Luk dagen ind

En tidlig fredag morgen, på vej i skole med pigerne, landede denne skønne sang på min playliste. Jeg havde fri og havde besluttet mig for en gåtur rundt om Almind sø

Prognosen lovede en smuk forårsagtig dag, men endnu var det tåget. Tågen lå som fine skyer over søen og vinden var kold. Jeg gik og nynnede sangen for mig selv og nærmest smagte på: ”Alt ånder ud i tak til Gud, mens morgenlyset vælter ind”..

Jeg blev opmærksom på alt det der var om mig: Fuglesangen, duftene fra nattens dug i mosbevoksningerne, tågen, det grå lys, vinden i kinderne, en glad løber med en endnu gladere hund, et par der skændes, to forelskede teenagepiger der fnisende snakkede sammen, et par veninder der vendte livssituationer med hinanden med en kop kaffe i hånden, to bedstemødre der viste billeder af de små vidundere på en bænk, en far og søn i alvorlig samtale, et lille egern der kiggede med fra et træ og meget andet

En vidunderlig vrimmel af sanseindtryk, efterlod mig med en stor taknemmelighed til Skaberen, som havde skænket mig dette øjeblik. Jeg mærkede lige der -lige i øjeblikket en ydmyghed i blandet en stor glæde. For mig blev det et billede på taknemmelighedens kraft. Den kraft som kan ændre et nu.

Der var intet nyt ved søen ift. mine ydre omstændigheder. De kampe og udfordringer, der blandt andet havde påvirket min nattesøvn, var der stadig, men perspektivet blev åbnet og gjort større.

Et nu der kan ændre ens grundstemning for en tid. Jeg mærkede af nattens træthed forsvandt lige så stille, imens jeg iagttog og tog alle sanseindtrykkene til mig. Tog det til mig som små påmindelser fra Gud om Hans skaberkraft.

Tænk, at Han som er skaber af alt, kalder mig sit barn! Tænk, at jeg må gå og dagligt tage for mig af hans gaver.

Satte mig på en bænk og iagttog en lille fugl med en meget stor orm, som den forsøgte at bakse op af træet. Den tog tilløb og løb op af stammen mod sin rede og tabte ormen et par gange, indtil den til sidst fandt balancen ved at holde ormen midt i næbbet og flyve op til sin rede. Gud har givet os taknemmeligheden, så vi kan folde vores vinger ud og flyve- vidende at Gud har skabt alt i den bedste orden.

”Han skabte alt,

Hvert fnug som faldt

Han maler himmelbuen blå

Luk dagen ind I krop og sind

Gud viser sig i alt det små”

Fra: ”Alt det der drukner” af Peter Højlund og David Skarsholm