De gamle stier

Fejrer 21års bryllupsdag i denne uge og 23 års vandring sammen. Et liv sammen vævet i mange forskellige nuancer, hvor sorg, glæde, smerte og taknemmelighed har gået hånd i hånd og hvor vi gang på gang har mindet os selv og hinanden om styrken i det vers vi har fået indgraveret i vores ringe fra Præd. 3: 16:”Tretvundet snor brister ikke så let”. En påmindelse om, som en viljeshandling, at drage Gud med ind i de kampe og sorger livet også har budt på og hvor den enkleste vej i situationen kunne være at gå hver til sit

Gik i skoven og tænkte tilbage på minderne, imens jeg gik en af mine vante ruter. Blev optaget af hvor ofte vi mennesker går på de samme veje, har de samme rutiner, sætter os på samme plads etc., dette gør vi nærmest uden at registrere det og uden at opdage vanens magt. Vaner og det gammelkendte giver os tryghed, dette på trods af en verden i forandring og bevægelse eller måske endnu mere pga. en verden i forandring

Så en fin hjertevarm film forleden. En historie baseret på instruktørens eget liv. Hun er midt i livet, i et stilfærdigt men kedeligt ægteskab, da hun møder en. En der umiddelbart vækker hende og får hende til at føle sig i live. Efter drama og tvivl afviser hun ham og tager hjem til sin mand og implementerer nogle forandringer, som hun har længtes efter.  Filmen har ikke fået mange stjerner og har bl.a. fået hug for at være urealistisk og instruktøren for at være naiv og ikke tage vare på sin egen lykke.  Jeg tænker hun for mig er alt andet end naiv. Hun valgte den svære vej, at kæmpe for det hun havde og måske på det lange løb, kom det til at give hende mere?

Det er ikke altid man kan finde vej og holde vejen sammen. Livet er barsk, sårene kan være så store og ægteskabet så slidsomt, at det ikke er muligt at forblive sammen. Det er også en del af vores verden. Lige her er jeg dog optaget af, hvad der sker hvis vi retter taknemmeligheden på det vi har? Hvem ved måske kan vi få øje på noget nyt, hvis vi tvinger os til at være opmærksomme.

I dag på min tur i skoven opdagede jeg, at det første bøgetræ var sprunget ud, efter længe at have stået bristefærdige.