At give plads

Jeg har morgen-afleveringsopgaven med de 2 af mine piger der bor hjemme, inden jeg selv kører på arbejde. Som regel går turen ind til Silkeborg godt, uden der er en masse kødannelse. Udfordringen kommer hver gang jeg skal vende om og køre ud af byen. To vognbaner skal krydses og da det både er tæt på stationen og forskellige uddannelsessteder, er trafikken tæt. I august var flere veje lukket i midtbyen pga. en festival og omkørslen var på de veje jeg skulle krydse. I denne periode sad jeg ekstra længe en morgen uden at kunne dreje, trafikken fortsatte og der var kø både på tilkørselsvejen og bagved mig.  Hullet kom, da en venlig lastbilchauffør signalerede med sit lys at han skabte et hul for mig, da der pt var et hul i den inderste bane. Taknemmelig kunne jeg fortsætte køreturen og nå dagens arbejde.

Efter kom jeg til at tænke på hvilket overskud dette blik kræver. For de fleste- inklusiv mig selv den pågældende morgen, var mit fokus hos mig selv. Jeg skulle ud, jeg skulle videre og undgå at komme for sent. Jeg nåede det til tiden, men kun fordi en anden havde blik for at jeg sad fast og havde brug for et lille hul, for at komme videre.

Jeg besluttede mig for at ville øve mig på at have dette blik for andre. Først skridt er dog altid at sænke stress-følelsen hos mig selv og kigge op og ud. Alt for ofte fanges jeg i en travl hverdag med minutprogrammer og lange todo-lister og glemmer, at det langt hen ad vejen er mit eget valg, at lade mig fange. Jeg glemmer prioriteterne og glemmer at min værdi er, at agere fremfor at reagere.

En klog kvinde sagde engang til en uddannelse jeg var på, at man ikke kan stole på sine følelser når man er presset. Det samme kan siges om ens tanker. Når vi udsætter os selv, for at have for travlt mindsker vi chancen for rent faktisk at træffe gode og værdifulde beslutninger, fordi vi reagerer fremfor at agerer.

Jeg ønsker i mit liv at have Gud som mit kompas og min vejviser. Hvordan skal det lykkedes, hvis jeg ikke har så meget ro, at jeg kan lytte til Hans stemme?

Derfor må vi lave mellemrum, lave åndehuller- hvor vi stopper op, lukker andre ind i trafikken og selv holder lidt stille. Hvem ved måske hjælper vi en anden lige der? Eller måske var det den pause vi selv trængte til, for at kunne lytte til en stemme der sjældent råber, men som taler stille ind i vores hjerter når vi lytter efter.