Jeg var på vej for at hente min datter på hendes efterskole og var kommet afsted i god tid. Så god, at jeg havde tid til at holde ind og gå en lang tur langs stranden. Jeg fandt en lille gryde op imod en bakke, hvor jeg kunne sidde i sandet og se ud over havet. Det var en af de sidste indian-summer- dage og jeg nød øjeblikket med sol imod mit ansigt, lyden af bølgerne der slog ind, varmen og en mennesketom strand. Pludselig gik der en sky for solen, det blæste op og blev meget koldt. Varmen forsvandt og sandet jeg sad på, føltes også koldt, nu da varmekilden var væk.

Min første indskydelse var at skynde mig afsted mod bilen igen, komme i sikkerhed, undgå at blive våd og mere kold

Episoden mindede mig om, at jeg indimellem også kan have det sådan i mit liv, at varmekilden slukker. Der går måske en sky for mine øjne eller mit hjerte og det bliver så koldt, at jeg glemmer solen. Mørket fylder i stedet det hele. Måske kommer det på baggrund af at jeg mislykkes i noget, måske rammes jeg eller en af mine nærmeste af sygdom, måske kommer der nogle uventede økonomiske udfordringer eller noget helt andet.

Når modgang rammer mig, kan jeg have tendens til at gøre det samme som min indskydelse på stranden. Skynde mig væk, fjerne mig og måske kravle i skjul til det er overstået.

Lige netop der, har jeg dog så meget mere brug for at blive mindet om at skyen ikke er der for evigt. At det igen vil klare op. At mørket ikke er hele sandheden, selvom det er den der fylder lige nu.

Allermest har jeg dog brug for at blive mindet om det perspektiv:  At Gud kan bryde mørket og har brudt det en gang for alle. Biblen vrimler med billeder, vers og historier om dette Et af mine yndlingsvers i Biblen er fra Esajas 42 vers 16, hvor der står:

”Jeg fører de blinde af veje de ikke kender, jeg leder dem af stier de ikke kender, jeg gør mørket foran dem til lys, det bakkede land til slette, det vil jeg gøre og jeg opgiver det ikke”

Det kræver noget at bekæmpe vores første indskydelse og forsøge at blive stående, men vi er nødt til det, hvis vi vil erfare at lyset kommer tilbage igen. På stranden gik der ca. 5minutter før solen vandt indpas igen i vores liv tager det ofte længere tid..

Read More

I morges, var jeg på vej ned til mit yndlingsbadested, for at nyde det sidste af sensommers varme. Søen ligger i en skov og jeg nyder at følge årstidens skift. I dag så jeg eksempelvis de første blade i, der var på vej i deres efterårsdragt. Imens jeg stod og betragtede farvespillet, opdagede jeg at træets rødder på den ene side af mig havde viklet og krydset sig hen over stammen i et sirligt mønster, som om de holdt fast på stammen, klyngede sig til den og ikke ville slippe den.

Jeg gik med mine tanker hos min mand, som jeg ventede på nyt fra, da han er på arbejdsrejse i USA. Jeg tænkte tilbage på de sidste dage inden han skulle afsted. Selvom vi har prøvet det ofte, er det altid iblandet en masse svære følelser at sende ham afsted, en masse bekymring og et ønske om ikke at ville slippe ham. Dette er uanset om rejsen er varslet i god eller mindre god tid, om jeg planlægningsmæssigt er med og dette også på trods af at erfaringen er, at hver gang er det gået fint.

Jeg tænkte på, hvor ofte jeg selv og andre kommer til at holde fast i andre mennesker, fordi vi ikke ønsker at slippe dem. Måske har vi tanken, at de skal hjælpe os med at få dækket et behov. Måske er vi bange for at undvære dem. Ofte er de tanker og længsler vi går med bevidst som ubevidst, dog al for store til at lægge på et andet menneske Vi kan og skal ikke forvente det af et andet menneske. I stedet bliver vi som rødder der klynger sig fast og måske kan det på sigt hindre det andet menneske i at stå frit.

I stedet må jeg flytte mit blik, vende mit fokus på Gud. Vide at der er Ham der møder mine længsler, mine behov, møder mig der hvor jeg føler mig mest ensom og tilbyder mig sit fællesskab. Kun hos Gud finder min sjæl ro, kun hos Ham kan jeg få den samhørighed jeg i virkeligheden længes efter. Gud er den stamme hvor jeg vil sno mine rødder om og holde fast i, for Gud slipper ikke mig- men holder mig helt tæt.

Som der står i Esajas 41 vers 10: Frygt ikke, for jeg er med dig, fortvivl ikke, for jeg er din Gud. Jeg styrker dig og hjælper dig, min sejrrige hånd holder dig fast

 

Read More

Sidste fredag var jeg på vej til min mellemste datters efterskole, for at hente hende, da jeg kom til en politi-afspærring. Politiet var lige ankommet og i gang med at spærre af, så der var endnu ikke lavet omkørsler. Jeg gav min GPS-kommandoen at finde en alternativ vej. Jeg kender ikke vejen så godt endnu, så først da jeg var ledt til højre, venstre, rundt og rundt- opdagede jeg at den havde guidet mig hele vejen rundt, så jeg landede præcis ved samme afspærring igen, nu med 10 min tillægstid. Først da jeg gav min GPS en ny kommando, genstartede ruten og bad den undgå lige denne vej der var afspærret, skete der noget. Først da kunne den vise det bedste alternativ.

Imens jeg kørte, tænkte jeg, at det minder lidt om min ufleksible hjerne. Ofte er jeg i fuld fart på vej ned af en gammelkendt vej, men så bliver jeg stoppet af en afspærring. Derefter kører jeg rundt og rundt indtil jeg måske lander foran samme afspærring igen. Når jeg kører forkert, mærker at en vej jeg tidligere har brugt, ikke længere fungerer, har jeg i stedet brug for en ny kommando. Jeg har brug for at åbne mit perspektiv og finde alternative veje i stedet.

Det samme kan være gældende ift. mine beslutninger, når noget først er på en måde, bliver det hurtigt en vane for mig og mit system er enormt ufleksibelt til at ændre det igen.

Den nye rute min GPS guidede mig på, var forbi en smuk gammel herregård, smukke solsikkemarker og en vej der pludseligt åbnede op til et udsigtspunkt over havet. Det var måske ikke den lige vej, men det var en smuk vej og vej jeg ikke ville have undværet.

Ofte oplever jeg i mit liv med Gud og med Ham som min vejviser, at en, i mine øjne åbenlys vej at gå på, bliver afspærret. Indimellem går jeg der nærmest allerede i mine tanker. Jeg har visualiseret det og kan næsten mærke hvordan det er. I næste øjeblik er vejen lukket og jeg kan sidde tilbage med skuffelse. Det kan være tillokkende at vende skuffelsen mod Gud, men i virkeligheden er det der er brudt, nogle forventninger om noget jeg aldrig var blevet lovet Resultatet er, at jeg kan bebrejde Gud at han ikke har overblikket, at han ikke ser mig, lige der hvor han forhindrede mig i at gå forkert. Jeg tror, Han ved hvad der bedst for mig. Jeg tror at mine dage, mit livsløb og vej allerede er lagt tilrette og jeg må få lov at lade mig guide efter dette.

Read More

Jeg har morgen-afleveringsopgaven med de 2 af mine piger der bor hjemme, inden jeg selv kører på arbejde. Som regel går turen ind til Silkeborg godt, uden der er en masse kødannelse. Udfordringen kommer hver gang jeg skal vende om og køre ud af byen. To vognbaner skal krydses og da det både er tæt på stationen og forskellige uddannelsessteder, er trafikken tæt. I august var flere veje lukket i midtbyen pga. en festival og omkørslen var på de veje jeg skulle krydse. I denne periode sad jeg ekstra længe en morgen uden at kunne dreje, trafikken fortsatte og der var kø både på tilkørselsvejen og bagved mig.  Hullet kom, da en venlig lastbilchauffør signalerede med sit lys at han skabte et hul for mig, da der pt var et hul i den inderste bane. Taknemmelig kunne jeg fortsætte køreturen og nå dagens arbejde.

Efter kom jeg til at tænke på hvilket overskud dette blik kræver. For de fleste- inklusiv mig selv den pågældende morgen, var mit fokus hos mig selv. Jeg skulle ud, jeg skulle videre og undgå at komme for sent. Jeg nåede det til tiden, men kun fordi en anden havde blik for at jeg sad fast og havde brug for et lille hul, for at komme videre.

Jeg besluttede mig for at ville øve mig på at have dette blik for andre. Først skridt er dog altid at sænke stress-følelsen hos mig selv og kigge op og ud. Alt for ofte fanges jeg i en travl hverdag med minutprogrammer og lange todo-lister og glemmer, at det langt hen ad vejen er mit eget valg, at lade mig fange. Jeg glemmer prioriteterne og glemmer at min værdi er, at agere fremfor at reagere.

En klog kvinde sagde engang til en uddannelse jeg var på, at man ikke kan stole på sine følelser når man er presset. Det samme kan siges om ens tanker. Når vi udsætter os selv, for at have for travlt mindsker vi chancen for rent faktisk at træffe gode og værdifulde beslutninger, fordi vi reagerer fremfor at agerer.

Jeg ønsker i mit liv at have Gud som mit kompas og min vejviser. Hvordan skal det lykkedes, hvis jeg ikke har så meget ro, at jeg kan lytte til Hans stemme?

Derfor må vi lave mellemrum, lave åndehuller- hvor vi stopper op, lukker andre ind i trafikken og selv holder lidt stille. Hvem ved måske hjælper vi en anden lige der? Eller måske var det den pause vi selv trængte til, for at kunne lytte til en stemme der sjældent råber, men som taler stille ind i vores hjerter når vi lytter efter.

 

Read More

Sommerens ferie i Italien bød på flere overraskelser. En af de største var, at feriehuset var meget skønnere end på billederne Vi havde lejet et hus igennem airbnb, hvilket kan føre til mange forskellige oplevelser. Billeder i det rigtige lys kan få noget til at fremstå langt smukkere end virkeligheden, eller man kan være velsignede, som vi fik fik lov at opleve, at det er virkeligheden der overgår billederne. En af grundene var uden tvivl at stedets skønhed ikke kunne formateres til et billede Stedet vi skulle bo, så ikke ud af noget særligt udefra Vi snirklede os igennem en lille meget smal passage af huse bygget af grove sten. Magien opstod da vi stod på terrassen og kiggede ud over vin og olivenmarkerne i dalen og derefter en gang til, da vi trådte ind i det skønneste hus

Jeg er lige kommet hjem fra ferietur med beboerne på mit arbejde og kan ikke lade være at drage lidt parraller til vores oplevelse i Italien. Mange af de jeg har privilegier at få lov at hjælpe, ville præsentere sig selv som om at de ikke var noget særligt. I samfundets øjne og rent statusmæssigt er de det vel heller ikke, men det snyder når man stopper op, kigger ud og åbner døren ind til dem.

Til forskel fra i mange andre relationer er der her ingen forstillelse Alle har oplevet livets skyggesider og ud fra det er der vokset en skønhed frem, som ikke kan formateres til et billede. I skønheden er ofte en visdom, en dybde og en taknemmelighed. At få lov at give dem en ferie, er en stor gave.

Jeg tror, at ethvert menneske er bærer af noget af Guds DNA, fordi Han skabte og dannede os Implicit deri bærer vi alle på en værdi. Lad os gå ud i dag og lede efter det smukke i de mennesker vi møder på vores vej. Indimellem kræver det list tid, at vi lige standser op og er nysgerrige på at opdage, hvad lige dette menneske er bærer af.

Gud minder os om- flere gange i biblen hvor dyrebare vi er for Ham. Eks er Salme 139 en stor hyldest til Guds skaberværk og den kærlighed Han har til det og til os. Tænk sig - at allerede som foster havde Gud dig for øje! Lad os gå ud og møde andre med den værdi.

Read More

Sad i morges med min morgenkaffe og kiggede igennem mine billeder, fra en skøn ferie i Italien. Mange smukke steder og skønne minder, forsøgt indfanget i billeder. Imens jeg kiggede dem i gennem, huskede jeg på og gennemlevede de forskellige steder vi var og oplevelser vi havde Særligt dvælede jeg ved et billede, hvor vi alle stod og så udover havet på en form for terrasse eller plateau med det smukkeste gamle mosaikgulv. Et skønt billede med havet i blåt som baggrund imod det smukke gamle gulv.

Det billedet ikke viste, var et hus der stod lige ved siden af, hvor huset havde fået lov at forfalde og efeuen havde overtaget alt. Billedet viste heller ikke, at der i parken op til var håbefulde tiggere der holdt sig nær de relativt mange turister der kom forbi, for at nyde det særlige syn udover havet.

Billedet og dens fokus fik mig til at tænke på hvor ofte vi viser de pudsede facader frem. Hvor ofte vi viser et billede af noget, med det resultat, at vi kun ser det valgte uddrag. I sig selv er det måske ikke et problem, men det er udfordrende, hvis det kommer til at fremstå som den hele eller fulde sandhed.  Jeg tog billedet i den ramme jeg fandt smuk, en ramme som fremhævede min fortælling.

Hvor ofte gør vi ikke det samme på andre områder af vores liv? Vælger hvilket udsnit vi vil vise fra vores liv til andre. Risikoen ved dette er, at udsnittene vi viser oftest kommer til at definere vores billede af hinanden. Som mennesker måler vi og sammenligner os, som regel med konklusionen at vi er mindre end de vi måler os op imod. Alt sammen pga. et øjebliksbillede. Resultatet af dette er ofte afstand, følelse af at være mislykket, mindreværdig mm, hvilket kan føre til ensomhed også i et fællesskab. Jeg snakker jævnligt med mennesker der længes efter et fællesskab der kan rumme også alle de andre øjebliksbilleder, der er mindre perfekte. Hvad om vi turde skabe de fællesskaber ved selv at gå forrest og vise noget af det, der ikke fremstår perfekt?

Vores perfektion er alligevel blot en illusion. En illusion vi ofte kan bruge mange kræfter på, uden det fører til noget af værdi.

Thomas Sjødin skriver i sin bog: ”Stol på at det vil lysne”, at han hylder det gode nok liv med alle skrammer skavanker mm. Dette tror jeg er en god øvelse og værdi.

 

Read More

Jeg er lige kommet hjem fra en skøn ferie i Italien med min familie. Ferien var fyldt med sol, samvær, nærvær, samtaler, tid der ikke blev afbrudt, skønne sanseindtryk til alle sanserne og følelsen af uendeligt god tid.

Hverdagen der rammer efter en skøn ferie, er altid fyldt med ambivalens for mig. Jo mere jeg tænker på ferien, jo mere får det et romantisk skær og hverdagen virker trist og trøstesløst i forhold til. Særligt denne gang oplever jeg mig hårdt ramt. At komme fra ferie, sol og varme til skybrud, storm og heldagsregn i Danmark, samtidigt med at hverdagen starter med planlægning og koordinering, deadlines, madpakker, bunker af mails, pakning, indkøb og opstart forskellige steder. Det hele særligt intens, da året byder på en ny hverdag, da en starter på efterskole og en anden på HF.  Når travlheden og alle behovene melder sig, bliver mit blik hurtigt fokuseret på dette og jeg sætter farten op og drømmer mig tilbage.  Imens glemmer jeg alt det jeg kan være taknemmelig for i min hverdag og går rundt og vrisser og fryser i mit sommertøj.

Jeg vil huske på, som en klog veninde sagde til mig, at se frem - der er mange gode ting i vente. Det handler mere om at have blik for det. Tidligere i dag kom en køber forbi til noget jeg har til salg, vedkommende stoppede op og kiggede ud og udbrød:”Wauv en udsigt som din findes ikke smukkere”- det var godt at blive mindet om.

Lad og kigge op og frem, måske kommer der snart en lille sprække i skyerne? Indtil da vil jeg tage min vinterjakke på og smile til de jeg møder på min vej. Jeg vil trække feriefornemmelsen lidt, måske stå lidt tidligere op og have god tid om morgenen, måske plukke eller købe en buket blomster, måske benytte mig af det dårlige vejr og læse en af de bøger jeg ikke nåede i ferien? Måske er det sådan at taknemmeligheden kan smitte og blive til mildhed i de rette hænder.

Fillipperbrevet kapitel 4 vers 4-7:”Glæd jer altid i Herren, jeg siger atter glæd Jer. Lad Jeres mildhed blive kendt af alle mennesker. Herren er nær. Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem mod Gud i bøn og påkaldelse med tak. Og Guds fred som overgår enhver forstand vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus    

Read More

Jeg bor i det kuperede Søhøjland, så ofte når jeg kører i bil kobler jeg ud og ruller ned af bakkerne for at sætte i gear op ad bakkerne igen. Dette er mest for at spare brændstof, men udover er der en dejlig tilfredsstillelse i at rulle afsted uden at bruge så meget energi. Farten hjælper endda op ad den næste bakke. Eneste risiko er, hvis der er fartkontrol i bunden af bakken.

Et synonym med at koble ud er ordet afkoble. Jeg står som mange andre overfor at skulle gå på sommerferie inden længe. For mit vedkommende, er der lige en hurdle tilbage med travlhed i starten af næste uge, så har jeg ferie.

Det er meget typisk. Udover den sædvanlige travlhed med at blive klar til ferie, har der været dimission på to forskellige skoler for 2 af mine døtre, sommerferieafslutninger og på arbejdet nye planer der skulle laves udover sommerplanerne. Dette sammen med sygdom, har presset min tid og mine gamle strategier under pres har taget over, helt uden jeg opdagede det.

I stedet for at koble ud, rulle ned af bakkerne og få udsyn og kræfter til at kravle op ad bakkerne, har jeg i stedet sat et ekstra gear på. I virkeligheden har jeg ikke et ekstra gear, så projektet er dømt til at mislykkedes. Selvom min gamle strategi er en velafprøvet vej og en efterhånden en veltrampet sti- ender vejen blindt. Jeg når ikke mere, jeg bliver ikke mere klar til min ferie, ved at påsætte et ekstra gear. I stedet bliver det umuligt for mig at gennemskue vigtigheden af opgaver, så jeg løser alt uden at prioritere og fortsætter til jeg er i mål. Når ferien rammer, fortsætter jeg i samme tempo og kommer til at bruge dyrebar tid, med at afmontere det ekstra gear, i stedet for at lande med min familie og finde et fælles gear.

I stedet må jeg starte med at koble ud, trille ned af bakkerne og prioritere at sætte i gear opad bakken. Det betyder i praksis, at jeg vil prioritere mine arbejdsopgaver og vil prioritere at få overblikket inden jeg handler. Når gamle mønstre tager over, lader jeg mig inspirere af historien og Martha og Maria i biblen (fra Lukas 10 vers 38-42). Maria valgte den gode del, står der skrevet. Måske er en del af forståelsen, at hun før hun handlede satte sig ved Jesu fødder og lyttede. Jeg tror det rummer en stor visdom, som jeg vil øve mig på at tage ind i liv.  Lytte først, handle efter.  

Så på mine stille morgener, hvor mine piger sover i ferien vil jeg snøre vandrestøvlerne og gå ud for at lytte..

Read More

På vej til arbejde i går, kørte jeg af de små veje mod Skanderborg fra Gjern. Ret hurtigt, på de mest kringlede veje, kom jeg til at ligge bag en lastbil. Både på grund af vejens forløb og modkørende biler, var det ikke muligt at overhale. Min reaktion var irritation og frustration, fordi mit udsyn var så begrænset.

Kom til at tænke på, at jeg ofte reagerer på denne måde, når mit udsyn begrænset på andre områder af mit liv. Jeg ønsker at kunne se frit, kunne orientere mig, vide ting og forstå så meget som muligt. Det ligger så dybt i mig og måske ligger det også dybt i vores samfund? Vi hylder viden og frihed, vi hylder det ubegrænsede liv.

Jeg tror dog det er en vildfarelse at tro, at det ubegrænsede er frihed og lykke. Måske er der i virkeligheden en langt større sandhed i, at vores begrænsede udsyn er en gave? En gave som gør at vi måske kan være fokuserede og nærværende der hvor vi er, i stedet for at suge alt til os. Måske er der en gave i vores begrænsninger?

Tænk, hvis mine sår og ar, hvis alt det jeg ikke forstår, min uformåen og begrænsninger er med til at holde et fokus på Gud? Holde mig tæt til Ham.

Jeg lytter meget til en sangen ”Scars” fra gruppen ”I´m they”. I sangen lyder det bl.a: ”..For min smerte bragte mig til dig og mine sår,  bruger du i min fortælling.  Jeg er taknemmelig for mine ar, for uden dem, kendte jeg ikke dit hjerte. Jeg er taknemmelig for dine ar, fordi de fortæller om hvem du er.  Så jeg står i tillid, i styrken af din trofasthed og er ikke den jeg var tidligere, for jeg behøver ikke frygte mere...”

Jeg elsker den, fordi den sætter fokus på noget yderst vigtigt. Gud bruger vores sårbarhed og magtesløshed og vi skal ikke stå i egen kraft og blive forvandlet. Vi skal stå i Guds trofasthed i styrken af Ham. Når vi står der, behøver vi ikke frygte mere.

Vi må lade Gud skabe nyt. Skabe noget fint ud af vores ar, begrænsninger og uformåen. Vi må lægge det hele i Hans hænder og lade ham omforme vores historie og derved også vores fokus.

Næste gang jeg ligger bag en lastbil, vil jeg bede og takke fordi mit udsyn er begrænset

Read More

Efter lang tids tørke, var det helt fortryllende at vågne op til lyden af regnen der trommede på taget i morges. Da jeg kom op og gik udenfor, slog et væld af dufte mig i møde, det var som om regnen havde presset ekstra duft ud af roserne og kaprifolien ved min veranda. Da jeg gik tur med vores hund, gik jeg i skønne dufte fra uægte jasmin, hyld og kunne også indånde duften fra den varme våde jord. Efter at have ventet på regnen og set alting visne, virkede det ekstra stærkt med regnens kraft. Det hele livede op om mig og den tunge lumre luft blev pludselig kølende og sval.

Mens jeg gik, kom jeg til lave paralleller til mit eget liv. Som de fleste andre har jeg også haft tørketider i mit liv og trosliv. Perioder hvor jeg følte mig alene, følte at jeg anråbte Gud og der ikke kom et svar tilbage. Tider med smerte, bekymring, tvivl og mismod. Forskellige årstider der har afløst hinanden i forskellige faser i mit liv. I samme ombæring tænkte jeg på alle skiftende. De tidspunkter hvor de forskellige kriser eller følelser vendte igen. Noget jeg meget bevidst noterer ned, fordi jeg ellers glemmer det. Lige så meget jeg kan anråbe Gud, lige så meget kan jeg overse når Gud griber ind. Ofte, er min erfaring, sker det som regnbygen i dag pludselig og uventet. En vej eller nye muligheder åbner sig. En hjælp kommer fra en uventet kant. En følelse ændrer sig eller et øjebliks nærvær med Gud, fjerner tvivlen.

Guds indgriben rammer sjældent med samme kraft som vi mærker vores smerte eller udfordringer, men duften når Gud sender sin nåde er lige så liflig som træernes og blomsternes duft efter regn. Så liflig at vi må stoppe og lede efter det og tage det ind. Det er ikke anmassende med mere inviterende. At opdage når det sker, er noget af det mest trosstyrkende for mig. Derfor skriver jeg det ned, for når bakkerne foran mig bliver for høje og jeg er blindet og ikke kan se frem, er det godt at se tilbage på alle de gange Gud greb ind.

Som jeg læste i min morgenreflektion, fra Esajas bog kapitel 42 vers 16: ”jeg fører de blinde af veje de ikke kender, jeg leder dem af stier de ikke kender, jeg gør mørket foran dem til lys, det bakkede land til slette, det vil jeg gøre og jeg opgiver det ikke.

Read More

Jeg har et hjørne i min have, som med tiden er blevet til et brombærkrat. Det er ikke fordi jeg ikke har forsøgt, at få noget til at gro i det hjørne. Jeg har også forsøgt at tilføje ekstra god jord, vande det ekstra, men det har ikke hjulpet, jorden er forblevet hård og tør. Jeg har gravet rødderne op på brombærbuskene, men de kommer altid tilbage. Dog er der en staude der har overlevet. Den smukkeste orange kæmpevalmue bryder hvert år igennem krattet og lyser op. Efterhånden har den vundet et større og større indpas og jeg er imponeret over hvordan den spreder sig i det hjørne. Flere gange har jeg forsøgt at samle frø, forspire dem eller andre gange bare plante dem ud, for at lade dem træde frem og lyse haven op et sted hvor de er lettere at få øje på dem. Det er ikke lykkedes og de står fortsat kun i mit tilgroede hjørne. I går da jeg vandede haven gik jeg og tænkte på, at det er pudsigt at jeg har haft så travlt med at ville omplante dem for at fremhæve dem, når der hvor den træder allermest tydeligt frem, i virkeligheden er i krattet. De store sarte kronblade i orange lyser op i det grønbrune, som skaber den perfekte baggrund hvor farven endda forstærkes.

Dette fik mig til at tænke på mit arbejdsliv, hvor jeg ofte befinder mig i landskaber præget af tjørnekrat. Mennesker der vokser på jord uden så meget næring og hvor livet har viklet sig om dem. Jeg kan vælge, ligesom det først faldt mig ind, at grave rødderne op, tilføre bedre jord, vande ekstra men spørgsmålet er om det vil slå til? Jeg kan også vælge at stille mig der, hvor jeg kan slå rødder og skabe små glimt af håb, små som store plamager af orange på en mørk baggrund. Måske vil det kunne sprede sig og vinde indpas? Måske vil det med tiden være nok til at bekæmpe eller i hvert fald hæmme væksten af tornekrattet?

Det er let som menneske at træde i handling. Effektivt fjerne al tornekrat om os og andre, starte forfra gøre noget radikalt. Hvad hvis der er visdom og kaldelse i at starte lige der hvor vi er? Strække os efter håbet hvor vi står for at give det videre?

I Hebræerbrevet står der i kap. 6 vers 18b-19 nogle ord jeg ofte vender tilbage til: ”Vi har taget vor tilflugt til at gribe det håb, som ligger foran os. Det håb der er et anker for sjælen; der er urokkeligt og sikkert og rækker ind bag forhænget”.

Jævnligt er disse ord min bøn for dagen, at Guds håb må være mit anker for sjælen, ikke mine handlinger eller bedrifter men alene Guds håb.

Read More

Jeg var for nyligt på en endagstur til Hillerød, for at besøge min datter der går på efterskole der. For at kunne arbejde på turen og spare penge, tog jeg kombardo-bussen begge veje.

Turene førte til to meget forskellige oplevelser. Den første tur var med en smilende og engageret chauffør, der brugte god til til at guide os i hvad vi kunne forvente: At vi snart kørte ombord på færgen, at de der skulle skifte bus var informeret og bagagen flyttet, at bussen var aflåst over overgangen på færgen og når vi skulle mod busserne igen ville vi blive ledt. Tilbage i bussen igen, blev vi informeret om vejarbejde og chaufføren opfordrende til at man kom til ham med diverse spørgsmål, da han var tilgængelig. Stemningne i bussen var afslappet , folk snakkede på kryds og tværs med hinanden og alle der forlod bussen fik en hilsen og et ønske om en dejlig dag.

På turen hjem var det anderledes. Chaufføren startede med at sige i højtaleren at han meget snart kørte, uanset om folk var kommet ind eller ej. Desuden var trafikken tæt i København, så han var forsinket fra start, lød meldingen. Da vi satte i gang, fortalte han at vi skulle med færgen og medbringe diverse ejendele ombord, da alt vi efterlod var på eget ansvar. Som slutreplik sagde han, at han ikke ønskede samtale under kørslen da diverse informationer kunne findes på hjemmesiden. Lige så vel som stemningen var let om munter på vej mod Hillerød, blev stemningen påvirket af chaufførens ”surstråling”.. Der var ingen samtale, folk sad med hver deres telefon og enkelte med en bog og lod sig fragte.

Så morsomt hvordan to forholdsvis ens ruter kan virke så forskellig. Ved første tur var bussens samlede frygt reduceret. Alle mærkede sig i gode hænder, guidede og ledt. På anden tur voksede frygten og der herskede mistillid og frygt.

Det var enormt interessant at se forskellen i praksis. Frygt er en stærk kraft og det er ikke uden grund at det nævnes 365 gange i biblen. Hver dag har vi brug for at blive mindet om ikke at frygte. Hver dag kan vi vælge at stille os der, som den første chauffør gjorde og elimenere frygten hos minimum et andet menneske, eller flere hvis vi har den mulighed. Det kan vi, med det i mente at Gud minder os om ikke at frygte, dette gælder os alle, hver dag hele året igennem.

Read More

Pga. travlhed har alt for længe, ikke fået passet mine krukker på vores veranda. Resultatet er, at da jeg endelig fik kigget til dem, var de overfyldt med raj-græs. Der kunne anes de blomster jeg oprindeligt havde sået, men raj-græsset havde overtaget og viklet sig om de små rødder fra blomsterne. Det virkede lettest og mest tillokkende at hive alt op og pille alt græsset fra. Resultatet af dette ville uden tvivl være, at de sarte rødder blev ødelagt og blomsterne ville dø. I stedet gik jeg i gang med det mere møjsommeligt arbejde med at luge. Nænsomt forsøgte jeg at filtre raj-græsset fra blomsterrødderne imens de fortsat var i krukkerne.

Dette fik mig til at tænke på parallellen i mit eget liv. På flere områder er min sårbarhed så dyb, at jeg har brug for at blive mødt mildt, for at mine rødder ikke knækker. Nænsomt, omsorgsfuldt og venligt, fordi den smerte der ligger til grund for sårbarheden er så dyb, at alt brutalt, ubetænksomt og ukærligt vil øge sårbarheden og få blomstringen til at udeblive.

Vi kender ikke dybden og bredden af den smerte vores medmennesker bærer rundt på. Jeg tror dog vi alle har sår, der skal mødes nænsomt. Jeg tilstræber både privat og på mit arbejde at møde sårbarheden nænsomt.

Også her er Jesus mit forbillede. Han afslørede sandheder i kærlighed. F.eks. vender jeg ofte tilbage til historien om kvinden ved brønden (Johannes evangeliet kap. 4). Jesus ser hende og på trods af, at han afslører det der er hendes mørke/skyld og skam, fordømmer han hende ikke. I stedet minder han hende om, hvem hun også er. Når man læser videre, skynder hun sig ud og fortæller om Ham hun har mødt og flere kommer til tro. Det at blive mødt uden dom, men med nænsom sandhed har en enorm kraft. En kraft der gør at man kan rejse sig i ens sande identitet og frasige sig den skyld som ikke er reel og påtage sig ansvaret for den del der er.

Lad os turde at møde andre nænsomt. Turde, fordi vi for at kunne dette, må fralægge os vores dom over andre. En dom vi ikke har ret til at give, men som alligevel ofte er det første der kommer til os.

Tænk hvis vi med vores nænsomhed kunne få en lille spire til at få stærkere rødder, så den lille blomst en dag kunne springe ud

Read More

I sidste uge skrev jeg en klumme om mine tanker og erfaringer, ift. at Gud griber ind i rette tid. I rette tid er ikke lig med, at der ikke sker uforståelige ting, eks. at mennesker mister en de har kær, at vi rammes af sygdom og meget andet, på trods af bønner om at Gud vil gribe ind.

Klummen er mere skrevet ind i, at jeg tror, at Gud har meget mere i vente for os. At hvis vi tør vente på at han griber ind, er der mange områder, hvor han ønsker at møde os på. Dette er ift.  alt fra praktiske ting til større beslutninger og processer.

Hvad mon der sker, hvis man stiller sig der hvor man er afhængig af Guds indgriben? Hvis vi tør miste balancen en stund, stille os lidt på kanten hvor vi er afhængige af Ham?

Ofte hører jeg vidnesbyrd om mennesker der på kanten i deres liv pludselig fik en stærk erfaring og møde med Gud. Måske oplevede de et bønnesvar, måske blev nogle økonomiske eller personlige udfordringer løst.

I mit eget liv har det også vist sig sådan. Særligt i en periode mærkede jeg Guds konkrete indgriben. En periode for 11år siden hvor jeg grundet et biluheld var så uheldig at ryge ud af systemet og ikke modtage noget støtte, indtil min sag var færdigbehandlet. Dette tog flere måneder. I den periode oplevede vi flere gange, at der lå penge i postkassen, stod mad på verandaen, tøj i sække til vores piger og meget andet. Det er en tid jeg tænker tilbage på med lige del ondt i maven og med taknemmelighed.

Oplevede vi så dette pga. den omstændighed vi stod i? Måske, eller måske stod vi og var så afhængige af Gud at vi ikke havde andet valg end at bede, hvorefter Gud kunne gribe ind.

Mit åndelige mål for dette år er at stille mig og balancere på kanten, risikere noget uden at sikre mig på forhånd. Stille mig med hænderne foldet i bøn, for at give Gud mulighed for at gribe ind. Dette er et mål ud fra min længsel efter at kende Gud bedre.

En dyb relation kræver at man ”comitter sig” og viser tillid til den anden. For dette kan ske, er man nødt til at investere i relationen, det kommer ikke af sig selv. Vi må investere alt vi har at give og turde stå der, hvor  vi også er i fare for at blive såret.

Tror ikke det er anderledes med vores tro. En tro der bygger på en personlig relation med Gud

Som der står i salme 84 vers 11, at det er bedre med en dag i Guds forgårde end 10.000 dage som jeg selv har valgt.

 

Read More

Jeg blev igen mindet om Guds timing og indgriben i går, til en undervisningsaften for kvinder, hvor jeg var mødeleder og havde forberedt mig på aftenen. Vi hørte en fortælle om hendes trosrejse, hvor den røde tråd for mig, blev Guds timing og indgriben

Begge emner er nogle jeg ofte vender tilbage til, fordi det er så svært for mig at tro og hvile i at Gud altid kommer til rette tid.

Dette på trods af flere eksempler i mit eget liv på Guds indgriben i stort som i småt. For nyligt totalskadede jeg min bil i et uheld.  Vi kom intet til, men al praktikken ved at skulle finde en anden bil, faldt sammen med en meget travl periode, hvor min tid bogstaveligt talt var inddelt i minutplaner., for at få enderne til at nå sammen

Dagen efter ulykken mærkede jeg Guds stemme sige, at jeg ikke skulle være bekymret, der var en bil til mig. Samtidigt faldt mine øjne på en annonce på facebook. Jeg viste min mand annoncen. Han var forståeligt skeptisk, da jeg absolut ingen forstand har på biler, men indvilligede i, at vi kunne komme ud og se den. Jeg skrev et opslag med det samme og hørte ingenting.

Dagene gik, vi skulle snart levere vores lånebil tilbage. Utålmodigheden voksede. Jeg havde det egentlig fortsat på samme måde, men tog med og så på andre biler og uroen og frustrationen voksede i mig, samtidig med at det blev sværere og sværere at få enderne til at hænge sammen, da vi tidsmæssigt brugte så meget tid på projekt-bil. En del af mig vidste jeg skulle være tålmodig og til sidst fik jeg nølende meldt ud, at vi skulle vente på svar. Indenfor en halv time kom der svar og en aftale til næste morgen, samme dag som lånebilen skulle afleveres tilbage og jeg skulle bruge en bil til arbejdet. Dagen efter kunne jeg køre afsted i bilen efter at have set den. Meget frustration og uro ville være undgået hvis jeg havde turdet tro.

Som der står i Paulus brev til Efeserne i kap 3 i vers 12 og 13: Vi må ikke miste troen og tilliden til Gud, men være frimodige og tillidsfulde i vores adgang til Gud, så vi ikke mister modet. 

Vi må frimodigt komme til Gud med vores ønsker og behov og tro på at Hans timing er i rette tid. Jeg tror Gud, hjælp min vantro.

Read More

Jeg elsker denne årstid, foråret hvor alt springer ud. Overalt hvor jeg ser hen, ser jeg træer og buske der er bristefærdige og dag for dag klædes skoven i grønt. Jeg kører som oftest den samme vej på arbejde og det slår mig hvert år hvor hurtigt det hele pludseligt forandres. Fra enge og skove, som min vej går forbi der står mørke i vintertiden, til når græsset pibler op, træerne springer ud og alt pludseligt males grønt.

Til min morgenmeditation med Gud, var dagens tekst, de for mig velkendte vers fra salme 23: ..”Herren er min hyrde jeg lider ingen nød. Han lader mig ligge i grønne enge, han leder mig til det stille vand. Han giver mig kraft på ny. Han leder mig af rette stier for sit navns skyld. Selv om jeg går i mørkets dal frygter jeg intet ondt, for du er hos mig, din stok og din stav er min trøst”.

Det blev pludseligt så levende for mig, og jeg kunne mærke fornemmelsen af at ligge på en solbeskinnet grøn eng, gå med bare fødder på en mos klædt skovbund eller på en græsplæne. Dette som kontrast de mørke gå og køreture hen over vinteren, hvor lyset nogle dage næsten ikke kom frem.

Årstiderne skiften minder mig altid om livets årstider og fornemmelsen af, når man går fra en periode i sit liv hvor mørke hersker, til en lysere periode. Ofte sker skiftene umærkeligt, men vi har brug for at være opmærksomme på dem. Lige som at foråret fylder mig med glæde, sådan får jeg det også når jeg opdager at jeg er flyttet fra en hård periode i mit liv til en lettere. Kunsten er at opdage og ikke tage for givet, når skiftet kommer.

Jeg tror det er sundt at have tid dagligt, hvor man fokusere tankere på et kærligt tilbageblik. Et blik for hvilke ting man denne dag kan se tilbage på med taknemmelighed. Kun derved kan man træne denne muskel, ved at give den opmærksomhed. Ved dagligt at mærke taknemmelighed, indimellem på trods af det man står i, er det muligt at øge hjertets kapacitet for at tage det gode ind, lidt af gangen.

Hvem ved måske kunne det endda en dag ændre ens perspektiv?

Read More

Fejrer 21års bryllupsdag i denne uge og 23 års vandring sammen. Et liv sammen vævet i mange forskellige nuancer, hvor sorg, glæde, smerte og taknemmelighed har gået hånd i hånd og hvor vi gang på gang har mindet os selv og hinanden om styrken i det vers vi har fået indgraveret i vores ringe fra Præd. 3: 16:”Tretvundet snor brister ikke så let”. En påmindelse om, som en viljeshandling, at drage Gud med ind i de kampe og sorger livet også har budt på og hvor den enkleste vej i situationen kunne være at gå hver til sit

Gik i skoven og tænkte tilbage på minderne, imens jeg gik en af mine vante ruter. Blev optaget af hvor ofte vi mennesker går på de samme veje, har de samme rutiner, sætter os på samme plads etc., dette gør vi nærmest uden at registrere det og uden at opdage vanens magt. Vaner og det gammelkendte giver os tryghed, dette på trods af en verden i forandring og bevægelse eller måske endnu mere pga. en verden i forandring

Så en fin hjertevarm film forleden. En historie baseret på instruktørens eget liv. Hun er midt i livet, i et stilfærdigt men kedeligt ægteskab, da hun møder en. En der umiddelbart vækker hende og får hende til at føle sig i live. Efter drama og tvivl afviser hun ham og tager hjem til sin mand og implementerer nogle forandringer, som hun har længtes efter.  Filmen har ikke fået mange stjerner og har bl.a. fået hug for at være urealistisk og instruktøren for at være naiv og ikke tage vare på sin egen lykke.  Jeg tænker hun for mig er alt andet end naiv. Hun valgte den svære vej, at kæmpe for det hun havde og måske på det lange løb, kom det til at give hende mere?

Det er ikke altid man kan finde vej og holde vejen sammen. Livet er barsk, sårene kan være så store og ægteskabet så slidsomt, at det ikke er muligt at forblive sammen. Det er også en del af vores verden. Lige her er jeg dog optaget af, hvad der sker hvis vi retter taknemmeligheden på det vi har? Hvem ved måske kan vi få øje på noget nyt, hvis vi tvinger os til at være opmærksomme.

I dag på min tur i skoven opdagede jeg, at det første bøgetræ var sprunget ud, efter længe at have stået bristefærdige.

 

Read More

For nyligt, da jeg kørte galt, sendte Gud en engel, eller det er i hvert fald sådan jeg vælger at tænke. Englen var en kvinde der kørte bagved og stoppede op. Hun kom med sin ro og fortalte hvad hun havde set. Modparten var, givetvis pga. chokket, meget aggressiv og ønskede medhold i hendes vrede og beskyldninger. Jeg tænker vi alle kender til, at vi i vores vrede, ønsker at få medhold, det uanset om vreden er berettiget eller ej.

Kvinden stillede sig i stedet der, hvor hun italesatte det hun havde set. Hverken mere eller mindre og blev for mig et vidnesbyrd, på det at være et godt vidne. Et vidne der taler sandhed over andre. Noget jeg tror vi som mennesker er kaldet til.

Aldrig før, tænker jeg, har der været så meget brug for det som nu. Et samfund med uendelige krav om præstation, motivation og høje standarder for både hvordan vi skal se ud og hvordan vi skal fremstå. Det er nærmest umuligt at lykkedes. Vores ego slår os i hovedet med alt det vi ikke er og når vi en sjælden gang lykkedes i noget, triumferer vores ego. Imens lider vores essens. Den essens som jeg tror, Gud har indkodet og skabt os med. Den essens der længes efter Ham, længes efter at være i Hans sandhed om os.

Vi er alle brudte mennesker. Mennesker der er fyldt af løgne om os selv, enten talt af andre over os eller talt af os selv, ind i alt det der virker mislykket. Vi har brug for at bryde med løgnene. Vi har brug for at træde ud i vores essens og identitet og vi brug for hinanden.

Det kvinden gjorde under biluheldet, var med til at reducere mine løgne og dårlige tanker om mig selv. I et chok eller i det hele taget, er jeg sjældent i stand til at sortere løgn fra sandhed, men leder ubevidst efter noget der kan bekræfte det jeg frygter om mig selv. Vi har alle brug for nogen der kæmper for os, tror på os, nogle som taler sandt og indgyder mod. Der er mange eksempler i biblen vi kan tage ved lære af, jeg holder eks meget af historien i 2. krønike-bog hvor Hizkija samler sit folk der alle er bange, da de er under angreb og kommer med følgende ord: ”Vær modige og stærke. Vær ikke bange og lad jer ikke skræmme af assyrerkongen og hele den hær han har med sig, for den der er med os er større end den der er med ham” Kap 32 vers 7

Jeg elsker det er skrevet i bydeform. Vi skal heller ikke være bange, selvom det der er om os kan se skræmmende ud eller vores gamle løgne er aktiveret. I stedet må vi gå med løftet pande og tale frihed og sandhed til hinanden

Read More

Jeg var på besøg hos en for nogle få dage siden, der ville vise mig en nyindkøbt vase. Ærgerligt flyttede vedkommende rundt på vasen for at vise og videregive lidt af den magi, som vedkommende havde set i den. Der blev forsøgt forskellige positioner og vasen blev drejet rundt, frustreret over at magien var væk.  At det lys der var om den var forsvundet. Udenfor regnede det og himlen var grå. Efter lidt tid tændte vedkommende lyset og pludseligt kom der et skær og genskin på vasen. Modlyset fra glødepæren reflekterede ind på vasen og magien trådte frem.

Jeg tænker, at det er et godt billede på at stå i Guds modlys, eller måske rettere at stå, positionere os, hvor vi lader Guds lys reflektere ind i vores liv. At stå lige der hvor Guds lys kan oplyse os og skinne igennem os.

Indimellem kan jeg, som vedkommende med vasen, flytte rundt på mig selv, positionere mig, endda ærgre mig over gråvejret og det manglende lys om og på mig. 

Selv det at reflektere Guds lys kan på besynderlig vis nærmest instinktivt også blive en præstation. Pudsigt, for når jeg opdager det, handler det jo oftest bare om at flytte mig og mit fokus og i stedet tænde lyset. At stille mig der hvor Gud kan skænke mig sit lys.

Det handler ikke om mit lys, mine præstationer, mine evner, nej det handler om at modtage lyset for at kunne absorbere det og reflektere det videre. Kun på denne måde undgår jeg at løbe mig træt, kun på den måde, står jeg i den rigtige position. En position der også leder til hvile fra alt det jeg selv ønsker at præstere. Biblen er fyldt af ord om at stille os i Guds lys og om at Gud er lys. Jeg elsker at salmisten i Salme 89 sætter et lighedstegn i vers 16 imellem lykke og det at vandre i lyset fra Guds ansigt

Hvor er det fantastisk og frisættende at det ikke handler om mig. At selv mit mørke ikke er for mørkt til at Gud kan lade sit lys stråle igennem det og igennem mig.

2.kor. kap. 4 v 6-7:”Thi Gud sagde: ”Af mørket skal lys skinne frem”. Han har ladet det skinne i vore hjerter til oplysning og til kundskab om Guds herlighed på Jesu Kristi ansigt. Men denne skat har vi i lerkar, for at den overvældende kraft skal være Guds og ikke vores”.

Read More

Jeg var involveret i et biluheld for få dage siden. Vi slap heldigvis alle kun med chokket og der skete kun materielle skader.

Et lille øjeblik og alt kan være forandret. Det gav voldsomme flashbacks til et øjeblik for 11 år siden, hvor et uheld fik langstrakte konsekvenser for os alle i familien og stadig i dag trækker spor.

Vi var så velsignede og privilegerede, at jeg kunne låne min bror og svigerindes bil, som holdt stille. En lille grøn Sparks, som kun kan køre i adstadigt tempo. På arbejdet hvor den lille bil skulle i brug, blev den ivrigt debatteret. En mente nu nok, at den var en anelse langsom og da særligt op ad bakke. Hvortil en anden svarede, at det var da det gode ved den- at den gode udsigt var alligevel på toppen af bakken, så der var god tid til at se den. En langt visere indsigt end vedkommende anede. For måske er det hvad det det ofte handler om? Vi har i vores hast så travlt at vi ikke lægger mærke til udsigten på vej op ad bakken? Vi glemmer at sætte farten ned i vores iver efter at nå frem.

For 11 år siden efter ulykken var modløsheden min faste følgesvend. Nu hvor noget gammelt blev aktiveret, viste den sit ansigt igen. Kom til at tænke på en undervisning jeg for nyligt hørte om bl.a. modløshed og hovmod. Underviseren overvejede om modløshed og hovmod var to sider af samme sag. At vi rammes af modløshed når vi tror vi kan styre, kontrollere og bliver stolte over alt det vi kan, hvorefter vi fejler eller noget kommer ud af vores kontrol. For mig er det uhyre vigtigt at blive mindet om, at jeg i mig selv ikke kan kontrollere ret meget. At jeg for at slippe modløsheden må give kontrollen tilbage til Gud og i stedet overgive mig til Hans vej. En bøn der ofte er svær for mig at bede, da jeg som alle andre fristes og påvirkes af mit eget ego, men også af et samfund der hylder den der tager styringen over eget liv. Jeg tror dog Gud leder os en anden vej, en anden vej for vores eget bedste. En vej til frihed og tillid, en vej hvor vores begrænsninger ikke begrænser Guds udfoldelse.

2. kor 12v. 9: ”..min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed. Jeg må altså helst være stolt af min magtesløshed, for at Kristi magt kan være over mig”

Jeg beder dette som min bøn imens jeg langsomt tøffer op ad bakken og nyder udsigten

 

Read More