Pudsede facader

Sad i morges med min morgenkaffe og kiggede igennem mine billeder, fra en skøn ferie i Italien. Mange smukke steder og skønne minder, forsøgt indfanget i billeder. Imens jeg kiggede dem i gennem, huskede jeg på og gennemlevede de forskellige steder vi var og oplevelser vi havde Særligt dvælede jeg ved et billede, hvor vi alle stod og så udover havet på en form for terrasse eller plateau med det smukkeste gamle mosaikgulv. Et skønt billede med havet i blåt som baggrund imod det smukke gamle gulv.

Det billedet ikke viste, var et hus der stod lige ved siden af, hvor huset havde fået lov at forfalde og efeuen havde overtaget alt. Billedet viste heller ikke, at der i parken op til var håbefulde tiggere der holdt sig nær de relativt mange turister der kom forbi, for at nyde det særlige syn udover havet.

Billedet og dens fokus fik mig til at tænke på hvor ofte vi viser de pudsede facader frem. Hvor ofte vi viser et billede af noget, med det resultat, at vi kun ser det valgte uddrag. I sig selv er det måske ikke et problem, men det er udfordrende, hvis det kommer til at fremstå som den hele eller fulde sandhed.  Jeg tog billedet i den ramme jeg fandt smuk, en ramme som fremhævede min fortælling.

Hvor ofte gør vi ikke det samme på andre områder af vores liv? Vælger hvilket udsnit vi vil vise fra vores liv til andre. Risikoen ved dette er, at udsnittene vi viser oftest kommer til at definere vores billede af hinanden. Som mennesker måler vi og sammenligner os, som regel med konklusionen at vi er mindre end de vi måler os op imod. Alt sammen pga. et øjebliksbillede. Resultatet af dette er ofte afstand, følelse af at være mislykket, mindreværdig mm, hvilket kan føre til ensomhed også i et fællesskab. Jeg snakker jævnligt med mennesker der længes efter et fællesskab der kan rumme også alle de andre øjebliksbilleder, der er mindre perfekte. Hvad om vi turde skabe de fællesskaber ved selv at gå forrest og vise noget af det, der ikke fremstår perfekt?

Vores perfektion er alligevel blot en illusion. En illusion vi ofte kan bruge mange kræfter på, uden det fører til noget af værdi.

Thomas Sjødin skriver i sin bog: ”Stol på at det vil lysne”, at han hylder det gode nok liv med alle skrammer skavanker mm. Dette tror jeg er en god øvelse og værdi.