Surdejen

For et par dage siden, skulle jeg forberede en undervisning som bl.a handlede om at tjene og gå i Guds kraft. Jeg sad med min forberedelse og ledte efter eksempler, som kunne forklare forskellen. Det lykkedes ikke rigtigt for mig, så jeg tog mine vandrestøvler på og gik i skoven, for at forberede mig, tænke og bede. 

Jeg gik og tænkte, at det er utroligt vigtigt vi i dette præstationssamfund får rigtigt fat om det, at hvis vi som troende går i egen kraft mister vi pusten og kraften. Karrene tømmes og vi vil stå udmattede tilbage. Grundene til selv at ville gøre, selv at ville bestemme, kan være mange, ens er det dog at det bunder i vores egen egoisme og lyst til at fremstå. Egoismen har intet med sand medfølelse at gøre. Sand medfølelse ønsker ikke at få noget igen, men møder et andet menneske med tålmodighed, mildhed og uden dom.

Det er for mig en kæmpe frihed, at alt ikke afhænger af mig. Jeg har flere perioder hvor jeg føler mig kraftesløs, hvor jeg glemmer at passe på mig selv, hvor alting overvælder mig eller hvor der sker noget i livet, som får mig til at miste fodfæstet en stund. Heldigvis er min trøst, at min utilstrækkelighed eller menneskelighed -er Gud ikke begrænset af. Elsker de kraftfulde vers i Paulus` 2 brev til Korinterne i kapitel 4 her vers 1, 7 og 8:

”Derfor er vi ikke modløse i den tjeneste vi har fået af barmhjertighed.. Men denne skat har vi i lerkar, for at den overvældende kraft skal være Guds og ikke vores. I alt er vi trængt, men ikke stængt inde. Vi er tvivlrådige, men ikke fortvivlede.”

Før jeg tog afsted i skoven, havde jeg sat et surdejsbrød over til hævning. Denne morgen havde jeg dog tilsat en del gær, da vi ikke havde mere brød og jeg ikke havde tid til en langtidshævning i køleskabet. Da jeg kom tilbage, havde brødet vokset sig ud af skålen, men så snart jeg forsøgte at flytte skålen, faldt brødet sammen. Surdejen gjorde dog at brøddejen stadig havde spændstighed og langsomt men sikkert voksede brødet igen og fik de eftertragtede luftbobler. Det gav mig de savnede associationer til forskellen på min kraft og Guds. Jeg kan på mine gode dage have energi til at vandre afsted, men når modstanden møder mig kan jeg som dejen miste min luft.

En surdej skal passes, den er sart og kraftfuld på samme tid. Kun en lille smule surdej skal der til for at ændre hele strukturen i brødet. Min tro skal plejes med samme nænsomhed, så Gud kan få lov at virke med sin kraft.