Eftervarme
Min mand har en tid været i gang med at bygge os et vildmarksbad og endelig i denne uge var den klar til at blive afprøvet. Med det kom også en masse læring i hvornår bålet skal tændes for at badet har den rette temperatur, når vi gerne vil i. Hvor længe er der eftervarme og jeg begyndte også straks at overveje om min rosmarinbusk ville kunne overvintre, hvis det bare stod tæt på ovnen og fik lov at vokse tæt på varmen fra ovnen.
Sad i badet den anden aften efter bålet for længst var gået ud og kulden begyndte at trænge op nedefra bunden af karret og tænkte. Tænkte at den eftervarme jeg mærkede mindede mig om den følelse man kan tage med sig efter et varmt knus eks. Fornemmelsen af at knuset eller de kærlige ord fortsat lever i eftervarmen af handlingen. En gratis gevinst efter en handling. En følelse der forplanter sig, trækker op i hjertet og bæres med videre. Måske har de endda så meget kraft at de kan tages frem når kulden lige så stille kommer snigende nedefra. Når det sker, er det godt igen at vende sig til varmekilden, vende sig til Gud og igen lade ham tænde ilden i hjertet. Ilden går alt for hurtigt ud, bålet skal holdes ved lige. Ved at tænde op i ovnen dagligt, kan badevandet i vores vildmarksbad holde en jævn temperatur. Måske er det samme princip ift. troens ild?
VI kan alle give venlige ord og et knus til dem der trænger. Når vi alligevel ikke altid handler på vores indskydelse, skal vi huske på eftervarmen der længe efter kan mærkes. Måske var det dig der i dag skulle sende en besked, give et smil, hjælpe en eller give et knus? Brug de chancer der bliver givet. Hvem ved måske var det lige det der fik den anden til at få modet til at tage det næste skridt eller bryde med noget der er svær eller sagt med et citat fra Moder Teresa: ”VI kan ikke alle gøre store ting. Kun små ting med stor kærlighed”.
Jeg tror på vi hver dag får lige det vi behøver, til at tage det næste skridt. Ofte er det kun til det næste skridt eller sagt på en anden måde er det kun det skridt der er synligt for os. På den måde er vi afhængig af at Gud viser os vejen.