Jeg stod i ankomstterminalen i Kastrup lufthavn og ventede på min ældste datter, imens jeg nød den skønne leben af mennesker. Mennesker i forskellige nationaliteter, børn som voksne et hav af forskellige sprog og en stemning af forventning. Flyet var forsinket, så jeg havde rig mulighed for at betragte den livlige summen af glade stemmer, samt lytte til gråden fra utålmodige børn. Skønnest var det dog at se og studere folks forskellige måder at komme ud til ankomstterminalen på Vi stod en stor flok og ventede, da hele efterskolen kom med det samme fly. Nogle stod med flag og der var en ivrig rastløs stemning. Når døren gik op, blev halsene strakt og de der gik ud til de afventende blikke reagerede meget forskelligt. En tog imod og bukkede, men de fleste hastede forbi med øjnene stift rettet mod deres telefoner.

Hvor er det dejligt at blive ventet på og hvor er det sårbart hvis ingen venter på, at man kommer hjem igen. I den ivrige venten i en ankomsthal, kan det forstærke følelsen af ensomhed. I perioder hvor ensomheden har fyldt for mig, er jeg taknemmelig for billedet, at Gud ivrigt står og spejder efter mig. Som i lignelsen om den fortabte søn, står Gud hver dag og venter og løber mig i møde. Han ikke bare løber mig i møde, men han holder en fest og har lovet Han en dag gør en bolig klar til mig i Himlen. Ikke bare et hus, men en bolig. For mig er der stor forskel.

Jeg bor i et relativt nybygget område, hvor der til fortsat bygges nye huse. Jeg bliver aldrig træt af at iagttage processen, fra fundamentet bygges, til skelettet rejses og der derefter en dag er et hus.

Det mest fascinerende er dog, når jeg kommer forbi en dag og pludselig ser et varmt skær ud af vinduerne. Måske ser jeg mennesker samlet om et bord, der er planter i vindueskarmen, legetøj i haven og at huset nu er indrettet. Det er for mig der et hus bliver til en bolig. Den tomme skal får sjæl, bliver personlig.

Jeg glæder mig til denne dag, tænker det må minde om ankomstterminalen et skønt leben af mange mennesker og nationaliteter, unge som gamle der bydes velkommen af Jesus

Indtil denne dag glæder jeg mig over, at jeg kunne gå min datter i møde og byde hende velkommen hjem.

Read More

Jeg stod i metroen, på vej i lufthavnen for at hente min datter. Det var myldretid og metroen var helt proppet. Ind kom dog en ældre mand der skubbede andre væk for at komme ind, han brugte en rollator til at presse andre sammen, så der blev lidt plads om ham. Da metroen satte i gang, resulterede det i, at en lidt yngre mand blev skubbet, da rollatoren kørte ind i hans ben. Han snublede, da han intet havde at holde fast i. Straks var der dog et par arme der greb ham og holdt ham oppe. Jeg var selv holdt oppe af de andre der stod tæt op af mig, nu klumpet endnu mere sammen, for at undgå at blive kørt ind i. Jeg sendte manden, der havde grebet fat og holdt den anden oppe, et smil, imens jeg tænkte på, hvor sjældent det efterhånden er at se arme række ud og gribe andre.

Tankerne vandrede til, at hvor ville jeg dog ønske, at vores kirker var et sådant sted.  Et sted hvor man kunne blive holdt oppe af andres stærke arme eller at andre holdt ens arme oppe i bøn, når trætheden indfandt sig.

Jeg tror det findes, men mærker og hører også, at mange er skuffede og desillusionerede. Fællesskabet rummede ikke det han eller hun kæmpede i eller måske turde de ikke invitere andre ind i deres smerte? Måske er det også der vores udfordringer ligger? Måske er vi blevet så bange for at være fejlbarlige og bange for at udstille vores sårbarhed. Hvad ville der ske hvis kirken gik forrest og var det sted hvor vi ikke behøvede være perfekte?

Som Matthew West synger i:” Truth Be Told”: “Løgn nummer 1, du skal have styr på alt. Når nogen spørger, hvordan det går, smiler du og svarer: Aldrig haft det bedre. Løgn nummer 2, alle andres liv er perfekt udover dit. Så hold dit rod, dine sår og dine hemmeligheder bag lukkede døre

..Jeg siger alt er godt, ja ja jeg har det fint, men jeg er ødelagt. Jeg siger alt er i kontrol, men jeg har ikke kontrollen og Du ved det. Jeg ved ikke hvorfor det er så svært at indrømme, at være ærlig er det eneste der kan forandre.  Du kender allerede mine svigt, mine fejl og min synd- så lad os tale sandhed”

..  Der er et skilt på døren hvor der står, kom som du er, men jeg tvivler. Hvis vi levede efter det, ville alle pladser om søndagen være proppede. Men sagde Du ikke, at kirken skulle være mere som et hospital. Et sikkert sted for de syge, synderen, de skræmte og den fortabte ligesom mig?

..Kan jeg virkelig stå her uden skam, vidende at din kærlighed til mig er uforanderlig? Åh Gud hvis det er sandt, må der tales sandhed

Read More

Et indre kompas

Jeg sad i sidste uge og forberedte mødeledelse til en aften omkring vandring og det at finde forskellige åndelige stier, hvor man er åben overfor at lytte til Guds stemme.  Mens jeg forberedte mig, blev jeg mindet om en snak med en af mine piger, der var nysgerrig på  hvorfor jeg elsker at vandre.

I min hverdag er der ofte meget støj. Støj forstået både bogstaveligt, men også mentalt støj. Andre menneskers forventninger og udfordringer, krydret med mine egne forventninger og udfordringer. Endeløse behov omkring mig, hvor det aldrig kan lykkedes at dække dem alle, måske kun et lille udsnit. Ikke desto mindre er behovene der og det kræver et dagligt sorteringsarbejde. I dette arbejde får jeg jævnligt flyttet mig væk fra mig selv, involveret mig i andres behov og indimellem bliver jeg så engageret at jeg glemmer at zoome ind på min egen tilstand. Måske strækker jeg mig lige lidt mere, tænker at snart kommer der mere tid- eller hvad jeg får sagt til mig selv.

Som regel kommer uroen der og jeg får svært ved at navigere Jeg bliver i tvivl om hvilken vej jeg skal og jeg kan pludselig ikke mærke mit indre kompas.

Det kræver tid og for mig ofte bevægelse igen at zoome ind. Mærke mit indre kompas, som der som regel ved hvor jeg skal hen.

Mit indre kompas er et kludetæppe af mange forskellige erfaringer, men ikke mindst er det der, hvor den Gud som bor i mit hjerte og har taget bolig i mig, kan navigere mig ud fra.  Mit indre kompas handler ikke om hvor jeg lige nu ønsker at gå hen, men jeg tror Gud guider mig mod min sejlrende

Det kræver evnen til at lytte og roen til at tage Guds guidning ind.

På vores båd har vi et navigationsudstyr der bl.a. fortæller hvilken vanddybde vi bevæger os på. En vigtig viden for at undgå at støde på grund, som vi før oplevede, da vi endnu ikke havde det udstyr. En masse skrammer og skader er undgået ved at følge navigationens guidning.  Således endnu mere ved at følge Guds guidning i vores indre kompas.

Som der står i en børnesang fra min barndom: ”Min båd er så lille og havet så stort, men Jesus har grebet min hånd. Når han står ved roret så går det så godt, på vejen til Himmelen slot.. ” Det uanset om vejen er lang eller kort, dette ændrer ikke ved at med Gud ved roret kommer vi sikkert frem

Read More

Allerede fra jeg var helt lille, elskede jeg at skrive. Lange historier der som regel endte med, at hovedpersonerne fik nybagte boller og varm kakao med flødeskum og alt derefter var godt.

Da jeg for nyligt ledte efter noget i en af mine gamle kasser, fandt jeg et par af mine gamle kladdehæfter fra skolen fra 3.-4. kl., hvori der var skrevet flere responser fra min dansklærer. Ret enslydende lød kommentarerne, at det var en god historie, med stor detaljerigdom men der manglede lidt mellemrum, afsnit mm.

En diplomatisk udtalelse eftersom der ingen afsnit, punktummer og kommaer var i teksten, udover et afsluttende punktum. Teksten var forståelig, hvis jeg læste den langsomt. Der var dog ingen tvivl om, at det havde været en bedre oplevelse med flere mellemrum, pauser og afsnit.

Jeg har stadig mange ord og elsker ord. Jeg er dog med tiden, blevet lidt bedre til at lave afsnit, pauser og mellemrum i det jeg skriver. Det mest interessante er dog, at jeg ikke altid lever efter samme logik i mit liv hverken arbejdsmæssigt eller åndeligt.

Jeg gik engang hos en dygtig psykolog, der mindede mig om sammenhængen mellem min hastighed og tankerne der knudrede sig sammen og blev til tankemylder, der var svære at stoppe. Psykologen mindede mig om, at det er i mellemrummene tankerne filtrer sig op. Jo hurtigere det går for mig og om mig,  jo mere filtrer jeg tankerne sammen, ligesom en garnnøgle.

Vores lille kattekilling havde fundet en garnnøgle den anden dag, som var trukket i og viklet flere gange om sig selv. Hvis jeg bare havde hevet i den, ville den sammenfiltres yderligere. I stedet var jeg nødt til at finde en ende og tage tid til at rulle garn-nøglen op, På samme måde er det med mine tanker, uden ro og mellemrum kan jeg ikke finde enden og rulle tankerullen op. 

Når jeg indimellem har filtret tanke-rullen godt og grundigt sammen og jeg ikke kan få øje på enden, er det godt og trygt at jeg kan se hen på Jesus og spørge Ham.  Spørge Ham hvad han ser og hvilke tanker Han har om mig. Da jeg for nyligt stod et sådant sted og spurgte Gud til råds, gav han mig følgende vers.

Jeremias 29 v 11-12:”For jeg ved hvilke planer jeg har for dig, planer om lykke og ikke om ulykke om at give dig en fremtid og et håb”

Det er for mig gode vers at holde fast på, også når jeg glemmer mellemrummene og tankerne bliver knudrede. Måske jeg en sådan dag skal lære af min barndoms drømme og spise nybagte boller og drikke varm kakao, imens jeg tager en lille pause.

Read More

Blændet

Hver aften går jeg den samme tur med vores lille hund. Vi går bagom i det villakvarter vi bor i og langs alle husene, hvor der ikke er gadelygter og ofte et smukt udkik til stjernehimlen og den anden dag svage aftegninger af Nordlys. Hver gang skal jeg være opmærksom, der hvor stien slår et knæk og jeg bevæger mig ind i villakvarteret og gadelygterne. Ser jeg ned er stien ikke tydelig og jeg bliver blændet af det pludselige lys, jeg er i stedet nødt til at kigge op og ud.

Måske er det et meget godt billede på hvad der sker når vi fikserer vores blik og kigger ned, i håbet om at finde vores vej og holde balancen?

Læste et for mig pudsigt stykke i Biblen til min morgenstund med Gud, det står i Salme 38 vers 18. ”For jeg kan let snuble og min smerte har jeg altid for øje”. Pudsigt og stærkt, meget genkendeligt i hvert fald i mit liv.

Min egen smerte, om det så er sygdom, skavanker, bekymringer, sorg, uretfærdighed eller noget helt andet, jeg synes der fylder - larmer. Uanset hvad der er på spil, kan det fylde min bevidsthed, endda så meget at det er svært for mig at have øje på andet eller andre.

Jeg tror vi som troende er kaldet til at gå en anden vej. En vej hvor vi skal løfte vores blik. Løfte blikket og bede om indsigt til at se hvad Gud ser. Bede Ham åbne vores øjne og løfte vort hoved, så vores eget liv ikke opsluger os, ikke opdager de mennesker der er omkring os og ikke opdager hans perspektiv.

Guds blik på os og på andre ændrer perspektivet. Hvor jeg måske i mit eget liv mærker at jeg ikke slår til, ser Gud på mig og ser at noget er i proces. Når jeg ser min smerte, ser Gud et formål. Når jeg ser alt der mislykkes, ser Gud noget der er ved at formes og endnu ikke er færdigt. Når jeg taler mig selv ned og holder fast i mine fejl, ser Gud på mig med øjne fulde af nåde og fortæller mig, at jeg er værdifuld.

Indimellem taler Gud, men indimellem sender Han også mennesker på vores vej, som er talerør for Ham. Mennesker som tør se op og minde andre om hvem de er, hvis andre står blændet uden at kunne se.

Vi kan alle være den der i dag minder et andet menneske om dets værd. Alt det kræver er at løfte vores blik og bede Gud om vejledning til at trøste og opmuntre bare et menneske i dag

 

Read More

En tungt pakket rygsæk

Jeg var på indkøb forleden og sagde automatisk ja til en kvittering. Jeg undrede mig over beløbet, så det var heldigt. Det viste sig at jeg havde betalt 120 kr. for en buket tulipaner der stod til 40kr. Da systemet var lidt ufleksibelt i supermarkedet var jeg nødt til at give buketten tilbage og tage en ny.

Kom til at tænke på hvor ofte jeg ikke betaler for noget der ikke er mit. I et arbejde med meget smerte og hvor mange af de mennesker jeg møder, ubevist leder efter andre til at bære deres smerte, kan min rygsæk indimellem blive tung. Særligt hvis jeg ikke husker at tjekke kvitteringen og levere det tilbage som ikke er mit. I dette tilfælde give det tilbage til Gud, Ham som holder alting og alle mennesker i sine hænder, Ham der har alles behov, fortid, nutid og fremtid hos sig.

Da min datter for nyligt skulle afsted på 6 ugers rejse med sin efterskole var hun enormt opmærksom på hvor meget hun måtte og kunne pakke, for at gå igennem de krav der var til vægt mm. Vægten stod ved siden af og hun løftede flere gange på tasken, for at sikre sig at hun selv kunne bære den.

Hvor meget så ikke mere i vores liv? Måske skulle vi tage den øvelse med os ud i vores hverdag. Eftertjekke om vi kan løfte den rygsæk vi har pakket, eller om vi har brug for at lægge ting fra, ting vi alligevel ikke har brug fro. Lægge det fra og give det tilbage til Gud.

For mig er det en af de sværeste bevægelser som jeg igen og igen må øve mig i. Svært, fordi mennesker ligger mig på sinde, min medfølelse hurtigt bliver vakt og mennesker efterlader et aftryk hos mig

Det der bare er, hvis jeg bærer en rygsæk med alt for meget der ikke er mit, er at jeg ikke kan bære den, jeg må give op overfor byrden.

Gud er trofast imod os, han påfører os ikke at bære større byrder end vi kan bære.A

Mattæus kapitel 11. vers 28-30: ”Kom til mig alle i som slider jer trætte og bærer tunge byrder og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på Jer og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal i finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt og min byrde er let”

Jeg vil fortsat øve mig, veje det jeg bærer og overveje om det er en byrde der er min, eller om jeg må give den tilbage til Gud og lade Ham tage det med på korset.

Read More

At bidrage

Jeg er på vej hjem i toget fra København, hvor jeg har sendt min ældste datter afsted på rejse med hendes efterskole.

Ankom i god tid til Hovedbanegården og tænkte at hvis jeg havde tiden, ville jeg elsker at sidde på der i flere timer, eller på en bænk i en park og se på mennesker. Tænker gang på gang hvilken kreativitet, hvilken mangfoldighed Gud har skabt.

Hørte et foredrag med en kvinde, som nævnte skaberværket som en herlig vrimmel. Elsker udtrykket og særligt mens jeg gik rundt i København, slår det mig gang på gang hvor forskellig og mangeartet vi ser ud og er-alligevel ind i det, er vi elsket og set af vor Far.

Vi har langt hen ad vejen de samme ønsker og drømme. Særligt tror jeg, ønsker vi alle at sætte et eller andet form for aftryk.

Jeg faldt tidligere på dagen i snak med en mand i en park.  En dedikeret dyreven der hver dag så til egernene i parken. Trofast besøgte han dem og gav dem mad. Øjnene strålende da han fortalte om, at "hans" egen fik besøg af syge børn, som genfandt en glæde i øjnene når de så de små egern vimse rundt.

For mig blev det en vidunderlig påmindelse om vores behov for at sætte aftryk, for at være noget for nogle andre.

Et af de stærkeste vidnesbyrd for mig om dette, har i mange år været, da jeg for nogle år tilbage kørte galt og blandt meget andet faldt helt ud af systemet. Jeg faldt populært sagt imellem to stole og var ikke berettiget til nogen økonomisk hjælp overhovedet. Trods jeg havde sikret mig troede jeg, med fagforening mm

Jeg var på daværende tidspunkt i arbejdsprøvning efter ulykken ved Kirkens Korshær. Da brugerne hørte om min situation blev de, trods deres egne problemer og udsathed berørt. Da jeg næste dag mødte ind på arbejde, kom en bruger hen til mig og sagde:" Jeg har ikke meget, men jeg vil gerne at du får min ration mad fra varmestuen de næste dage, da du har en familie, jeg har kun mig selv at tage vare op".

Godheden i denne gestus eller ønske om gestus, gjorde et enormt indtryk på mig og har efterfølgende været en klang i mit liv. En klang af at vi aldrig må nægte mennesker at gøre godt og bidrage med det de og vi hver især kan.

Read More

Tålmodighed

Det var en af disse morgener.

Det silede ned, vi havde sovet over os. Alle var irritable. Pigerne bed af hinanden. Hunden havde al tid i hele verden på sin morgentur og jeg kæmpede med min utålmodighed og kiggede let desperat på klokken flere gange. Vi kom afsted og nåede det sådan cirka, som min yngste altid sagde, da hun var lille. VI nåede det men vi var ikke i fred nogen af os.

Senere, inden jeg skulle modtage klienter, havde jeg tid med Gud, jeg sukkede og klagede til Gud over min morgen. Hvordan være tålmodig? Hvorfor var det så krævende osv. osv.

Guds svar var pudsigt og pinligt.

Han viste mig sin tålmodighed med mig. Jeg så for mig hvordan jeg sukkede, klagede over træthed, smerter, regnvejr, ansvar og bekymringer. Han viste mig hvordan han tålmodigt mindede mig om, hvad der var godt for mig. Mindede mig om og viste mig, at alle mine behov igen og igen bliver fyldt af ham. Hvordan jeg går med skyklapper, leder efter de svar jeg ønsker og ikke de svar jeg behøver og får. Hvordan jeg føler mig alene, når Gud lige er her.

Gud er grænseløs tålmodig. Som mor til tre teenagepiger er jeg nødt til at spejle mig i det, når jeg igen og igen oplever at min tålmodighed ikke rækker.

Som mor er mine svar til mine piger, ofte ikke det de ønsker at høre. De bliver heller ikke ledt udenom ansvar og forpligtelser, de undgår heller ikke sygdom, træthed og bekymringer. Jeg ønsker at stå med dem i det, så de ikke står alene. At lede dem udenom fører intet godt med sig, det fører jo blot til unge mennesker der ikke kan takle livet og det ansvar der følger med at blive ældre.  

Når jeg i min begrænset hed kan se og ønske for mine børn, at de bliver gode, ansvarsfulde og kærlige mennesker. Hvor meget så ikke mere min Far, som ikke er begrænset? Han ønsker at fylde mig op med sin tålmodige kærlighed, så jeg får den styrke jeg hver dag skal bruge for at gå igennem lige den dag.

Jakobs brev kap 3 vers18: ” Men visdommen fra oven er først og fremmest ren og desuden er den fredselskende, mild, omgængelig, fuld af barmhjertighed og gode frugter, upartisk og oprigtig. Retfærdighed er en frugt af det, der sås i fred og den tilfalder dem, der stifter fred”.

Read More

At trække vejret frit

Jeg gik en stille tur i den frostklare skov, længes ud, da jeg havde været syg hele ugen med lungebetændelse. Så så snart feberen lettede, gik jeg ud i min skov.

Tænkte mens jeg gik, at det var egentlig ikke er det at have feber der var værst. Nej det værste var, at det gjorde så ondt at trække vejret, hver vejrtrækning trak i ryggen og i brystet og jeg kom uvilkårligt til at gispe lidt efter vejret i den kolde luft.

Mange af mine tanker gik på hvordan jeg kunne afhjælpe eller lindre smerterne og igen trække vejret frit.

Da jeg spurgte lægen om råd, da lungebetændelsen blev konstateret, svarede vedkommende, at min krop var hårdt ramt, mit immunforsvar langt nede, så tiden, hvile og god ernæring var det bedste jeg kunne gøre, plus iføre mig store mængder tålmodighed.

Indimellem synes jeg det minder om mit trosliv.

Jævnligt opdager jeg at mit bøns-liv, mit andagtsliv, min omsorg for andre, mit fremmøde i kirken mm ikke er optimalt. Straks søger jeg at optimere det. Måske læser jeg gode opbyggende bøger om emnerne, lytter til undervisning, strammer op i deltagelse mm. For nogle virker dette sikkert, men ofte oplever jeg, at det fører til, at jeg slår mig selv i hovedet og fører til en følelse af, at jeg ikke lever op, ikke er nok osv., så i stedet for at optimere trækker jeg mig selv endnu længere ned.

Ofte kan lægens råd også bruges der for mig: Tålmodighed, hvile, tid og god ernæring er oftere her en bedre vej for mig. For hvorfor er det jeg ønsker i mit trosliv skredet for mig?

Måske er mit åndelige immunforsvar angrebet?

Måske er det det jeg i virkeligheden har mest brug for:  At hvile ud ved Jesus, tanke ny kraft og energi hos ham. Han som er livets kilde, den kilde der aldrig tørrer ud.

Som der står i salme 23 fra vers 1: ”Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød

Han lader mig ligge i grønne enge, han leder mig til det stille vand

Han giver mig kraft på ny, han leder mig af rette stier for sit navns skyld”

Så i stedet for at forsøge at fixe og optimere, vil jeg i stedet øve mig på at søge Gud. Lade ham læge og tætne mit åndelige immunforsvar, så jeg igen kan trække vejret mere frit.

Read More

I kort snor

Min ældste datter har en lille hund, en mini malteser, som på en måde er vores alles hund. Flere i familien vil endda mene, at hun har en hel særlig plads hos mig. Imens min ældste datter er på efterskole, har jeg i særlig grad glæde at hende. Hun er ikke specielt begavet med meget decideret klogskab, men hun har uden tvivl et hjerte af guld og er trofast, kærlig og loyal.

Tidligere i dag var hun og jeg ude at gå en lang tur. Der var ikke mange andre på stien, så jeg slap hende løs. Hun kvitterede med at spæne afsted i større og større cirkler, rundt og rundt om mig med halen i vejret, tydeligvis overstadig af glæde. Hendes glæde var meget smittende og jeg måtte overgive mig og grine med af al hendes begejstring. Hun fik lov at løbe afsted indtil vi mødte andre, der hun var nødt til at komme tilbage i sin snor. Senere da hun rullede sig i noget, der i bedste fald var klamt, blev hun også kaldt til mig og måtte slukøret gå resten af vejen i snor og komme i bad, da hun kom hjem.

Kom til at tænke på, at jeg sikkert ofte ligner vores lille hund i Guds øjne. Ofte når han slipper mig fri fra den vej jeg går på med ham, løber jeg afsted i større og større cirkler, jeg spæner rundt og glemmer helt hvilken retning jeg er på vej i. Jeg løber overstadigt afsted og får indimellem rullet mig i noget, som jeg må vaskes fri af. Indimellem sidder jeg fast og må hjælpes videre.

Gud kender heldigvis vejen og det er altafgørende at jeg lytter når Han kalder mig tilbage. Gud gør det af kærlighed for at passe på mig og for at sikre at jeg bliver på den vej som han forud har dannet for mig at gå på. Jeg ved ikke hvad endemålet er på den vej, men jeg er tryg fordi Gud kender vejen, fordi Han er kærlighed og elsker mig tålmodigt og ubetinget.

Senere på dagen, imens jeg skriver, siddende foran brændeovnen havde vores lille hund glemt alt igen og hun sov trygt, højlydt snorkende med alle ben op i luften. Hun var tryg og passet på og jeg må være tryg ligesom hende, for jeg bor i Guds stærke hænder eller som der står i en af mine yndlingslovsange (af Aaron Keyes)

Jeg vil bo, under dine vingers skygge

Hvile ud i dit underfulde nærvær

Din trofasthed er et skjold som du giver til mig

Her kan jeg være tryg, jeg vil stole på dig

Read More

Med fuld tank

Jeg har fået en slem vane.

I denne tid, hvor brændstofpriserne er så høje, er jeg begyndt at udsætte til sidste øjeblik, med at tanke min bil op. Det er utrolig fjollet, særligt med et arbejde hvor jeg kører meget, ofte på ikke varslede eller planlagte ture.

Flere gange er det resulteret i at bilen kun lige har trillet de sidste meter hen til tankstationen, hvortil jeg har siddet med bankende hjerte og håbet vi lige nåede det.  Da det er en ældre dame jeg kører rundt i, er det heller ikke just befordrende for dens levetid, at den gang på gang bliver kørt i bund.

Det pudsige i historien er dog, at jeg også ofte lever mit eget liv på samme måde.

De høje brændstofpriser er dog her, arbejdsliv, familieliv og meget andet, som bliver det jeg fokuserer på.  Resultatet er også her, at benzinmåleren pludselig er faretruende nær bunden, så jeg akut må tanke op. Risikoen er også der, at jeg ikke når til tankstationen før det er for sent og jeg i stedet holder helt stille. Måske holder jeg så langt ude på landet, at det kan vare længe før en kommer forbi og giver en hjælpende hånd? Måske brænder motoren sammen pga. det ekstra arbejde det er, at køre på en tom tank?

Hvor meget sundere vil det ikke være at køre med fuld tank? Eller i hvert fald få tanket op før tanken er tom?

Jeg øver mig. For mig er optankning en tur i søen og sauna med en veninde, tid med en god bog, en lang gåtur alene i skoven eller ved havet, en snak med en god ven, tid til tosomhed med min mand, en sejltur med min familie, en hverdagsforkælelse på den lokale badeanstalt, ro til en god kop kaffe og meget andet. Jeg øver mig i at planlægge disse stunder, så de ikke umuliggøres at hverdagens travlhed

Også på dette område er Jesus mit forbillede. Flere steder i biblen er nævnt hvordan Jesus trak sig bort fra menneskemængderne, søgte stilhed og brugte tid med sin Far. Jesus hvilede også og havde helt almindelige fysiske behov, hvorfor skulle jeg være anderledes end dette?

Lad os frimodigt tanke op, så vi har noget at give inden tanken er tom.    

Read More

Den rådne kartoffel

Åbnede vores udendørs boks, hvor vi opbevarer kartofler, gulerødder mm i vinterperioden og mødte en grim stank. En kartoffel var rådnet og havde smittet flere. Posen var slimet og de fleste kartofler stod ikke til at redde.

Jeg var udover det var et ulækkert syn, fascinerende den magt den ene kartoffel havde til at påvirke og smitte alle de andre.

Det fik mig til at tænke på mit eget liv.  Tænke på hvilken magt og position vi hver især har. Vi kan igennem vores liv og handlinger påvirke andre på godt eller ondt. Ikke dermed sagt at valget altid er bevidst. Ofte foregår det på et helt ubevidst plan, hvor vi er påvirket af vores tanker og følelser og ud fra dette drager nogle slutninger som er subjektive.

Senest oplevede jeg, efter nogle hårde dage på arbejdet og alt for lidt søvn, at vågne op og bare være irriteret. Jeg synes alle andre om mig var egoistiske, idiotiske, larmende etc. etc.. Må med skam indrømme, at jeg gik meget af dagen i samme tænkning, uden at opdage at problemet lå hos mig selv og al vreden sivede ud. På et tidspunkt i al min ”retfærdige vrede,” blev jeg mindet om hvilken stank jeg spredte. En stank af vrede, frustration, utålmodighed og selvmedlidenhed og meget andet.  Det hjalp at opdage det og give de følelser der lå til grund for det tilbage til Gud. Lade ham bære det og møde mine behov. Jeg ved med mig selv, at jeg ikke ønsker at være sådan. Jeg ved også, at jeg er et helt almindeligt fejlbarligt menneske, som hurtigt bliver optaget af mine egne behov, så optaget at jeg har brug for Guds lys ind over mig. Jeg har brug for at han lyser som en projektør og viser mig, hvad der bør ligge i Hans hænder.

Johannes kap 1:4-5:”I Ham var der liv og livet var menneskets lys, lyser skinner i mørket og mørket greb det ikke”

Ved at blive i mørket, bliver jeg ikke en person der lyser op.  Dette gør, at når mørket sænker sig, er andre ikke i stand til at følge efter mig, for der er intet lys at se. Andre kan ikke holde varmen hos en, så i stedet søger de væk, når verdens kulde overvælder, eller trækker sig tilbage i ensomhed.  Lad os i stedet starte dette år op med at være et genskin af Guds lys og dele det med dem vi er omkring.

Read More

Bønnens kraft

De fleste i min familie elsker fantasy- universet så den genre bliver ofte valgt, når der traditionen tro er filmhygge om fredagen hos os, hvor vi skiftes til at vælge.

Særligt min mellemste datter elsker Harry Potter universet og har elsket det i efterhånden mange år. Dette betyder, at vi alle har set filmene flere gange, særligt de sidste to film, hvor intensiteten er stor og kampen mellem det gode og det onde er afgørende.

Har hjemmearbejdsdag og sad og ordnede regnskaber, hvilket for mig altid er lig med lyst til overspringshandlinger, da en mail poppede op med folderen til alliancebedeuge. Jeg har altid fundet det værdifuldt, at kirker står sammen i fælles bøn for vores område, vores kirker og for hinanden.

Jeg tror på bønnens kraft og tror på at vi slet ikke til fulde forstår hvilken kraft og magt der er i de foldede hænder.

Et godt billede for mig på hvad bøn kan udrette og hvad bøn er fra mig, kommer fra de sidste film med Harry Potter. Den lille trio flytter sig rundt, på jagt efter at destruere ondskaben samtidig med at de selv bliver jagtet. En af hovedkaraktererne Hermione starter med at sikre deres tilflugtssteder ved en trylleformular, som dækker dem, deres telt og det område de bevæger sig på. Man ser i filmen hvordan en tynd usynlig mur adskiller dem og gør at de for fjenden er skjult. Først når det er sket kan de alle hvile sig.

Tænkte, at for mig er det et godt billede på bøn og forbøn. At vi igennem bønnen gør os og andre usynlige for satans angreb, vi skjules. Ligesom Hermione skaber en gennemtrængende mur med sine ord, således aktiverer bønnen engles beskyttelse over os og over de vi beder for .

I Daniels bog i kapitel 9 fra vers 20 er beskrevet, hvordan Gud sender hjælp så snart Daniel begyndte at bede, som her fra ”Biblen på hverdagsdansk” i vers 23:”.. Så snart du begyndte at bede blev jeg sendt afsted med en besked til dig..”.

Jeg synes det er fantastisk, tænk at den almægtige Gud og Far sender besked når jeg beder for mig selv eller for andre. Lad os bruge det våben, lad os gå ind i alliance-bedeugen med det for øje, at dække hinanden i bøn og være bøns-kæmper. 

Read More

Tid

Jeg sad for nyligt på mit kontor og arbejdede. Jeg havde en del at gøre og sad flere gange og skævede op på uret. Undrede mig over at tiden tilsyneladende stod stille. Da tid altid er en mangelvare for mig, kunne jeg mærke hvordan skuldrene slappede af, fordi jeg tilsyneladende havde så god tid. Pludselig slog det dog mig, at det var som om tiden ikke rigtigt flyttede sig. Ganske rigtigt, uret var gået i stå og tiden var fortsat alligevel og klokken en hel del mere end jeg havde regnet med.

Min tid, herunder planlægning og muligheden for at gå mine egne veje, har altid været noget af det sværeste for mig at give til Gud. Måske fordi tid for mig er mere dyrebart end meget andet og forbundet med frihed. Jeg har altid haft en stor frihedstrang, så det at overgive min tid helt konkret i Guds hænder er et stort trosskridt. Et skridt jeg skal forny igen og igen, da jeg hurtigt falder i og går mine egne veje. Guds veje og logik er oftest helt anderledes end mine.  Ofte er Guds tidsperspektiv også anderledes et mit. Et øjeblik for Gud kan vare flere år hos mig, eller et løfte om at noget sker snart, er ikke nødvendigvis det samme for Gud som for mig.

I et samfund hvor man hele tiden er på vej, hele tiden skal redegøre for hvad næste skridt i livet, karrieren eller lign. er, er det ekstra angstprovokerende at forlede sig på Guds tid. På Hans tidsperspektiv. Alligevel ville jeg aldrig have undværet det. Gud har gang på gang ting til rette for mig at vandre i. Et balance-regnskab jeg ikke kunne have planlagt bedre. Ofte har det set mærkeligt ud på forhånd. Fyldte uger som afløses af stille uger. I det har det ofte vist sig, at sygdom, ekstra arbejde, en person om mig eller andet der havde brug for noget ekstra, har været grunden til at kalenderen i en periode skulle spærres. At travlheden hang sammen med en periode med et større overskud osv. Jeg tror Gud ved bedst.

Når nytåret nærmer sig, har jeg altid ekstra mange tanker om tid. Det er som om et årsskifte kalder på refleksion ind i om hvordan jeg bruger min tid. Mit fortsæt er at bruge mere tid på at lytte til Gud stemme og vokse i overgivelse

”Gud vil gå foran dig og være hos dig. Han vil aldrig svigte dig, og du skal ikke være bange”.
Femte Mosebog, kapitel 31, vers 8

Read More

Lys i mørket

Jeg elsker denne adventstid. Alle de levende lys, der lyser op, særligt på de dage, som på det seneste, hvor lyset næsten ikke kommer igennem skydækket og hvor det føles som om det aldrig når at blive helt lyst.

I julens tekster kredser mange af ordene om, at af mørket skal lyset bryde frem. Min tidligere præst har malet et billede til mig, som hænger i min stue, over julens budskab.

Billedet viser en kvist der skyder på en gold rod og strækker sig op imod lyset. Det lys som er solopgangen som kommer fra det høje, som skal lyse for dem der sidder i mørke og dødens skygge, som der står i Zakarias ´lovsang i Lukas evangeliet. Kvisten har blodstænk, som er tydeligt op imod den lysende sol.

Det er for mig en påmindelse om, at Gud lod sin søn bryde igennem alt det der var dødt og goldt. Han lod Ham skyde op som et rodskud og bane vejen frem til lyset.

Tidligere i denne uge, var jeg chauffør for en, der gerne ville forbi kirkegården og tænde et lys. Imens vedkommende havde en stund alene, kiggede jeg udover kirkegården. Lyset op på kirken var slukket, det var mørkt. Vi var et stykke ude på landet så der var ingen gadelygter eller huse til at lyse op. Det eneste der lyste op, var de små gravlys, som var tændt rundt omkring på de forskellige gravsteder.

Det blev stærkt og tydeligt for mig, hvor lille et lys det kræver, for at bryde mørket eller skabe sprækker i mørket. Et gravlys har ikke en stærk flamme. Lyset er endda flakkende, men brænder jævnt da det står beskyttet i et glas.

Jeg holder meget af vers 3 i Esajas kap. 42: ”Det knækkede rør sønderbryder han ikke, den osende væge slukker han ikke, han fører retten til sejr”.

Det er godt for mig at tænke på, når jeg indimellem synes min flamme er svag og flakkende. Gud slukker ikke min osende væge, han skærmer den nænsomt, så jeg fortsat kan skinne med min lille flamme og forhåbentlig lyse lidt op omkring mig. Skabe små sprækker i mørket

Hans lys må vi tænde vores lille lys på, lægge det i Hans hænder og lade Gud skærme og dække vores lille flamme. Være det genskær, som peger henimod Ham.

Read More

Den hvide rose

I morges, da jeg havde afleveret mine piger i skole og handlede lidt ind, fangede mit blik en lille hvis rose, der havde kæmpet sig igennem et hybenkrat. Krattet var afblomstret, de fleste blade var faldet af og måske derfor, havde rosen haft plads og kraft til at strække sig mod lyset og folde sig ud. Jeg plukkede den forsigtigt imellem tornene og puttede den i en vase på bordet, så jeg kunne nyde den på hjemmekontoret.

Tænkte, da jeg så den lille rose, at måske er den noget af svaret på det spørgsmål jeg oplever at få oftere end noget andet. Spørgsmålet om hvordan jeg kan bevare troen og håbet på en Gud, der har alt i sine hænder, når jeg i begge mine jobs møder smerte, modgang, håbløshed og udslukte øjne.

Mange af de jeg møder, har det som det tilvoksede hybenkrat. Smerte på smerte har filtret håbet ind i et virvar af krat og torne. Måske er det så sammenfiltret at selv når alle blade er faldet af, altså når alt indpakning og forstillelse også er væk, er det stadig helt uigennemskueligt og lyset er svært at øjne.

Samtidigt er det lige der, når alt forstillelse, såsom stolthed, ærekærhed, dyre indpakninger såsom smukke huse, designertøj mm er væk at mennesket træder frem i sin autencitet. I den autencitet ser jeg gang på gang noget vokse frem. En ukuelighed og vilje der går mod lyset. Det oplever jeg ofte i mit arbejde. At lige der hvor vi som mennesker giver slip og strækker os mod noget andet, lige der kan noget nyt bryde igennem.

Som der står i de stærke vers i 1. korinterbrev kapitel 12 er der styrke i magtesløsheden, Guds magt udøves i min magtesløshed. For når jeg er magtesløs, er jeg stærk.

Lige der i menneskers smerte, hvor håbet er filtret ind, har jeg brug for at Gud viser sin styrke i magtesløsheden, at Han viser sit perspektiv og sit håb for det enkelte menneske. Dette håb må jeg nænsomt bære videre til det menneske der er uden håb.

Jesus blev født ind på jorden, som en rose i et tornekrat. Han om nogen kender til al vor smerte og ønsker at løfte vores blik mod lyset så vi kan strække os mod det håb der er. Med Guds håb for øje kan jeg se ind i smerten og magtesløsheden.

”Den yndigste rose er funden,

blandt stiveste torne oprunden

vor Jesus den dejligste pode

blandt syndige mennesker gro´de” Brorson

Read More

Tillid

Først på sommeren, imens jeg var på arbejde, blev min telefon pludselig oversvømmet med billeder af små nuttede killinger fra mine piger. Min mand havde ryddet op på verandaen og under vores tæpper og havehynder lå tre små killinger. Moren havde tydeligvis passet dem godt, men de var meget frygtsomme. Moren var en vild kat, forpjusket og meget sky.

To af dem blev hurtigt tamme, de responderede hurtigt på vores stemmer og den frygtsomhed de havde haft, veg hurtigt for nysgerrighed. Så snart de selv kunne komme op af hyndeboksen, gik den vilde leg og jagt rundt omkring på verandaen. Da de ikke længere behøvede at få mælk fra moren, flyttede de to ind i huset og efter nogle dage fandt vi et dejligt hjem til dem.

Med den tredje killing var det anderledes. Den forblev frygtsom. Når de andre legede, gemte den sig og så på, da vi hjalp de to andre ind, løb den væk og gemte sig. Dag efter dag forsøgte vi at nærme os den. Nogle gange nærmede den sig langsomt, men blot en hurtig bevægelse, så var den væk igen eller den blev så bange at den bed hårdt fra sig. Ambivalensen var tydelig, den ville gerne nærme sig os, men turde ikke. Den holdt øje og begyndte at spinde når vi kom ud, men var stadig for bange. En dag tog den dog mod til sig og gik os langsomt i møde. Efter nogle dage turde den gå med os ind i huset.

Igennem mit arbejde, i efterhånden mange år, blandt udsatte mennesker, møder jeg mange, der ligesom den lille killing er frygtsom. Svigt, tragiske omstændighed, en familie der ikke evnede at elske dem, psykisk sygdom og meget andet har, har fået tilliden til at briste. Øjnene er slukkede og håbet er væk.

Det kræver tid, mod og arbejde at få tilliden vakt igen og til at holde hjertet åbnet. I mit eget liv har frygtsomhed også eksisteret og det er altid en fare for mig at give mig hen til den. Jeg vender mig der ofte imod versene fra Esajas 55 vers 3-4: ”Styrk de synkende hænder, gør de kraftesløse knæ stærke, sig til de urolige hjerter, vær stærke, frygt ikke!”. Dette er en bøn jeg selv beder og en bøn jeg beder andre bede med på for mig. For i modet til at få tillid, kræves et mod til at række ud og bede om hjælp. Hjælp fra mennesker til at bede og leve med og fra Gud til at styrke de rystende hænder og de kraftesløse knæ.

Read More

Lænken

Jeg sad i dag i min pause og kigger på hjemmesider med tatovører, da jeg har drømt om en bestemt tatovering siden jeg var 18.

Som ung rejste jeg til Israel med en veninde. Vi arbejdede som volontører og sluttede vores ophold af med at rejse rundt. Vi planlagde ikke så meget, men tomlede rundt og indimellem tog vi en bus. En sen aften ankom vi til Nazareth. Vi havde ikke booket overnatning og da vi stod på busstationen og en flok mænd bevægede sig over til os, begyndte vi at blive betænkelige. I det samme kom en ung kvinde målrettet mod os, hun beder os komme med. Vi følger efter og hjemme hos hendes familie, fortæller hun at hun havde siddet og bedt, da hun havde fået et billede, at der stod to kvinder på busstationen, som var i fare og hun skulle hente dem. Vi blev der er flere dage, indgik med familien og fik mange historier om hendes trosrejse.

En af de sidste dage viste hun os en tatovering hun havde fået rundt om håndleddet Tatoveringen forestillede en brudt lænke. Hun fortalte, at en del af hendes troskamp havde været at give slip på vreden ift. den uret der havde overgået hende. Hun var palæstinensisk kristen og havde mødt Gud nogle år forinden. En del af hendes familie var blevet dræbt i urolighederne i Israel og hun havde kæmpet i, at Gud også elskede de der havde gjort dem ondt. På et tidspunkt havde hun fået et billede, et billede af at alt den vrede og bitterhed hun bar, var allerede blevet båret. Den lænke hun bar, var brudt. Derfor havde hun fået tatoveret en brudt lænke om sin hånd, så hun igen og igen kunne minde sig selv om, ikke at gå vredens vej. Minde sig selv om at hendes smerte var båret

Jeg har brug for den samme mindelse. Som mange andre bærer jeg også tunge byrder. Også jeg bærer en smerte som jeg ikke selv kan bære. Indimellem overvælder den alligevel. Jeg kommer til at sidde fast i gamle mønstre, gammel smerte bliver aktiveret. Også jeg har brug for at blive mindet om at lænken er brudt.

Som der står i en af mine yndlingssange: ” .. sæt dig som et sejl på mit hjerte, som et sejl om min arm, for kun din kærlighedsflod kan bryde vredens og forbitrelsens lænke”. Kun Gud kan bryde vores vrede og rethaveriskhed ned, kun Han kan gøre nyt og skabe nyt. I os selv formår vi ikke, i os selv vinder vores ego oftest. Så lad os vende os til Ham der kan bryde vores lænker, uanset hvilken smerte vi bærer på.

Read More

At fokusere på taknemmelighed

Jeg elsker, som jeg har skrevet om før, at tage på svampejagt her om efteråret. Særligt fantastisk synes jeg det er, at gå på jagt og finde de små tragtkantareller. De ser ikke ud af noget særligt, er ikke specielt iøjnefaldende og kan være svære at spotte. Ofte kan jeg gå rundt i skoven, i det område der er deres rette element uden at få øje på en eneste, men så snart jeg kommer helt tæt på, måske sætter mig på hug og kommer i den rette højde, vrimler det med de næsten selvlysende gule små stokke. Når først mit fokus er der, kan jeg pludseligt se andre områder helt fulde. Områder som jeg måske lige har vadet over, fordi mit blik ikke var indstillet til at få øje på dem.

Sådan er det også ofte i mit liv. Jeg kan være fyldt af tunge og svære tanker, bekymringerne står i kø, mit blik er måske så skarpt rettet på problemløsning, at jeg ikke opdager de små velsignelser på min vej.

Mit øje er trænet til at stille skarpt på de opgaver og udfordringer der skal løses. Øjeblikke, møder, uventede gaver kan blive overset eller forhindret i min travlhed. Hvor ofte glemmer jeg ikke at stoppe op og bruge det øjeblik jeg får givet?

Havde en oplevelse i weekenden, hvor jeg var taget afsted med en veninde til vandring, samvær og eftertanke. Undervejs i weekenden havde vi et møde med en mand. En mand der tog sig tid til at berette og fortælle om sit liv, vise sin kunst og lade os lytte til hans musik. Det blev et autentisk møde. Et møde hvor jeg stadig tager brudstykker frem i mine tanker. Et berigende møde. Jeg vil aldrig glemme tilliden til at dele og rummet der opstår der, det berigende i at opleve, at vi trods forskellige vilkår på alle måder, havde det samme hjerte for udsathed. At blive spejlet et uventet sted er en gave.

Tænk hvis vi turde fokusere vores blik på de små ting. Være nysgerrige og på jagt efter hvilke små velsignelser Gud i dag vil sende på vores vej. Tænk hvis vi fokuserede på de små lysende gule stokke. Lod disse være lyspunkter på vores vej og i vores dag.

Det kræver at vi sætter farten ned og øver os i at få øje på og gribe de muligheder vores dage giver os. Når vi sætter os på hug, knæler og beder fra en position hvor vi ikke ser ned på elle henover, er det muligt at det der kan synes småt, kan blive til stor velsignelse for os og andre.

Tænk hvis hele skovbunden i virkeligheden er dækket af små lysende kantareller.

Read More

At komme hjem..

Jeg er ikke kendt for at have en blændende stedsans, hvilket ofte medfører gode jokes og morskab omkring mig. Det betyder at enhver ny rute kræver koncentration og jeg leder efter forskellige former for kendetegn at navigere efter.

I starten af denne uge gik jeg på svampetur i en af de omkringliggende skove. Jeg gik på nye stier og var fuldt koncentreret. I min opmærksomhed på at finde de rette stier tilbage, kom jeg til at tænke på, hvor sjældent jeg fejrer alle de gange det lykkedes mig at finde vejen hjem igen.

Mit fokus er ofte på de gange jeg fejler, farer vild, tager omveje og kommer for sent til det jeg ville. De fleste gange lykkedes det jo at finde vejen hjem, enten i skoven eller i overført betydning i mange andre situationer og områder i mit liv.

Mit hoved vil ofte langt mere end min krop. Jeg vil længere ind i skoven, udforske og få stillet min nysgerrighed. Den næste lysning drager, måske er der svampe der? Måske var der det helt særlige lys lige der? Den særlige oplevelse eller udfordring?

En gang imellem er det godt og vigtigt med eventyr, men jævnligt sker det, at jeg opdager at jeg har forvildet mig meget langt ind i skoven. For mig som let begejstres, kan det ofte være, at jeg er bagud med at sige nej. At jeg har mistet kontaktet med mit indre kompas. Jeg vandrer måske afsted, men ved faktisk ikke helt hvor, jeg er på vej hen.

Som regel betyder det at jeg er på vej væk fra mig selv, væk fra mine værdier, som er det kompas, der har betydning for mig at navigere efter. Som regel mærker jeg det ved, at selv små ting virker uoverkommelige, at små ting som før gav glæde nu virker ligegyldigt. Benene er tunge og tankerne kværner. Har jeg forvildet mig meget langt ind i skoven bliver jeg syg.

Mærker jeg disse kendetegn har jeg brug for at stoppe op, lave en tilbagetrækning og få kontakt til mit indre kompas igen. Dette for at undgå at energien er brugt op inden jeg når det, som har den største betydning for mig.

At træde tilbage, søge retræte er det vigtigste skridt for at have ro nok til at lytte til Guds stemme. Som den gode hyrde Han er, vil han altid blidt kalde os tilbage til vores vej og igen hjælpe os med at indstille kompasset. Pilen må pege henimod Ham og at fylde den plads som han har givet mig, udfylde mit potentiale ikke alle andres.

Read More