Nypløjet

Jeg kørte tidligere i dag, bag de sidste høstmaskiner, som skulle nå den sidste høst inden vejromslaget i morgen. Flere steder var markerne allerede blevet pløjet op og gjort klar til hvile hen over efteråret. Over markerne var flokke af fugle ivrigt ledende efter mad, nu jorden var blevet endevendt og noget nyt dukkede op til overfladen. Når jorden endevendes, giver det mulighed for liv og vækst for de frø der er længere nede i jorden. Når jorden løsnes, giver det også mulighed for de lidt mere sarte frø at vækste. Nogle af de mere sarte frø har brug for længere tid til at spire, flere har endda brug for en hviletid og kuldeperiode før de har en spireevne.

På mange måder er det en parallel til vores liv. Som mennesker kan vi heller ikke vækste uden vi træder ud af vores comfortzone og bevæge os ind i det smertelige, ind i det ukendte og indimellem igennem mørket. Vi er nødt til at flytte os fra det sikre og lade os endevende. Hvis vi bare drysser nye frø ud på jorden, eller pirker lidt i jordens overfladen og fjerner synligt ukrudt, før vi drysser frø ud, kommer det til at ligne et lille bed jeg har i haven. Sidste efterår valgte jeg optimistisk, bare at drysse lidt vildtfrø ud på et hjørne, efter at have fjernet det synlige ukrudt. Min drøm var et hjørne der passede sig selv. I stedet for en smuk grøftekants mangfoldighed, har bynke og mælkebøtte stået i fuldt flor igennem sommeren og jeg har måtte spejde efter de valmuer og kornblomster jeg havde håbet ville komme. Nogle af vores fineste frø har også brug for kulde og tid for at spire. Ligesom markerne har brug for hvile efter en pløjning, har vi mennesker også brug for hvile efter en ende vending i vores liv. Vi har brug for at tage os tid til at de nye frø, der kommer op til overfladen, kan få gode vækstbetingelser.

Fra den smukke salme: ”Septembers himmel er så blå”:

De røde æbler løsnes let

Fra træets trætte kviste

Snart lysnes kronens bladenet

Og hvert et løv må briste

Når aftensolen på sin flugt

Bag sorte grene svinder

Om årets sidste røde frugt

Den tungt og mildt os minder

At flyve som et forårsfrø

For sommerblomst at blive

Er kun at visne for dø

Kan ingen frugt du give

Hvis modenhedens milde magt

Af livet selv du lærte

Da står bag falmet rosendragt

Dit røde hybenhjerte