Mød mig nænsomt

Pga. travlhed har jeg alt for længe, ikke fået passet mine krukker på vores veranda. Resultatet er, at da jeg endelig fik kigget til dem, var de overfyldt med raj-græs. Der kunne anes de blomster jeg oprindeligt havde sået, men raj-græsset havde overtaget og viklet sig om de små rødder fra blomsterne. Det virkede lettest og mest tillokkende at hive alt op og pille alt græsset fra. Resultatet af dette ville uden tvivl være, at de sarte rødder blev ødelagt og blomsterne ville dø. I stedet gik jeg i gang med det mere møjsommelige arbejde med at luge. Nænsomt forsøgte jeg at filtre raj-græsset fra blomsterrødderne imens de fortsat var i krukkerne.

Dette fik mig til at tænke på parallellen i mit eget liv. På flere områder er min sårbarhed så dyb, at jeg har brug for at blive mødt mildt, for at mine rødder ikke knækker. Nænsomt, omsorgsfuldt og venligt, fordi den smerte der ligger til grund for sårbarheden er så dyb, at alt brutalt, ubetænksomt og ukærligt vil øge sårbarheden og få blomstringen til at udeblive.

Vi kender ikke dybden og bredden af den smerte vores medmennesker bærer rundt på. Jeg tror dog vi alle har sår, der skal mødes nænsomt. Jeg tilstræber både privat og på mit arbejde at møde sårbarheden nænsomt.

Også her er Jesus mit forbillede. Han afslørede sandheder i kærlighed. F.eks. vender jeg ofte tilbage til historien om kvinden ved brønden (Johannes evangeliet kap. 4). Jesus ser hende og på trods af, at han afslører det der er hendes mørke/skyld og skam, fordømmer han hende ikke. I stedet minder han hende om, hvem hun også er. Når man læser videre, skynder hun sig ud og fortæller om Ham hun har mødt og flere kommer til tro. Det at blive mødt uden dom, men med nænsom sandhed har en enorm kraft. En kraft der gør at man kan rejse sig i ens sande identitet og frasige sig den skyld som ikke er reel og påtage sig ansvaret for den del der er.

Lad os turde at møde andre nænsomt. Turde, fordi vi for at kunne dette, må fralægge os vores dom over andre. En dom vi ikke har ret til at give, men som alligevel ofte er det første der kommer til os.

Tænk hvis vi med vores nænsomhed kunne få en lille spire til at få stærkere rødder, så den lille blomst en dag kunne springe ud.