Afspærring

Sidste fredag var jeg på vej til min mellemste datters efterskole, for at hente hende, da jeg kom til en politi-afspærring. Politiet var lige ankommet og i gang med at spærre af, så der var endnu ikke lavet omkørsler. Jeg gav min GPS-kommandoen at finde en alternativ vej. Jeg kender ikke vejen så godt endnu, så først da jeg var ledt til højre, venstre, rundt og rundt- opdagede jeg at den havde guidet mig hele vejen rundt, så jeg landede præcis ved samme afspærring igen, nu med 10 min tillægstid. Først da jeg gav min GPS en ny kommando, genstartede ruten og bad den undgå lige denne vej der var afspærret, skete der noget. Først der kunne den vise det bedste alternativ.

Imens jeg kørte, tænkte jeg, at det minder lidt om min ufleksible hjerne. Ofte er jeg i fuld fart på vej ned af en gammelkendt vej, men så bliver jeg stoppet af en afspærring. Derefter kører jeg rundt og rundt indtil jeg måske lander foran samme afspærring igen. Når jeg kører forkert, mærker at en vej jeg tidligere har brugt, ikke længere fungerer, har jeg i stedet brug for en ny kommando. Jeg har brug for at åbne mit perspektiv og finde alternative veje i stedet.

Det samme kan være gældende ift. mine beslutninger, når noget først er på en måde, bliver det hurtigt en vane for mig og mit system er enormt ufleksibel til at ændre det igen.

Den nye rute mine GPS guidede mig på, var forbi en smuk gammel herregård, smukke solsikkemarker og en vej der pludseligt åbnede op til et udsigtspunkt over havet. Det var måske ikke den lige vej, men det var en smuk vej og vej jeg ikke ville have undværet.

Ofte oplever jeg i mit liv med Gud og med Ham som min vejviser, at en i mine øjne åbenlys vej at gå på bliver afspærret. Indimellem går jeg der nærmest allerede i mine tanker. Jeg har visualiseret det og kan næsten mærke hvordan det er. I næste øjeblik er vejen lukket og jeg kan sidde tilbage med skuffelse. Det kan være tillokkende at vende skuffelsen mod Gud, men i virkeligheden er det der er brudt, nogle forventninger om noget jeg aldrig var blevet lovet Resultatet er, at jeg kan bebrejde Gud, at han ikke har overblikket, at han ikke ser mig, lige der hvor han forhindrer mit manglende overblik i at gå forkert. Jeg tror, Han ved hvad der bedst for mig. Jeg tror at mine dage, mit livsløb og vej allerede er lagt tilrette og jeg må få lov at lade mig guide efter dette.