At blive genkendt

Jeg har en skøn app på min telefon, som jeg ofte bruger på mine mange lange gåture. Det er en app der bestemmer og genkender svampe, planter mm, ved at man tager et billede af dem, hvorefter der findes et match.

Appen er selvfølgelig særligt brugbar ift. bestemmelse af svampe, nu jeg gerne spiser de svampe, jeg plukker i skoven. Det er dog også meget hyggeligt at bestemme de andre ting jeg ser og finder. Faktisk kan jeg have det sådan, at det at tage et billede og se navnet på planten, allerede gør at jeg synes jeg kender planten lidt bedre. Appen fortæller også hvilke særlige kendetegn man kan være opmærksom på, så man kan genkende planten eller svampen en anden gang.

Overvejer om det er lidt på samme måde med os mennesker? At når vi ser et andet menneske, leder vi efter kendetegn mm, for at kunne bestemme dem og genkende dem ud fra et system - nok oftest et indre system, som vi har bygget op, grundet vores historie, præferencer mm Når personen så er kategoriseret, kommer vurderingen måske og derefter genkendelsen.

Jeg kender det i hvert fald fra mit eget liv, at jeg forsøger at kategorisere, for at skabe noget at navigere ud fra. Indimellem er det til de andres fordel indimellem ikke.

Da det er en subjektiv vurdering og jeg som værdi ikke ønsker at andre skal være belastet af min forhåndsudtagelse, kan jeg med fordel navigere ud fra noget andet.

Mit mål som et troende menneske er, at lade Gud være den app jeg kategoriserer, bestemmer og genkender ud fra. Tænk at få lov at se og bestemme alle andre ud fra det billede Gud ser?

En Gud som er kærlig og som elsker sit skaberværk og alle i det.

Jeg tror, at hvis der på Guds app blev taget et bestemmelsesbillede af mig, ville der stå i beskrivelsen med Guds egne ord fra Esajas bog kapitel 43 vers 4-5 i Biblen:

”Dette er mit barn, Hun er dyrebar i mine øjne, højtagtet og elsket af mig… Hun behøver ikke frygte, for jeg er med hende”.

Dette er Guds sandhed om mig. Ikke fordi jeg er noget specielt, men fordi det er Guds ord om os alle. Vi er elsket og højtagtet af Ham og vi behøver ikke frygte, for Han går med os.

Dorthe Sandvad