På en af de smukke sensommerdage, lige før oktober startede, var tågen helt tæt en morgen. Efter jeg havde afleveret mine piger, tog jeg ud til søen, hvor jeg bader året rundt. Tågen lå imellem træerne og hen over søen endnu mere tæt end på vejen jeg kom fra. Det var som at træde ind i en anden verden. Stien længere fremme var utydelig, men lige der hvor jeg gik og kunne se til, trådte alt fuldstændigt klart igennem. Søbunden var tydeligere end himlen over mig og det var umuligt at se op i træernes kroner. Lydene blev dæmpet, men alle duftene trådte skarpere frem, som om mine sanser blev skærpet. Ved at konturerne om mig blev sløret trådte detaljerne frem. Alt det der foregik på søbunden, trådte pludseligt synligt frem i stedet for at være skjult

Når noget udefrakommende som sygdom eller lignende overvælder mig i mit liv, kan jeg opleve det samme. Prioriteterne bliver tydeligere, de træder frem og det er enklere at prioritere og skære det unødvendige fra. Helt så enkelt oplever jeg ikke det er, når noget rammer mig indefra og ud. Bekymring, modløshed, frustration eller noget helt andet. Der kan det føles som tågen indhyller det helt. At uanset hvor meget jeg kæmper, ser jeg kun den mudrede bund og kan ikke få øje på himlen og træernes krone.

I stedet for at blive ved at forsøge at kigge længere ind og synke længere ned i mudderet, tror jeg, vi må blive ved at gå et skridt ad gangen og vente på Gud. Vente på at tågen opløses og solen igen kan oplyse os og vores vej Ved at fortsætte med at gå og løfte vores blik, bevæger vi os den rette vej et skridt af gangen. Hver gang vi fortsætter med at gå i tro, skærper vi vores fokus på Gud. Når vi skærper vores fokus, bliver vi i stand til at lytte til hvad Gud har at sige.

Da jeg skulle i gang med at skrive denne klumme søgte jeg på: ”Vent på Gud” på Bibelselskabets side, for at finde verset herunder og kom op på 134 henvisninger på bibelvers med samme ordvalg. Her fra Salme 37 fra vers 5-7a

Overgiv din vej til Herren,

stol på ham, så griber han ind;

 han lader din ret bryde frem som lyset

og din retfærdighed som den klare dag.

 Vær stille over for Herren,

vent på ham;

 

Read More

På mit sengebord har jeg et lille kors i oliventræ. Korset er så lille at det kan hvile i min hånd. Hver aften holder jeg den i min hånd og fokuserer jeg på noget at være taknemmelig for, der er sket eller har været i løbet af dagen. I går aftes faldt jeg i søvn under bønnen og vågnede af, at noget pressede mod min hofte. Det lille kors var faldet ud af min hånd og havde sat et fint korsmærke på mig.

Jeg kom til at tænke på fortællingen om Jakob i 1. Mosebog kapitel 32, hvor Jakob kæmpede imod Gud og fik et slag over hofteskålen.

Jeg kender fra mit eget liv at kæmpe imod Gud. Måske ikke i fysisk forstand som Jakob oplevede, men at kæmpe i forhold til bestemmelsesret, ulyst til at gøre det rigtige- eller bare ulyst til at gå den vej Gud kalder mig til. Ligesom meget andet i livet, kan min tro føles ambivalent. At gå med Gud kan føles som et kontroltab, mærkes uvilligt og sker som regel igennem smerte og overgivelse. Vores samfund og tænkning ift. at vi har vores individuelle rettigheder, at vi ikke skal lade os begrænse, men er frie til at identificere os med det der føles mest rigtigt, clasher med troen. Vi opdrages til at tænke på os selv som individualister og være styret ud fra vores egne behov og tanker.

Gud har en anden vej. Han ønsker vi i stedet skal orientere os ud fra ham. Han som er vores skaber, vores frelser, vores bror og vores far. Ham der har vores fortid, nutid og fremtid hos sig. Gud ønsker sig intet mindre end vores alt. Det er ikke for meget, da vi har selv fået alt fra ham.

Ikke desto mindre er fjenden snedig. Han skaber kampen i vores eget ego. Han prikker til vores rethaveriskhed, vores behov og vores lyst til frihed og siger: ”Har Gud virkelig sagt..”. Han skaber splid, forvirring og utryghed, om Gud virkelig er god, for det er det han kan. Det er et bedrag - en løgn. Hvordan kan Han som skabte os, Han som skrev hver af vores dage ind i sin bog, Han som gav sin egen søn som soning for os alle- Han som der elskede os med en fuldkommen kærlighed, have dårlige planer for os?

Jeremias 29: 11-12:”For jeg ved hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke ikke om ulykke om at give jer en fremtid og et håb”

 

Read More

Jeg elsker at tage på svampejagt om efteråret. Særligt fantastisk synes jeg det er, at gå på jagt og finde de små tragtkantareller. De ser ikke ud af noget særligt, er ikke specielt iøjnefaldende og kan være svære at spotte. Ofte kan jeg gå rundt i skoven, i det område der er deres rette element uden at få øje på en eneste, men så snart jeg kommer helt tæt på, vrimler det med de næsten selvlysende små gule  stokke. Når først mit fokus er der, kan jeg pludseligt se andre områder fyldt med kantareller. Områder som jeg måske lige er gået forbi, men hvor jeg ikke havde opdaget den, da mit blik ikke var rettet imod det

Sådan er det også ofte i mit liv. Jeg kan være fyldt af tanker, planlægning, aftaler eller bekymringer der står i kø. Mit blik er måske rettet på problemløsning eller lignende, så jeg ikke opdager de små velsignelser på min vej.

Mit øje er trænet til at stille skarpt på de opgaver og udfordringer der skal løses. Øjeblikke, møder, uventede gaver, kan blive overset eller forhindret i min travlhed. Hvor ofte glemmer jeg ikke at stoppe op og bruge det øjeblik jeg får givet?

Sidste efterår havde jeg en oplevelse jeg ofte tænker tilbage på. Jeg var taget afsted med en veninde til vandring, samvær og tid. Undervejs i weekenden havde vi et møde med en mand. En mand der tog sig tid til at berette og fortælle om sit liv, vise og tillid igennem sin fortælling, vise os sin kunst og lade os lytte til hans musik. Det blev et autentisk møde. Et møde hvor jeg stadig tager brudstykker frem i mine tanker, berigende på alle måder. Mødet skete fordi vi tog os tid.

Tænk hvis vi turde fokusere vores blik på de små ting. Være nysgerrige og på jagt efter hvilke små velsignelser Gud i dag vil sende på vores vej. Tænk hvis vi fokuserede på de små lysende gule stokke. Lod disse være lyspunkter på vores vej og i vores dag.

Det kræver at vi sætter farten ned og øver os i at få øje på og gribe de muligheder vores dage giver os. Når vi sætter os på hug og knæler, fra en position hvor vi ikke ser ned på elle henover andre, er det muligt at det der kan synes småt, kan blive til stor velsignelse for andre men også for os selv.

Tænk hvis hele skovbunden i virkeligheden er dækket af små lysende kantareller.

 

Read More

Jeg har en særlig smuk krukke, som jeg har fået forærende af en veninde. Hun betyder meget for mig og måske derfor, betyder krukken også noget særligt. Både formen og glaseringen er særlig smuk, synes jeg. Jeg stiller den ofte på en fremtrædende plads og sætter den smukkeste af mine orkideer i den. Efter noget tid har jeg bemærket, nu et par gange, at orkideen stopper med at trives, men jeg har slået det hen, da der ikke var noget at se på krukken.

I stedet har jeg taget orkideen ud af krukken, givet den et vandbad og stillet den tilbage igen i krukken. Kortvarigt hjalp det, men efter noget tid bliver bladene igen gule og plantens rødder blev deforme. Da vi kom tilbage fra sommerferien- havde et luseangreb sat ind på orkideen og inficeret både orkideen i krukken og også de omkringstående orkideer. Selvom jeg kiggede grundigt efter, kunne jeg ikke se hvor angrebet var kommet fra. Jeg skiftede rundt på krukkerne og satte min smukke krukke et nyt sted med en ny orkide i,

I går opdagede jeg at min orkides rødder var kravlet ud af krukken, rodnettet var beskadiget og et nyt luseangreb var sat ind. Jeg undersøgte igen krukken, men tog den denne gang under vand. Straks kom der små luftbobler og det viste sig at krukken var utæt. Hullet er så lille, at det ikke er til at se med det blotte øje, men stort nok til at lus kunne lægge æg i hullet og vandet lige så stille sive ud, så orkideerne ikke fik den næring de havde brug for.

I mit trosliv er der også sprækker, sprækker som fjenden ikke tøver med at angribe. For hvert lille angreb kan min tros krukke slå små revner og jeg har dagligt brug for at stille mig der hvor Gud kan tætne sprækkerne. Stille mig foran Gud og lægge alt mit frem, både de synlige ting og de ting der er usynlige for øjet, så Gud nænsomt kan finde de små og store sprækker og tætne dem. Kun igennem Guds kærlige hænder kan vi blive tætnet og formet, så vi kan træde ud i den identitet Gud forud har lagt tilrette for os.

Salme 119 vers 73: Dine hænder skabte og formede mig,

giv mig indsigt, så jeg kan lære dine befalinger.

Read More

I sidste uge, i det smukke sensommervejr, tog jeg på en af mine lange gåture på stranden. Havet var oprørt og bølgerne slog ind. Jeg gik med bare fødder i vandkanten og lod vandet skylle ind over mine fødder. Det fascinerede mig, hvor effektivt og hurtigt bølgerne slettede mine fodspor efter mig. Jeg stod et øjeblik og iagttog det tydelige fodspor der før havde været, indtil vandet trak sig tilbage og de sandet var glat igen. Det var som en tavle der igen blev visket ren.

Jeg kom til at tænke på, hvor meget af det, der er parallelt ind i mit eget liv. Jeg har haft et rigt liv med Gud og fået mange erfaringer med ham. Erfaret alt fra Guds trofasthed, til hvordan han hjælper i nød, hvordan han skaber nyt håb, nyt liv og ny retning. Snesevis af erfaringer, som er lagret som sandheder i mit hjerte. Sandheder som jeg, når jeg oplevede det, lovede mig selv at gemme i mit hjerte. Gemme det som erfaringer, i håb om at det vil føre til nye handlinger.

Oftest skete der blot noget andet. De erfaringer jeg havde, forsvandt som mit tydelige fodaftryk på sandet. De viskes ud af hverdagens travlhed. Hverdagen bruser som vældige bølger henover det jeg har erfaret og besluttet at holde fast på. Det sat sammen med de behov der er om mig, de tanker og forskellige gøremål jeg skal navigere i forhold til. Livet kan indimellem mærkes som en kæmpe bølge, der skyller ind over mig og de fodspor jeg allerede har trådt. De erfaringer jeg har fået, viskes bort som mine fodspor på stranden. Det er som om de er foregået i en anden verden eller på en hel anden frekvens.

Når det sker, er jeg nødt til igen at lave nye fodspor, tage de samme erfaringer ind og tro på det igen. Uanset hvor mange gange jeg erfarer Gud i mit liv, er jeg nødt til igen at søge ind foran ham og tage ham igen. Igen tage Hans ord, lovsangen og som det allervigtigste, tage relationen med ham ind igen. Gud er aldrig væk, han er og venter på at du og jeg er klar til at komme tilbage.

Esajas kap. 55 v 6: Søg Herren, når han er at finde, kald på ham, når han er nær.

Read More

Det er altid overvældende for mig at starte op efter en ferie. Særligt efter denne ferie, har det føltes som en voldsom acceleration, i en bil der gerne vil holde stille, Jeg savner roen i ferien og det nærvær det gav og kan let overvældes af hverdagens omstillingsparathed. I stedet for at lede efter de stille stunder og planlægge så de kan ske, sætter jeg farten op. Undervejs kan jeg glemme at orientere mig, fordi jeg kun har øje for hvor jeg vil hen og ikke hvordan jeg bedst kommer derhen.

I weekenden var vi til fest ved havet. Efter morgenmad gik jeg en længere tur på stranden og satte mig på en flad sten, hvor bølgerne skyllede indover og dækkede mine fødder. Der sad jeg en tid og forberedte mig mentalt og praktisk på den kommende uge, som var fyldt.

Helt inde ved klitterne fik jeg øje på en lille bitte fugl. Med små hop nærmede den sig havet, et skridt ad gangen. Det blev tydeligt for mig, da jeg sad og iagttog den, at uanset hvor længe man har været i stand til at gå, er det kun muligt at gå et skridt ad gangen. Nogle går hurtige skridt, andre forsigtige som den lille fugl, men alle kun et skridt ad gangen.

Jeg kan let blive utålmodig, jeg har meget jeg gerne vil nå og opnå- både på mine egne vegne, men også på mine børns og min families vegne. Min utålmodighed kommer ofte til at spænde ben for det Gud ønsker at gøre i mit, mine børns og min families liv. Gud er endeløs tålmodig, han handler i sin tid og jeg må få lov at tro på og hvile i, at den tid er den rette tid. Det er ofte her hvor jeg også må øve mig. Øve mig i at vente og ikke i mine tanker og følelser tage flere skridt end et ad gangen. Resultatet i så fald vil ikke være at jeg kommer hurtigere frem, men nærmere at jeg snubler på vejen.

Mandag aften stod jeg for et arrangement hvor oplægsholderen kom ind på det samme tema at turde vente og lade Gud komme til. Med små dryp fra hendes eget liv fortalte hun hvordan Gud havde grebet ind i hendes og hendes families liv og ændret det. Gud, skaberen af alt, er ikke begrænset til at tage et skridt ad gangen. Jeg tror og har flere gange erfaret i mit eget liv, at Gud kan skabe løsninger i fastlåste situationer, heling i det brudte og er den der skaber balancen, hvor den ikke var.

Read More

En formiddag gik jeg en længere tur i et naturområde i nærheden. Hver uge forsøger jeg at finde nogle timer alene, sammen med Gud. Oftest bliver det i naturen med vandrestøvlerne på, hvor jeg går indtil fødderne, finder deres egen rytme og tankerne nulstilles. Andre gange finder jeg et sted at sidde og sidder der, indtil tanker og følelser endelig falder så meget til ro, at jeg har ro nok til at kunne lytte. Dette var målet den pågældende dag.

Normalt er jeg hurtigt nede på min sti, men denne dag var pejlemærkerne blevet flyttet og den normale sti spærret af oversvømmelser og væltede træer. Det var ikke muligt for mig at klatre over dem, da skovbunden omkring var mættet af vand og området kuperet og svært fremkommeligt. Jeg overvejede først at vende om, men kunne se bestemmelsesstedet et stykke derfra og ville virkelig gerne derhen. I stedet valgte jeg at lede efter og forsøge selv at lave en rute udenom, på trods af min dårlige stedsans. Jeg kunne, fra det højdepunkt jeg stod på, ane en alternativ rute, hvor få andre havde gået. Samtidigt kunne jeg se noget af den sti, som jeg gerne ville hen til. Da jeg bevægede mig ned, gik jeg igennem bregner, blåbærbuske og klatrede over de væltede træer jeg kunne. Flere gange befandt jeg mig så lavt, i så tæt buskads, at jeg ikke kunne se den sti jeg gik efter. En gang imellem kunne jeg følge andres fodspor men ofte måtte jeg være den første til at træde og danne en ny sti. Til sidst nåede jeg den udtrådte sti og kunne følge den hen til bænken.

Livet rammer mig ofte i det uforudsigelige. Måske har jeg set for mig og planlagt en sti foran mig, måske har jeg forventninger om at gå på en fremkommelig sti. Pludseligt rammer livet og ressourcer, økonomi, sygdom, fyring eller noget andet gør, at jeg må gå bort fra stien og gå offroad.  Jeg kan være fristet til at vende om, give op- for måske kan jeg slet ikke se endemålet derfra hvor jeg er kommet til. Måske er buskadset blevet for tæt,vejen oversvømmet og jeg bliver overvældet.

Sådan kan jeg også have det på troens vej. Jeg glemmer mit endemål og lader mig overvælde af at jeg ikke se den udtrådte sti. Jeg bliver bange for at gå offroad, selvom jeg tror Gud kalder os til lige netop dette..

Jeg fører de blinde af veje, de ikke kender, jeg leder dem af stier de ikke kender, jeg gør mørket foran dem til lys, det bakkede land til slette, det vil jeg og jeg opgiver det ikke. Es. 42: 16

 

Read More

Det var en tidlig sensommermorgen, hvor jeg gik tur med vores hund. Selvom solen var stået op og det tegnede til at blive en smuk dag, var det fortsat diset og småregnede. På den lille sti gik jeg pludselig ind i et spindelvæv, der strakte sig tværs over hele stien. Jeg kunne ikke se den, men mærkede spindet der klistrede til mit hår, ansigt og tøj og så en forskrækket edderkop, der hurtigt kravlede væk. Jeg forsøgte at tage spindet af, men blev ved med at finde små tråde på mit tøj. Da jeg lidt senere kom ned på mit kontor, var der også der fine spind overalt i hjørner og under hylder, sofaer mm, hvor de har kunnet arbejde uforstyrret i min ferie. Solen skinnede nu og oplyste rummet og dermed også alle spindene og det var let at fjerne dem en for en.

Imens jeg ledte og fandt de mange spind, når lyset ramte dem i den rigtige vinkel, tænkte jeg at der er en del paralleller i mit liv. Jeg har også store spind der vokser i mine skygger og skyggesider. Det er som om de samme udfordringer og besvær, gang på gang dukker op i nye skjulte kroge. Ligesom spindelvævet kan de danne tråde der klistrer sig til mig, gør at jeg mister balancen eller fatningen, uden at kunne se hvorfra trådene kommer.

Spindene være svære at komme af med, de kan være spændt ud over den sti jeg går på og klistrer sig til alt. For at komme skyggerne og spindene til livs, har jeg brug for at få dem oplyst, så de træder frem af skyggerne. Alle de spind jeg kan se, har jeg mulighed for at fjerne.

Det kræver mod at tænde lyset ind i skyggerne, synes jeg. Ofte kan jeg være bange for, hvad jeg mon finder og kan dømme mig selv hårdt for det jeg finder. En der ikke dømmer, er Gud. Han leder mig til frimodigt at bede om, at Hans lys må skinne ind i mine skygger. Lyse ind, så jeg kan se hvad der gemmer sig, ikke fordi Gud ikke ved det, men for at jeg kan se, konfrontere det, rydde op og give slip på det igen.

Du elsker sandhed i det dunkle,

du lærer mig visdom i det skjulte.

Rens mig med isop for synd,

vask mig hvidere end sne!

..Skab et rent hjerte i mig, Gud,

giv mig på ny en fast ånd! 

Salme 51 vers 8-9+12

 

Read More

I sommerferien vågnede jeg oftest, som den første i familien. Disse stille stunder, om end det var i Italien, hjemme i Gjern eller på camping, blev særligt værdifulde for mig. Ofte sad jeg bare med en kop kaffe, min bibel, en bog, lyttede til en lovsang, eller også sad jeg bare i stilhed og var sammen med min Far.

En af disse morgener, hjemme i Gjern, sad jeg på en bænk udenfor i stilhed og kom til at kigge på alle de små fugle der var i gang med at spise brødrester.

Dagen før havde jeg læst i mattæusevangeliet og kom i tanke om versene fra kapitel 6. At vi skal huske at se på Himlens fugle. Selvom de ikke sår, høster eller bringer noget til lade, så sørger vores himmelske Far altid for dem. Og vi bekymrer os, selvom vi er mere værd. For hvem kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig?

Som en person der let lader mig overvælde af bekymring for fremtiden, for min familie, for de mennesker jeg holder af, er det godt for mig at bruge tid på at iagttage fuglene.

Imens jeg sad og iagttog dem, slog det mig, at lige så ubekymrede de virker, lige så meget er de hele tiden i gang. De bygger og forstærker rederne, de finder føde og meget andet, sjældent ser du en fugl der sidder uvirksom hen. Jeg sad og overvejede om deres ivrige aktivitet har noget at sige os i dag?

Gad vide om nogle af vores bekymringer i virkeligheden handler om, at vi har for god tid til at tænke og bekymre os?

I vores del af verden ses viden som magt og utrolig meget at det vi bruger vores tid på taler til hjernen. Selv i vores kirker. Vi hylder det skrevne og det hørte, fremfor det erfarede. Jeg tror tro og tillid i højere grad skal erfares end forstås. Ofte kan jeg føle, at jo mere jeg ved, jo mere bekymret bliver jeg. Ofte kan jeg få fornemmelsen at al den viden jeg efterstræber, i virkeligheden skaber flere spørgsmål og mere tvivl.

Jeg holder meget af versene i Hebræerbrevet kapitel 11 fra vers 1: ”Tro er fast tillid til det der håbes på, overbevisning om det der ikke ses. Den er jo bevidnet om de gamle. I tro fatter vi at verden blev skabt ved Guds ord, så det vi ser, ikke er blevet til af noget synligt”.. Efter følger en passage hvor den ene troskæmpe efter den anden nævnes, alle disse havde det til fælles, at de ikke så løfterne opfyldt. Disse kæmper ønsker jeg må være et forbillede i tillid for mig, når jeg overmandes af bekymringer. Det vil jeg huske, imens jeg iagttager fuglene i min morgenstund med Gud.

Read More

Valmuen er for mig et symbol på den danske sommer. Særligt når de står så spinkle og fine med deres kraftige røde og orange farver i kornmarkerne. Jeg har altid elsket dem og plukket mange favne fuld igennem årene. Særligt som yngre kom jeg ofte hjem med valmuer, helt uden de smukke kronblade, hvor kun stilken var tilbage. Igennem tiden har jeg afprøvet alskens metoder til at få kronbladene til at forblive på stilken i en buket. Senest i denne uge afprøvede jeg et råd fra instagram, hvor jeg ved hjælp af neglelak kunne forsegle enderne for at undgå saften i at løbe ud og derved forlænge levetiden. Heller ikke dette virkede. Den eneste valmue der stadig står i min buket, var en, der endnu ikke havde åbnet sig op, da jeg plukkede den.

Den røde valmue symboliserer respekt, ære, håb og fred. Ord som er gode at tage med i en verden præget af nyheder om det modsatte.

Der er samtidigt noget med valmuens skrøbelighed, når de fjernes fra deres element, som jeg kan relatere til ind i mit liv

Jeg elsker vaner og rykkes jeg ud af disse, kan jeg have svært ved at komme tilbage igen. Det kræver kun en kort sommerferie. Derefter har jeg brug for at arbejde på og koncentrere mig om, for at komme tilbage på sporet igen og holde fast i mine kronblade. Ved at flytte mig fra mit element, er der risiko for at jeg mister mine kronblade, hvis jeg ikke er opmærksom.

Trosmæssigt er det også relaterbart. Jeg har levet et velsignet liv, oplevet Guds nærvær, guidning og ledelse flere gange. Alligevel er det svært for mig at holde fast, holde fast på de kronblade Gud giver. Holde fast, selv når det i menneskeligt eller bare i mine forståelsesramme virker usikkert eller uforståeligt at skulle gå en bestemt vej på Guds kaldelse. Bare det at lytte til Gud kan være svært. Det kræver at jeg har tillid til at Gud tætner og forsegler stilken. Det betyder bl.a. at have tillid til at han har alle mine behov i sine hænder og vil skærme mig.  

Respekt, ære, håb og fred, disse fire ord, vil jeg lade være en påmindelse på mine gåture, når jeg ser en valmue. Respekt og ære til Gud, som har skænket os håbet og som ønsker at hans fred må fylde vore hjerter og tanker.

 

Read More

Jeg har et område i min have, der er tilplantet med forskellige vildt-blandinger. Min tanke var dels at tiltrække sommerfugle og insekter, men også at når det først var tilplantet, kunne det passe sig selv

Kort efter tilplantningen vrimlede det da også med liv. Glæden var kort, for meget hurtigt bedet overtaget af tidsler. Alle de andre planter udover græs havde svært ved at komme til overfladen. Jeg besluttede mig derfor for, at jeg var nødt til at hive alle tidslerne op en for en. På trods af handsker blev mine hænder fyldt af små torne, som jeg efterfølgende trak ud med pincet. Først derefter kunne jeg slå græsset og give bedre betingelser for alt det andet jeg ønskede skulle bo i bedet

På samme måde tænker jeg med synd og de gentagne kampe i mit liv Her taler jeg vel og mærke om de kampe og den synd der skyldes at jeg holder fast på noget, som jeg enten bevidst eller ubevidst ikke ønsker at slippe. For mig kan det være alt fra vrede, rethaveriskhed, modløshed, bitterhed til at have ondt af mig selv og meget andet.

Jeg kender alle nuancerne af de forskellige kampe og får det først rodfæste er det svært og indimellem smertefuldt at hive det op. Men det skal hives op med rode og igen og igen kigges efter at nye skud fra frøene der kastet, så de ikke får fat igen. Det er et stort arbejde, men nødvendigt.

Hvis vi ønsker at Gud skal fylde os helt, skal vi skabe plads til ham først. Det gør vi ved at luge ud i alt det der skiller os fra Ham. Gud formanede os dengang og i dag til at følge Ham og søge Ham. Løfterne dengang er de samme som i dag.

5. mosebog kapitel 4 vers 29-31 far Biblen på hverdagsdansk:

”Da vil i begynde at søge Herren jeres Gud på ny og i vil finde ham, hvis i søger ham af hele jeres hjerte og hele jeres sjæl. Til den tid vil jeres nød og ulykke tvinge jer tilbage til Herren, så i atter adlyder ham. Herren jeres Gud er nemlig en nådig Gud. Han slipper jer ikke og lader jer ikke gå til grunde. Han glemmer heller ikke de løfter, han har givet til jeres forfædre”

Read More

Som ofte før på min fridag, var jeg denne morgen ved havet og vandre. Undervejs på turen kiggede jeg efter glasskår. På grund af de seneste dages blæst var der skyllet meget ind på stranden af småsten, krabber, vandmænd og tang. I starten gik jeg rask til og fandt ingenting.

Først da jeg stoppede op -satte farten ned og rigtigt kiggede efter, lykkedes det at finde nogle små glasskår i bunkerne. Hvor de tidligere har været nemme at få øje på pga. solens refleksion i glasset, var jeg nu nødt til at rode lidt op i bunkerne for at få øje på dem

Når travlhed og fyldthed sætter ind, som eksempelvis her op til sommerferien, kan jeg have det på samme måde i mit liv Jeg oplever jeg er opmærksom og kigger og kigger i farten efter de små velsignelser og skatte, men jeg når ikke at sætte farten så meget ned, at jeg opdager dem. Som på stranden er det sværere at få øje på det jeg leder efter i virvaret af alting

Opmærksomhed kræver tid I stedet må jeg slække på tempoet, sætte farten ned for at opdage gaverne, skattene og velsignelserne.

Flere gange på stranden samlede jeg et lille skår op, troede jeg. Først når de var tørret i min hånd blev det tydeligt, at det i stedet var en flad sten. I farten er det let at tage fejl. I skyndingen kan en sten ligne et glasskår, det er en lille ting.

I skyndingen kan vi være på vej på den forkerte kurs, det er langt vigtigere.

Det hjælper ikke at have travlt, hvis man går den forkerte vej eller som Kierkegaard siger: ”Livet kræver langsommelighed og af alle latterlige ting, forekommer det mig at være det allerlatterligste at have travlt. Problemet er bare, at travlhed kun giver værdi i den forstand, at den fylder tomheden ud for et kort øjeblik og man risikerer hverken at tage sig selv eller livet alvorligt” fra ”Enten- Eller” fra 1843.

Vi må i stedet stræbe efter at vende opmærksomhed på det rette. Som der står i de kendte vers fra Biblen i Mattæusevangeliet kapitel 6 vers 33:

”Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt andet gives dig i tilgift”

Read More

Tidligere i dag gik jeg, som ofte før, ved stranden og ledte efter glasskår. Som jeg før har skrevet om, har det altid fascineret mig at finde glasskår, der er slebet glat af sandet, vinden og havet.

Imens jeg stod et øjeblik og kiggede ud over vandet, opdagede jeg et glasskår godt gemt i sandet. Da jeg fik taget den op, havde den stadig alle sine kanter skarpe. De eneste steder forvandlingen var startet, var i det lille område der havde tittet op over sandet. Lige i det lille område var farven anderledes og overfladen blød.

Imens jeg stod og holdt den i hånden, hvor den flere steder skar mig i håndflade, kom jeg til at tænke på, hvor relaterbart det er ind i mit eget liv og ikke mindst trosliv.

Jeg ønsker af hele mit hjerte at Gud skal fylde alt, jeg ønsker at Gud er mit alt. Alligevel tager jeg mig selv i gang på gang at holde noget skjult, gemme mig for Gud, velvidende at Gud kan jeg ikke gemme mig for.

Der er meget der kan få mig til at krybe i skjul. Skam, selvbestemmelsesret, rethaveriskhed, tvivl eller måske er jeg bare fyldt af alt det som livet også er og forsøger at gå under radaren.

Ligesom med glasskåret der var delvis skjult i sandet, kan kun det jeg lægger frem for Gud blive forvandlet og omdannet af Ham. Det er kun Ham der kan slibe mine skarpe kanter af. Gud kalder os til frimodigt at træde frem for Ham med alt. Der er intet der er for skamfuldt eller forkert at bringe frem, Han ved det på forhånd. Han ved det, men ønsker at vi selv skal lægge det i Hans hænder så Han kan forme og forvandle os ud fra det råmateriale vi hver især indeholder.

En sang fra min ungdom, som jeg ofte vender tilbage til, rammer det så fint. Ofte er det min bøn:

Hvis jeg bare havde tomme hænder. Knælede jeg lettet ved din fod

Men nu tøver jeg fordi du kender. Hver en tanke der er dig imod

Sådan vil jeg vil ikke møde dig men. Jeg har ingen andre steder at gå hen

Jeg har ventet længe med at komme. For at blive af med det jeg bar

Prøvet at få hænderne gjort tomme. Men nu kommer jeg med det jeg har

Du har lovet den der kommer til kort. Vil du aldrig nogensinde sende bort

…Med frimodighed vil jeg nu træde frem

For din nådestrone der er mit hjem

Uddrag af Fællessang nummer 187 af Jakob Carlsen

Read More

Da vi flyttede i hus og skulle anlægge haven, var noget af det vigtigste for mig, at det meste i haven skulle kunne spises. Måske et levn fra at vokse op på en gård, måske fordi jeg elsker at følge vejen fra jord til bord. Der blev anlagt urtehave, drivhus, plantet frugttræer og buske osv.

Helt fra starten var der dog et område, hvor det gang på gang var svært at få noget til at gro. Igennem årene har jeg jordforbedret, løsnet jorden, tilplantet med honningurt for at tilføre næring og indimellem plantet det til med vildfugleblanding. Uanset hvad jeg har gjort, har der fortsat været bare pletter og et meget lille udbytte.

Sidste år havde jeg lidt læggekartofler til overs og placerede dem i et af hjørnerne på stykket, i stedet for at smide dem ud.

Selvom de blev plantet sent, var det uden tvivl de kartoffelplanter, der gav det største udbytte.

I år har jeg tilplantet hele stykket og følger udviklingen spændt. Glæden ved at have fundet noget stykket kan bruges til er stor. Imens jeg plantede tid, tænkte jeg på de paralleller der for mig er her i livet og i mit arbejdsliv.

Glæden ved, når det lykkedes for et menneske at finde sit voksested, hvor livet bliver meningsfuldt. Måske har vejene været lang og det har været nødvendigt at arbejde med jordbunden først, måske er der tilføjet næring, måske er jordbunden blevet løsnes først.. Uanset hvad det kræver, har jeg en tro på, at vi hver især har en rolle at udfylde, noget vi kan bidrage med.

Vi har forskellige forudsætninger. Nogles jordlod er fed muldjord, hvor vækstbetingelserne er gode. Andre har sandjord eller tungt ler, hvor det kræver mere at få jorden forbedret til vækst og kræver mere arbejde at finde de rette afgrøder. At gøre jorden klar før er altafgørende for udbyttet. Det kan være fristende at tilføre til god muld på den dårlige jord og håbe planterne klarer sig. Et sådant projekt er dømt til at gå galt, da planterne ikke kan få ordentligt rodfæste, jorden vil enten tørre ud, klumpe sig sammen og planten vil få svært ved at klare sig. Jorden skal iltes og fundamentet være i orden.

Vi må aldrig glemme Guds principper om det store i det små, som lignelsen i Mattæus-evangeliet om sennepsfrøet. Vi kan plante, vi kan tålmodigt vente, men det er Gud der giver væksten.

Read More

I pinsen nød vi det helt fantastiske vejr i et sommerhus ved Vesterhavet.

Da vi ankom, tog vi den første aften aftensmaden med og spiste ved et vindstille Vesterhav. Senere så vi solen gå ned - lidt derfra.

Kontrasten ift. det normalt voldsomme og brusende Vesterhav og det blikstille hav denne aften, mindede mig om mit eget følelseshav og måde at reagere på. Ofte er mit følelsesliv og reageren stormomsust som Vesterhavet og flakker hid og did som bølgerne, der slår ind mod kysten.

Lige den aften, i stilheden, omgivet af den smukkeste farvepalet, da solen gik ned, var det som om mine følelser holdt vejret og der blev helt stille. En stille væren midt i skaberværket. Mine tanker fandt ro, mit hjerte var ikke uroligt og det var som en nulstilling, hvor alt i et øjeblik hang sammen i en dybere sammenhæng og det unødvendige blev sorteret fra. Et lille øjeblik hvor der var havblik i mit indre og jeg vidste at jeg er altid, allerede elsket.

Jeg mærkede, at jeg er passet på af en almægtig Gud, der har kraften og magten til at stilne et hav også havet indeni mig af bekymringer, smerter, sorg, glæde, todo-lister og alt det andet.

Bad ved havet i ydmyghed og taknemmelighed fordi den Gud, ønsker at holde mig i sine hænder. Tænk at den samme Gud siger, at jeg og alle andre mennesker er underfuld skabt, kronen på Hans skaberværk. Vi er værdifulde, dyrebare og højtelskede.

I hverdagen stopper jeg for sjældent op og tager denne virkelighed ind. Som regel er der så meget uro omkring mig, at jeg ikke fanger dybden og bredden af denne sandhed. Ofte kan jeg leve, som om det ikke er en sandhed og være optaget af alt muligt andet i det hverdagsliv der er mit.

Jeg tror Gud kalder os til jævnligt at stoppe op og være helt stille. Lytte og være sammen med Ham, så Han kan fylde os med sin sandhed, hjælpe os med vores prioriteter og bare få lov til at øse sin kærlighed udover os.

I Salme 46 vers 11-12 står der: ”Stands og forstå at jeg er Gud, ophøjet blandt folkene, ophøjet på jorden, Hærskarers Herre er med os, Jakobs Gud er vores borg”

Det er et stort løfte som vi må finde trøst og hvile i.

Read More

De seneste uger har været fyldt af travlhed, da min yngste skulle konfirmeres. Planlægning til den store dag, i en travl hverdag med både rejseaktivitet for min mand og balancering med mine jobs, en del ture til hhv. Viborg og Skejby sygehus med min yngste, var flere gange ved at tage pippet fra mig.

En morgen opdagede jeg, at min bilnøgle var ved at knække. Det lille stykke metal der holdt det sammen var svagt. Jeg var på vej ud af døren og tog afsted. På vej hjem knækkede nøglen af, nøglebundtet landede på mine fødder og i det øjebliks uopmærksomhed kørte jeg op i en anden bil. Meget kunne være gået værre. De fysiske knubs vil hele med tiden, modparten skete der heldigvis ikke noget med og biler kan erstattes. De psykiske ar heler også med tiden, selvbebrejdelsen falder og kroppen finder ro igen, selvom dette tager lidt længere tid.

Her i tiden efter, særligt i de dage hvor jeg holdt mig i ro grundet en hjernerystelse, var der mange tanker. Tanker om hvad der sker når de nøgler, som vi stoler på, knækker? Når det vi sætter vores lid til svigter? Hvor går vi så hen?

Vi har lige fejret min datters ja til at tilhøre og overgive sit liv til Gud. Som det sidste indslag til festen, sang min skønne veninde sangen: ” Elsket, Favnet, Husket, Savnet” af Janne Mark:

 ”Her kan du tænde et lys, mindes dem du stadig elsker. Her kan du råbe dit råb, til dem som gjorde dig ondt og vide du at du er elsket, favnet, okay med det som er og vide du er husket, savnet, okay med det som var.

Her under kroner af lys, bladforgyldte formationer, ord om at lade det gå, som aldrig falder til ro, det brudte og det tabte, bliver til visdom at leve af, et nådeslys i alt det skabte, skinner hver levet dag.

Her kan du tænde et lys, mindes dem du stadig elsker. Her kan du råbe dit råb, mod det som stille forsvandt og vide du er elsket, favnet, okay som den du er, og vide du er husket, savnet. okay med det som bliver.”

Selv de ting vi virkelig stoler på, om det er økonomisk sikkerhed, relationer, sundhed, et rigt arbejdsliv, et varmt familiefællesskab eller noget helt andet, vil svigte os. De værdier vi sætter højt og lader være vores navigation i livet, alt dette er alligevel kun til låns. Livet er flygtigt. Memento mori: ”Husk du skal dø”, som antikkens filosoffer yndede at minde hinanden om. Med det i mente, har du og jeg så styr på prioriteterne?

 

Read More

For nyligt fandt jeg på planteskolen den skønneste plante. I stedet for at være enkeltradet i sine blomster var den dobbeltradet med de smukkeste sart-gule blomster med en fin honningagtig duft. På pasningsvejledningen stod, at det var en krævende plante, der havde brug for de optimale vilkår for at trives og kunne under de optimale betingelser være flerårig. Planten var dog følsom for blæst, udtørring, fuld sol og et par andre ting.

Jeg bor på en bakketop med rigelige mængder blæst, så i mine bestræbelser for at gøre det godt, fandt jeg en krog på min veranda, hvor jeg plantede den. Krogen var beskyttet mod blæst, der var ikke fuld sol, det var tæt op af en mur, så selvom der kom lidt nattefrost ville den være beskyttet. Jeg tænkte at dette måtte være optimalt. De første dage gik det godt, men efter nogle dage begyndte bladene at hænge og jeg opdagede at jorden var helt tør, trods de rigelige mængder regn der var kommet. Opdagede jeg, at i mit fokus på alle de ting jeg skulle undgå, havde stillet planten et sted hvor et udhæng gjorde, at der ikke kom vand til planten. I stedet måtte jeg rykke den lidt ud, så den blev lidt mere udsat for at få det livsvigtige vand eller jeg måtte tilføre den vand hver dag.

Overført til mit eget liv, kan jeg indimellem stå i noget lignende. Ud fra de vilkår og ressourcer jeg har, sammenholdt med mine forpligtigelser og ansvarsområder, skal jeg disponere rigtigt. Indimellem kan prioriteringen være at stille mig lidt yderligt og udsat, for at få den livsvigtige vand og blive ramt når det regner. At tage imod hjælpen når den bliver rakt, i stedet for selv at stille mig i læ og bruge meget tid og energi på at tilføre mig selv den rette dosis vand.

 Det vigtigste for mig, som er at være Gud nær og modtage fra ham. Modtage det livsnødvendige vand, for at få styrke til at leve ham nær.

Jeg elsker historien om den samaritanske kvinde der møder Jesus ved brønden, her fra Johannes evangeliet kapitel 4 vers 13-14: ”Enhver der drikker af dette vand, skal tørste igen. Men den der drikker af det vand jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv”.

Det ønsker jeg skal være mit fokus, for at skabe optimale vækstbetingelser.

Read More

Jeg har netop fået skiftet bremser i min bil. Det var tiltrængt, da der i den sidste tid var meget støj når jeg kørte. På den første tur efter skiftet, blev jeg lidt forskrækket, da jeg skulle bremse op, da bremserne havde lang responstid. Da jeg spurgte min mand, fik jeg at vide at det var normalt, da bremserne lige skal nå at sætte sig, før de fungerer som jeg kender det.

Vi kan alle komme ud for noget i livet, som gør at vi må bremse op. Det er ikke blevet lovet os at livet ikke også er fyldt af vendepunkter, opbremsninger og nyorienteringer. Indimellem stopper vi hårdt op og har brug for at det hele lige skal sætte sig og falde på plads, før vi bevæger os ud i verden igen. Dette kan eksempelvis være efter en sygemelding med stress sygdom eller lignende.

Som med mine nye bremser, er det vigtigt at starte op og lave langsomme opbremsninger, for farten ikke bliver for hurtig, når vi sætter i gang igen. Hvis vi ikke er opmærksomme, er risikoen for et uheld langt større. Før en længere sygemelding vil der ofte have været støj på linjen. En krop der brokkede sig, tegn der blev overset mm. Har man først været ramt, er det vigtigt at kende ens responstid.

I et samfund med stigende krav, et hurtigt tempo mm, er det i min optik vigtigt at vi ikke flytter den samme travlhed ind i vores kirker, vores fællesskaber og ind i vores personlige relation med Gud. Vi kan indimellem ville meget. Der er mange tilbud, mange muligheder, også for at deltage i spændende kurser, møder, udvalg mm. Det må bare ikke blive på bekostning af din tid med Gud. Relationer kræver tid og ønsker du at Gud skal være det vigtigste i dit liv, må du lade dine valg afspejle det.

Lad os inspireres af brevet til Galaterne hvor Paulus i kapitel 6 vers 9 siger. ”Lad os ikke blive trætte af at gøre det, som er ret, vi skal til sin tid høste, blot vi ikke giver op..”

Bevidstheden er vigtig at have med. Hvordan er din responstid? Er dine bremser slidte, nyetableret, kører du stabilt, eller har du brug for at køre en anden vej, eller sætte farten ned for at undgå uheld?

Read More

I går om eftermiddagen kørte jeg hjem fra en uddannelses-dag. Som ofte før kørte jeg forbi et område med træer, hvor det længe har været fyldt op med byggematerialer. Altid, når jeg er kørt forbi, har jeg bemærket det, dels fordi det er iøjnefaldende og dels at det har givet mig fornemmelsen af stagnering, noget er blevet opgivet, hvilket altid har efterladt en knugende fornemmelse i mig. I går, da jeg kørte forbi, var der sket noget. Ovenpå alle byggematerialer og rod, bredte der sig et tæppe af anemoner. Da solen stod på, var blomsterne åbne og alt var dækket helt til. Området var som forvandlet. I stedet for rod lignede det nu, at der var spredt et hvidt tæppe ud.

Jeg kan indimellem se på mit eget liv og tænke at det ligner området med træer, fyldt med gamle og nye byggematerialer, ufærdigt og rimelig kaotisk. Dækket med knuste ruder, skæve søm og materialer, der måske kunne bruges en dag, men på grund af mange ting, ikke kommer i brug, før det forrådner.

Jeg kørte og tænkte på, at påskens ekko for mig i år har været, en optagelse af og en ydmyghed i forhold til, hvilken betydning Jesu død og opstandelse har. Har i mit liv og alle andres. Et emne så stort at jeg ikke helt kan gribe om det.

Det slog mig, at som anemonetæppet dækker Han mig. Alt det grimme, det ufærdige, min uformåen, alt det rustne og skæve, de byggematerialer der endnu ikke er i brug- alt, det det dækkede Han helt. Ved at vinde over døden, spredte Han sit tæppe af anemoner ud over mig. Når Han ser på mig, ser Han kun de hvide blomster. Alt andet er skjult og dækket.

De hvide anemoner symboliserer forventning, beskyttelse og kærlighed. Jeg må leve i forventning, vide mig beskyttet og fortsat forsøge at forstå og tage Guds kærlighed ind.

Gud har et andet perspektiv end jeg har. En sang jeg ofte lytter til, når jeg har brug for at blive mindet om et andet perspektiv er Matthew West. ”Mended”, hvor der bl.a. står::

”When you see broken beyond repair-I see healing beyond belief

When you see too far gone- I see one step away from home

When you see nothing but damages goods- I see something good in the making

I’m not finished yet- When you see wounded, I see mended

You see your worst mistake- But I see the price I paid

Theres nothing you could ever do, to lose what grace has won

So hold on it´s not the end- No, this is where love´s works begins ..”

Read More

En tidlig fredag morgen, på vej i skole med pigerne, landede denne skønne sang på min playliste. Jeg havde fri og havde besluttet mig for en gåtur rundt om Almind sø

Prognosen lovede en smuk forårsagtig dag, men endnu var det tåget. Tågen lå som fine skyer over søen og vinden var kold. Jeg gik og nynnede sangen for mig selv og nærmest smagte på: ”Alt ånder ud i tak til Gud, mens morgenlyset vælter ind”..

Jeg blev opmærksom på alt det der var om mig: Fuglesangen, duftene fra nattens dug i mosbevoksningerne, tågen, det grå lys, vinden i kinderne, en glad løber med en endnu gladere hund, et par der skændes, to forelskede teenagepiger der fnisende snakkede sammen, et par veninder der vendte livssituationer med hinanden med en kop kaffe i hånden, to bedstemødre der viste billeder af de små vidundere på en bænk, en far og søn i alvorlig samtale, et lille egern der kiggede med fra et træ og meget andet

En vidunderlig vrimmel af sanseindtryk, efterlod mig med en stor taknemmelighed til Skaberen, som havde skænket mig dette øjeblik. Jeg mærkede lige der -lige i øjeblikket en ydmyghed i blandet en stor glæde. For mig blev det et billede på taknemmelighedens kraft. Den kraft som kan ændre et nu.

Der var intet nyt ved søen ift. mine ydre omstændigheder. De kampe og udfordringer, der blandt andet havde påvirket min nattesøvn, var der stadig, men perspektivet blev åbnet og gjort større.

Et nu der kan ændre ens grundstemning for en tid. Jeg mærkede af nattens træthed forsvandt lige så stille, imens jeg iagttog og tog alle sanseindtrykkene til mig. Tog det til mig som små påmindelser fra Gud om Hans skaberkraft.

Tænk, at Han som er skaber af alt, kalder mig sit barn! Tænk, at jeg må gå og dagligt tage for mig af hans gaver.

Satte mig på en bænk og iagttog en lille fugl med en meget stor orm, som den forsøgte at bakse op af træet. Den tog tilløb og løb op af stammen mod sin rede og tabte ormen et par gange, indtil den til sidst fandt balancen ved at holde ormen midt i næbbet og flyve op til sin rede. Gud har givet os taknemmeligheden, så vi kan folde vores vinger ud og flyve- vidende at Gud har skabt alt i den bedste orden.

”Han skabte alt,

Hvert fnug som faldt

Han maler himmelbuen blå

Luk dagen ind I krop og sind

Gud viser sig i alt det små”

Fra: ”Alt det der drukner” af Peter Højlund og David Skarsholm

Read More