At tale sandhed

For nyligt, da jeg kørte galt, sendte Gud en engel, eller det er i hvert fald sådan jeg vælger at tænke. Englen var en kvinde der kørte bagved og stoppede op. Hun kom med sin ro og fortalte hvad hun havde set. Modparten var, givetvis pga. chokket, meget aggressiv og ønskede medhold i hendes vrede og beskyldninger. Jeg tænker vi alle kender til, at vi i vores vrede, ønsker at få medhold, det uanset om vreden er berettiget eller ej.

Kvinden stillede sig i stedet der, hvor hun italesatte det hun havde set. Hverken mere eller mindre og blev for mig et vidnesbyrd, på det at være et godt vidne. Et vidne der taler sandhed over andre. Noget jeg tror vi som mennesker er kaldet til.

Aldrig før, tænker jeg, har der været så meget brug for det som nu. Et samfund med uendelige krav om præstation, motivation og høje standarder for både hvordan vi skal se ud og hvordan vi skal fremstå. Det er nærmest umuligt at lykkedes. Vores ego slår os i hovedet med alt det vi ikke er og når vi en sjælden gang lykkedes i noget, triumferer vores ego. Imens lider vores essens. Den essens som jeg tror, Gud har indkodet og skabt os med. Den essens der længes efter Ham, længes efter at være i Hans sandhed om os.

Vi er alle brudte mennesker. Mennesker der er fyldt af løgne om os selv, enten talt af andre over os eller talt af os selv, ind i alt det der virker mislykket. Vi har brug for at bryde med løgnene. Vi har brug for at træde ud i vores essens og identitet og vi brug for hinanden.

Det kvinden gjorde under biluheldet, var med til at reducere mine løgne og dårlige tanker om mig selv. I et chok eller i det hele taget, er jeg sjældent i stand til at sortere løgn fra sandhed, men leder ubevidst efter noget der kan bekræfte det jeg frygter om mig selv. Vi har alle brug for nogen der kæmper for os, tror på os, nogle som taler sandt og indgyder mod. Der er mange eksempler i biblen vi kan tage ved lære af, jeg holder eks meget af historien i 2. krønike-bog hvor Hizkija samler sit folk der alle er bange, da de er under angreb og kommer med følgende ord: ”Vær modige og stærke. Vær ikke bange og lad jer ikke skræmme af assyrerkongen og hele den hær han har med sig, for den der er med os er større end den der er med ham” Kap 32 vers 7

Jeg elsker det er skrevet i bydeform. Vi skal heller ikke være bange, selvom det der er om os kan se skræmmende ud eller vores gamle løgne er aktiveret. I stedet må vi gå med løftet pande og tale frihed og sandhed til hinanden

Dorthe Sandvad