At følge sporet

Som mange andre i det jyske, stod vi også op til snekaos onsdag og har haft et par dage hjemme, med hjemmeopgaver til pigerne og hjemmearbejde til mig. I dag vovede jeg mig ud på vejene, da der var forskellige aftaler der var udskudt til i dag og et køleskab der trængte til en opfyldning.

Trafikken kørte langsomt, da vejene endnu ikke var ryddet og vi kørte i kolonner. De steder hvor jeg kørte i sporet efter en anden, var det mere fremkommeligt. Indimellem var jeg nødt til at følge trafikken og køre en anden vej end den planlagte, da det var den vej der var ryddet.

Turen fik mig til at tænke på alle de kristne brødre og søstre der er gået foran mig og har banet en vej, en vej som er ryddet- som jeg kan gå på. De kan for mig bruges til at være forbilleder i det almindelige kristne liv, som de mennesker de var på godt og ondt. Indimellem har vi og i særdeleshed jeg, brug for mennesker der konkret og lavpraktisk inspirerer os til hvordan vi kan leve vores liv himmelvendt, men stadig i det liv der er vores.  Jeg falder ofte i enten at leve så himmelvendt at jeg ikke ser alt det der sker om mig i mit almindelige liv eller leve så jordisk, at jeg glemmer at det kun er den ene del af den virkelighed, jeg tror på, Jeg har brug for at knytte båndene sammen, som en snor der knyttes sammen og i det, er stærkere end de forskellige tråde hver for sig.

I min forlovelsesring er der indgraveret: ”Tretvundet snor brister ikke så let” fra Prædikernes bog kapitel 4 vers 12b. Det er ord jeg ofte er vendt tilbage til. Det er opløftende ind i vores ægteskab, når det indimellem knager, men jeg har brugt det ligeså når noget rammer i livet og jeg føler mig alene med min smerte. Samtidigt minder ordene mig om, at mit liv er viklet sammen af det liv jeg har, min tro og de jeg har i mit fællesskab, det om det er familie, venner, kirken- vi er alle viklet sammen og på den måde står vi stærkere.

Indimellem er jeg også nødt til at køre en anden vej end min planlagte i mit trosliv. Måske er det en anden vej der er banet, som lige nu er klar til at køre på, imens den første ryddes? Måske er det nødvendigt at sætte hastigheden ned, så alle kommer sikkert frem? Også der må jeg bøje mig for Ham der styrer trafikken i mit trosliv og mens jeg venter, kan jeg læse og lytte til de der er gået foran og har taget turen før mig.