Et vildskud

Jeg elsker havearbejde, elsker at få noget til at spire og vokse. Med de varme temperaturer og regnen den sidste tid, er min have utrolig frodig. Efter et travlt forår, hvor jeg hverken har haft tid eller overskud til ret meget havearbejde, er det et frodigt virvar.  Tænkte at jeg måtte forsøge at sætte lidt skik på det inden ferien og gik ud for at starte fra et hjørne og stoppede op ved mine roser. Langs mit stakit langs huset er plantet røde slyngroser, men da jeg kiggede efter, var der et område hvor et vildskud havde overtaget styringen. Rosen er en forædlet sort og podet på en mange blomstret rose, som mange andre arter. Den havde lavet vildskud på grundstammen på op til 1,5 meter, da jeg fik trukket dem helt frem. I toppen havde den sat et væld af små hvide roser. Inde i virvaret var et par ranglede oprindelige røde slyngroser. Jeg var nødt til at beskære vildskuddet langt tilbage, så langt at jeg kom ind til grundstammen, der hvor jeg kunne, for at den ønskede rose kunne folde sig ud.

Ofte er det også sådan i mit liv. Min grundstamme - mit ego -kan let skyde med vildskud som kan tage magt og kraft fra det jeg ønsker at pode på stammen og fra alt det jeg er skabt til at indeholde. Som med mine slyngroser er jeg navngivet, fremdyrket og nænsomt indpodet i min essens. Vildskuddene kan være alt fra frygt, vrede, misundelse til travlhed, selvrealisering og alt muligt andet der handler om mit ego. Det kan så let tage magten og skuddene kan være skjulte, men når man trækker i dem, vil man kunne opdage at de er så lange at de har sat blomst. Blomsterne kan have en fin duft og stor skønhed, men de er fra et vildskud. Som med roserne må de beskæres så langt ind til grundstammen som muligt, for at den forædlede sort kan bryde frem.

..“Savior I come, quiet my soul, remember

Redemptions hill, where your blood was spilled

For my ransom, everything I once held dear

I count it all as lost

Lead me to the cross, where your love poured out

Bring me to my knees, Lord I lay me down

Rid me of myself, I belong to you  

Oh lead me, lead me to the cross..”

Fra: “Lead me to the cross” af Hilsong United og Brooke Fraser

Dorthe Sandvad