Valmuen
Valmuen for mig et symbol på dansk sommer. Særligt når de står så spinkle og fine med deres kraftige røde og orange farver i kornmarkerne. Jeg har altid elsket dem og plukket mange favne fuld igennem årene. Særligt som yngre kom jeg ofte hjem med valmuer, helt uden de smukke kronblade, hvor kun stilken var tilbage. Igennem tiden har jeg afprøvet alskens metoder til at få kronbladene til at forblive på stilken i en buket. Senest i denne uge afprøvede jeg et råd fra instagram, hvor jeg ved hjælp af neglelak kunne forsegle enderne for at undgå saften i at løbe ud og derved forlænge levetiden. Heller ikke dette virkede. Den eneste valmue der stadig står i min buket, var en, der endnu ikke havde åbnet sig op, da jeg plukkede den.
Den røde valmue symboliserer respekt, ære, håb og fred. Ord som er gode at tage med i en verden præget af nyheder om det modsatte.
Der er samtidigt noget med valmuens skrøbelighed, når de fjernes fra deres element, som jeg kan relatere til ind i mit liv
Jeg elsker vaner og rykkes jeg ud af disse, kan jeg have svært ved at komme tilbage igen. Det kræver kun en kort sommerferie. Derefter har jeg brug for at arbejde på og koncentrere mig om, for at komme tilbage på sporet igen og holde fast i mine kronblade. Ved at flytte mig fra mit element, er der risiko for at jeg mister mine kronblade, hvis jeg ikke er opmærksom.
Trosmæssigt er det også relaterbart. Jeg har levet et velsignet liv, oplevet Guds nærvær, guidning og ledelse flere gange. Alligevel er det svært for mig at holde fast, holde fast på de kronblade Gud giver. Holde fast, selv når det i menneskeligt eller bare i mine forståelsesramme virker usikkert eller uforståeligt at skulle gå en bestemt vej på Guds kaldelse. Bare det at lytte til Gud kan være svært. Det kræver at jeg har tillid til at Gud tætner og forsegler stilken. Det betyder bl.a. at have tillid til at han har alle mine behov i sine hænder og vil skærme mig.
Respekt, ære, håb og fred, disse fire ord, vil jeg lade være en påmindelse på mine gåture, når jeg ser en valmue. Respekt og ære til Gud, som har skænket os håbet og som ønsker at hans fred må fylde vore hjerter og tanker.