skulle jeg flygte hen for dit ansigt? Stiger jeg op til himlen er du der. Lægger jeg mig i dødsriget er du der. Låner jeg morgenrødens vinger og slår mig ned hvor havet ender, så leder din hånd mig også der, din højre holder mig fast.”

Read More

På min skærm i bilen dukker der jævnligt meddelelser op om vejarbejde, vejafspærringer, politi og ulykker. På de lange ture kan der komme mange notifikationer, som ønskes be eller afkræftes på skærmen. Efter hver notifikation kommer en sammentælling med et: Tak fordi du bidrager, du har nu hjulpet eks 1000 mennesker i dag. Jeg læser dem altid og føler et pudsigt slægtskab med de der lige i øjeblikket kører samme vej som jeg. Indimellem kan det være svimlende tal, eks ned af E45 igennem Jylland. En dag i sidste uge kørte jeg på en afsides beliggende vej og kom til en afspærring. Jeg bekræftede vejspærringen og fik lykønskningen med takken, du har nu hjulpet et menneske i dag.  Jeg tog mig selv i at tænke på det andet menneske, som lige nu kørte på den samme vej som jeg og sendte en bøn op at Gud måtte skærme vedkommende.

Ofte kan vi føle os alene i denne verden, føle vi er den eneste der går (eller kører) denne vej. Bilde os selv ind at vi er den eneste der oplever den smerte, den sorg eller lignende som fylder os. Dog er vi langt mere forbundne end det, det er bare sjældent at vi inviterer andre tæt nok på, til at dele vores smerte, sorg mm med hinanden. Sker det, at vi tør invitere andre derind, oplever vi ofte en stærk følelse af samhørighed. Jeg tror det er noget af det fællesskab Gud ønsker for os, at vi forbindes med hinanden så vi bærer sammen.

Går vi alene med vores smerte og sorg ender vi med at tro på den og på den negative fortælling den kommer med.

Når det sker for mig og jeg har brug for at holde fast, lytter jeg ofte til denne smukke sang- hvor første del kommer her: Perfectly loved af Rachaal Lampa:

Who said that you weren't beautiful

And that you didn't belong in your own skin?

Who said that you were all alone

And that you're never gonna find love again?

So many little words, so many little lies

That have followed you all of your life

Looking for the truth, look into your eyes

And you'll see it's been there the whole time

Ooh, even when you were running

Even when you were hiding

Never been a moment that you were not perfectly loved

When you barely believed it

When your eyes couldn't see it

Every single moment, you've always been perfectly loved

Read More

Jeg fulgte en vandresti i skoven i går, Jeg gik i mine egne tanker i proces med en masse forskelligt, som jeg forsøgte at dele op og få styr på. Jeg fulgte den gule rute, men pludseligt nåede jeg til et knudepunkt, hvor jeg kunne gå tre forskellige veje - som alle 3 var en del af den gule rute. Ruten lavede nemlig et loop, kunne jeg se på kortet, der var stillet op. Udover kunne jeg gå af en blå og en rød rute, begge ruter var også skitseret på kortet.

Ofte kan jeg føle at mit liv går skridt for skridt uden jeg har mulighed for at vælge den. Den ene dag tager den næste og i hverdagens travlhed er det sjældent jeg når at tænke, inden jeg har brug for at handle. Travlheden kan være svær at bryde, i et familie- og arbejdsliv hvor alle ender skal hænge sammen. Dog tror jeg vi skal opsøge knudepunkterne. Give os selv lov at stoppe op og orientere os. Havde jeg ikke stoppet op, havde jeg fortsat i loopet uden at overveje at det var et loop, hvor jeg endte det samme sted igen.

Indimellem kan det være godt at vælge et loop til i sit liv, fordi udsigten måske er god, at vandringen eller udfordringen er det værd. Ofte er det dog et spild af kræfter, hvis man ikke har et mål om at få nogle kilometer i benene på en ekstra tur. Forskellen er om det er et valg eller om man bare bevidstløs følger en rute.

Et knudepunkt kan være mange ting. Jeg holder af at tage dage ud af min kalender og tage på retræte en gang om året ca. I hverdagen kan det være at sidde det minut ekstra med en kop kaffe og lade roen komme over mig, tænde et lys og trække vejret eller gå i skoven, som jeg indledte med. Alt sammen er med til et forsøg på at være bevidst til stede. Ikke bare reagere men agere ud fra mit indre kompas. Agere ud fra mine værdier, mit ståsted, mine drømme og mål, som for mig står på et fundament af min tro. Jeg tror vi ledes af de rette stier, hvis vi giver tid til at lytte, føle og mærke efter - alle 3 ting til sammen. Gud ønsker at gå vejen sammen med dig og hjælpe dig til at finde den rette rute. Indimellem kræver det dog at du og jeg stopper op ved et knudepunkt og giver os tid til at få nye anvisninger.

Sl 119 vers 105: ”Dine ord er en lygte for min fod, et lys på min sti”.

Read More

Vi har en kurv i huset, der rummer alle de strømper der mangler en makker. Bunken er stor og når den er for stor, smider jeg den ud. Jeg forundres jævnligt over mængden af sokker uden en makker. I bunken finder jeg som regel nogle til når jeg går i skoven. Jordbunden er oftest så våd og mudret i vores område, at det kræver at sokkerne smides til vask efter. Selvom det ikke er raketvidenskab, slog det mig i dag, at min indblanding i sokkebeholdningen måske var med til, at en del strømper aldrig fandt deres makker, fordi de så ikke var i kurven samtidigt. Da min tålmodighed samtidig ikke er så stor, smider jeg ofte bunken ud.

I dag da jeg gik i skoven, blev jeg optaget af en musvåge der kredsede over et åbent område. Tålmodigt kredsede den om det samme sted og kom længere og længere ned, indtil den nærmede sig sit mål. Musvågens tålmodige venten på det rette øjeblik, blev en påmindelse til mig om at turde vente.

En af de sværeste opgaver i mit arbejde er at turde sidde på hænderne og vente. Vente i tillid til, at skabes der rum, har det enkelte menneske fuldt ud kompetencerne til at bevæge sig mod det de ønsker.

Det der dog er sværere endnu, er at have tillid i mit eget liv. Tillid til at nogle gange er tid det der skal til. Tage tiden til at ting falder på plads uden min indblanding. Ikke altid, indimellem er det vigtigt at handle, men oftere end jeg tror, er det bedre at træde et skridt tilbage og sidde lidt på mine hænder, så jeg ikke handler.

Det sværeste oplever jeg dog er ift. tro. At have tillid til at Gud har helt styr på mit liv uden min indblanding. At alt sker i rette tid. Min opgave er snarere at vente i tålmodighed og lytte til hans guidning. Sjældent er det den vej jeg selv ville have tænkt, han leder mig på. For hver gang jeg lytter og hver gang jeg venter tålmodigt, trænes jeg i tillid og overgivelse.

Jeg holder meget af teksten i en sang jeg hører en del i tiden, her kommer første vers:

I en rastløs tomgang uden fred

Løber vi forgæves mod angst og udbrændthed

Frels os fra den tomme stræben

Jagen efter vind

Skab en hellig sabbats hvile

I vores trætte sind

”Det er dig, som skaber freden”- af David Skarsholm

Read More

En morgen i sidste uge vågnede jeg, efter få timers søvn ovenpå en urolig nat. Jeg skulle via arbejdet køre langt, så bevæbnet med koffein kørte jeg afsted. Som mange andre biler, har min bil en funktion der registrerer træthed. På min er symbolet meget apropos en kaffekop og en tekst: Husk at holde pause, træthed registreret - efterfulgt af et højt bip. Bilen registrerer ud fra om ens bevægelser er anderledes, kameraet opfanger om øjnene virker trætte og bilen reagerer på alt der afviger fra normalen Jeg forventede en bippen hele vejen, men kun en enkelt gang registrerede bilen min træthed.

I bilen fik det mig til at tænke på, at der findes mange former for træthed. Også former som ikke lige kan registreres hverken af en bil, et kamera eller et andet menneske. F.eks. mental træthed, som påvirker i det skjulte. Påvirker reaktionsevnen, vores empati, vores ydeevne og ikke mindst vores blik på den anden. Ofte skaber den mentale træthed en usynlig mur til de andre, fordi trætheden giver lyst til at lave ens verden mindre, så der er mindre at forholde sig til. På mange måder en logisk reaktion og i en kortere periode kan det være godt at trække sig tilbage og holde en slags retræte. På den længere bane skaber det isolation og ensomhed.

Det kræver mod og mulighederne, at træde ud af isolationen igen. Det er ikke en selvfølge at der er mennesker til at tage imod, hjælpe en ud igen eller give en hånd. Det slår mig ofte i mit arbejde, hvor stor en udfordring isolation og ensomhed er og hvor svært det er at bryde. Når trætheden og frygten har fat, skal der meget til at turde række ud og forsøge at komme ud af ensomheden. Troen er måske lille på at det er muligt, på at andre kunne have lyst til at være sammen med en.  

Jeg tror på vi er skabt til fællesskab med hinanden og lige netop derfor er det så utroligt svært og kampfyldt. Når min træthed er for stor til at jeg kan kapere andre mennesker, er jeg taknemmelig for at jeg altid må komme til Gud, der ikke forventer mere af mig end jeg kan. I stedet tilbyder han mig at lægge alt det der tynger ned ved korset, så vil han bære det for mig

Kom, læg det ned, alt hvad der tynger

Jeg giver hvile

Kom, lær af mig ydmyg sagtmodig

Jeg giver hvile

Byrderne overlod jeg til dig

Fredens ånd tog bolig i mig

Fra Fred være med dig af Simon Pedersen

Read More

For nogle dage siden gjorde instrumentbrættet i min bil mig opmærksom på, at mit højre tågelys skulle skiftes, da det var gået ud. Samme aften lige efter arbejde, skulle jeg ud på en længere køretur. Dagen havde været solrig og aftenen var kold, så tågen lagde sig over vejen i tusmørket. Det blev tiltagende svært at have udsyn og min taknemmelighed var derfor stor, da jeg kom til at køre bagved en, der viste sig at skulle samme vej og som havde et stærkt lys. Jeg nød at kunne ligge mig bagved og få del i vedkommendes lys. Da jeg skulle tilbage igen var tågen lettet og stjernerne tittede frem og jeg manglede derfor ikke lyset på samme måde.

Oplevelsen fik mig til at tænke på de gange, hvor tågen lægger sig over mit liv, mine tanker og mine følelser. De gange hvor modløsheden får fat, hvor bekymring og angst for forskelligt kan lamme mig så meget, at det kan være svært at få øje på lyset. I de perioder er det uendeligt værdifuldt, at en anden tør køre foran, tænde sit lys, så jeg i en tid kan køre bagved og låne lidt af lyset - lige være der, hvor en andens lys lyser vejen op. Med et begrænset udsyn, kan det være svært selv at orientere sig, særligt hvis sigtbarheden er dårlig.

I Biblen i Galaterbrevet kapitel 6 vers 2, står de kendte ord som ofte læses til vielser: ”Bær hinandens byrder, således opfylder i Kristi lov”. Til en del vielser jeg har deltaget i, synges ofte den smukke sang: ”I blev skabt som mand og kvinde”, hvor der i vers 3 står:

Egen byrde skal i bære

Så den anden slipper fri

Men er byrderne for svære

Skal i stå hinanden bi

Den som intet bærer på

Visner som det golde strå

Verset er så fint og betydningen også er værd at tage med ind ikke bare i ægteskabet, men også i vores fællesskaber. For mig at se er der to modpoler, der er lige forkerte. Den ene er at opgaven med at bære andre, virker så uoverskuelig, at vi opgiver og i stedet isolerer os og har nok i os selv. Den anden er, at vi i vores iver efter at ville hjælpe, kommer til at overtage og bære byrderne for den anden. Jeg tror hverken vi skal opgive eller overtage. I stedet tror jeg, at vi skal dele vores lys. Gå lidt foran eller endnu bedre, ved siden af og tænde det lys vi har. Det at være med et menneske der kæmper, kræver ikke løsninger, men at vi rækker ud med vores nærvær. Turde være tilstede med det vi har og tro på, at vores lys rækker, indtil lyset igen kam skinne hos den anden.

Read More

Jeg har så længe jeg kan huske tilbage, elsket at lave mad og arbejde i et køkken. Både som mor og på mit arbejde, har jeg gode muligheder for at give glæden videre til andre. En dag på arbejdet var der stor frustration i madlavningen. Vedkommende jeg skulle hjælpe, kunne ikke få maden til at smage som det skulle. Frustrationen var så stor, at det blev overvejet at kassere maden, som et mislykket forsøg. Jeg spurgte om lov til at smage på det og anbefalede nogle forskellige krydderier som blev tilsat og pludselig var smagen anderledes og velafbalanceret.

Indimellem er vores liv svært. Alt kan være frustrerende og smagløst. I stedet for at kassere det der er, kan du vælge at tilsætte krydderi. Finde ud af hvad der gør dig glad og tilfør det rundhåndet i dit liv som krydderi. Tilfør lethed, latter og energi eller tilfør balance, hvis det er det du længes efter.

Det er let at bevæge sig væk fra sine værdier. Tempoet i verden og i vores samfund er hæsblæsende. Mulighederne er mange og det er let at blive forført. Forført af tanken om, at anskaffer jeg mig denne ting, opnår jeg dette mål, får jeg den forfremmelse, lige dette job, en familie der ser ud på den og den måde, et netværk der er inspirerende og toneangivende eller andet, der lige er dit drive, så bliver jeg tilfreds. Problemet er, at det aldrig er nok, jo mere vi får, jo mere stræber vi efter. Niels Overgård siger bl.a. i sin bog; ”Mere er aldrig nok,”(hvor han gennemgår de 4 kardinaldyder visdom, mådehold, retfærdighed og mod), at for at opnå tilfredshed må vi finde vores eget nok. Sagt med andre ord, vi må tilbage til vores værdier og leve ud fra dem.

Den græske filosof Epikur er bl.a. kendt for at have sagt: ”Den der ikke har nok i lidt, har ikke nok i noget”. Jeg tror det er der vi skal sætte ind, tilføre krydderi ved at øge vores fokus på taknemmelighed. Ikke hermed forstået at vi skal lukke vores øjne for lidelsen og smerten. I stedet må vi tilføre og tilstræbe taknemmelighed, fordi det skaber en balance. Jeg holder meget af Thomas Kingos salme fra ca. 1670, hvor første vers kommer her:

”Sorrig og glæde de vandre tilhobe,

lykke, ulykke de gange på rad

medgang og modgang hinanden tilråbe

solskin og skyer de følges og ad

Jorderigs guld, er prægtig muld

Himlen er ene af salighed fuld ”  

 

Read More

I går gjorde jeg holdt ved stranden i Fjellerup og købte en kop kaffe til hjemturen fra efterskolen. Til stor glæde for barnlige sjæle som jeg, er der på stranden opsat intelligente skraldespande, der dels har større kapacitet og er drevet på solceller, men også responderer hver gang man bruger skraldespanden. Min kaffekops emballage blev f.eks. mødt med, tusind tak fordi du valgte mig til at betjene dig. En positiv formulering, til det der må betegnes som et kedeligt job. Uanset hvad gav den computergeneret venlighed et smil hos mig.  Smilet det gav, mindede mig om alle de gange hvor uventet venlighed fra andre mennesker på en gråvejrsdag har skabt en ændring eller de gange hvor det lykkedes at bryde en gråvejrsdag, ved at være smilet hos et andet menneske.

Nogle af de bibeltekster, jeg kan have det svært med, er de steder hvor der står: Sig tak under alle forhold”. Ordene vækker en kamp i mig, da jeg ofte rammes jeg af ulyst til at takke Gud. Måske er jeg fyldt af kampe, måske er der noget jeg finder uretfærdigt, måske er trætheden overvældende eller måske er jeg fyldt af vrede eller modløshed. Særligt modløsheden kender jeg meget godt, den sniger sig hurtigt ind, når noget føles uoverskueligt og jeg ikke kan se en vej. Samtidig med modviljen ved jeg også, at det eneste der bryder modløsheden er taknemmelighed. Ikke forstået på den måde at jeg lukker øjnene for det der er svært, men forstået sådan, at jeg anerkender at det er svært og vælger taknemmelighed på trods.

Taknemmelighed er ikke en følelse, ikke en tanke men mere et mindset og beslutning. Jeg vælger at lede efter det jeg kan være taknemmelig for. Jeg søger de ting der giver glæde, de øjeblikke hvor opmærksomheden trækkes hjem og prioriterer det. Kun ved at vælge taknemmeligheden til, overdøves modløsheden i mig. Modløsheden trækker mig væk fra min identitet, ind i opgivelse og resignation. Taknemmelighed fikserer mit blik på Gud og hjælper mig til at opdage alt det han giver.

Fra ”Even when it´s hurts” af Hillsong:

Even when my strength is lost- I´ll praise you

Even when I have no song- I´ll praise you

Even when it’s hard to find the words,

louder than I sing your praise

I will only sing your praise

Take this mountain weight

Take these ocean tears

Hold me through the trial

Come like hope again

Read More

Jeg havde taget en dag fri og valgte at tage til havet, for at være alene med Gud og have tid for og med mig selv. Jeg gik langs vandet og nød solens varme og samlede glasskår. Glasskårene var glatte og varme i mine hænder. De var bleget af solen og slebet af vinden og sandet. Jeg bøjede mig ned og samlede et stort glasskår op, som delvis var skjult af sandet. Jeg måtte grave den fri og undervejs skar den mig i hånden. Det var et nyt glasskår. Klar i farven og med spidse sider. Jeg tog den med og holdt den op imod de andre. Hvor de andre var slebne og falmede og lyset skinnede indefra og ud, var det nye glasskår smuk i farven på ydersiden, men der var ingen glans indvendigt eller lys der skinnede indefra og ud.

Jeg har indimellem mødt mennesker der lever som slebne diamanter. Deres ydre lys er blevet til et indre skær. Et skær jeg bemærker og inspireres af. Ofte bærer disse mennesker på en historie, der har slebet deres kanter til og fået dem til at vende sig væk fra sig selv og hen imod noget større. Et menneske, der har overgivet sit liv helt til Gud, og ladet ham skabe en forvandling. Måske er mødet og forvandlingen starter for nogle år siden, men med tiden har Gud slebet dem af indefra, så mere og mere af hans lys skinner igennem dem og strålerne rammer de, der er så velsignede at være i nærheden. Sådanne mennesker drager.

Forvandlingen er dog ikke forbeholdt de få. Gud ønsker at skabe den forvandling i os alle. Det handler om hvor meget vi tør overdrage til ham. Jo mere vi overdrager, jo større slibeflade har han. Han ønsker dog ikke at påbegynde arbejdet før han får lov. Giver vi lov, er han klar og sliber os nænsomt frem, så hans lys kan skinne igennem os og vi kan træde ud i vores sande identitet.

Et bibelvers, jeg har som en tatovering rundt om mit højre håndled, minder mig dagligt om min overgivelse og om, at det kun er Guds lys, som kan vinde over mørket:

Johannes kapitel 1 vers 3-5: ”Alt blev til ved ham og uden ham blev intet til af det som er. I ham var der liv og livet var menneskers lys, lyset skinner i mørket og mørket greb det ikke.”

 

Read More

Jeg kørte tidligere i dag, bag de sidste høstmaskiner, som skulle nå den sidste høst inden vejromslaget i morgen. Flere steder var markerne allerede blevet pløjet op og gjort klar til hvile hen over efteråret. Over markerne var flokke af fugle ivrigt ledende efter mad, nu jorden var blevet endevendt og noget nyt dukkede op til overfladen. Når jorden endevendes, giver det mulighed for liv og vækst for de frø der er længere nede i jorden. Når jorden løsnes, giver det også mulighed for de lidt mere sarte frø at vækste. Nogle af de mere sarte frø har brug for længere tid til at spire, flere har endda brug for en hviletid og kuldeperiode før de har en spireevne.

På mange måder er det en parallel til vores liv. Som mennesker kan vi heller ikke vækste uden vi træder ud af vores comfortzone og bevæge os ind i det smertelige, ind i det ukendte og indimellem igennem mørket. Vi er nødt til at flytte os fra det sikre og lade os endevende. Hvis vi bare drysser nye frø ud på jorden, eller pirker lidt i jordens overfladen og fjerner synligt ukrudt, før vi drysser frø ud, kommer det til at ligne et lille bed jeg har i haven. Sidste efterår valgte jeg optimistisk, bare at drysse lidt vildtfrø ud på et hjørne, efter at have fjernet det synlige ukrudt. Min drøm var et hjørne der passede sig selv. I stedet for en smuk grøftekants mangfoldighed, har bynke og mælkebøtte stået i fuldt flor igennem sommeren og jeg har måtte spejde efter de valmuer og kornblomster jeg havde håbet ville komme. Nogle af vores fineste frø har også brug for kulde og tid for at spire. Ligesom markerne har brug for hvile efter en pløjning, har vi mennesker også brug for hvile efter en ende vending i vores liv. Vi har brug for at tage os tid til at de nye frø, der kommer op til overfladen, kan få gode vækstbetingelser.

Fra den smukke salme: ”Septembers himmel er så blå”:

De røde æbler løsnes let

Fra træets trætte kviste

Snart lysnes kronens bladenet

Og hvert et løv må briste

Når aftensolen på sin flugt

Bag sorte grene svinder

Om årets sidste røde frugt

Den tungt og mildt os minder

At flyve som et forårsfrø

For sommerblomst at blive

Er kun at visne for dø

Kan ingen frugt du give

Hvis modenhedens milde magt

Af livet selv du lærte

Da står bag falmet rosendragt

Dit røde hybenhjerte

Read More

En torsdag på mit arbejde, var jeg på en gåtur i en privat skov i nærheden, med en beboer. Vi gik og indsnusede sensommerens dufte og talte om de ting der lige nu fyldte. Vi har gået i området i mange år, men denne gang var noget anderledes. En ny ejer havde ryddet et stort stykke af skoven, for at lave en ny udstykning. I steder for vores velkendte lukkede skovsti, lå der nu bunker af træstammer langs stien. Vi stoppede op og talte om, at det var interessant at se stammerne. Når vi tidligere var gået forbi, havde vi set dem som rimelig ensartede ranke granstammer, men nu de var fældede, var det tydeligt at de ikke var ensartede og cylinderformede. Alderen var også forskellig. Flere var gamle træer, hvor årringene ikke engang kunne tælles og nogle var fortsat unge. Vi kiggede fascineret på årringenes tykkelse og så hvor forskellige vilkår der havde været, både fra år til år, men også fra den ene side af træet til den anden side. Vilkårene havde været forskellige. En del af træet havde givetvis vokset i skygge, en anden del i sol, en del havde fået rigeligt med vand og andre dele var tørret ud. Det mest fascinerende synes jeg dog er, at alle træerne havde indrettet sig efter omstændighederne.

Jeg tænkte, at det er et godt billede på vores liv. Jeg kan være tilbøjelig til, at når jeg ser på andre, ser jeg dem som perfekte cylinderformede formationer. Jeg ser måske succeserne, præstationerne, den perfekte familie eller hvad mit blik nu end er rettet imod, men jeg ser ikke årringene og tilpasningen. Jeg ser heller ikke kampene eller tørkeperioderne, de er skjult i det ydre

I ”Alene i Vildmarken” bliver der ofte talt om det perfekte habitat. Jeg kan let få forventningen til Gud, at når jeg tror på ham, bør han plante mig i det perfekte habitat. Det er bare ikke Guds vej. Gud bruger det habitat vi har, de omstændigheder der er vores og tilpasser os ved at forme os. Som når sølvsmeden arbejder med sit produkt, er Gud først færdig, når han ser sit eget spejlbillede i sølvet.

Esajas 66: 10: ”For du prøvede os Gud, du lutrede os, som man lutrer sølv”

Read More

Igennem mit arbejde bruger jeg mange timer på vejene og særligt på motorvejene. Da jeg for nyligt var på vej til Odense, lagde jeg mærke til, at jeg har fået en dårlig vane med at køre i den midterste bane, på det forholdsvis lange stykke, hvor det er muligt. Det er ikke fordi jeg ikke kender reglerne om at holde til højre, det er bare som om, at jeg hurtigt ræsonnerer mig frem til, at der ikke er plads i højre side grundet tung trafik. De huller der er og opstår, ignorerer jeg ofte og tænker jeg jo alligevel skal orientere mig og derfor er det smart at være i den midterste bane. På den måde kan jeg uden større besvær skifte vognbane og holde en rimelig stabil fart. Indimellem, når trafikken ikke er stærk, kan jeg endda sætte fartpiloten på og læne mig lidt tilbage. Jeg vælger det komfortable i stedet for det rigtige.

Imens jeg kørte, kom jeg til at tænke på hvor ofte jeg laver samme strategi i mit trosliv. Jeg beder til Gud at hans vilje må ske. Jeg beder om at han må føre mig hver dag og stiller mig derefter i midterbanen. Overgiver noget men ikke alt. Holder øje og orienterer mig, så jeg hurtigt kan skifte bane og holder derved fast på min egen vej. Jeg vælger det komfortable, sætter fartpilot på, så jeg holder farten, i stedet for at følge det jeg har valgt at tro på.

Samtidigt længes jeg efter at erfare mere af Gud, leve forpligtet i forhold til det jeg tror på. Det er bare ikke muligt uden jeg selv slipper kontrollen og min lyst til at definere min egen vej. Når jeg forsøger at slippe, konfronteres jeg med min frygt. Er Gud god, vil han mig det godt, kan jeg stole på ham? Den eneste måde at finde ud af det på, er at køre ind i højre spor og give slip på min egen lyst til at bestemme.

Fra min højskoletid er der en sang jeg ofte vender tilbage til, særligt vers 3-4 bruger jeg ofte som en del af min morgenbøn/reflektion:

 ”Du klager så ofte”- af Jakob M Carlsen

3. Din tro vil du føle og tro at du tror

Og tør ikke hvile på løfternes ord

Du ser på dig selv og på alt der er galt

Og dermed du glemmer hvad Herren har talt

4. At tro det er ikke at tro at du tror

Men barnligt at klynge dig fast til Guds ord

Det er i din afmagt at se på Guds lam

Og lade dig nøje med ordet om ham

Read More

Rundt om det meste af vores hus, har vi en veranda med et stakit om. Langs stakittet har jeg plantet pæoner og roser og i løbet af årene der gået, står de næsten tæt side om side. Min røde yndlingsrose og pæoner i et væld af farver. En dag fandt jeg en mørk bordeaux næsten sort variant på en planteskole og plantede den ud. Jeg var blevet advaret om at den var svær at få til at lykkedes, da den ikke er så hårdfør som eks den variant der vokser vildt i Sibirien. I to år fulgte jeg med. Roden virkede til at være sund og livskraftig men der skete ingen vækst. Men i forsommeren skete der noget. Imellem brædderne på vores hævede veranda brød først et skud op og derefter et væld af blade. Pæonen havde skudt op i mørket under verandaen og sat sine blade. Endnu har jeg ikke fundet ud af hvordan jeg kan flytte den, da pæonen som sagt er sart og det ikke lige er til at lede pæonen den rette vej. Samtidig er jeg imponeret over grokraften. At roden så længe har samlet kræfter de forholdsvis lange skud. Det er tydeligt den ikke har haft optimale betingelser. Ift de andre pæoner er løvet ranglet og farven er ikke så sund som resten af mine pæoner. Når den får hjælp til at vokse i den rigtige retning, hvor der er rigeligt med sol, vand og næring, tror jeg dog på, at den kommer til at stå stærkt.

I mit arbejde i begge funktioner både som bostøtte og som coach møder jeg mange, der ikke har haft optimale betingelser. De kan også være vokset op i skjul under en terrasse uden nok hverken sol, vand eller næring. Alligevel er de mirakuløst brudt igennem til lyset, selvom de måske er blevet ranglede undervejs. Som med pæonen kan det tage tid at finde ud af hvordan man skal få hjælpe til at vokse den rigtige vej, det uden at omplante og risikere skader på rødderne, men ved nænsomt at dreje udgangspunktet, så retningen bliver rigtig og det bliver muligt at stå plantet et bedre sted. Et sted hvor væksten kan ske.

Jeg kom i tanke om et digt, da jeg skrev, der har fulgt mig siden min barndoms veninde- og poesibøger. Verset tilskrives ofte Grundtvig, men ingen ved helt hvor det kommer fra:  

I livets storme kan det ske

Du føler du må knække

Men stol på Gud og du vil se

At han sin hånd vil lægge

Omkring sin blomst og skærme den

Til vinden bliver mild igen

Han ved hvad du kan tåle

Read More

I weekenden, sad vi alle i bilen, med flaksende sommerfugle i maven, da min yngste datter startede på efterskole og vi alle var med for at sende hende godt afsted. Selvom det var 3. gang jeg afleverede et barn på en efterskole, var det ikke nemmere denne gang. Der er så meget jeg ønskede at sige, uden at have ordene. Så mange minder der dukkede op på køreturen og i dagene op til af alle milepælene indtil nu.

Aftenen før blev de sidste ting samlet og pakket, imens vi hørte Rasmus Seebach og nynnede med på den vi med et smil kalder min yngste datters sang: ”Flyv lille fugl”- Flyv lille fugl ud i verden, flyv lille fugl tag mit hjerte, det jeg egentlig prøver at sige - er held og lykke.” Imens var min bøn at vingerne nu er stærke nok til at bære. At modet er der til at flyve ud. Flyve ud i alt det ukendte og lige nu skræmmende. At tilliden også er hos min yngste datter, at hun har tillid til at vingerne bærer, At hun tør prøve at folde vingerne ud og se hvorhen de bærer hende. Imens beder vi om englevagt og hepper alt det vi kan, for vi ved godt den første tid bliver meget svært. Med låne-ord fra Jenn Johnssons vidunderlige sang: You´re gonna be OK, kommer her et uddrag:

..Hold on- don´t let go

Just take one step closer

Put one foot in front of the other

You´ll get through this

Just follow the light in the darkness

You´re gonna be OK

When the night Is closing in

Don´t give up and don´t give in

This won´t last is not the end

You´re gonna be OK

But just remember your´re a fighter, you´re a fighter

You never know just what tomorrow holds

And you´re stronger than you know

So hold on- don´t let go

You´re be OK

Disse ord er til dig og til alle de andre der strækker sig efter noget der er så skræmmende, at det måske virker usandsynligt, at det vil være muligt. Vi er nødt til at slippe kontrollen og holde fast på håbet, for at skabe de forandringer vi længes efter Der er ingen anden vej. Al udvikling går igennem at vi slipper kontrollen og i stedet griber fat i håbet og troen. For mig er håbet og troen at Gud altid holder alt i sine hænder og leder et skridt af gangen.

Read More

”Forventningens glæde er den største”, er et af de mest kendte citater fra Søren Kirkegaard. Et citat der både refererer til følelsen af begejstring og forventning man kan have op til noget man ser frem til, eks sommerferien, som for de fleste, mig selv inklusiv nu er overstået. sat op imod den faktiske oplevelse. Forventningen er fyldt med idealiserede og optimistiske tanker, som sjældent lader sig sammenligne med en mere kompleks og mindre perfekt virkelighed

En aften inden min ferie, sad jeg på verandaen ved vores hus, med en kop te i hånden, lige da solen var ved at gå ned. Jeg sad og tænkte dagen igennem, da en solsort satte sig skråt overfor mig og jeg glædede mig til, at den ville gå i gang med at synge. I stedet for at synge, kom solsortehannen med en masse høje lyde, som mest lød som advarselssignaler. I virkeligheden lød det mest som alarmsystemet på en telefon, der bestemt ikke symboliserer noget positivt for mig. Som jeg sad der følte jeg en snert af skuffelse. Dette fik mig til at tænke på andre episoder med langt stærkere følelser. Tidspunkter hvor jeg af den ene eller anden grund havde høje forventninger. Høje forventninger til oplevelser, til andre mennesker eller helt nært høje forventninger til min familie. Forventningerne lå måske implicit og var aldrig blevet italesat, men skuffelsen var alligevel stor når forventningerne ikke blev indfriet. Andre gange blev forventningen måske italesat men oplevelsen eller personen kunne ikke leve op til forventningerne.

Livets skuffelser kan efterlade os med stor bitterhed, der ofte kommer af vores egne tanker og forventninger. De fleste skuffelser livet giver os handler ikke om at noget lovet ikke blev opfyldt, men at vores længsler og forventninger ikke blev mødt. En af de sværeste troskampe oplever jeg, er at turde tro på at vores længsler og forventninger hviler trygt hos Gud. At han ønsker at møde dem når tid er.

I ”Stemmen i mit indre” af Henri Nouwen udtrykker han det stærkt, her i afsnittet ”Klyng dig til løftet”: ” Mennesker kan ikke give dig det du længes efter i dit hjerte.. Du må lukke døren til den ydre verden, så du kan gå ind i dit eget hjerte og i Guds hjerte igennem din smerte.. Gud er trofast mod sine løfter, du vil finde det du længes efter, men det sker ikke på den måde du forventer.”

Read More

Jeg elsker havearbejde, elsker at få noget til at spire og vokse. Med de varme temperaturer og regnen den sidste tid, er min have utrolig frodig. Efter et travlt forår, hvor jeg hverken har haft tid eller overskud til ret meget havearbejde, er det et frodigt virvar.  Tænkte at jeg måtte forsøge at sætte lidt skik på det inden ferien og gik ud for at starte fra et hjørne og stoppede op ved mine roser. Langs mit stakit langs huset er plantet røde slyngroser, men da jeg kiggede efter, var der et område hvor et vildskud havde overtaget styringen. Rosen er en forædlet sort og podet på en mange blomstret rose, som mange andre arter. Den havde lavet vildskud på grundstammen på op til 1,5 meter, da jeg fik trukket dem helt frem. I toppen havde den sat et væld af små hvide roser. Inde i virvaret var et par ranglede oprindelige røde slyngroser. Jeg var nødt til at beskære vildskuddet langt tilbage, så langt at jeg kom ind til grundstammen, der hvor jeg kunne, for at den ønskede rose kunne folde sig ud.

Ofte er det også sådan i mit liv. Min grundstamme - mit ego -kan let skyde med vildskud som kan tage magt og kraft fra det jeg ønsker at pode på stammen og fra alt det jeg er skabt til at indeholde. Som med mine slyngroser er jeg navngivet, fremdyrket og nænsomt indpodet i min essens. Vildskuddene kan være alt fra frygt, vrede, misundelse til travlhed, selvrealisering og alt muligt andet der handler om mit ego. Det kan så let tage magten og skuddene kan være skjulte, men når man trækker i dem, vil man kunne opdage at de er så lange at de har sat blomst. Blomsterne kan have en fin duft og stor skønhed, men de er fra et vildskud. Som med roserne må de beskæres så langt ind til grundstammen som muligt, for at den forædlede sort kan bryde frem.

..“Savior I come, quiet my soul, remember

Redemptions hill, where your blood was spilled

For my ransom, everything I once held dear

I count it all as lost

Lead me to the cross, where your love poured out

Bring me to my knees, Lord I lay me down

Rid me of myself, I belong to you  

Oh lead me, lead me to the cross..”

Fra: “Lead me to the cross” af Hilsong United og Brooke Fraser

Read More

I sidste uge havde jeg en ret intens dag på arbejdet med et højt konflikt niveau. Mit sidste besøg var ca. 30 km fra mit næstsidste. For en gangs skyld var jeg i god tid og tjekkede min GPS om der var en roligere vej dertil, i stedet for at køre på motorvejen i myldretidstrafikken. Uanset hvordan jeg prøvede at tilrettelægge ruten, gik GPSen tilbage til den vej, som jeg normalt tager altså via motorvejen. Først da jeg aktivt valgte ingen motorvej, gik den med til en anden vej- samme kilometerantal men til gengæld næsten ingen trafik. Imens jeg kørte, mærkede jeg, hvordan jeg ligeså stille kunne sætte tempoet ned og give plads til roen igen.

Ligesom GPSen vejvisning kan vi mennesker, mig selv inklusiv, gøre det samme. Jage afsted fra et sted til det næste. Ikke aktivt tage stilling til vejen, men i stedet sætte en GPS på som kan være samfundets krav og normer, egne ambitioner eller andres ambitioner på ens vegne. Det er let at blive grebet af og det kræver lige så drastiske metoder som det at slå motorvejen fra på GPSen, at gøre noget andet. Vores første impuls er oftest at finde den hurtigste vej fra A til B også igennem livet, uden vi egentligt ved hvorfor vi har travlt.

I denne tid hvor studenter springer ud, uddannelser sluttes og skoler færdiggøres er presset tydeligt. Jeg bidrager selv, har eks spurgt flere studerende hvad der er deres næste mål eller skridt. Hvad mon der ville ske hvis vi sænkede presset både hos os selv og andre? Kørte af motorvejen et øjeblik og så os omkring. Måske blev vi opmærksom på vores endemål og på hvordan vi ønskede at nå frem til det. Måske gav det en kursændring?

Jeg tror Gud kalder os til at fjerne os fra pres og uro og i stedet lytte til ham. Sætte tempoet ned og falde til ro.

Fald til ro af Arvid Asmussen

Fald til ro, fald til ro igen

Min sjæl til ro hos dig, ingen andre steder hen.

Min sjæl til ro.

For Herren har handlet vel, for Herren har handlet vel, for Herren har handlet vel imod dig.

Hvor bølgerne standser, hvor vinden har lagt sig, selv bjerge holder vejret, og venter på dit ord.

Hvor fødder er plantet, hver tone er landet, selv tanker står stille, dit nærvær er mig nok.

Read More