Den midterste bane
Igennem mit arbejde bruger jeg mange timer på vejene og særligt på motorvejene. Da jeg for nyligt var på vej til Odense, lagde jeg mærke til, at jeg har fået en dårlig vane med at køre i den midterste bane, på det forholdsvis lange stykke, hvor det er muligt. Det er ikke fordi jeg ikke kender reglerne om at holde til højre, det er bare som om, at jeg hurtigt ræsonnerer mig frem til, at der ikke er plads i højre side grundet tung trafik. De huller der er og opstår, ignorerer jeg ofte og tænker jeg jo alligevel skal orientere mig og derfor er det smart at være i den midterste bane. På den måde kan jeg uden større besvær skifte vognbane og holde en rimelig stabil fart. Indimellem, når trafikken ikke er stærk, kan jeg endda sætte fartpiloten på og læne mig lidt tilbage. Jeg vælger det komfortable i stedet for det rigtige.
Imens jeg kørte, kom jeg til at tænke på hvor ofte jeg laver samme strategi i mit trosliv. Jeg beder til Gud at hans vilje må ske. Jeg beder om at han må føre mig hver dag og stiller mig derefter i midterbanen. Overgiver noget men ikke alt. Holder øje og orienterer mig, så jeg hurtigt kan skifte bane og holder derved fast på min egen vej. Jeg vælger det komfortable, sætter fartpilot på, så jeg holder farten, i stedet for at følge det jeg har valgt at tro på.
Samtidigt længes jeg efter at erfare mere af Gud, leve forpligtet i forhold til det jeg tror på. Det er bare ikke muligt uden jeg selv slipper kontrollen og min lyst til at definere min egen vej. Når jeg forsøger at slippe, konfronteres jeg med min frygt. Er Gud god, vil han mig det godt, kan jeg stole på ham? Den eneste måde at finde ud af det på, er at køre ind i højre spor og give slip på min egen lyst til at bestemme.
Fra min højskoletid er der en sang jeg ofte vender tilbage til, særligt vers 3-4 bruger jeg ofte som en del af min morgenbøn/reflektion:
”Du klager så ofte”- af Jakob M Carlsen
3. Din tro vil du føle og tro at du tror
Og tør ikke hvile på løfternes ord
Du ser på dig selv og på alt der er galt
Og dermed du glemmer hvad Herren har talt
4. At tro det er ikke at tro at du tror
Men barnligt at klynge dig fast til Guds ord
Det er i din afmagt at se på Guds lam
Og lade dig nøje med ordet om ham