Omhugget

En torsdag på mit arbejde, var jeg på en gåtur i en privat skov i nærheden, med en beboer. Vi gik og indsnusede sensommerens dufte og talte om de ting der lige nu fyldte. Vi har gået i området i mange år, men denne gang var noget anderledes. En ny ejer havde ryddet et stort stykke af skoven, for at lave en ny udstykning. I steder for vores velkendte lukkede skovsti, lå der nu bunker af træstammer langs stien. Vi stoppede op og talte om, at det var interessant at se stammerne. Når vi tidligere var gået forbi, havde vi set dem som rimelig ensartede ranke granstammer, men nu de var fældede, var det tydeligt at de ikke var ensartede og cylinderformede. Alderen var også forskellig. Flere var gamle træer, hvor årringene ikke engang kunne tælles og nogle var fortsat unge. Vi kiggede fascineret på årringenes tykkelse og så hvor forskellige vilkår der havde været, både fra år til år, men også fra den ene side af træet til den anden side. Vilkårene havde været forskellige. En del af træet havde givetvis vokset i skygge, en anden del i sol, en del havde fået rigeligt med vand og andre dele var tørret ud. Det mest fascinerende synes jeg dog er, at alle træerne havde indrettet sig efter omstændighederne.

Jeg tænkte, at det er et godt billede på vores liv. Jeg kan være tilbøjelig til, at når jeg ser på andre, ser jeg dem som perfekte cylinderformede formationer. Jeg ser måske succeserne, præstationerne, den perfekte familie eller hvad mit blik nu end er rettet imod, men jeg ser ikke årringene og tilpasningen. Jeg ser heller ikke kampene eller tørkeperioderne, de er skjult i det ydre

I ”Alene i Vildmarken” bliver der ofte talt om det perfekte habitat. Jeg kan let få forventningen til Gud, at når jeg tror på ham, bør han plante mig i det perfekte habitat. Det er bare ikke Guds vej. Gud bruger det habitat vi har, de omstændigheder der er vores og tilpasser os ved at forme os. Som når sølvsmeden arbejder med sit produkt, er Gud først færdig, når han ser sit eget spejlbillede i sølvet.

Esajas 66: 10: ”For du prøvede os Gud, du lutrede os, som man lutrer sølv”