Samlet

I vinterferien var vi alle samlet, noget der ikke sker så tit, da min mand rejser meget og min mellemste datter er på efterskole. Vi havde lejet et lille hus på Fanø og vores eneste plan var at bruge tid sammen.

På et tidspunkt hvor vi alle gik en længere tur ved havet og alle 4 stod sammen og kiggede på solnedgangen, følte jeg mig rig og taknemmelig i hjertet. Der er ikke meget der glæder mig mere, end når vi alle kan være sammen og have fællesskab med hinanden.

Imens vi stod der, kom jeg til at tænke på, at når jeg kan glædes så meget over at se min familie samlet, hvor meget mon så ikke Gud glæder sig når han ser sine sønner og døtre stå sammen i fællesskab?

Ikke et perfekt fællesskab, sådan et findes ikke, men et fællesskab hvor man er samlet.

Vores vinterferie gav også uenigheder, stridigheder og alt det der er imellem. Det er en naturlig konsekvens af, at vi er 5 utrolig forskellige og selvstændige mennesker, der kommer med hver vores dagsorden, dagsform, forventning og humør på den pågældende dag. Det er også en naturlig konsekvens af, at vi er sat sammen i en familie, uden vi hver især har valgt hinanden til.

Familien er den perfekte træningssal til at takle rummelighed og forskellighed. Takle og træne at respektere hinanden, give plads til hinanden, lytte og melde ind med sin egen mening. I familien bliver vi hinandens livsvidner, som jeg talte med en af pigerne om.

På Fanø kiggede vi på de smukke gamle huse, hvor der over dørene er malet med hvidt, grønt og sort. Tre streger der symboliserede liv, håb og død. Som familie er livsvidner i liv og død, men også i at tale håb og minde hinanden om, hvem vi er. Vi har alle muligheder for at tale den gode historie og bortmane de løgne, der kan blive til nye sandheder. Løgne der kan komme af vores egen usikkerhed eller noget der er blevet talt over os.

Dette fællesskab tror jeg også er et billede på kirken og vores fællesskab der. Også der vil der være stridigheder, også der må vi træne at lytte, give plads og hvem ved - måske kan vi lære lidt af hinanden?

Dorthe Sandvad