En torsdag på mit arbejde, var jeg på en gåtur i en privat skov i nærheden, med en beboer. Vi gik og indsnusede sensommerens dufte og talte om de ting der lige nu fyldte. Vi har gået i området i mange år, men denne gang var noget anderledes. En ny ejer havde ryddet et stort stykke af skoven, for at lave en ny udstykning. I steder for vores velkendte lukkede skovsti, lå der nu bunker af træstammer langs stien. Vi stoppede op og talte om, at det var interessant at se stammerne. Når vi tidligere var gået forbi, havde vi set dem som rimelig ensartede ranke granstammer, men nu de var fældede, var det tydeligt at de ikke var ensartede og cylinderformede. Alderen var også forskellig. Flere var gamle træer, hvor årringene ikke engang kunne tælles og nogle var fortsat unge. Vi kiggede fascineret på årringenes tykkelse og så hvor forskellige vilkår der havde været, både fra år til år, men også fra den ene side af træet til den anden side. Vilkårene havde været forskellige. En del af træet havde givetvis vokset i skygge, en anden del i sol, en del havde fået rigeligt med vand og andre dele var tørret ud. Det mest fascinerende synes jeg dog er, at alle træerne havde indrettet sig efter omstændighederne.

Jeg tænkte, at det er et godt billede på vores liv. Jeg kan være tilbøjelig til, at når jeg ser på andre, ser jeg dem som perfekte cylinderformede formationer. Jeg ser måske succeserne, præstationerne, den perfekte familie eller hvad mit blik nu end er rettet imod, men jeg ser ikke årringene og tilpasningen. Jeg ser heller ikke kampene eller tørkeperioderne, de er skjult i det ydre

I ”Alene i Vildmarken” bliver der ofte talt om det perfekte habitat. Jeg kan let få forventningen til Gud, at når jeg tror på ham, bør han plante mig i det perfekte habitat. Det er bare ikke Guds vej. Gud bruger det habitat vi har, de omstændigheder der er vores og tilpasser os ved at forme os. Som når sølvsmeden arbejder med sit produkt, er Gud først færdig, når han ser sit eget spejlbillede i sølvet.

Esajas 66: 10: ”For du prøvede os Gud, du lutrede os, som man lutrer sølv”

Read More

Igennem mit arbejde bruger jeg mange timer på vejene og særligt på motorvejene. Da jeg for nyligt var på vej til Odense, lagde jeg mærke til, at jeg har fået en dårlig vane med at køre i den midterste bane, på det forholdsvis lange stykke, hvor det er muligt. Det er ikke fordi jeg ikke kender reglerne om at holde til højre, det er bare som om, at jeg hurtigt ræsonnerer mig frem til, at der ikke er plads i højre side grundet tung trafik. De huller der er og opstår, ignorerer jeg ofte og tænker jeg jo alligevel skal orientere mig og derfor er det smart at være i den midterste bane. På den måde kan jeg uden større besvær skifte vognbane og holde en rimelig stabil fart. Indimellem, når trafikken ikke er stærk, kan jeg endda sætte fartpiloten på og læne mig lidt tilbage. Jeg vælger det komfortable i stedet for det rigtige.

Imens jeg kørte, kom jeg til at tænke på hvor ofte jeg laver samme strategi i mit trosliv. Jeg beder til Gud at hans vilje må ske. Jeg beder om at han må føre mig hver dag og stiller mig derefter i midterbanen. Overgiver noget men ikke alt. Holder øje og orienterer mig, så jeg hurtigt kan skifte bane og holder derved fast på min egen vej. Jeg vælger det komfortable, sætter fartpilot på, så jeg holder farten, i stedet for at følge det jeg har valgt at tro på.

Samtidigt længes jeg efter at erfare mere af Gud, leve forpligtet i forhold til det jeg tror på. Det er bare ikke muligt uden jeg selv slipper kontrollen og min lyst til at definere min egen vej. Når jeg forsøger at slippe, konfronteres jeg med min frygt. Er Gud god, vil han mig det godt, kan jeg stole på ham? Den eneste måde at finde ud af det på, er at køre ind i højre spor og give slip på min egen lyst til at bestemme.

Fra min højskoletid er der en sang jeg ofte vender tilbage til, særligt vers 3-4 bruger jeg ofte som en del af min morgenbøn/reflektion:

 ”Du klager så ofte”- af Jakob M Carlsen

3. Din tro vil du føle og tro at du tror

Og tør ikke hvile på løfternes ord

Du ser på dig selv og på alt der er galt

Og dermed du glemmer hvad Herren har talt

4. At tro det er ikke at tro at du tror

Men barnligt at klynge dig fast til Guds ord

Det er i din afmagt at se på Guds lam

Og lade dig nøje med ordet om ham

Read More

Rundt om det meste af vores hus, har vi en veranda med et stakit om. Langs stakittet har jeg plantet pæoner og roser og i løbet af årene der gået, står de næsten tæt side om side. Min røde yndlingsrose og pæoner i et væld af farver. En dag fandt jeg en mørk bordeaux næsten sort variant på en planteskole og plantede den ud. Jeg var blevet advaret om at den var svær at få til at lykkedes, da den ikke er så hårdfør som eks den variant der vokser vildt i Sibirien. I to år fulgte jeg med. Roden virkede til at være sund og livskraftig men der skete ingen vækst. Men i forsommeren skete der noget. Imellem brædderne på vores hævede veranda brød først et skud op og derefter et væld af blade. Pæonen havde skudt op i mørket under verandaen og sat sine blade. Endnu har jeg ikke fundet ud af hvordan jeg kan flytte den, da pæonen som sagt er sart og det ikke lige er til at lede pæonen den rette vej. Samtidig er jeg imponeret over grokraften. At roden så længe har samlet kræfter de forholdsvis lange skud. Det er tydeligt den ikke har haft optimale betingelser. Ift de andre pæoner er løvet ranglet og farven er ikke så sund som resten af mine pæoner. Når den får hjælp til at vokse i den rigtige retning, hvor der er rigeligt med sol, vand og næring, tror jeg dog på, at den kommer til at stå stærkt.

I mit arbejde i begge funktioner både som bostøtte og som coach møder jeg mange, der ikke har haft optimale betingelser. De kan også være vokset op i skjul under en terrasse uden nok hverken sol, vand eller næring. Alligevel er de mirakuløst brudt igennem til lyset, selvom de måske er blevet ranglede undervejs. Som med pæonen kan det tage tid at finde ud af hvordan man skal få hjælpe til at vokse den rigtige vej, det uden at omplante og risikere skader på rødderne, men ved nænsomt at dreje udgangspunktet, så retningen bliver rigtig og det bliver muligt at stå plantet et bedre sted. Et sted hvor væksten kan ske.

Jeg kom i tanke om et digt, da jeg skrev, der har fulgt mig siden min barndoms veninde- og poesibøger. Verset tilskrives ofte Grundtvig, men ingen ved helt hvor det kommer fra:  

I livets storme kan det ske

Du føler du må knække

Men stol på Gud og du vil se

At han sin hånd vil lægge

Omkring sin blomst og skærme den

Til vinden bliver mild igen

Han ved hvad du kan tåle

Read More

I weekenden, sad vi alle i bilen, med flaksende sommerfugle i maven, da min yngste datter startede på efterskole og vi alle var med for at sende hende godt afsted. Selvom det var 3. gang jeg afleverede et barn på en efterskole, var det ikke nemmere denne gang. Der er så meget jeg ønskede at sige, uden at have ordene. Så mange minder der dukkede op på køreturen og i dagene op til af alle milepælene indtil nu.

Aftenen før blev de sidste ting samlet og pakket, imens vi hørte Rasmus Seebach og nynnede med på den vi med et smil kalder min yngste datters sang: ”Flyv lille fugl”- Flyv lille fugl ud i verden, flyv lille fugl tag mit hjerte, det jeg egentlig prøver at sige - er held og lykke.” Imens var min bøn at vingerne nu er stærke nok til at bære. At modet er der til at flyve ud. Flyve ud i alt det ukendte og lige nu skræmmende. At tilliden også er hos min yngste datter, at hun har tillid til at vingerne bærer, At hun tør prøve at folde vingerne ud og se hvorhen de bærer hende. Imens beder vi om englevagt og hepper alt det vi kan, for vi ved godt den første tid bliver meget svært. Med låne-ord fra Jenn Johnssons vidunderlige sang: You´re gonna be OK, kommer her et uddrag:

..Hold on- don´t let go

Just take one step closer

Put one foot in front of the other

You´ll get through this

Just follow the light in the darkness

You´re gonna be OK

When the night Is closing in

Don´t give up and don´t give in

This won´t last is not the end

You´re gonna be OK

But just remember your´re a fighter, you´re a fighter

You never know just what tomorrow holds

And you´re stronger than you know

So hold on- don´t let go

You´re be OK

Disse ord er til dig og til alle de andre der strækker sig efter noget der er så skræmmende, at det måske virker usandsynligt, at det vil være muligt. Vi er nødt til at slippe kontrollen og holde fast på håbet, for at skabe de forandringer vi længes efter Der er ingen anden vej. Al udvikling går igennem at vi slipper kontrollen og i stedet griber fat i håbet og troen. For mig er håbet og troen at Gud altid holder alt i sine hænder og leder et skridt af gangen.

Read More

”Forventningens glæde er den største”, er et af de mest kendte citater fra Søren Kirkegaard. Et citat der både refererer til følelsen af begejstring og forventning man kan have op til noget man ser frem til, eks sommerferien, som for de fleste, mig selv inklusiv nu er overstået. sat op imod den faktiske oplevelse. Forventningen er fyldt med idealiserede og optimistiske tanker, som sjældent lader sig sammenligne med en mere kompleks og mindre perfekt virkelighed

En aften inden min ferie, sad jeg på verandaen ved vores hus, med en kop te i hånden, lige da solen var ved at gå ned. Jeg sad og tænkte dagen igennem, da en solsort satte sig skråt overfor mig og jeg glædede mig til, at den ville gå i gang med at synge. I stedet for at synge, kom solsortehannen med en masse høje lyde, som mest lød som advarselssignaler. I virkeligheden lød det mest som alarmsystemet på en telefon, der bestemt ikke symboliserer noget positivt for mig. Som jeg sad der følte jeg en snert af skuffelse. Dette fik mig til at tænke på andre episoder med langt stærkere følelser. Tidspunkter hvor jeg af den ene eller anden grund havde høje forventninger. Høje forventninger til oplevelser, til andre mennesker eller helt nært høje forventninger til min familie. Forventningerne lå måske implicit og var aldrig blevet italesat, men skuffelsen var alligevel stor når forventningerne ikke blev indfriet. Andre gange blev forventningen måske italesat men oplevelsen eller personen kunne ikke leve op til forventningerne.

Livets skuffelser kan efterlade os med stor bitterhed, der ofte kommer af vores egne tanker og forventninger. De fleste skuffelser livet giver os handler ikke om at noget lovet ikke blev opfyldt, men at vores længsler og forventninger ikke blev mødt. En af de sværeste troskampe oplever jeg, er at turde tro på at vores længsler og forventninger hviler trygt hos Gud. At han ønsker at møde dem når tid er.

I ”Stemmen i mit indre” af Henri Nouwen udtrykker han det stærkt, her i afsnittet ”Klyng dig til løftet”: ” Mennesker kan ikke give dig det du længes efter i dit hjerte.. Du må lukke døren til den ydre verden, så du kan gå ind i dit eget hjerte og i Guds hjerte igennem din smerte.. Gud er trofast mod sine løfter, du vil finde det du længes efter, men det sker ikke på den måde du forventer.”

Read More

Jeg elsker havearbejde, elsker at få noget til at spire og vokse. Med de varme temperaturer og regnen den sidste tid, er min have utrolig frodig. Efter et travlt forår, hvor jeg hverken har haft tid eller overskud til ret meget havearbejde, er det et frodigt virvar.  Tænkte at jeg måtte forsøge at sætte lidt skik på det inden ferien og gik ud for at starte fra et hjørne og stoppede op ved mine roser. Langs mit stakit langs huset er plantet røde slyngroser, men da jeg kiggede efter, var der et område hvor et vildskud havde overtaget styringen. Rosen er en forædlet sort og podet på en mange blomstret rose, som mange andre arter. Den havde lavet vildskud på grundstammen på op til 1,5 meter, da jeg fik trukket dem helt frem. I toppen havde den sat et væld af små hvide roser. Inde i virvaret var et par ranglede oprindelige røde slyngroser. Jeg var nødt til at beskære vildskuddet langt tilbage, så langt at jeg kom ind til grundstammen, der hvor jeg kunne, for at den ønskede rose kunne folde sig ud.

Ofte er det også sådan i mit liv. Min grundstamme - mit ego -kan let skyde med vildskud som kan tage magt og kraft fra det jeg ønsker at pode på stammen og fra alt det jeg er skabt til at indeholde. Som med mine slyngroser er jeg navngivet, fremdyrket og nænsomt indpodet i min essens. Vildskuddene kan være alt fra frygt, vrede, misundelse til travlhed, selvrealisering og alt muligt andet der handler om mit ego. Det kan så let tage magten og skuddene kan være skjulte, men når man trækker i dem, vil man kunne opdage at de er så lange at de har sat blomst. Blomsterne kan have en fin duft og stor skønhed, men de er fra et vildskud. Som med roserne må de beskæres så langt ind til grundstammen som muligt, for at den forædlede sort kan bryde frem.

..“Savior I come, quiet my soul, remember

Redemptions hill, where your blood was spilled

For my ransom, everything I once held dear

I count it all as lost

Lead me to the cross, where your love poured out

Bring me to my knees, Lord I lay me down

Rid me of myself, I belong to you  

Oh lead me, lead me to the cross..”

Fra: “Lead me to the cross” af Hilsong United og Brooke Fraser

Read More

I sidste uge havde jeg en ret intens dag på arbejdet med et højt konflikt niveau. Mit sidste besøg var ca. 30 km fra mit næstsidste. For en gangs skyld var jeg i god tid og tjekkede min GPS om der var en roligere vej dertil, i stedet for at køre på motorvejen i myldretidstrafikken. Uanset hvordan jeg prøvede at tilrettelægge ruten, gik GPSen tilbage til den vej, som jeg normalt tager altså via motorvejen. Først da jeg aktivt valgte ingen motorvej, gik den med til en anden vej- samme kilometerantal men til gengæld næsten ingen trafik. Imens jeg kørte, mærkede jeg, hvordan jeg ligeså stille kunne sætte tempoet ned og give plads til roen igen.

Ligesom GPSen vejvisning kan vi mennesker, mig selv inklusiv, gøre det samme. Jage afsted fra et sted til det næste. Ikke aktivt tage stilling til vejen, men i stedet sætte en GPS på som kan være samfundets krav og normer, egne ambitioner eller andres ambitioner på ens vegne. Det er let at blive grebet af og det kræver lige så drastiske metoder som det at slå motorvejen fra på GPSen, at gøre noget andet. Vores første impuls er oftest at finde den hurtigste vej fra A til B også igennem livet, uden vi egentligt ved hvorfor vi har travlt.

I denne tid hvor studenter springer ud, uddannelser sluttes og skoler færdiggøres er presset tydeligt. Jeg bidrager selv, har eks spurgt flere studerende hvad der er deres næste mål eller skridt. Hvad mon der ville ske hvis vi sænkede presset både hos os selv og andre? Kørte af motorvejen et øjeblik og så os omkring. Måske blev vi opmærksom på vores endemål og på hvordan vi ønskede at nå frem til det. Måske gav det en kursændring?

Jeg tror Gud kalder os til at fjerne os fra pres og uro og i stedet lytte til ham. Sætte tempoet ned og falde til ro.

Fald til ro af Arvid Asmussen

Fald til ro, fald til ro igen

Min sjæl til ro hos dig, ingen andre steder hen.

Min sjæl til ro.

For Herren har handlet vel, for Herren har handlet vel, for Herren har handlet vel imod dig.

Hvor bølgerne standser, hvor vinden har lagt sig, selv bjerge holder vejret, og venter på dit ord.

Hvor fødder er plantet, hver tone er landet, selv tanker står stille, dit nærvær er mig nok.

Read More

Vi har en sti fra til haven fra gårdspladsen, hvor der længe har været bunker af grus, hård lerjord og sten. På et tidspunkt skal det jævnes og lægges fliser på, men vi er ikke nået dertil endnu, da det kræver noget andet, der skal gøres først. På trods af det er hårdt og stenet, vokser ranke gule kongepenne, som med deres dybe pælerødder har boret sig vej op og fundet en vokseplads, hvor de trofast blomstrer indtil den første nattefrost og kommer lige så trofast igen om foråret, hvor de på ny skyder.

Da jeg denne morgen tog forbi søen til en badetur, kom jeg til at se op på broen. På et lille bitte område mellem to brædder voksede en lille plante. Der var ingen jord, men bare en lille sprække, hvor frøet havde kilet sig ned og begyndt at vokse.

Tilbage i bilen efter badeturen startede en sang på anlægget, som jeg hører meget i tiden. Den er fra Stille stunder: ”Der findes en åndskraft i verden” af Iben Krogsdal og Martin Lysgaard

..”Den (åndskraften) flammer hvor mørket er mægtigt

Den lyser Guds tid gennem alt

Den lader dig aldrig alene

Den løfter hvor mennesker faldt

Den går gennem hårdhedens sprækker

Den favner din udbrændte krop

Den går gennem sorgen og glæden

Hver dag vil den rejse dig op

Så lille som frøet i mørket men større end alt hvad vi tror

..Gud, der hvor du vil, skal det virke og der hvor du vil, skal vi se

Din himmel der åbner sig stille, kun Du ved hvordan det vil ske”

Jeg synes teksten er utrolig fin og rammende, ind i det lidt diffuse som troen er for mig. Noget der gennemsyrer alt, noget jeg ikke kan skille fra resten af mit liv, noget der er langt større end mig selv og ikke mindst noget som kan vokse frem, selv de mest ufremkommelige steder. Ikke sjældent har jeg stået i en situation, hvor der ikke virkede til at være en udvej, i hvert fald ingen udvej jeg kunne tænke mig frem til. Lige der når alle veje virker udtømte, er der gang på gang sket noget, et nyt frø er blæst forbi, fundet rodfæste og begyndt at vokse. Ofte har det været en udvej, som var udenfor min formåen, men hvor det har krævet at andre har fulgt en fornemmelse, en tanke eller noget helt tredje og rakt ud. Troens kraft rækker ind der hvor vi ikke slår til, ledt af Ham, der holder alt i sine hænder.

Read More

Efter et krævende møde først på ugen, tog jeg forbi Almind sø til en halvkold badetur inden jeg skulle videre. Det regnede og dråberne faldt tættere og tættere, da jeg parkerede bilen. Da jeg kom ned til søen var jeg allerede våd og bevægede mig i søen, for at holde varmen. Imens observerede jeg, hvordan dråberne skar sig igennem overfladen på søen og skabte røre. Dråberne gennembrød overfladen og skabte langt større ringe i vandet end mine bevægelser. Hver enkelt dråbe skabte store krusningerne.

Imens jeg var i vandet, tænkte jeg på håbets kraft. Noget der blev et tema for mig, til det møde jeg havde været til. Jeg tænkte på hvor meget det påvirker hele stemningen at tilføre en dråbe håb. Det kræver kun et lille håb at skabe en krusning i overfladen. En krusning som kan sprede sig til ringe, som kan skabe oprør og ændring.

Vi går alle igennem svære tider igennem vores liv. Vi kan alle opleve og kommer givetvis til at opleve, at stå der hvor vi har svært ved at bære håbet. I de perioder er det utroligt værdifuldt at få tilført en lille smule håb. En dråbe kan være nok til at skabe det oprør der skal til, så det stillestående vand brydes. En håbefuld tanke kan skabe et lille lys i et træt og mørkt sind.

En veninde har foræret mig et billede af et hus. Det er et billede hun har lavet efter nogle af vores gåture., Et billede der skal minde mig om hvem og hvad jeg bygger på. I husets fundament står teksten fra et omkvæd der er blevet et mantra for mig. Det kommer fra Lauren Daigles smukke sang: ”O lord”: Omkvædet lyder

”I will stand my ground where hope can be found”

Sangen fortsætter:

Oh, oh Lord, I know you hear my cry

Your love is lifting me above all the lies

No matter what I face, this I know in time

You´ll take all that is wrong and make it right

Your strength is found in the end of my rope

Your grace reaches the hurting

Still through the tears and the questioning why

I will stand my ground where hope can be found

Når jeg ikke altid selv kan se håbet, så må jeg se hen til Ham der bærer det. Ham som er den grund jeg ønsker at bygge mit håb på.

Read More

For nogle måneder siden fik jeg en plante. Da jeg fik planten, var den ikke så stor, men havde fine nye skud. For at give den optimale betingelser stillede jeg den i et solfyldt vindue på 1. sal på badeværelset. Mine andre planter er fordelt på stueetagen, hvor de bliver vandet når jeg vasker tøj og tørretumbleren skal tømmes for vand. Planten ovenpå gav jeg vand når jeg huskede det og lige kom forbi. En dag opdagede jeg, at plantens blade var krøllet sammen og jorden helt udtørret. Solen havde stået på og havde overvarmet bladene og den ekstra vand, jeg havde hældt i underskålen, var fordampet. Jeg løftede forsigtigt planten op og kunne se at nogle af rødderne var så udtørrede at de var lukket sammen og ikke kunne drikke af vandet. De dårligste rødder måtte jeg klippe af og i stedet for at lade rødderne drikke fra en balje med vand, var jeg i stedet for nødt til at overrisle planten hver dag med lidt vand med gødning i, indtil rødderne er etableret så meget, at de igen kan drikke og tage næring ind. Min intention havde været at give planten de bedste betingelser, men i stedet blev planten overset. Hvor de andre planter i huset får regelmæssig vand, ofte i det samme interval, fik planten kun noget når jeg kom i tanke om den. For at kompensere, havde jeg fyldt ekstra vand i underskålen, men planten kunne ikke nå at trække vandet op, inden det fordampede og plantens tilstand gjorde, at dens rødder ikke var stærke nok. 

Under den daglige vanding kom jeg til at tænke på parallellerne i mit eget liv. I en travl hverdag er min ugentlige intention om selvomsorg, det punkt der først streges på todo-listen. Hvorfor? Måske fordi det ikke virker så akut som alt det andet jeg skal. Jeg kan let bilde mig selv ind, at det ikke betyder så meget og jeg kan nå det i ugen efter. Ugen efter er der givetvis den samme situation, fordi tiden ikke kommer, hvis jeg ikke tager den.  Samtidig er det et aspekt, at det er lettere at give omsorg for mig end at være i modtagerrollen. Andres behov larmer højere og mere vedvarende. Risikoen er, at mine rødder bliver så beskadiget, at jeg ikke kan drikke af vandet eller livets omstændigheder gør, at bladene krøller sig sammen og visner.  

Et centralt bud i min tro er det dobbelte kærlighedsbud: ”Du skal elske din næste som dig selv.” I det ligger en indbydelse til at være og tage imod overrislingen af det levende vand, før du går ud og elsker din næste.                                    

Read More

I fredags havde jeg en dag bag rattet, hvor jeg først skulle til Sønderjylland, dernæst til et arrangement og hen mod aften hjem. Da jeg fra morgenen skulle tjekke køretiden, så jeg at tiden hurtigt ændrede sig, da der var forlænget rejsetid på den foreslåede hurtigste rute. I stedet måtte jeg i gang med lidt research og fandt en anden mulighed, da det var vigtigt at jeg kom præcis til tiden. Maps advarede mig om at turen var længere, men jeg valgte den alligevel. Imens jeg kørte, opdaterede den alternative rute som maps havde foreslået og i alt kom der 25 ekstra minutter på. Da jeg nåede frem, så jeg at min alternative rute kun var 5km længere og jeg nåede frem til tiden, da jeg kunne holde en stabil fart pga. næsten ingen trafik. Oplevelsen fik mig til at tænke på hvor ofte jeg i mit eget liv leder efter den hurtigste vej fra A til B. Tid er noget af det mest kostbare for mig, så kan jeg spare 5min her og der, kan jeg føle det giver værdi. Ofte har jeg dog ikke mellemregningerne med eller forholdt mig kritisk til om det faktisk er hurtigere og bedre. Havde jeg valgt den anden foreslåede vej via motorvejen, var jeg både kommet for sent og jeg havde været tvunget op og ned i fart, givetvis med det resultat at jeg var mødt op med mindre ro, da det kræver langt mere fokus i kørslen.

Min trosrejse er heller ikke som en motorvej. Ofte ændres navigationen hen af vejen, fordi forskellige omstændigheder kræver en alternativ rute. Jeg ved mit ønskede endemål, mere ved jeg ikke- for jeg kender ikke ruten. Kommer jeg til at holde fast på det som jeg ser som den hurtigste vej, kan meget gå tabt. At navigere i tillid til at Gud ændrer ruten, fordi han kender vejen til endemålet, er et livslangt overgivelsesprojekt for mig.  

Johannesevangeliet kap 14: 1-7: Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig!  I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer?  Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er.  Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen.«  Thomas sagde til ham: »Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?«  Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.  Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.«

Read More

Min mand har en tid været i gang med at bygge os et vildmarksbad og endelig i denne uge var den klar til at blive afprøvet. Med det kom også en masse læring i hvornår bålet skal tændes for at badet har den rette temperatur, når vi gerne vil i. Hvor længe er der eftervarme og jeg begyndte også straks at overveje om min rosmarinbusk ville kunne overvintre, hvis det bare stod tæt på ovnen og fik lov at vokse tæt på varmen fra ovnen.

Sad i badet den anden aften efter bålet for længst var gået ud og kulden begyndte at trænge op nedefra bunden af karret og tænkte. Tænkte at den eftervarme jeg mærkede mindede mig om den følelse man kan tage med sig efter et varmt knus eks. Fornemmelsen af at knuset eller de kærlige ord fortsat lever i eftervarmen af handlingen. En gratis gevinst efter en handling. En følelse der forplanter sig, trækker op i hjertet og bæres med videre. Måske har de endda så meget kraft at de kan tages frem når kulden lige så stille kommer snigende nedefra. Når det sker, er det godt igen at vende sig til varmekilden, vende sig til Gud og igen lade ham tænde ilden i hjertet. Ilden går alt for hurtigt ud, bålet skal holdes ved lige. Ved at tænde op i ovnen dagligt, kan badevandet i vores vildmarksbad holde en jævn temperatur. Måske er det samme princip ift. troens ild?

VI kan alle give venlige ord og et knus til dem der trænger. Når vi alligevel ikke altid handler på vores indskydelse, skal vi huske på eftervarmen der længe efter kan mærkes. Måske var det dig der i dag skulle sende en besked, give et smil, hjælpe en eller give et knus? Brug de chancer der bliver givet. Hvem ved måske var det lige det der fik den anden til at få modet til at tage det næste skridt eller bryde med noget der er svær eller sagt med et citat fra Moder Teresa: ”VI kan ikke alle gøre store ting. Kun små ting med stor kærlighed”.

Jeg tror på vi hver dag får lige det vi behøver, til at tage det næste skridt. Ofte er det kun til det næste skridt eller sagt på en anden måde er det kun det skridt der er synligt for os. På den måde er vi afhængig af at Gud viser os vejen.

Read More

Min mellemste datter er i gang med at tage kørekort, hvorfor vi i tiden taler en del om trafikregler når vi er ude at køre. Temaet til dagens køretime var indfletning. Temaet tænkte jeg videre over, da jeg havde sat hende af og kørte henimod motorvejen. På motorvejen kom jeg til at ligge bag en lastbil og måtte holde mig der, da trafikken var tæt og det ikke var muligt at trække ud og overhale. Sådan kan det også føles i livet. At trafikken kører og jeg er nødt til at holde farten og holde mig bagved det der nu er vilkårene herognu, da der ikke er mulighed for at overhale, fordi trafikken er for tæt og der ikke umiddelbart er tegn på at trafikken ændres

I går var jeg på sygehuset med min yngste en stor del af dagen. Vi kom til at tale om, at hun i dette år har været mere på sygehuset end i skole.

Når hastigheden sættes ned og vi er tvunget til at blive bag de omstændigheder der er i livet, er det let for mig at blive ramt af modløshed eller magtesløshed. Det særligt hvis den tunge trafik rammer mine børn, som jeg så gerne ville beskytte.

Når mismodet rammer, finder jeg tit ro og spejling i den smukke sang af Sofia Hedia: (Stenbrud udsnit):

..Samler krummerne i en lille bunke,

hænger i på toppen af et bristepunkt,

der er så meget kærlighed og det skal deles ud,

hvor skal det komme fra, hvem er afsender er det Gud?

..Hvordan skal du lære at flyve når jeg

Gør vingerne våde af tårer

Med dunede fjer fra en skælvende vej

Med alt det jeg ikke fik båret..

Den er relaterbar og sætter fine ord på, hvor magtesløs man kan føle sig, når en man elsker og skal passe på ikke trives og lider. Heldigvis står jeg og vi ikke alene. Gud er afsender af den kærlighed der skal deles ud. Det er ikke mig der skal præstere, jeg må få lov at komme til kilden hver dag, hvert øjeblik og tanke op hos Gud. Han har lovet at den der tørster, vil han give livets vand for intet. Han har også lovet at være mig nær i min magtesløshed.

Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed. (2.korinterbrev 12: 9)

Read More

Jeg havde nogle feriefridage, som jeg skulle have holdt inden maj, hvilket gav mulighed for at havearbejde i det fine forårsvejr.

I haven har vi forskellige niveauer og på et par af skrænterne, vokser der blåbær og store mængder senegræs viste det sig. Det var et møjsommeligt lugearbejde, da rodnettet er stridt og dybt forgrenet under jorden. Bare en lille smule af rodnettet på senegræsset er gro-dygtigt og formerer sig med lynets hast. I mine bestræbelser for at få det hele med, kom jeg for tæt på rodnettet på en blåbærbuks og endte med at beskadige det og kappe nogle af rødderne over. Trods rigelige mængder vand, visnede den del af busken ned hvor rodnettet var beskadiget og stod ikke til at redde.

Dette fik mig til at tænke på, hvor ofte vi i vores bestræbelser på at lykkedes her i verden, kommer til at træde for tæt på vores værdier og måske kappe dem over. Ikke bevidst, men i hverdagens kampe om at slå til, fordele vores ressourcer eller hvad vi hver især kalder det. Følelsen af utilstrækkelighed kan let sætte ind.

Også i vores trosliv kan det snige sig ind. Elsker Lea Hansens smukke sang (Helt ufortjent) som så fint sætter ord på det:

Jeg søgte en vej hvorpå jeg ku´gå

En klippefast grund hvorpå jeg ku´stå

Hvor finder jeg håbet og hvor finder jeg fred

Et løfte som bærer og som varer ved

Jeg stræbte mod himlen, forsøgte at nå

Så jeg ku´ fortjene så jeg ku´bestå

Hvor finder jeg hvile og hvor finder jeg vej

Min Gud jeg har brug for at du redder mig

Det helt ufortjent, helt ufortjent

Før jeg kendte dig kendte du mig

Før jeg elsked dig elsked du mig

I en verden hvor det meste bliver vejet og målt, er det let at lade verdens regler snige sig ind. Dette også i vores trosliv, måske som en snigende tvivl, om vi nu også har det der skal til, om vi har gjort os fortjent etc. Ligesom senegræs er de rødder dybt forgrenede og overlevelsesdygtige og igen og igen må vi luge ud, så det ikke overtager. Guds viser os en anden vej.

For den nåde Gud har vist er helt ufortjent, helt ubetinget og uendeligt elsker Gud dig og mig.

Read More

I forbindelse med mit arbejde, har jeg fået længere tid på vejene. En dag havde jeg en længere køretur, hvor det var meget tåget. Så tåget at det ikke var muligt at se og læse advarselstavlerne langs motorvejen, der advarede om tåge. Derfor var jeg fuldt fokuseret på vejen og ikke så meget andet. Mit anlæg i bilen startede med at spille en sang, som jeg hører en del i tiden. Efter den var afspillet havde Spotify fundet 5 andre fortolkninger på denne sang, som derefter blev afspillet. Det var så herligt. Jeg kunne ikke selv have fundet på en sådan playliste. De sang alle den samme sang, den samme tekst men med nye betoninger og nye stemmer.

Under Your wings Salme 91:

In the shadow of Your wings, I find my rest- My refuge and my fortress

no harm in the night no arrow by the day- can pierce the peace You gave, when I trust and obey

You´re my shelter, my Elohim my shield, In Your faithfulness alone I will abide

Under your wings I will not fear, Your love surrounds me You´re always near

A thousand will fall ten thousand may flee, but you Yeshua are watching over me

Under your wings my soul Is secure, forever in Your arms I will endure

You command Your angels to guard my way, They lift me up so I won´t  go astray

From the lion´s roar to the serpent´s stings, Your salvation Is my song, my king of kings

Your my refuge, my hiding place, In Your presence I found where I belong

Because you love me, You deliver me, You answer me when I call, You set me free

With long life, You satisfied my days, my salvation, my endless praise

Under Your wings Yeshua I´ll stay, You´re my refuge, my hope, my deliverer

Through every trial, through every storm, Your love protects forevermore

Igennem forskellene trådte nye betydninger og tolkninger frem, med plads til alt fra musical-indspilninger til rolige versioner der kaldte på eftertanke. Det var tankevækkende, synes jeg, at en tekst rummede hele følelsesregistret afhængig af fokus. Samtidig er den indspillet meditativt med tanke på at den skal gentages. At lytte til versionerne indtil tågen lettede og jeg skiftede playliste, fik mig til at tænke på vigtigheden af at der skal være plads til forskellige udtryksformer i vores fællesskaber. På den måde når vi en ny bredde og oplever måske på den måde nye sider af Gud.

Read More

Grøn bølge

I de sidste måneder, har der været vejarbejde på den strækning vi kører de fleste dage. Forskellen tidsmæssigt, om det lykkedes med en grøn bølge eller det blev en dag hvor der skulle holdes for rødt, kan tydeligt mærkes. Hjemmefra er det svært at planlægge, hvis man skal være fremme til et bestemt tidspunkt. Den anden aften hvor jeg kørte, ramte jeg en rød bølge på vej mod byen og en grøn bølge på vej hjem.

Køreturen fik mig til at tænke på, hvor ofte en grøn bølge i vores liv bliver set som en selvfølge. Hvis tingene glider let, problemerne er overkommelige og hjertet føles let, er det enkelt at komme til at glemme taknemmeligheden. Derimod er vreden, utålmodigheden og frustrationen let tilgængelig, hvis vi holder for rødt. Hvis livet spænder ben, hvis alt føles uoverkommeligt og hjertet er tungt.

I de perioder er min erfaring, at den bedste hjælp vi kan modtage er, at en tør sætte sig ind i bilen ved siden af. Bare sidde og vente sammen med en til lyset igen skifter. Ikke gøre en masse, men bare sidde og vente sammen i fællesskab, så ensomheden brydes. Det uanset om det er en rød bølge eller bare et enkelt sted der holdes for rødt. Det er en svær kunst. Det falder os enklere at fikse lysreguleringen, skælde ud over vejarbejdet eller komme med ideer til alternative ruter.

Bær hinandens byrder, således opfylder i Kristi lov. For mener nogen, at han er noget, skønt han ikke er noget, er det selvbedrag. Enhver skal vurdere sin handling og vil så kun have grund til stolthed i forhold til sig selv og ikke i forhold til andre. For enhver skal bære sin egen byrde

Er nogle kendte vers fra Galaterbrevet 6 vers 2-5. På en måde selvmodsigende, da vi både skal bære andres byrder og samtidigt bære vores egne. Jeg tror det skal forstås sådan, at vi først og fremmest bærer vores egen byrde. Vi har fået til opgave at leve vores liv og tage ansvar for det, som vi har fået fra Gud af evner, kald osv. Lever vi i uoverensstemmelse med dette, er det vores ansvar at ændre eller skrue ned, så vi fortsat kan bære egen byrde. Det skal dog ikke føre til ensomhed og det er her, hvor vi kan sætte os ind i bilen hos hinanden og tilbyde fællesskab, indtil lyset skifter igen. Ansvaret skal vi ikke tage fra den anden, vi skal bære med den anden. Dette er vigtigt for at vi hver især selv kan bære vores ansvar og vokse i modenhed, selvstændighed og i tillid til Gud.

Read More

Jeg havde en friformiddag og havde kun nogle få ærinder, som jeg besluttede at klare til fods i det smukke forårsvejr.

Da jeg var på vej hjem, fik jeg øje på en citronsommerfugl. Den fløj lige foran mig og jeg fik øje på den, da den flaksede afsted og den gule farve blev tydelig som kontrast til omgivelserne på stien. Den fulgte mig hele vejen hjem. Engang i mellem troede jeg, at den var drejet af, men så fik jeg igen øje på den, når solen ramte den gule farve eller kontrasten til noget andet i omgivelserne blev tydelig.

At følges efter sommerfuglen fik mig til at tænke på et spørgsmål jeg fik for nyligt. En spurgte mig hvordan jeg får øje på Guds vej og guidning i mit liv. Efterfølgende har jeg tænkt en del over spørgsmålet uden at kunne gribe det helt.

Ofte ville jeg ønske at Guds vej og guidning var lidt ligesom det israelitterne oplevede, da de gik i ørkenen- en tydelig ildsøjle om natten og i en skysøjle om dagen. Ligesom på en byggeplads, der er oplyst af projektører, hvor alt er tydeligt og de næste mange skridt er lette at få øje på, da vejen er oplyst. Det sker indimellem, har jeg oplevet, men det er ikke standarden. Min erfaring er snarere, at Guds guidning minder lidt mere og sommerfuglens flaksen foran mig. En vejviser som jeg må holde mig fokuseret på for at få øje på. En vejviser der ikke går ved siden af, men en lille smule foran mig, så vejen er tydelig i hvert fald de næste eller det næste skridt. Der er meget der kan distrahere mig og et fokuseret blik er i høj grad et valg.

Citronsommerfuglen er den de tidligste dagsommerfugle der kommer ud af vinterdvalen og for mig er det en forårsbebuder.

I påsken fejrer vi at Jesus måtte fødes, for at kunne dø, for at opfylde Guds plan om frelse for os. Citronsommerfuglen og den cyklus de har fra æg- larve- puppe-voksen- ,  minder mig om påskens under.

Foråret minder mig om det håb påskens budskab giver os. Gud har banet vejen for os. Vi må følge guidningen og vejen og lade os lede, ligesom sommerfuglen viste mig vejen hjem

Salme 119 vers 105: ”Dine ord er en lygte for min fod og et lys på min sti”

Read More

Fuglene vendte tilbage  

I weekenden gik mit foderbræt i haven i stykker. Foderbrættet var noget af det første jeg købte, da vi flyttede ind. I de 17år der er gået, hvor vi har boet i huset, har jeg hver morgen siddet og drukket min morgenkaffe og set på fuglelivet udenfor vinduet. Fra det gik i stykker gik det hurtigt før alt var spist og fuglene fløjet videre. De næste to morgener var der ingen fuglefløjt. Jeg fik i løbet af weekenden sat et nyt foderbræt op og denne morgen vågnede jeg igen til fuglefløjt og aktivitet i haven. Nu er livet tilbage, ganske som om det ikke havde været væk. Jeg er imponeret over hvordan fuglene har fået signaleret til hinanden og igen er rykket ind. En solsort er endda i gang med at bygge rede i hækken

Jeg er i en periode lige nu, hvor fuglesangen er lidt på afstand i mit liv og jeg kæmper med bekymringer og træthed. I det blev fuglenes tilbagevenden et skønt billede på håb. Vores liv har forskellige årstider, som jeg også har skrevet om før. Sangen kommer tilbage igen. Imens jeg venter, kan jeg øve mig i at fodre det rigtige, at give fokus på de rette ting.

Da jeg kiggede på fuglenes aktivitet og lyttede til deres sang, kom en strofe fra en sang jeg ofte sang i min ungdom (fra. ”Du klager så ofte” af Jakob Carlsen):

At tro det er ikke at tro at du tror

Men barnligt at klynge dig fast til Guds ord

Det er i din afmagt at se på Guds lam

Og lade dig nøje med ordet om ham

Når sangen forsvinder fra mit hjerte i perioder, er det godt at binde mig til den mast jeg tror på. For som der står tidligere i sangen,

Din tro vil du føle og tro at du tror

og tør ikke stole på løfternes ord.

du ser på mig selv og på alt der er galt

og dermed du glemmer hvad Herren har talt

Det er det jeg skal fordre med: Tillid. Ikke at jeg skal føle noget bestemt, mærke et særligt nærvær eller tænke på en bestemt måde. I stedet skal jeg overgive mig helt i tillid. Tilliden til at Gud skaber nyt, at Gud igen lader sangen vokse indeni, det tager tid, men jeg må tro fuglene altid vender tilbage.

Read More

I februar gik jeg en lang tur i skoven i det område hvor jeg bor. Jeg gik og bad og lyttede til Gud imens jeg forberedte et oplæg jeg skulle holde. Mens jeg gik, fik jeg øje på hvor mange forskellige træer skoven indeholder. Ved første øjekast på denne årstid, hvor intet er sprunget ud endnu, kan det se ens ud, men selv i februar er der forskel. Grenene på løvtræerne er forskellige, bladene er forskellige og de springer ud i foråret på forskellige tider. Jeg plukkede en håndfuld, tog dem med hjem og satte dem i vase. I vasen efterhånden som grenene er sprunget ud, træder grenenes forskellighed og kendetegn frem.

Mirabellegrenene er sprunget ud i et væld af små blomster. Pilen er først sprunget ud som gæslinger, hvorefter de har dannet små ranker. Kornellen med sin smukke røde farve har fået lysegrønne blade. Ved at tage grenene med hjem, tage dem ind i varmen- fik de mulighed for at folde sig ud.

På samme måde tror jeg det er med vores identitet. Jeg tror på vi er skabt af Gud. Jeg tror på at hver af os bærer en flig af Guds DNA men jeg ved at for mange af os- mig selv inklusiv, er det svært i det daglige at få øje på Guds storhed og skønhed i mig selv.

Ligesom i naturen er der årstider i vores liv. Kigger vi på os selv en vinterdag, er det svært at se noget unikt. Måske ligner vi alle de andre træer omkring os.

På en forårsdag, som i de sidste dage, hvor alting sprudler, hvor livet pibler frem og alt springer ud er det lidt enklere at turde tro på at vi har alt der skal til.

Hver årstid har i min optik sin berettigelse. Efteråret med tid til at afblomstre og gøre klar til vinterens tilbagetrækning. Sommeren hvor der høstes udbyttet af forårets skabertrang.

Jeg tror årstiderne har noget vigtigt at lære os om at finde balancen i livet, ved at give plads til de forskellige tider.

Jeg tror på Gud på forhånd har givet dig de egenskaber du skal have, for at kunne fylde den plads og det liv som er din. Jeg tror du er elsket, bare fordi du er elsket. Ikke fordi du har gjort eller vil gøre noget helt særlig. Men fordi Gud er noget særlig. Vi er skabt i Guds billede. Det betyder at vi er bærere af noget værdifuldt.

Salme 139 vers 13-14: ”Det var dig der dannede mine nyrer, du flettede mig sammen i min mors liv .Jeg takker dig fordi jeg er underfuldt skabt, underfulde er dine gerninger.”

Read More

På vej til biblioteket, gik jeg forbi en legeplads. På legepladsen var en større flok små børn i gang med at lege skjul. Børnene havde gemt sig mere eller mindre godt og særligt en pige stod bag det mindste træ og blev fundet som den første. Jeg kom til at mindes da jeg var barn og indimellem legede skjul med mine brødre. Jeg husker at jeg var bange for ikke at blive fundet, så jeg altid gemte mig dårligt og blev fundet som den første. Som voksen er det stadig ikke lykkedes at gemme mig så godt, at mine børn ikke kan finde mig- heldigvis.

Ofte når jeg rammes af utilstrækkelighed, mærker jeg trangen til at gemme mig. Tage en pause i skjul også overfor Gud og sagsbehandle alle mine tanker og følelser. Sagen er bare den, at jeg ikke kan gemme mig fra Gud. Gud ved allerede hvad jeg kæmper med. Undlader jeg i stedet at bruge kræfter på at forsøge at gemme mig, men i stedet stille mig helt åben og modtagelig overfor Gud, er der endda en chance for at Han har en anden historie end min. Uanset hvor meget jeg gransker min utilstrækkelighed, vil jeg ikke i mig selv kunne finde en anden historie. Jeg har nok begrænsende fortællinger om mig selv, indsamlet igennem et helt liv. Indsamlet både af andres dom, men de fleste historier er fortællinger hvor jeg selv har dømt mig selv. Måske levede jeg ikke op til mine værdier? Måske tog jeg fejl og gjorde andre ondt? Måske var jeg ikke nærværende? Måske var jeg egoistisk eller meget andet? Fortællingerne er talrige, når jeg vender blikket ind. I stedet må jeg vende blikket op og ud fra mig selv. Se ind i Jesu kærlige øjne og i stedet høre Hans dom. En dom der sætter mig fri. For mørket er ikke mørke for Ham. Det betyder at mit mørke heller ikke er mørke for Ham. Gælden er betalt. I den sandhed vil Gud lede mig og lede dig.

Salme 139 vers 7-12: Hvor skulle jeg søge hen fra din Ånd? Hvor skulle jeg flygte hen for dit ansigt?

Stiger jeg op til himlen, er du der, lægger jeg mig i dødsriget er du der.

Låner jeg morgenrødens vinger og slår mig ned, hvor havet ender

Så leder din hånd mig også der, din højre holder mig fast

Siger jeg: ”Mørket skal dække mig, lyset blive til nat omkring mig”.

Så er mørket ikke mørke for dig, natten er lys som dagen. Mørket som lyset

Read More