At holde hænderne løftet

..og kæmpe på knæ

Jeg nærmest snublede over nogle vers i min bibel i morges fra Hebræerbrevet kapitel 12 vers 12-13: ”Styrk derfor de synkende hænder og de kraftesløse knæ og gå den lige vej på jeres ben, så det lamme ikke vrides af led, men tværtimod bliver helbredt”. Ordene kommer i en lang række ord om Guds opdragelse og som optakt til versene, står der, at frugten af opdragelsen er fred og retfærdighed. Det er en god efterstræbelsesværdig bonus, tænker jeg. Tænk hvis dette kunne siges, om den opdragelse jeg har givet mine piger?

Jeg kan gå og give det videre jeg har fået givet, men er som alle andre begrænset af mine begrænsninger. Begrænset af det jeg ikke ved, det jeg ikke kan, det jeg ikke tør og meget andet.

Elsker linjerne i Sofias Hedias vidunderlige sang og tekst: ”Stenbrud” skrevet til hendes datter i en svær tid hos dem, her fra omkvædet: ”Hvordan skal du lære at flyve, når jeg gør vingerne våde med tårer, med dunede fjer på en skælvende vej, med alt det jeg ikke fik båret. .men jeg lover at jeg griber hvis du falder ned..”

Indimellem kan mit lidt jeg kan give, se ud som en dråbe i havet, umuligt at få øje på og skelne fra de mange andre dråber der fylder mine pigers hav eller andres.

Hver gang min uformåen står overfor alt det jeg gerne ville, finder jeg en trøst ,i at det ikke handler om mig, men om Ham som skabte havet og alt andet. Til Ham må jeg komme, løfte mine hænder og bede på mine knæ, for Han kan skabe mere end en dråbe. Han har både min fremtid, nutid og fortid i sine hænder, lige så vel som Han har mine pigers og alle de jeg elsker og holder af. Deres livsløb, deres fremtid og alt der er sket og vil ske.

Min træthed kan indimellem blive så overvældende, som i denne uge hvor corona har lagt mig ned, samtidig med min mand har været i Finland med arbejdet. Der, er jeg taknemmelig for, at når mine kræfter ikke engang rækker til at holde hænderne oppe i bøn, må jeg lade mig inspirere af Moses og bede gode venner holde mine arme oppe i bøn for mig og for os.