Offroad

En formiddag gik jeg en længere tur i et naturområde i nærheden. Hver uge forsøger jeg at finde nogle timer alene, sammen med Gud. Oftest bliver det i naturen med vandrestøvlerne på, hvor jeg går indtil fødderne, finder deres egen rytme og tankerne nulstilles. Andre gange finder jeg et sted at sidde og sidder der, indtil tanker og følelser endelig falder så meget til ro, at jeg har ro nok til at kunne lytte. Dette var målet den pågældende dag.

Normalt er jeg hurtigt nede på min sti, men denne dag var pejlemærkerne blevet flyttet og den normale sti spærret af oversvømmelser og væltede træer. Det var ikke muligt for mig at klatre over dem, da skovbunden omkring var mættet af vand og området kuperet og svært fremkommeligt. Jeg overvejede først at vende om, men kunne se bestemmelsesstedet et stykke derfra og ville virkelig gerne derhen. I stedet valgte jeg at lede efter og forsøge selv at lave en rute udenom, på trods af min dårlige stedsans. Jeg kunne, fra det højdepunkt jeg stod på, ane en alternativ rute, hvor få andre havde gået. Samtidigt kunne jeg se noget af den sti, som jeg gerne ville hen til. Da jeg bevægede mig ned, gik jeg igennem bregner, blåbærbuske og klatrede over de væltede træer jeg kunne. Flere gange befandt jeg mig så lavt, i så tæt buskads, at jeg ikke kunne se den sti jeg gik efter. En gang imellem kunne jeg følge andres fodspor men ofte måtte jeg være den første til at træde og danne en ny sti. Til sidst nåede jeg den udtrådte sti og kunne følge den hen til bænken.

Livet rammer mig ofte i det uforudsigelige. Måske har jeg set for mig og planlagt en sti foran mig, måske har jeg forventninger om at gå på en fremkommelig sti. Pludseligt rammer livet og ressourcer, økonomi, sygdom, fyring eller noget andet gør, at jeg må gå bort fra stien og gå offroad.  Jeg kan være fristet til at vende om, give op- for måske kan jeg slet ikke se endemålet derfra hvor jeg er kommet til. Måske er buskadset blevet for tæt,vejen oversvømmet og jeg bliver overvældet.

Sådan kan jeg også have det på troens vej. Jeg glemmer mit endemål og lader mig overvælde af at jeg ikke se den udtrådte sti. Jeg bliver bange for at gå offroad, selvom jeg tror Gud kalder os til lige netop dette..

Jeg fører de blinde af veje, de ikke kender, jeg leder dem af stier de ikke kender, jeg gør mørket foran dem til lys, det bakkede land til slette, det vil jeg og jeg opgiver det ikke. Es. 42: 16