Det gemte skår
Tidligere i dag gik jeg, som ofte før, ved stranden og ledte efter glasskår. Som jeg før har skrevet om, har det altid fascineret mig at finde glasskår, der er slebet glat af sandet, vinden og havet.
Imens jeg stod et øjeblik og kiggede ud over vandet, opdagede jeg et glasskår godt gemt i sandet. Da jeg fik taget den op, havde den stadig alle sine kanter skarpe. De eneste steder forvandlingen var startet, var i det lille område der havde tittet op over sandet. Lige i det lille område var farven anderledes og overfladen blød.
Imens jeg stod og holdt den i hånden, hvor den flere steder skar mig i håndflade, kom jeg til at tænke på, hvor relaterbart det er ind i mit eget liv og ikke mindst trosliv.
Jeg ønsker af hele mit hjerte at Gud skal fylde alt, jeg ønsker at Gud er mit alt. Alligevel tager jeg mig selv i gang på gang at holde noget skjult, gemme mig for Gud, velvidende at Gud kan jeg ikke gemme mig for.
Der er meget der kan få mig til at krybe i skjul. Skam, selvbestemmelsesret, rethaveriskhed, tvivl eller måske er jeg bare fyldt af alt det som livet også er og forsøger at gå under radaren.
Ligesom med glasskåret der var delvis skjult i sandet, kan kun det jeg lægger frem for Gud blive forvandlet og omdannet af Ham. Det er kun Ham der kan slibe mine skarpe kanter af. Gud kalder os til frimodigt at træde frem for Ham med alt. Der er intet der er for skamfuldt eller forkert at bringe frem, Han ved det på forhånd. Han ved det, men ønsker at vi selv skal lægge det i Hans hænder så Han kan forme og forvandle os ud fra det råmateriale vi hver især indeholder.
En sang fra min ungdom, som jeg ofte vender tilbage til, rammer det så fint. Ofte er det min bøn:
Hvis jeg bare havde tomme hænder. Knælede jeg lettet ved din fod
Men nu tøver jeg fordi du kender. Hver en tanke der er dig imod
Sådan vil jeg vil ikke møde dig men. Jeg har ingen andre steder at gå hen
Jeg har ventet længe med at komme. For at blive af med det jeg bar
Prøvet at få hænderne gjort tomme. Men nu kommer jeg med det jeg har
Du har lovet den der kommer til kort. Vil du aldrig nogensinde sende bort
…Med frimodighed vil jeg nu træde frem
For din nådestrone der er mit hjem
Uddrag af Fællessang nummer 187 af Jakob Carlsen