I foråret var jeg på en dejlig tur med en veninde i Helsingborg. Der var usædvanligt lunt vejr og vi nød en lang gåtur ved molen, imens solen gik ned. Da vi gik, fulgte en lysstråle os og banede en smuk vej ud i havet mod solen, Uanset hvordan vi stillede os, lignede det at der lå en vej banet foran os- badet i lys. Det var utroligt smukt. Helt tavse betragtede vi den gyldne sti der strakte sig til horisonten.

For mig var der noget opmuntrende i at den oplyste vej bare var. Jeg kunne ikke få den til at ændre sig eller gøre den mere lysende eller slukke aftenlyset, jeg kunne blot nyde den og lade mig fylde op og gemme det skønne lys i mig.

Efter et hårdt halvt år, har jeg brug for at minde mig selv om dette. At ikke alt afhænger af mig. Jeg kan ikke frembringe medgang og modgang. Jeg kan træffe beslutninger såsom at stille mig i lyset eller med ryggen til lyset, men jeg har ikke de store linjer i mine hænder. De fleste hændelser er jeg magtesløse i forhold til, jeg bilder mig bare ind at jeg har kontrollen. 

Når livet bringer modgang, kan det føles som en kraftanstrengelse at kigge bort fra mørket og vende os til lyset. Mørket kan drage og lokke og det er kan virke som den bedste mulighed at vende ryggen til lyset. Måske er vores stolthed såret, måske er vi bevidste om vores sårbarhed og ønsker at trække os væk fra andre. Måske er vi fyldt af vrede over at livet ikke gik som vi forventede og som vi følte vi fortjente. Måske er mørket bare trygt og giver en fornemmelse af kontrol. Mørket bilder os ind at vi har kontrol over vores egen smerte, men lyset kræver vi giver slip

Uanset hvad grunden er, tror jeg livet er, der hvor vi vender os bort fra mørket og lader os fylde af lyset - på trods. Lader lyset strømme ind og fylde op i alle sindets afkroge og sprækker. Måske vil man opleve at alt mørket så får et andet lys, måske skifter det endda farve, præcist som i teksten i “Lysets Gud af Andreas Jensen og Andreas Nørgård:

”I den dunkle have

Sidder jeg træt og våger

Lad mig ikke falde hen

I tusmørkets tåger

Væk mig med dit lysskær

Solstråle gennem skyerne

Fyld mit sind med livsmod op

Når dagen gryer!

For din tid er ikke ovre

Du er stadig lysets Gud

Du kan tænde nye fakler

Og dit lys går ikke ud”

Read More

Jeg vågnede en morgen, ved en solstråle der havde fundet vej igennem skyerne og besluttede mig for, at ville gå en længere tur ved Vesterhavet, hvor jeg var i sommerhus. Da jeg har mange smerter i hoften i tiden, brugte jeg tid på at undersøge, om der var et sted hvor det var mindre krævende at komme ned til stranden, end ved den nærmeste klit. Jeg skrev nummeret ned på nedgangen jeg fandt og gemte det på min telefon.

Da det var tid til at gå tilbage, opdagede jeg at numrene kun står ved nedgangen og ikke ved opgangen, hvorfor jeg ikke kunne læse nummeret nedefra. Der var meget lavvande og jeg gik på det våde halvfaste sand. Flere steder var mine fodaftryk synlige fortsat og selve aftrykket ret genkendeligt. Flere steder var der også andre fodaftryk og andre steder var sandet så hårdt at aftrykket var væk. Jeg kiggede ikke ned hele tiden, men særligt når jeg kom til stier der viste op i klitterne. Ved at følge mine egne spor landede jeg til sidst ved den rette opgang og kunne derfra finde vejen tilbage til sommerhuset.

Ofte tror jeg der kan være et parallel ind i vores liv til det. Vi mister let retningen og måske mister synet for de pejlemærker vi har gået efter, måske ved sygdom, skilsmisse, fyring eller andre former for tab eller bare fordi livet går ud ad en tangent og vi måske ikke har lagt mærke til hvor vi nu er henne. Måske står vi og ser på os selv og kan pludselig ikke genkende det vi ser og sporene kan være svære at få øje på. Heldigvis kan vi der vende om, kigge efter de gamle spor og lede efter stien igen. Jeg tror på at langt de fleste selv ved hvad de dybest set drømmer om og længes efter. Måske er det bare kommet på afstand og det kræver tid at komme tilbage. For nogle er svaret at opsøge en, som kan hjælpe en tilbage til sig selv, for andre er det stilhed og lytning, hvis du er troende, kan det være at komme tilbage til Guds vej og for andre igen, kan vejen sikkert være anderledes.

Når jeg mister orienteringen, forsøger jeg at vende mig mod lyset, Guds lys og lade ham vise vejen.

Han bærer lys til byens torv og gader

Små lys gir håb og mørkets endeligt

Han glæder sig til himlens morgenrøde

Når dagen vågner, er hans vagt forbi

Lys mere lys bryd igennem

Vi længes efter morgengry

Lys mere lys, Gud er for os

Må mørket slippe vores by (Fra vers for vægtere - Lys, mere lys af Arvid)

 

Read More

Vi fik to figentræer for ca. 10 år siden, da vi fejrede vores kobberbryllup. Efter lidt besvær med at blive etableret, står det ene nu et sted hvor det har trives de sidste par år. Trods grandækning og indpakning i en fiberdug, havde træet dog fået så meget frost denne vinter, at jeg troede det var dødt. Da jeg skrabede med en negl i barken på de visne grene, var der dog stadig spor af grønt under og jeg ventede. For et par dage siden, efter den sidste tids regn, så jeg at træet havde lavet lange skud fra rødderne. Så selvom træet havde fået frost og var blevet sat tilbage, var rodnettet stadigt levedygtigt. Hos et andet figentræ, vi fik ved samme anledning, havde jeg året før fjernet de grene der virkede døde og var kommet til at blotte rødderne - så rødderne også der fik frost og træet døde i løbet af denne vinter. Selvom det er skæmmende at se på, lader jeg derfor de tørre grene sidde, hen over alle de skud der nu kommer på det ene figentræ. Først når skuddene har fået taget al den næring de skal, kan jeg eventuelt fjerne det igen, så træet er tæt nok til at rødderne ikke er blottet.

Jeg kom til at tænke på hvordan min adfærd med at fjerne det grimme og tilsyneladende døde,  trækker paralleller ind i andre områder i mit liv. De ar og sår jeg har fået igennem livet, det der kan se ud som om det intet liv indeholder, kan indeholde kimen til vækst. Ikke hvis jeg skærer det væk, gemmer det, men hvis jeg i stedet står ved både de selvforskyldte og de påførte ar og sår. Lader dem være en historie og en læring. Hvem ved måske kan der vokse noget godt og dyrebart ud- et nyt skud fra roden der ikke gik i stykker?

”Waking up to a new sunrise

Looking back from the other side

I can see now with open eyes

Darkest water and deepest pain

I wouldn´t trade it for anything

Cause my brokenness brought me to you

And these wounds are a story you´ll use

So I´m thankful for the scars

Cause without them I wouldn´t know your heart

And I know they´ll always tell of who you are.” (Fra Scars af I am they)

Read More

Efter nattens skybrud var jeg ude at gå en lang tur i skoven. Regnen silede stadig ned og tordenen rumlede i det fjerne.

Skoven var frodig ovenpå regn og varme og flere steder var stien skjult af høje græsser, blomster og små nye træer. På grund af den store mængde vand der var kommet på kort tid, føltes det flere steder som om jorden gyngede og ville give efter. Under det øverste lag var jorden dog knastør, så jeg sank ikke i.

Indimellem kan der ske ting i vores liv hvor vi føler os på gyngende grund. Hvor det føles som om vores fundament ikke er stærkt nok og vi bliver bange for at synke helt ned.

Mens jeg gik med disse tanker, kom jeg i tanke om en af scenerne i Harry Potter i slutningen af sidste film. Han står overfor at skulle møde Voldemort i det sidste afgørende slag. Hans sidste vej er tung og han føler sig alene og tynget af det valg han har truffet og det lod han må bære. Han finder kraft til at gå de sidste skridt vha genopstandelsesstenen, der viser ansigterne på dem der gik foran. Mindet og tilstedeværet af dem, indgyder ham mod og han går i kraften, fra deres kærlighed til ham.

Indimellem er vores ben så tunge, at vi har brug for at minde os selv om, at vi ikke står og går alene. Vi er forbundne som mennesker og alle har tråde der forbinder dem til andre. Som et troende menneske, går jeg udover i kraften af alle de bønner der er bedt på forhånd. Mit fundament er nåde og jeg vil stå på det fundament hvor håbet kan blive fundet. Der i tyngden på den gyngende grund, hvor det kan være svært at bede, er det godt at kunne låne andres ord og bede dem.

Her lånt fra Lauren Daigles ”O Lord”:

“I will stand my ground where hope can be found

Oh, O'Lord O'Lord I know You hear my cry

Your love is lifting me above all lies

No matter what I face this I know in time

You'll take all that is wrong and make it right”

 

Samt lånt i uddrag fra Skywalks smukke lovsang: Nåde:

”Mit fundament er nåde,

I Herren hviler jeg…

…Jeg var fortabt, men du løb mig i møde

Greb mig med glæde, løfted´ mig hjem

Mit hjerte giv slip og lad nådens tid råde

Nyt liv har jeg fået.”

 

Read More

Vi har et stykke tid været i gang med at grave ud i haven og fylde et hul op, hvor vi engang havde en trampolin. Bagved udgravningshullet, så jeg at en selvsået kæmpe-valmue havde lavet så mange nye skud, at en af stilkene var knækket, da der ikke var plads til dem alle. Jeg samlede stilken med knoppen op og satte den i vand. Efter 2 dage faldt det yderste lag af knoppen og lige så stille åbnede blomsten sig. Valmuer er ikke de blomster der står længe afskåret- men lige nu hvor den har åbnet sig, er den smuk i sine stærke farver og med de papirtynde kronblade. Som jeg før har skrevet om, har valmuer altid fascineret mig. Styrken og skrøbeligheden på samme tid i en blomst

Indimellem er livet lige så skrøbeligt som de papirstynde kronblade på valmuen. Indimellem kan det føles som om man visner lige så hurtigt som valmuen. På et splitsekund kan der ske noget glædeligt eller noget forfærdeligt som har og får betydning videre frem i livet

Jeg tænkte-imens jeg kiggede på valmuen, at vi må huske at passe på hinanden i vores skrøbelige liv. Når det yderste lag falder af og vi står parate til at åbne os op -må vi være særligt nænsomme. Bære hinanden frem med kærligheden først og forsøge at skabe de rette forudsætninger, for at hver blomst, kan fylde hver sin vase op.

Bevare det fine og sansen for det smukke, uanset hvor barsk livet kan føles. Når livet føles ubærligt, lytter jeg ofte til musik og finder trøst og kraft til næste skridt. En favorit lige nu er: Lord I'm so tired-don't give up on me - her i en version med Chris Stapleton og Lauren Daigle:

”Being waking up before the sun

Justified battles no one no I won

Bills on the table, dust on the floor

Knocking on heavens old wooden door

These hands are warm -this heart feels weak, 

I' m praying hard -but I can´t hardly speak

The road get longer -than i thought it be

And this weight-is leaning hard on me

I ain't asking for an easy road

Just a little strenght to bear this load 

Lord I'm tired, so tired at night

Chasing daylight loosing every fight,

my soul feels heavy -my faith feels thin,

but don't give up on me- cause I still believe within

when I can´t walk help me crawl!

When I feel weak Lord, hear my call

I may be broken and on my knees-

Oh Lord I´m tired but don´t give up on me... “..

Read More

Efter mange dage uden nedbør, rensede regnen der kom tidligere luften. Da regnen holdt inde, gik jeg en tur og indsnusede alle forårsblomsterne, der duftede efter regnen. Jeg gik en lang tur langs Vesterhavet. På trods af regnen tidligere, var vandet trukket meget langt tilbage. Flere steder var vandet trukket så hurtigt tilbage at vandmænd lå tilbage i det våde sand og ventede på at vandet kom tilbage og en del af havbunden var blotlagt.

Indimellem kan vores liv føles på den samme måde. Tørken eller et indre lavvande har måske stået på længe. Måske føles det bare som om en dag tager den næste og alt har mistet sin smag og farve. Hvis du beder, er det som om bønnerne ikke når Gud og du spejder måske desperat efter bølgen, der kan trække dig ud i vandet igen, tilbage til livet, væk fra ventepositionen.

Hvis du har det sådan lige nu, må du også lægge det i hænderne på Gud. Ikke holde noget tilbage, men sige det, lige præcis sådan som du har det. Jeg tror Gud ønsker det og inviterer dig til det, så han kan sidde med dig, vente og holde ud.

En af de få sange jeg kender, der tør give plads og sætter ord på smerten og mørket, imens man venter, er Tenth Avenue Norths: Worn, hvor der kommer et uddrag her:

..Let me see redemption win

Let me know the struggle ends

That you can mend a heart that’s frail and torn

I want to know a song can rise

From the ashes of a broken life

And all dead can be reborn

Cause I´m worn…

And my prayers are wearing thin

Im worn even before the day begins

I´m worn, I lost my will to fight

I´m worn, so heaven so come and flood my eyes..

Sangen negliserer ikke mørket, for mørket er mørkt- det er ikke lyst. Mørke er ligesom lys - en del af vores liv.

Indimellem rammer livet hårdt, indimellem er vi så slidte, at vores kræfter er brugt op, at vores bønner er tyndslidt og vi orker ikke at kæmpe mere. Det er ok, det er en del af livet- men vi behøver ikke være alene i mørket, Gud ønsker at være der med os.

Min egen erfaring er, at når jeg inviterer Gud med ind i mit mørke, forsvinder mørket ikke, i stedet forsvinder ensomheden, fordi jeg har fællesskab i mørket.

Read More

”Altid, allerede elsket” af Peter Bastian, er en af de bøger jeg er vendt tilbage til flest gange. Igennem samtalen med Tor Nørstrander formå han som få, at understrege det særlige troen har gjort for ham. Hvordan han endeligt lærte at slippe jagten på det perfekte, det fuldkomne menneske, efter at have afsøgt alle mulige steder og jagtet de små glimt af perfektion. Først da han sluttede fred med at i Guds øjne var han nok, faktisk mere end nok, allerede inden han forsøgte at gøre noget, kom den fred han jagtede.

i Guds regnestykke er vi altid, allerede elsket Vi lever og vi er i den kærlighed. En kærlighed hvor intet kan trækkes fra eller kan lægges til. En kærlighed der rummer freden. Den fred der opstår, når vi giver slip på kontrollen og forsøget på vores perfektion. Dermed ikke sagt at vi ikke må gøre os umage, det er bare ikke det der giver freden. Det er vendt den anden vej rundt. Netop fordi vi får givet freden, behøver vi ikke holde fast på kontrollen. Det er bare så meget sværere end det lyder, det synes jeg i hvert fald. Lige netop derfor har jeg brug for bøger, som minder mig om at slippe kontrollen, brug for stilhed og ro til at komme tilbage og væk fra mine evige præstationer. Hurtigt og umærkeligt overtager mit behov for kontrol den fred jeg søger og jeg kommer igen og igen i tvivl om, om jeg er nok. Kortvarigt kan jeg måske holde fast, men jeg glemmer hurtigt.

Tidligere i dag da jeg gik på stranden, fandt jeg en smuk glitrende sten. Den var stadig våd af saltvandet og glitrede i sollyset. Allerede inden jeg var hjemme, var stenen tør og den glitrende overflade var nu mat. Jeg kan føle det på samme måde. Jeg bliver måske mindet om at jeg er elsket uden krav og forventninger og bærer det videre en tid, lige indtil jeg glemmer det igen, ofte fordi jeg ser på mig selv med mine egne øjne og glemmer Guds blik på mig og hans ord om at jeg er nok, at jeg er altid, allerede elsket.

..En ring af lys i glober, rundt i verden

Et lyshåb, der vil række ud til andre

Som du har rakt dig selv

Til alt liv på jorden

Hvor vi er altid, allerede elsket

En lysflod løber ud mod horisonten

Og flettebånd af skygger, lys og mørke

En glitrende vision

Læg kun ud på dybet

Her er du altid, allerede ventet (Uddrag af ”Altid, allerede elsket” af Janne Mark)

 

Read More

Jeg købte en plante for nyligt, som passede perfekt farvemæssigt med min yndlingskrukke. I starten stod planten flot, men efter lidt tid begyndte bladene at hænge og da jeg løftede planten op af potten, kunne jeg se, at rødderne havde viklet sig om sig selv og manglede plads. Så trods min gode ide med en matchende krukke, var jeg godt på vej til at tage livet af planten.

På samme måde kan vi som mennesker komme til at matche andre op med det, som vi tænker er den perfekte krukke. Det passer måske farvemæssigt, det er muligt og vi kan se for os hvor godt det vil være.

Men som plantens rødder, der havde brug for mere plads, for at kunne folde sig ud og vækste, har vi hver især brug for plads nok. Plads nok til at rødderne kan søge ned og sprede sig. Rodnettet forankrer planten, optager vand og har også den funktion, at det transporterer næringsstoffer op igennem planten.

Alt for ofte kan jeg få ambitioner på andres vegne, ofte kommer det ud af kærlighed eller omsorg, men lige så ofte er det et udslag af mit behov for kontrol og har rod i min frygt. Både omsorg og kontrol kan kvæle væksten hos et andet menneske.

Ligesom planten har brug for plads og mere jord for at kunne trives, må vi give hinanden fri til at finde hver vores vej. Dermed ikke sagt at vi ikke må tilbyde gode vækstbetingelser, som en stor nok krukke, der kan placeres under de rigtige forhold med lys, skygge etc. Vi må bare slippe vores kontrol og ønske om at styre væksten. Det så planten kan få sit eget rodnet, sit eget udtryk og sin egen vækst.

Som mor til 3 unge mennesker og kone igennem mange år, må jeg ofte øve mig i denne disciplin. Øve mig i at lade være med at blande mig, men i stedet når trangen til at fikse, kontrollere eller komme med et råd ingen har bedt om, folde mine hænder og bede Gud om at lede og føre. Mit job er at sikre rammen, flytte krukken derhen hvor den kan trives, hjælpe med at potte om og vande når jorden er tør, væksten er ikke op til mig.

1. Kor. 3 vers 5-9 ..”Hver for sig tjente vi med den gave, Herren gav.  Jeg plantede, Apollos vandede, men Gud gav vækst, så hverken den, der planter, eller den, der vander, er noget, men det er Gud, som giver vækst.  Den, der planter, og den, der vander, er ét, og enhver skal få løn efter sit arbejde.  For vi er Guds medarbejdere, og I er Guds mark, Guds bygning”.

 

Read More

Jeg ankom til et sommerhus ved vestkysten går. Solen var gået ned, men der var stadig lyserøde aftegninger på himlen efter solnedgangen. Jeg tænkte, at jeg kunne gå en tur i klitlandskabet og få det sidste lys med. Området er fyldt af forgrenede sandstier der fører op til klitterne og havet på den anden side. Det var overskyet, så det blev hurtigt mørkt og den eneste lyskilde var fyrtårnet. Jeg tænkte, at gik jeg bare med fyrtårnet på min højre side og gik efter de de to andre pejlemærker jeg havde fundet: De to huse stien gik ind imellem og en duftende mispel-busk der hvor stien drejede af, ville det være enkelt at finde vejen. Da jeg kom til mispelbusken, havde jeg dog ikke lagt mærke til at stien forgrenede sig i 3 hvoraf jeg på 2 af vejene fortsat havde fyrtårnet på min højre side. Jeg traf derfor et valg og kom for langt og måtte gå tilbage for at finde stien imellem de to sommerhuse.

Vores liv er fyldt med forgrenede veje. Når vi står på toppen af et højdepunkt, kan vi let se vejen og måske også udpege forskellige pejlemærker vi skal styre efter. Ofte ser det bare anderledes ud, når vi begynder at gå på vejen. Måske bliver det mørkt, måske er der flere forgreningen end vi kunne se oppefra, måske er vejen længere end vi kunne se og vi begynder at tvivle på, om vi når frem eller måske bliver vi trætte undervejs. Ofte når jeg er der i mit eget liv, mister jeg fornemmelsen af mine pejlemærker og min retning. Måske har jeg stadig fyrtårnet ved min side men jeg bliver forvirret eller lammet af de forskellige muligheder og veje jeg kan tage og har brug for at komme op i fyrtårnet og få overblikket igen.

I mit liv betyder det at komme tilbage til Gud, komme tilbage til hans løfter og lægge alt det jeg er kommet til at bære, som ikke er mit, tilbage i hans hænder og hvile ud. En sang jeg ofte bruger som en bøn - for at pejle mig tilbage er: Lord, I´m tired don´t give up on me (et uddrag)

Lord, I am tired, but don't give up on me

I'm holding on, though my strength is weak

I need Your grace to carry me through

When I can't walk, Lord, I lean on You

You are my hope, my peace, my peace        

Lord, I am tired, please don't give up on 

 

I've seen the fire, I've felt the rain

Still You've been faithful through every 

pain

You left the ashes and breathed new life

You turn my sorrow into life

Though I stumble, Your mercy stays

You rewrite my story with Your grace

Even when I wander far from home

Your love keeps calling me; I'm not alone

 

Read More

I forårsmånederne går jeg altid og venter på at bøgen springer ud. Hvert år virker det som et lige så stort mirakel for mig, når det sker. Jeg har været på ferie i nogle dage i denne uge og da jeg kom hjem, var vores bøgehæk endelig sprunget ud. Den lader ofte vente på sig, som om den tøver lidt. Ved Almind sø, vokser et lille ivrigt træ. Det springer hvert år tidligt ud og også i år var det hurtigst.  Det er dog ikke det bøgetræ der springer tidligst ud i Danmark, men hvert år springer denne ud dage eller uger før de andre i området. Der er noget livsbekræftende og ukueligt over det lille træ, synes jeg.

Da jeg tidligere i dag sad og så ud på de smukke lysegrønne farver, mærkede jeg det håb foråret hvert år for mig symboliserer. Det fantastiske i, at der i hvert frø og blad er kimen til liv og vækst.

Hvert lille frø jeg har puttet i jorden i den sidste tid, indeholder både kraften til at spire og alle de næringsstoffer det skal bruge for at gro. Samtidig indeholder frøet også en kapsel til beskyttelse af dens dyrebare kim.  

Jeg tror dette gælder for alt Gud har skabt. At Gud har skabt os enestående med hvert vores materiale til at kunne vækste og gro. Ikke på samme måde, men med hvert vores vækst og dog bærer vi alle Guds fingeraftryk
…It's so much more than ordinary
It's nothing less than extraordinary
It's the fingerprints of God
It's written in the way, the stars break up the night
The proof, the clarity that opens up our eyes
It's all around, and it's inside of you and I
I know it sounds impossible, but it's actually a miracle
When you see love leave a mark
Healing broken hearts
You see chains fall apart
You see hope rise from the dark
It's so much more than ordinary
It's nothing less than extraordinary
It's the fingerprints of God
Open your eyes to the signs all around you
Hope is alive and it's living inside you
All creation testifies it, the more you seek, the more you'll find ..love.. (Uddrag af sangen Fingerprints af Dan Bremnes)

Det er intet mindre end ekstra-ordinært. Håbet er levende og det lever i dig og hele skabelsen vidner om det - jo mere du søger efter det, jo mere vil du finde (Guds) kærlighed.

Read More

Jeg gik en tur i skoven i weekenden og mærkede foråret,. Indsnusede duftene og mærkede den særlige fornemmelse af forårets sol i ansigtet. Jeg gik et godt stykke igennem en granskov, hvor duften af harpiks var særlig stærk og hvor der næsten ikke kom lys ind imellem træerne På den anden side af granskoven, var der i en lysning et mirabelletræ med lysende hvide blade. Det lignede et træ i flammer op imod alt det mørkegrønne. Kontrasten var særlig tydelig fra det lukkede skovområde og ud i lysningen hvor solen også kom igennem. Imens jeg stod der gav det mig associationer til fortællingen om Moses og den brændende tornebusk.
Jeg gik og tænkte - hvor vildt det må have været for Moses at høre Guds stemme fra den brændende busk! Ofte længes jeg efter at Gud vil tale og lede på samme tydelige måde i mit liv. Særligt når jeg står overfor vigtige valg eller fremtiden er uvis. Lige der kan jeg føle tyngden af valgene der skal træffes og længslen efter at Gud ville hæve stemmen og tale tydeligt. I perioder hvor det fylder finder jeg oftest trøst og hjælp i andres ord, eks. i musikken,  som fra Sara Groves smukke sang:
”Hello Lord, it's me your child- I have a few things on my mind
Right now I'm faced with big decisions- And I'm wondering if you have a minute,
Right now I don't hear so well- And I was wondering if you could speak up
I know that you tore the veil- So I could sit with you in person
And hear what you're saying but- Right now, I just can't hear you.
I don't doubt your sovereignty- I doubt my own ability to
Hear what you're saying- And to do the right thing…
…Lord, I will wait to hear from you- Oh Lord, I'm waiting on you ..Right now, I think you're whispering”

Gud viser sig ikke så ofte i en brændende busk, men oftere igennem et stille møde. Igennem det der kan føles som en hvisken ift. al den larm vi omgiver os med. Så når Gud føles fjern og svarene udebliver, er det godt at søge Gud i det stille. Som der står beskrevet i 1. Kongebog 19 vers 112, så viste Gud sig ikke for Elias i stormen, i ilden eller i jordskælvet, men i en sagte susen.

Read More

Det er forår og sædvanen tro er hele min vindueskarm dækket af små potter med frø. Primært agurk og tomatplanter, som gøres klar til drivhuset, når temperaturen er steget nogle grader. Sidste år fik jeg grundet sygdom og travlhed ikke forspiret frø og købte i stedet nogle færdige planter. Det var ikke det samme. Glæden ved at følge et frø, der brister og trænger igennem jorden og vokser, er i min verden et lille hverdagsmirakel, som jeg fortsat fascineres af. Hvert år rammes jeg af ydmyghed og ærefrygt over det lille under det er. Når der så kan høstes grønsager i sensommeren, er det med samme ærefrygt og taknemmelighed. I glæden ved at dyrke selv, er også glæden at indsamle forskellige sorter, nogle gange køber jeg andre gange får jeg frø af andre. Så meget større er glæden hos mig, når jeg kan plukke røde, brune og gule tomater i forskellige størrelser og små som store agurker. Hvert år planter vi også frø af noget særligt. Sidste år var det søde kartofler i år er det aubergine. De frø er mest for spændingen og for at følge om det kan lykkedes for os. Forspiringen er en længere proces. Flere gange inden de kommer ud i drivhuset eller på friland, for de sorter der kan klare det, skal de omplantes. Som regel sker det når planten fylder potten ud. Rodnettet er der stærkt nok og planten har brug for mere plads for ikke at mistrives. Vejen og endemålet er stadig det samme, at planten skal ud i drivhuset og bære frugt.

På samme måde kan jeg opleve det i mit liv. Min vej og mit endemål er det samme hele vejen igennem mit liv, men undervejs kan der være brug for justeringer, forspiringer og omplantninger. Måske skal noget have lov at vokse på mig og have tid til at slå rod og først når roden er stærk nok, kan det og jeg omplantes. Måske har jeg brug for mere jord om mig for at rodnettet kan udvikles, så rødderne er stærke nok også i et stormvejr. Første skridt er dog altid forspiringen.

Mattæusevangeliet kap. 13 vers 31-32: ” Himmeriget ligner et sennepsfrø, som en mand tog og såede i sin mark. Det er mindre end alle andre frø, men når det vokser op, er det større end alle andre planter og bliver et helt træ, så himlens fugle kommer og bygger rede i dens grene .”

Read More

I sidste uge sad jeg udenfor i det skønne vejr og arbejdede, da jeg blev distraheret af en fugl Den var ikke særlig stor, men fuglen fløj afsted med en stor gren i munden, grenen var ca dobbelt så lang som den. Flere gange lignede det at det ikke gik, at byrden var for stor og fuglen mistede højde og var ved at miste balancen. Hver gang kom den dog på vingerne igen. Fuglen var utrættelig i sit foretagende. Flere gange ændrede dem positionen på grenen og til sidst fandt den et balancepunkt og fløj det sidste stykke. Der var stadig vindmodstand, som gjorde flyvningen ujævn, men fuglen holdt balancen igennem sit tyngdepunkt og ved at holde halsen strakt og grenen fastholdt dybt i næbbet.

Det var på mange måder et fascinerende syn og jeg kom til at tænke på hvor stort et vidnesbyrd den lille fugl var ift ukuelighed til at finde balancen.

Balancekunst her i livet, synes jeg er noget af det allersværeste. At balancere imellem alle de forskelligartede forventninger der er, uden samtidig at miste sig selv undervejs. Det kan ofte overvælde mig og gøre at jeg har svært ved at finde tyngdepunktet. Tyngdepunktet, positioneringen og det sted hvor man holder godt fast. For mig kan det hurtigt tippe. Jeg kan føle, at der er uendelige forventninger jeg ikke kan leve op til fra omverdenen, men også fra mig selv. Forventninger der ikke balancerer med min tid, energi og ressourcer. Ofte forsøger jeg alligevel og først når jeg mærker at balancen tipper får jeg stoppet op.  

For jeg tror det er der balancepunktet findes, når vi stopper op og orienterer os. I opbremsningen kan vægten fordeles bedre og måske lykkedes det også at blive opmærksom på hvad der skaber ligevægt.

Jeg tror på at mine veje og dage er skrevet i Guds bog. Derfor er opbremsningen særligt vigtigt. At jeg får stoppet op og lyttet til hvor jeg skal bruge mine ressourcer. Min erfaring er at kun i Guds hænder opstår den sunde balancekraft. Når han går med baner han vejen, hvilket gør vejen enklere, da vejen er klar, sporet er til at følge.

 

Tænk at få balancekunst

Så helt ufatteligt

At modtage sin stang og snor

Ganske kvit og frit

 

Uanset om du nu tror det

Så ved jeg

At lyset brænder for dig

Og kigger du op er der nok en vej

Fra ”Kære linedanser” af Per Krøis

 

 

 

Read More

I sidste uge havde jeg en dag med meget ventetid på AUH (Skejby sygehus) . Jeg blev anvist en plads i et venteområde, op imod indgangen til en anden afdeling. Kort efter jeg satte mig der, lukkede døren til indgangen i, hvilket jeg efterhånden kunne forstå, ikke var meningen. I løbet af den tid jeg sad på gangen, blev jeg involveret i flere samtaler om den genstridige dør. Først kom en håndværkeren forbi, stoppede op og ville høre mig ind til hvor længe dør-problematikken havde stået på og hvor længe jeg havde været vidne til det. Efter spørgsmålene informerede han mig om, at han ville hente værktøj til at reparere døren. 3 gange kom forskellige behandlere til den nu lukkede dør og undrede sig og spurgte ind til, om jeg kendte noget til, hvorfor døren var lukket. Flere patienter stoppede også forvirret op, ved den lukkede dør og var i tvivl om de var gået forkert. Til de forskellige kunne jeg fortælle, at det var døren der artede sig mærkeligt -men håndværkeren havde lovet at komme tilbage.

Imens jeg sad der, tænkte jeg på det pudsige i, at jeg pludselig var blevet involveret i et dør-projekt som mellemmand, bare fordi jeg lige sad der.

Tænkte på, at det ofte er det der sker her i vores liv, at det der virker som tilfældigheder, involverer os på forskellig vis i hinandens gøren og laden. Alle de små møder sætter deres spor. Det ligegyldigt om det er et tilfældigt møde eller en dybere relation, som vi evt. selv opsøger. Vi påvirker andre og lader os påvirke

Nu var dørproblematikken jo ikke det mest alvorlige eller bøvlede at blive involveret i, men det er et eksempel på kontakt. At vi hver især ikke bare lever alene. Vi interagerer med hinanden, sætter spor og har berøringsflader med hinanden. Dette sker hele tiden, også selvom vi måske føler os alene. Vi er en del af denne verden, er en del af menneskeheden, er vi en del af et fællesskab og jeg tror samtidigt også på, at vi ikke er en tilfældighed, men skabt af Gud, formet af Hans hænder. Det gør os alle beslægtede og forbundne

På AUH- i en venteposition- er det let at føle sig alene, men for mig var det en trøst at vide, at jeg er forbundet med andre på trods.

I bugen af mørket

Kan jeg sige det jeg vil til dig

I bugen af siger jeg

Det jeg ville have sagt

At jeg trøstes derved

At det ensomme atom - ikke findes

En dag i april

Hvor solen brød frem

Den dag i april

Tog vi ud til din grav

Hvor tusindfryd lyste

Om kap med dit navn ..(Hymns from Nineveh: Det ensomme atom)

Read More

For nogle få dage siden, gik jeg forbi et stort tjørnekrat, der omkransede en parkeringsplads. Inde midt i krattet fik jeg øje på noget der lyste op i en klar gul farve. Jeg blev nysgerrig og undrede mig over, hvad der mon var blevet smidt ind i krattet, der ellers var helt tæt. Da jeg kom tættere på, kunne jeg se det var en forvildet påskelilje. Krattet var så tæt at blomsten var deform. Den havde forsøgt at strække sig efter et lys, men undervejs var bladene blevet flossede pga tornene og stilken var snoet. Den havde endda sat et ekstra skud, der endnu ikke havde åbnet sig, men som krøb langs jorden. Jeg kunne ikke lade være, men plukkede blomsten, på trods af at tornene rev. Da jeg kom hjem, satte jeg blomsten i en vase og umærkeligt, forholdsvist hurtigt, drejede den sig og foldede sine blade ud. Udover de flossede blade lignede den nu, den påskelilje den var.

For mig blev den udsprungne blomst - fundet i krattet, et nærværende billede på hvad påskens budskab betyder for mig. Jeg tog mig selv i at nynne første del af Torben Callesens smukke sang: Zions blomst:

En spire voksed` frem af ørknens

Nådesløse sand

En skikkelse helt uden pragt

Foragtet af hver mand

Kendt med sygdom, kendt med smerte

Hånet og forhadt

Mishandlet, plaget og forladt

Helt ind i dødens nat

Man gennemborede hans lemmer

Slagtet som et lam

Han åbned` ikke munden mens man

Slog og piskede ham

Blandt røvere fik hans sit kors

Blandt rige dog sin grav

Men hvem ku´ vide staklen der

Ku´ bryde dødens arv  

I Jesu død og opstandelse blev der banet en vej for os alle. En vej til Gud, der nu står åben. For mig et manifest- af at døden ikke har det sidste ord. Livet sejrer over døden. Lyset vandt over mørket og vi må få lov at leve i det håb der blev tændt dengang og aldrig slukkedes

Påskens budskab handler om en selvopfordrende kærlighed så dyb, at den er villig til at gå i døden for. For mig rummer det en skjult skønhed. En skønhed der omviklet af torne, måtte bryde ud af dødens ramme, før blomsten kunne springe ud.

Read More

I min kirke har vi en månedens sang, I marts er det en skøn sang fra Kirken i Kulturcenteret der hedder: Løftet. Efter at have lyttet til den og sunget den flere gange, har jeg taget mig selv i at gå og nynne den i løbet af ugen, særligt omkvædet -som kommer her:

”Du er mit håb,

Når stormen ta´r fat

Løftet du gav står urokkeligt fast

Når vejen er lang

Gør du mig stærk

Jeg finder kraft i den du er”

På tirsdag skal vi stemme til folketingsvalget. Jo tættere vi kommer på valget, jo vildere synes jeg de løfter lyder, der gives fra forskellige politikere og partier. Udover de mærkesager de forskellige partier og personer står for, er det tydeligt at se, at der kæmpes for hver personlig stemme. Nogle tyer endda til ufine metoder og nedgør andre, så de selv kan få taletid og vinde terræn. Valgkampen har været præget, synes jeg, af sager hvor politikere er blevet taget i at fordreje virkeligheden og endda sige deciderede usandheder. Måske er det medvirkende til at tiltroen til politikerne er historisk lav, ifølge Danmarks statistik tror kun hver 3. dansker på at politikerne overholder deres valgløfter. Tilbage under Coronakrisen var tallet at 82%. Altså 82% troede på politikerne og på, at de levede op til deres løfter, plus havde tillid til at de løste krisen godt.

Det slog mig hvor radikalt anderledes det er med troen og med Gud. Troens agenda er ikke at opnå noget for personlig vinding. Det er ikke en bedrift du kan klare mere eller mindre godt, Det er ikke fyldt med mærkesager, ikke en konkurrence og ikke et forsøg på at vinde en over til sig. Det er nærmere én overgivelsen og afgivelse af kontrol. Kun når vi afgiver kontrollen kan vi begynde at tage skridt ind i at tro på løftet. Tro på løftet og lægge sig under det, at Guds løfter ænder sig ikke, de står urokkeligt fast. De er ikke betingede af min kraft, mine evner eller styrke, men løfterne bunder i den Gud er.

”Du holdt mig fast, selv da stormen tog fat

Jeg var fortvivlet men var aldrig forladt

Vinden omkring mig, blev lagt ved dit ord

Jeg var i sikkerhed med dig om bord

Du er mit håb….”

Read More

Jeg kom sent hjem en aften, efter at have været afsted hele dagen og var træt. Da jeg gik i seng, tjekkede jeg derfor ikke om opladeren var sat rigtigt i telefonen. Næste morgen sov jeg over mig og måtte skynde mig ud ad døren til mit arbejde. På arbejdet skulle jeg køre langt og kendte ikke området så godt, så satte navigation til. Da jeg nåede frem, tjekkede jeg stadig ikke telefonen. På vej hjem, kort efter jeg havde sat mig ind i bilen, kom der en advarsel på bilens skærm, at telefonen slukkede ned. Jeg nåede lige at læse den og så blev skærmen sort. Det var mørkt udenfor og jeg havde ingen ide om hvor jeg var og ingen mulighed for at kontakte nogen. I stedet måtte jeg forsøge at navigere efter min mildest talt dårlige stedsans. Så hvor jeg før blindt havde fulgte navigationen, måtte jeg nu lede efter bynavne eller vejnavne der kunne lede mig til en større vej, hvor nogle af vejnumrene kunne give mig en ide om, hvilke veje jeg kunne navigere efter. Stor var min lettelse derfor, da jeg fandt en hovedvej, som jeg vidste førte til Skanderborg.

I bilen kom jeg til at tænke på, at jeg nogle gange på samme måde mister orienteringen i mit liv. Indimellem kan det føles som om min indre og ydre navigation lukker ned og jeg mister orienteringen. Jeg kan blive i tvivl om hvor jeg er, hvor jeg er på vej hen, hvilken vej jeg skal følge og hvor den vej jeg vælger går hen. Frygt og mismod er ofte på den vej, da jeg kan blive bange for om jeg overhovedet har stedsans nok, til at følge den indre og den ydre navigation. Når det sker, er en hjælp at holde øje og lede efter de stednavne jeg kender. Navne som kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse alt sammen egenskaber der leder henimod den der kender vejen. Det er for mig en trøst, at jeg ikke selv skal finde vejen, men må hvile i Guds navigation.

Der er tændt et lys for os

Midt i sjælens mørke nat

I alle ting-Til alle tider

Der er tændt et lys for os

Midt i livet som det er

I alle ting-Til alle tider

Selv i mørket er løftet, at lyset finder vej

Lys i mørke og mørket greb det ej - (fra ”Der er tændt et lys” fra Stille stunder)

Read More

Foråret med dens lys og sol, bydes meget velkommen hos mig. Jeg har længe været vintertræt og haft svært ved at komme helt til kræfter, efter en længere sygdomsperiode, hvor forskellige skavanker afløste hinanden,

Med marts kom foråret, solskin, længere dage, tocifrede grader og fuglesang. Jeg har fri i dag og tog en tur ud til havet i det smukke vejr. Fandt en bænk i læ og lyttede til bølgernes lyde og sad med sol i ansigtet. Imens jeg sad der, føltes det som om jeg liges å stille ladede op- jeg lod mig fylde igen.

Når batterier er i bund og man føler sig tømt, er det vidunderligt når man oplever lige så stille at blive fyldt op igen.

Jeg blev mindet om I kirken i søndags-hvor søndagens tekst handlede om hvordan Jesus hjælper drengen der er forpint, som faren bærer frem. Da Jesus spørger om faren har tro, svarer han- jeg tror hjælp min vantro. Det er en af flere beretninger i Biblen, på at de der opsøgte Jesus fik hjælp da de, erkendte, at de ikke havde tro eller styrke nok i sig selv, til at skabe det de ønskede.  

Der er mange trosmæssige paralleller til vores genopladning efter sygdom eksempelvis. Jeg genkender i mit liv, at når jeg står i trosmæssige kampe og føler mig helt drænet og tom, erkender min afmagt og vender mig til Gud, da kan han gribe ind. Jeg genkender Guds måde at arbejde på.

Måske er der en dyb universel sandhed i, at når vi erkender vores egen bund og stopper med at forsøge at holde fast og kontrollere, da kan Gud træde til. Det er først når vi erkender vores egen uformåen at panseret er klar til at falde, først der er vi parate til at lytte og tage imod.

Jeg la’r mig fylde igen -Herre jeg er åben

Lader dig komme ind - I min skrøbelige skål

Skal der stadigt fyldes på (Omkvæd]

Jeg drikker dybt af din strøm - Herre, jeg er åben

Jeg har brug for din ånd - Lad din kilde springe ud

 I mit indre, som en flod- Jesus, kilden til liv og kraft

 [Omkvæd] Min sjæl pris ham

Herren almægtig

Du gør ild til din tjener

Farer frem på vindens vinger

Min sjæl pris ham - Herren barmhjertig

Du er trofast og kærlig.. (Temasang Dansk Oase af Joachim Hejslet)

 

Read More

Det er blevet 1. marts - den første forårsdag og sneen er næsten smeltet helt bort. De første dage med plusgrader gik det stærkt. Vi bor på en bakketop og det var fascinerende at se på, hvor hurtigt vandet samlede sig og løb klukkende ned ad vejen

Da jeg var ude at gå, måtte jeg have gummistøvler på, da vejen og stien flere steder var oversvømmet og risterne og åen længere nede ad bakken, havde svært ved at følge med.

Fasten er startet og vi tæller ned til påsken inden længe. I forbindelse med fasten havde jeg siddet og læst nogle af de sange og salmer der hører påsketiden til.

Imens jeg gik, nynnede jeg en af mine yndlingssalmer: Hil dig frelser og forsoner, af Grundtvig- hvor nogle af versene blev særlig levende imens jeg gik:

..Dog jeg tror at dine vunder

Væld udsprang til stort vidunder

Mægtigt til hver sten at vælte

Til isbjerge selv at smelte

Til at tvætte hjertet rent

Derfor beder jeg med tårer

Led den ind i mine årer

Floden, som kan klipper vælte

Floden, som kan isbjerg smelte

Som kan blodskyld tvætte af

Det er et smukt billede og en tekst der for mig beskriver hvad nåde er og beskriver hvad Guds kraft er i stand til

For nyligt talte jeg med en beboer på arbejdet, som spurgte mig ind til, hvad jeg tænkte nåde betyder Imens vi talte, kom vi begge i tanke om eksempler, hvor et andet menneske med rimelighed kunne have dømt os, men i stedet viste os nåde. Disse erindringer er gemt som små dyrebare minder.

Når vi mødes af nåde, er det som at stå helt afsløret og blottet og opleve alligevel ikke blive dømt. Personen eller personerne ville retfærdigt kunne dømme os, men vælger at undlade. Grundene kan være forskellige, men uanset skaber det en uventet forandring. Ikke sjældent er det den forandring der starter en ny vej

Ligesom sneen der for nyligt dækkede alt, blev omdannet til vandpytter for sidenhen at trække væk og dermed afsløre det der er under. På samme måde er troens vej i overgivelsen. At give alt til Gud, vide at han ser helt igennem os og vi ikke er dækket. At han ser alt og alligevel vælger at elske os.

 

Read More

Da jeg vågnede i morges, var det til en ny lyd. Lyden af sne der rutsjede ned af taget for at samle sig i små driver og senere vandpytter. Da solen var stået op, gik jeg ud i haven for at tjekke om alt var ok, efter de mange dage med frost og sne.

Langs stakittet om vores terrasse, var toppen af en lille drive knækket af. Under var den fineste buket af udsprungne vintergækker. Hvordan de har formået at springe ud under sneen, er en gåde for mig, men jeg blev glad og håbefuld da jeg så det.

De små løgplanter havde formået at bryde igennem den frosne jord og endda blomstre. Som små forårsbebudere symboliserer de håb, modstandskraft, ukuelighed og styrke.

Når isen og sneen smelter, åbenbarer det alt det, der var skjult under overfladen. Vi mennesker kan have mange grunde til at sætte en is og snefacade op i vores liv, så andre ikke kan komme helt tæt på, så de i stedet kun ser den pæne overflade. For langt de fleste af os, bunder det i en dyb frygt for at blive afsløret. At hvis andre mennesker kunne se bag om vores facader, ind i alt det vi forsøger at skjule, så ville de møde os med samme dom som vi selv gør. Måske har vi gamle erfaringer med at blive afvist, gjort nar af, holdt ude, ikke forstået eller andet der har gjort os ondt. Erfaringer der gør, at vi ikke tager nogle chancer, men i stedet passer på os selv ved at gardere os. Garderingen gør os ensomme. Ensomheden bliver først brudt den dag vi tør gøre noget andet. Tør knække lidt af snedriven og lukke lyset ned, bryde vores facade og have modet til at leve mere gennemsigtigt. Er din facade din identitet, er der meget på spil.

For mig kom modet først den dag, hvor jeg bort fra mig selv og min egen usikkerhed og tog små skridt henimod Gud. Det er fortsat dagligt et valg- at se henimod Gud, se mig selv i hans øjne.

Hvor går jeg hen, for at skjule mig for dit blik?

Gud du ser, alt jeg er

Al min stolthed, mit selvbedrag

Som har ført mig vild

Alle andres blikke og krav

Brænder som en ild

Gud du ser med kærlige øjne på mig

Med et blik fuld af nåde og fred

Et blik fuld af kærlighed

Og jeg ser du hænger på korset for mig

Med et blik der har bøjet sig ned-

Et blik fuld af kærlighed. (fra ”Kærlige øjne”- Åfestival 2019)

Read More