Pæonen

Rundt om det meste af vores hus, har vi en veranda med et stakit om. Langs stakittet har jeg plantet pæoner og roser og i løbet af årene der gået, står de næsten tæt side om side. Min røde yndlingsrose og pæoner i et væld af farver. En dag fandt jeg en mørk bordeaux næsten sort variant på en planteskole og plantede den ud. Jeg var blevet advaret om at den var svær at få til at lykkedes, da den ikke er så hårdfør som eks den variant der vokser vildt i Sibirien. I to år fulgte jeg med. Roden virkede til at være sund og livskraftig men der skete ingen vækst. Men i forsommeren skete der noget. Imellem brædderne på vores hævede veranda brød først et skud op og derefter et væld af blade. Pæonen havde skudt op i mørket under verandaen og sat sine blade. Endnu har jeg ikke fundet ud af hvordan jeg kan flytte den, da pæonen som sagt er sart og det ikke lige er til at lede pæonen den rette vej. Samtidig er jeg imponeret over grokraften. At roden så længe har samlet kræfter de forholdsvis lange skud. Det er tydeligt den ikke har haft optimale betingelser. Ift de andre pæoner er løvet ranglet og farven er ikke så sund som resten af mine pæoner. Når den får hjælp til at vokse i den rigtige retning, hvor der er rigeligt med sol, vand og næring, tror jeg dog på, at den kommer til at stå stærkt.

I mit arbejde i begge funktioner både som bostøtte og som coach møder jeg mange, der ikke har haft optimale betingelser. De kan også være vokset op i skjul under en terrasse uden nok hverken sol, vand eller næring. Alligevel er de mirakuløst brudt igennem til lyset, selvom de måske er blevet ranglede undervejs. Som med pæonen kan det tage tid at finde ud af hvordan man skal få hjælpe til at vokse den rigtige vej, det uden at omplante og risikere skader på rødderne, men ved nænsomt at dreje udgangspunktet, så retningen bliver rigtig og det bliver muligt at stå plantet et bedre sted. Et sted hvor væksten kan ske.

Jeg kom i tanke om et digt, da jeg skrev, der har fulgt mig siden min barndoms veninde- og poesibøger. Verset tilskrives ofte Grundtvig, men ingen ved helt hvor det kommer fra:  

I livets storme kan det ske

Du føler du må knække

Men stol på Gud og du vil se

At han sin hånd vil lægge

Omkring sin blomst og skærme den

Til vinden bliver mild igen

Han ved hvad du kan tåle