Den oversete plante

For nogle måneder siden fik jeg en plante. Da jeg fik planten, var den ikke så stor, men havde fine nye skud. For at give den optimale betingelser stillede jeg den i et solfyldt vindue på 1. sal på badeværelset. Mine andre planter er fordelt på stueetagen, hvor de bliver vandet når jeg vasker tøj og tørretumbleren skal tømmes for vand. Planten ovenpå gav jeg vand når jeg huskede det og lige kom forbi. En dag opdagede jeg, at plantens blade var krøllet sammen og jorden helt udtørret. Solen havde stået på og havde overvarmet bladene og den ekstra vand, jeg havde hældt i underskålen, var fordampet. Jeg løftede forsigtigt planten op og kunne se at nogle af rødderne var så udtørrede at de var lukket sammen og ikke kunne drikke af vandet. De dårligste rødder måtte jeg klippe af og i stedet for at lade rødderne drikke fra en balje med vand, var jeg i stedet for nødt til at overrisle planten hver dag med lidt vand med gødning i, indtil rødderne er etableret så meget, at de igen kan drikke og tage næring ind. Min intention havde været at give planten de bedste betingelser, men i stedet blev planten overset. Hvor de andre planter i huset får regelmæssig vand, ofte i det samme interval, fik planten kun noget når jeg kom i tanke om den. For at kompensere, havde jeg fyldt ekstra vand i underskålen, men planten kunne ikke nå at trække vandet op, inden det fordampede og plantens tilstand gjorde, at dens rødder ikke var stærke nok. 

Under den daglige vanding kom jeg til at tænke på parallellerne i mit eget liv. I en travl hverdag er min ugentlige intention om selvomsorg, det punkt der først streges på todo-listen. Hvorfor? Måske fordi det ikke virker så akut som alt det andet jeg skal. Jeg kan let bilde mig selv ind, at det ikke betyder så meget og jeg kan nå det i ugen efter. Ugen efter er der givetvis den samme situation, fordi tiden ikke kommer, hvis jeg ikke tager den.  Samtidig er det et aspekt, at det er lettere at give omsorg for mig end at være i modtagerrollen. Andres behov larmer højere og mere vedvarende. Risikoen er, at mine rødder bliver så beskadiget, at jeg ikke kan drikke af vandet eller livets omstændigheder gør, at bladene krøller sig sammen og visner.  

Et centralt bud i min tro er det dobbelte kærlighedsbud: ”Du skal elske din næste som dig selv.” I det ligger en indbydelse til at være og tage imod overrislingen af det levende vand, før du går ud og elsker din næste.