At låne et lys

For nogle dage siden gjorde instrumentbrættet i min bil mig opmærksom på, at mit højre tågelys skulle skiftes, da det var gået ud. Samme aften lige efter arbejde, skulle jeg ud på en længere køretur. Dagen havde været solrig og aftenen var kold, så tågen lagde sig over vejen i tusmørket. Det blev tiltagende svært at have udsyn og min taknemmelighed var derfor stor, da jeg kom til at køre bagved en, der viste sig at skulle samme vej og som havde et stærkt lys. Jeg nød at kunne ligge mig bagved og få del i vedkommendes lys. Da jeg skulle tilbage igen var tågen lettet og stjernerne tittede frem og jeg manglede derfor ikke lyset på samme måde.

Oplevelsen fik mig til at tænke på de gange, hvor tågen lægger sig over mit liv, mine tanker og mine følelser. De gange hvor modløsheden får fat, hvor bekymring og angst for forskelligt kan lamme mig så meget, at det kan være svært at få øje på lyset. I de perioder er det uendeligt værdifuldt, at en anden tør køre foran, tænde sit lys, så jeg i en tid kan køre bagved og låne lidt af lyset - lige være der, hvor en andens lys lyser vejen op. Med et begrænset udsyn, kan det være svært selv at orientere sig, særligt hvis sigtbarheden er dårlig.

I Biblen i Galaterbrevet kapitel 6 vers 2, står de kendte ord som ofte læses til vielser: ”Bær hinandens byrder, således opfylder i Kristi lov”. Til en del vielser jeg har deltaget i, synges ofte den smukke sang: ”I blev skabt som mand og kvinde”, hvor der i vers 3 står:

Egen byrde skal i bære

Så den anden slipper fri

Men er byrderne for svære

Skal i stå hinanden bi

Den som intet bærer på

Visner som det golde strå

Verset er så fint og betydningen også er værd at tage med ind ikke bare i ægteskabet, men også i vores fællesskaber. For mig at se er der to modpoler, der er lige forkerte. Den ene er at opgaven med at bære andre, virker så uoverskuelig, at vi opgiver og i stedet isolerer os og har nok i os selv. Den anden er, at vi i vores iver efter at ville hjælpe, kommer til at overtage og bære byrderne for den anden. Jeg tror hverken vi skal opgive eller overtage. I stedet tror jeg, at vi skal dele vores lys. Gå lidt foran eller endnu bedre, ved siden af og tænde det lys vi har. Det at være med et menneske der kæmper, kræver ikke løsninger, men at vi rækker ud med vores nærvær. Turde være tilstede med det vi har og tro på, at vores lys rækker, indtil lyset igen kam skinne hos den anden.