De grønne enge

Jeg elsker denne årstid, foråret hvor alt springer ud. Overalt hvor jeg ser hen, ser jeg træer og buske der er bristefærdige og dag for dag klædes skoven i grønt. Jeg kører som oftest den samme vej på arbejde og det slår mig hvert år hvor hurtigt det hele pludseligt forandres. Fra enge og skove, som min vej går forbi der står mørke i vintertiden, til når græsset pibler op, træerne springer ud og alt pludseligt males grønt.

Til min morgenmeditation med Gud, var dagens tekst, de for mig velkendte vers fra salme 23: ..”Herren er min hyrde jeg lider ingen nød. Han lader mig ligge i grønne enge, han leder mig til det stille vand. Han giver mig kraft på ny. Han leder mig af rette stier for sit navns skyld. Selv om jeg går i mørkets dal frygter jeg intet ondt, for du er hos mig, din stok og din stav er min trøst”.

Det blev pludseligt så levende for mig, og jeg kunne mærke fornemmelsen af at ligge på en solbeskinnet grøn eng, gå med bare fødder på en mos klædt skovbund eller på en græsplæne. Dette som kontrast de mørke gå og køreture hen over vinteren, hvor lyset nogle dage næsten ikke kom frem.

Årstiderne skiften minder mig altid om livets årstider og fornemmelsen af, når man går fra en periode i sit liv hvor mørke hersker, til en lysere periode. Ofte sker skiftene umærkeligt, men vi har brug for at være opmærksomme på dem. Lige som at foråret fylder mig med glæde, sådan får jeg det også når jeg opdager at jeg er flyttet fra en hård periode i mit liv til en lettere. Kunsten er at opdage og ikke tage for givet, når skiftet kommer.

Jeg tror det er sundt at have tid dagligt, hvor man fokusere tankere på et kærligt tilbageblik. Et blik for hvilke ting man denne dag kan se tilbage på med taknemmelighed. Kun derved kan man træne denne muskel, ved at give den opmærksomhed. Ved dagligt at mærke taknemmelighed, indimellem på trods af det man står i, er det muligt at øge hjertets kapacitet for at tage det gode ind, lidt af gangen.

Hvem ved måske kunne det endda en dag ændre ens perspektiv?