En regn af nåde

Efter lang tids tørke, var det helt fortryllende at vågne op til lyden af regnen der trommede på taget i morges. Da jeg kom op og gik udenfor, slog et væld af dufte mig i møde, det var som om regnen havde presset ekstra duft ud af roserne og kaprifolien ved min veranda. Da jeg gik tur med vores hund, gik jeg i skønne dufte fra uægte jasmin, hyld og kunne også indånde duften fra den varme våde jord. Efter at have ventet på regnen og set alting visne, virkede det ekstra stærkt med regnens kraft. Det hele livede op om mig og den tunge lumre luft blev pludselig kølende og sval.

Mens jeg gik, kom jeg til lave paralleller til mit eget liv. Som de fleste andre har jeg også haft tørketider i mit liv og trosliv. Perioder hvor jeg følte mig alene, følte at jeg anråbte Gud og der ikke kom et svar tilbage. Tider med smerte, bekymring, tvivl og mismod. Forskellige årstider der har afløst hinanden i forskellige faser i mit liv. I samme ombæring tænkte jeg på alle skiftende. De tidspunkter hvor de forskellige kriser eller følelser vendte igen. Noget jeg meget bevidst noterer ned, fordi jeg ellers glemmer det. Lige så meget jeg kan anråbe Gud, lige så meget kan jeg overse når Gud griber ind. Ofte, er min erfaring, sker det som regnbygen i dag pludselig og uventet. En vej eller nye muligheder åbner sig. En hjælp kommer fra en uventet kant. En følelse ændrer sig eller et øjebliks nærvær med Gud, fjerner tvivlen.

Guds indgriben rammer sjældent med samme kraft som vi mærker vores smerte eller udfordringer, men duften når Gud sender sin nåde er lige så liflig som træernes og blomsternes duft efter regn. Så liflig at vi må stoppe og lede efter det og tage det ind. Det er ikke anmassende med mere inviterende. At opdage når det sker, er noget af det mest trosstyrkende for mig. Derfor skriver jeg det ned, for når bakkerne foran mig bliver for høje og jeg er blindet og ikke kan se frem, er det godt at se tilbage på alle de gange Gud greb ind.

Som jeg læste i min morgenreflektion, fra Esajas bog kapitel 42 vers 16: ”jeg fører de blinde af veje de ikke kender, jeg leder dem af stier de ikke kender, jeg gør mørket foran dem til lys, det bakkede land til slette, det vil jeg gøre og jeg opgiver det ikke.