Havblik

I pinsen nød vi det helt fantastiske vejr i et sommerhus ved Vesterhavet.

Da vi ankom, tog vi den første aften aftensmaden med og spiste ved et vindstille Vesterhav. Senere så vi solen gå ned - lidt derfra.

Kontrasten ift. det normalt voldsomme og brusende Vesterhav og det blikstille hav denne aften, mindede mig om mit eget følelseshav og måde at reagere på. Ofte er mit følelsesliv og reageren stormomsust som Vesterhavet og flakker hid og did som bølgerne, der slår ind mod kysten.

Lige den aften, i stilheden, omgivet af den smukkeste farvepalet, da solen gik ned, var det som om mine følelser holdt vejret og der blev helt stille. En stille væren midt i skaberværket. Mine tanker fandt ro, mit hjerte var ikke uroligt og det var som en nulstilling, hvor alt i et øjeblik hang sammen i en dybere sammenhæng og det unødvendige blev sorteret fra. Et lille øjeblik hvor der var havblik i mit indre og jeg vidste at jeg er altid, allerede elsket.

Jeg mærkede, at jeg er passet på af en almægtig Gud, der har kraften og magten til at stilne et hav også havet indeni mig af bekymringer, smerter, sorg, glæde, todo-lister og alt det andet.

Bad ved havet i ydmyghed og taknemmelighed fordi den Gud, ønsker at holde mig i sine hænder. Tænk at den samme Gud siger, at jeg og alle andre mennesker er underfuld skabt, kronen på Hans skaberværk. Vi er værdifulde, dyrebare og højtelskede.

I hverdagen stopper jeg for sjældent op og tager denne virkelighed ind. Som regel er der så meget uro omkring mig, at jeg ikke fanger dybden og bredden af denne sandhed. Ofte kan jeg leve, som om det ikke er en sandhed og være optaget af alt muligt andet i det hverdagsliv der er mit.

Jeg tror Gud kalder os til jævnligt at stoppe op og være helt stille. Lytte og være sammen med Ham, så Han kan fylde os med sin sandhed, hjælpe os med vores prioriteter og bare få lov til at øse sin kærlighed udover os.

I Salme 46 vers 11-12 står der: ”Stands og forstå at jeg er Gud, ophøjet blandt folkene, ophøjet på jorden, Hærskarers Herre er med os, Jakobs Gud er vores borg”

Det er et stort løfte som vi må finde trøst og hvile i.