Små glimt af håb

Jeg har et hjørne i min have, som med tiden er blevet til et brombærkrat. Det er ikke fordi jeg ikke har forsøgt, at få noget til at gro i det hjørne. Jeg har også forsøgt at tilføje ekstra god jord, vande det ekstra, men det har ikke hjulpet, jorden er forblevet hård og tør. Jeg har gravet rødderne op på brombærbuskene, men de kommer altid tilbage. Dog er der en staude der har overlevet. Den smukkeste orange kæmpevalmue bryder hvert år igennem krattet og lyser op. Efterhånden har den vundet et større og større indpas og jeg er imponeret over hvordan den spreder sig i det hjørne. Flere gange har jeg forsøgt at samle frø, forspire dem eller andre gange bare plante dem ud, for at lade dem træde frem og lyse haven op et sted hvor de er lettere at få øje på dem. Det er ikke lykkedes og de står fortsat kun i mit tilgroede hjørne. I går da jeg vandede haven gik jeg og tænkte på, at det er pudsigt at jeg har haft så travlt med at ville omplante dem for at fremhæve dem, når der hvor den træder allermest tydeligt frem, i virkeligheden er i krattet. De store sarte kronblade i orange lyser op i det grønbrune, som skaber den perfekte baggrund hvor farven endda forstærkes.

Dette fik mig til at tænke på mit arbejdsliv, hvor jeg ofte befinder mig i landskaber præget af tjørnekrat. Mennesker der vokser på jord uden så meget næring og hvor livet har viklet sig om dem. Jeg kan vælge, ligesom det først faldt mig ind, at grave rødderne op, tilføre bedre jord, vande ekstra men spørgsmålet er om det vil slå til? Jeg kan også vælge at stille mig der, hvor jeg kan slå rødder og skabe små glimt af håb, små som store plamager af orange på en mørk baggrund. Måske vil det kunne sprede sig og vinde indpas? Måske vil det med tiden være nok til at bekæmpe eller i hvert fald hæmme væksten af tornekrattet?

Det er let som menneske at træde i handling. Effektivt fjerne al tornekrat om os og andre, starte forfra gøre noget radikalt. Hvad hvis der er visdom og kaldelse i at starte lige der hvor vi er? Strække os efter håbet hvor vi står for at give det videre?

I Hebræerbrevet står der i kap. 6 vers 18b-19 nogle ord jeg ofte vender tilbage til: ”Vi har taget vor tilflugt til at gribe det håb, som ligger foran os. Det håb der er et anker for sjælen; der er urokkeligt og sikkert og rækker ind bag forhænget”.

Jævnligt er disse ord min bøn for dagen, at Guds håb må være mit anker for sjælen, ikke mine handlinger eller bedrifter men alene Guds håb.