I mit 2024 wrapped (oversigt lavet af Spotify over hvilke sange jeg har afspillet mest), har jeg afspillet Simon Pedersens smukke sang ”Frygt ikke” 117 gange. Her kommer første del:

Frygt ikke, lad angsten gå bort

Stol på mig, selv når livet er hårdt

Jeg beskytter, jeg er din

Passer på dig du er jo min

Frygt ikke for dagen i morgen

Du kan regne med gaver fra oven

Jeg forsørger bare se

Har du mig først, da vil det ske

Frygt ikke, for jeg er dit skjold

Kunne noget gøre min kærlighed kold?

Flod og flamme, jeg er med

Vandrer med dig sammen, altid

Frygt ikke den stormende hær

Om end alene mens fjenden er nær

Gå blot fremad uden frygt

Jeg tar din kamp du kan være tryg..

Som respons på en af mine klummer dette år, fortalte en kvinde mig, at hun blev provokeret af bydeformen: ”Frygt ikke”. Provokeret, fordi det kom til at føles, som om hun var en fiasko, når det ikke lykkedes hende at slippe frygten. Det blev en byrde og endnu en ting der skulle præsteret. Mit ærinde er ikke at bidrage til yderligere uro. ”Frygt ikke” er en invitation til at give slip på alt det der fylder.

For mig er det en gave. Jeg kan, som den person jeg er, indimellem sidde fast i endeløse tankerækker og bekymringer. Særligt efter jeg blev mor er bekymringen flyttet ind i alle afskygninger. Oftest er det bekymringer for noget, jeg alligevel hverken har magt eller mulighed for at påvirke. Dette forhindrer desværre ikke mine tanker i at køre i ring.

”Frygt ikke” er et løfte, som jeg minder mig selv om. Et løfte der hviler på at Gud er i kontrol. At både fortid, nutid og fremtid er helt i Hans hænder. Dette gælder både min fortid, nutid og fremtid men også mine børns og andres, som ligger mit hjerte nær. Jeg formår ikke i egen kraft at slippe frygten. At slippe handler om tillid. Jeg må have tillid til at Gud kan give mig modet til at ændre min frygt til tillid og overgivelse. Dette mål vil jeg tage med ind i 2025.

Nogle dage er teksten min bøn, som jeg holder op foran mig som et skjold imod fjendens angreb. Gud har al magt og han inviterer dig og mig til at tage imod invitationen til at slippe frygten

 

Read More

På en biltur med alle pigerne havde jeg en eftermiddag en snak om hvad julen var for dem hver især. En spændende snak der gav meget forskellige svar. Enslydende var det dog at julen havde ændret karakter fra de var små. Jeg husker da også selv tydeligt da de var små og forventningerne var skrevet i hele kroppen og i øjne der lyste af begejstring og overvældelse over den spændende tid som julen var. Glæden smittede og som voksen kunne det ske at julemagien kortvarigt kom tilbage. Med tiden og alderen kommer nuancerne og det er lettere at få øje på eksamenerne, afleveringerne, travlheden på arbejdet og alle de gøremål der hører december til.

Denne morgen kørte vi afsted til Silkeborg som vanligt, Der var kø et godt stykke fra afsætningsstedet og de regnvåde veje emmede af utålmodighed, Jeg mærkede selv modet falde og kiggede halv desperat på uret, måske i håb om at tiden ville gå lidt langsommere. Da vi nåede ind og skulle dreje ind holdt jeg i en svingbane, opslugt af hvor svært det var at komme igennem trafikken. Så opslugt af mit eget, at det først var der en bilist signalerede med sit lys, at vedkommende havde skabt plads, at jeg opdagede den efterhånden fine kø bagved vedkommende. Det blev tydeligt for mig, da jeg svingede ind, hvor uventet det var. Jeg havde ikke haft forventningen og havde derfor heller ikke holdt øje.

Betydningen af at være i forventning tror jeg er vigtig. Gud opfordrer os til at være i forventning til ham. Vente os noget af ham. Han ønsker at møde os med mere end vi aner. Måske er det denne jul der skal prioriteres at lytte til Gud? Se op? Holde øje med om han vinker dig ind på en plads foran sig? Måske stopper trafikken lidt, men jeg er sikker på at det er værd at sige ja tak til at følge den vej og den bane hvorpå Gud har skabt plads

I hånden breder varmen sig

I mørket åbner sjælen sig

For det som snart skal ske

For det jeg håber på

Endnu er tiden til at vente

Vente på at Lyset kommer

Fra :”Nu er tiden til at vente” af Hymns of Nineveh

Read More

Når december starter, skal jeg ofte tage en dyb vejrtrækning. Tage et skridt af gangen og huske at være mild mod mig selv, fordi jeg igen ikke fik købt julegaverne i november eller lavet de forberedelser, som vil gøre juletiden til den fredfyldte tid, som jeg ønsker. Den øgede aktivitet der er i december med ekstra gøremål, arrangementer mm, står for mig i skærende kontrast til mit energi niveau. Mit indre ur eller indre tempo er langsommere, når lyset forsvinder og dagene bliver kortere. Vintertiden kalder for mig på refleksion og tilbagetrækning.

Jeg øver mig hvert år på at have færre, men mere betydningsfulde traditioner i julen. En værdifuld tradition for mig er at høre min yngste datters kor synge julen ind. Første gang jeg hørte Dy Plambecks smukke julesang, var til en af deres korprøver inden julekoncerten. De smukke klare pigestemmer fremhævede det fine i sangen og teksten og jeg følte at englene sang med:

Hold håbet op og hold det udstrakt foran mig,
her er en fremtid, her er liv, han er på vej.
Se, snefnug ligner noder i en symfoni,
jeg ser på himlen over dét, jeg lever i.

Hold håbet op.
Stjernen viser vej.
Hold håbet op.
Mørket skjuler sig.
Hold håbet op.
Hold det foran mig.

Håbet der holdes udstrakt foran os, er for mig noget af det smukke i juletiden. Det er ikke os selv der kan bære og holde håbet. Gud holder det udstrakt foran os. Så tæt på at vi kan se og strække os efter det, men ikke så tæt at vi selv overtager. Måske er det en del af Guds omsorg? At vi ikke skal eller kan bære håbet selv? Vi kan i vores tanker og følelser være bærere af optimisme, men håb er noget dybere. Håbet er dybt forankret i vores hjerter og beror på tillid. Ofte kan håbet være der vi finder en vej, når det er for svært og pinefuldt at tro. Håbet er også det lys vi kan række til andre, når mørket foran dem er uigennemtrængeligt. Som et lille lys skinner det med en lille stædig flamme. En flamme vi kan varme os ved mens vi venter på at Gud griber ind.

En julerose er en smuk men ydmyg blomst,
jeg tænker på et ord, det er: Tilstedekomst.
En glød i mørket, og jeg mærker glæden ved,
han er på vej, det er et lys af evighed.

Hold håbet op …

Read More

På en af de smukke vintermorgener, hvor temperaturen i bilen var minus 6, havde jeg fri og valgte at gå en morgentur ved Almind sø. Undervejs om søen stoppede jeg op, da jeg blev fascineret af et træ, som var væltet. I faldet var det væltet hen over et endnu større træ, der stod tættere på søen.

Det større træ havde grebet det mindre, træet havde kilet sig ned i og sad nu i spænd. Nogle af rødderne havde løsnet sig i faldet og var kommet over jorden og var døde, men en del af rodnettet var intakt. Det havde igen fået fat og borede sig ned i jorden. Træet voksede videre fuldt levedygtigt (om end skævt).

Træet fik mig til at tænke på alle de gange hvor jeg kommer til at gå mine egne veje, Selvom jeg ønsker at gå Guds vej, skal der ikke meget til at lede mig væk.

Jeg var til et fantastisk arrangement i onsdags i Århus. ”Lad os tale om tro”. Det var en stærk oplevelse. Noget af det jeg bl.a. tog med mig var, vigtigheden af den personlige relation med Gud og at have fællesskaber der hjælper en tilbage igen, når man farer vild, eller som jeg ofte kommer til, går solo.

Ofte på min vej tilbage tilbage på sporet, er der en sang jeg lytter til. Der kommer et udsnit her:

”Jeg har vendt mit blik fra livets ord og skabt min sandhed selv.

Jeg har ødslet hver en gave bort og sat mig selv i gæld.

Jeg har jagtet lykken dagen lang og slidt mig halvt ihjel, til Herren greb mig”…

Og lidt senere:

”Om jeg bare ville høre, Herren svarer, før jeg kalder.

Om jeg bare kunne gribe, jeg er grebet, før jeg falder.

Om jeg bare ville se det, jeg er fundet, før jeg leder.

Om jeg bare kunne indse, Ånden vidner, før jeg beder”

(Alt det der drukner- Herren greb mig)

Jeg kan relatere til taksten. Utroligt hurtigt bliver min opmærksomhed twistet og jeg skal igen mindes om hvem jeg er, hvad mit formål er og måske vigtigst af alt, at Gud har grebet mig før jeg faldt. Han venter bare på at jeg skal indse det. Heldigvis er Gud grænseløs tålmodig, for jeg skal mindes om det igen og igen. Gud griber mig, før jeg falder. Det er trygt at tænke på og som det større træ jeg så, har han kraft til at bære og lade mig gro hvilende trygt hos ham.

Read More

En eftermiddag i sensommeren var hele familien ved havet. Min ældste datter gik en ekstra tur, imens vi andre havde et ærinde.

På gåturen så hun en enlig solsikke, stående ved vandkanten. Den stod der som et lille lysende sol, forpjusket af vinden, stående helt alene med front mod lyset og havet.  Min datter sendte et billede til mig og jeg er vendt tilbage til billedet mange gange og har den bl.a. som baggrund på min telefon.

Billedet minder mig om mit fokus. At uanset hvilket jordbund jeg er plantet i, uanset hvor meget vinden blæser der hvor jeg står, uanset om jeg står alene eller som en del af en flok, upåagtet af årstiden, må jeg vende mig efter lyset og lade mine rødder stå dybt.

Hvordan solsikken havde fået sat sine frø på en sandstrand, hvordan den havde klaret at få rodfæste, hvordan den havde klaret væksten i det kolde blæsende miljø ved jeg ikke, men jeg tror det var villet at den skulle have sit voksested der..

Solsikken minder mig om, at det er Gud alene der skaber liv og vækst. Gud kan skabe liv af intet, selv det mindste frø kan vokse sig stort i hans hænder

Skabelsesberetningen har altid fascineret mig. Hvordan Gud skaber i en rækkefølge og intet overlades til tilfældighederne, at livet opstår når Gud blæser sin livsånde ind. Gud har skabt vores fundament og ønsker at gennemsyre alt, hvilket en god undervisning i sidste weekend mindede mig om. Allerede fra skabelsen havde Gud tænkt, vidst og skabt hvad et menneske har brug for.

Solsikken havde alt den skulle bruge på sit udsatte voksested og spredte sit lys et sted hvor det ikke var forventet. Måske netop derfor blev den bemærket?

Jeg kan bruge meget tid på at være frustreret over mit fundament eller de byggesten jeg fik givet. Kæmpe en kamp der ikke er min at ændre, i stedet for at overgive mig til Gud.

I stedet ønsker jeg ligesom solsikken at stå der hvor jeg er sat- forpjusket og vindblæst men rodfæstet på min plads. Vende mig efter lyset og tro på at de rødder Gud skabte er stærke nok til at stå fast på det voksested han har givet mig.

Read More

Jeg har en dårlig vane med at sætte farten op, når jeg har for meget på programmet. Det kombineret med en evig tidsoptimisme gør nogle gange, at min tidsplan er lidt presset.

I onsdags var jeg på vej på arbejde og kunne nå forskelligt på vejen. Jeg tænkte det nok gik, da jeg havde i regnet at trafikken ikke plejer at være tæt på det tidspunkt jeg kørte på. Det første stykke gik fint, men da jeg nærmede mig byen, kørte en bil foran mig langsommere end det tilladte. Vi var kun os to biler og det var ikke muligt at overhale på dette stykke af vejen. Straks voksede min utålmodighed og jeg havde følelsen af at snegle mig afsted. Jeg spejdede efter hvornår jeg måtte overhale og mærkede frustration fordi jeg var bange for nu at komme for sent. Imens jeg sad og sydede for mig selv, kom jeg til at se på speedometeret. I stedet for de tilladte 80km/t kørte vi stabilt 70km/t. Det varede et stykke tid før jeg kunne overhale, jeg nåede frem knap 5 minutter senere end jeg regnede med, men stadig til tiden. Det blev pludseligt tydeligt for mig, hvor meget energi jeg havde brugt på noget, der egentlig ikke var vigtigt. Turen kom til at handle om mine forventninger, mere end det der egentligt er mine værdier såsom tålmodighed mm.

Vedkommende foran mig kan have haft mange grunde til at sætte farten ned under det tilladte. Vi kan alle have brug for at sætte farten ned på tidspunkter i vores liv. Ofte vil de fleste af os have godt af det, da nærværet og evnen til at lytte hurtigt mistes, når det går stærkt. Hvis vi hele tiden kører det tilladte, kan det være svært at finde balancen mellem hvile og aktivitet, da kontrasten bliver for stor. Ingen af os kan gå fra 5.gear til at parkere uden bilen bliver slidt. Jeg tror Guds forordning med hviledagen er vigtigere end nogensinde. At vi vælger at sætte farten lidt ned og bruger en dag om ugen til at koble helt ud.

Som der står i det 3. bud i 2. Mosebog kapitel 20:

Husk sabbatsdagen og hold den hellig.  I seks dage må du arbejde og gøre alt, hvad du skal;  

men den syvende dag er sabbat for Herren din Gud. For på seks dage skabte Herren himlen og jorden og havet med alt, hvad de rummer, men på den syvende dag hvilede han. Derfor har Herren velsignet sabbatsdagen og helliget den.

 

Read More

For to uger siden, var jeg på ferie med min yngste datter på Sardinien. Da vi lettede på hjemturen, var det solrigt og skyfrit og vi havde det smukkeste udsyn over det meste af øen. Da solen var ved at gå ned, passerede vi et bjergområde. I det særlige lys, når jeg kiggede ned, lignede det at der var konturer af en vej der strakte sig så langt øjet rakte. Imens vi sad og så solen gå ned, tænkte jeg på, at fra mit perspektiv, så det ud på en måde. Min datter lagde mærke til noget andet og så det som en flod, da hun kiggede ned. En tredje mulighed kunne være et bjergpas, vi kiggede ned på. Havde vi stået på jorden og set op, havde perspektivet igen været anderledes. Ingen af perspektiverne er forkerte, de er bare et begrænset udsnit, set fra hvert sit udgangspunkt og filteret igennem hvert sit subjektive filter. Ud fra hver vores lille virkelighed danner vi billeder af det vi tænker er sandt. Tankerne gav mig pludseligt en ny vinkel også ift. mit liv og min trosrejse.

Hvor ofte stopper jeg ikke op og kan ikke se vejen videre frem? Dvs. måske kan jeg se de næste skridt, men jeg bliver alligevel frygtsom, fordi jeg ikke kan se hvad der sker når vejen drejer. Ud fra mit perspektiv ser det måske ud til at vejen ender blindt, fordi min synsvidde er begrænset. Måske var min forventning at gå på en bred vej, i stedet for at vejen tog form af en lille skovsti? Måske kan jeg ikke se at vejen bugter sig videre, fra der jeg står frem mod endemålet? Hvordan vejens forløb er, er egentlig ikke noget jeg behøver bekymre mig for. Gud har jo lovet at hvis jeg tror vil han gå med mig. Som troende menneske må jeg i stedet stole på at mit perspektiv er begrænset. Kun Gud ser det fulde perspektiv og han har min vej for øje. Jeg må bare gå et skridt af gangen.

Johannes 14 vers 5-7

Thomas sagde til ham: »Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?«  Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.  Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.«

Read More

For to uger siden, var jeg ved at gøre klar til fødselsdagsfejring. Inden festen var der travlhed med rengøring, opstilling af borde, madlavning mm. Midt i virvaret, kom jeg til at skære i min tommelfinger. Kniven var nysleben og spids, så jeg lavede et dybt snit i fingerspidsen. Det blødte meget og det var svært at holde plasteret på plads. Gang på gang blødte det igennem. I dagene efter dunkede fingeren så meget, at det var svært at sove. Såret sprang op igen og igen. Efter et par dage voksede en vabel op omkring såret. På sin vis beskyttede den såret mod skidt, men området var følsomt og smertefuldt hver gang jeg brugte min finger. Såret helede langsomt op. Nedefra og ud kunne jeg se, hvordan mere og mere af såret lukkede sig og ny hud dukkede op. I dag er såret næsten lukket, kun i midten af såret kan man se mærket efter kniven og området er fortsat følsomt

Billedet har paralleller til vores psykiske smerte. Vi oplever alle i løbet af livet at få sår. Noget sker imod os, som kan efterlade endog stærke psykiske sår. Sår der bløder og bryder op igen og igen. Vi kan reagere med at vi forskanser os, passer på os selv. Som vablen puster vi op og giver ondt af os, hvis nogen kommer for tæt på vores smerte. Vi holder afstand. Vores psykiske smerte heler langsomt, nedefra og ud. Livet går videre, et skridt ad gangen, men følsomheden og arret vil altid være der.

Vi kan også få trosmæssige sår, enten i det kristne fællesskab eller i relationen med Gud. Vi kan føle os svigtet af Gud, skuffede og tænke at Gud ikke gav os det vi ønskede. Jeg tror Guds veje er anderledes end vores. I stedet for at fokusere på smerten i det vi ikke fik, skal vi måske turde have tillid til at Gud giver os det vi trænger til? Også de gange hvor vi ikke forstår hans vej.

”We pray for blessings, we pray for peace

Comfort for family, protections while we sleep

We pray for healing, for prosperity

We pray for your mighty hands to ease our sufferings

And at the while. You hear each spoken need

Yet love is way too much to give us lesser things

Cause what if your blessings come through raindrops?

What if your healing comes through tears?

What if a thousand sleepless night is what it takes to know you`re near?

And what if the trials of this life are your mercies in disguise?” Laura Story:”Blessings”

Read More

På en af de smukke sensommerdage, lige før oktober startede, var tågen helt tæt en morgen. Efter jeg havde afleveret mine piger, tog jeg ud til søen, hvor jeg bader året rundt. Tågen lå imellem træerne og hen over søen endnu mere tæt end på vejen jeg kom fra. Det var som at træde ind i en anden verden. Stien længere fremme var utydelig, men lige der hvor jeg gik og kunne se til, trådte alt fuldstændigt klart igennem. Søbunden var tydeligere end himlen over mig og det var umuligt at se op i træernes kroner. Lydene blev dæmpet, men alle duftene trådte skarpere frem, som om mine sanser blev skærpet. Ved at konturerne om mig blev sløret trådte detaljerne frem. Alt det der foregik på søbunden, trådte pludseligt synligt frem i stedet for at være skjult

Når noget udefrakommende som sygdom eller lignende overvælder mig i mit liv, kan jeg opleve det samme. Prioriteterne bliver tydeligere, de træder frem og det er enklere at prioritere og skære det unødvendige fra. Helt så enkelt oplever jeg ikke det er, når noget rammer mig indefra og ud. Bekymring, modløshed, frustration eller noget helt andet. Der kan det føles som tågen indhyller det helt. At uanset hvor meget jeg kæmper, ser jeg kun den mudrede bund og kan ikke få øje på himlen og træernes krone.

I stedet for at blive ved at forsøge at kigge længere ind og synke længere ned i mudderet, tror jeg, vi må blive ved at gå et skridt ad gangen og vente på Gud. Vente på at tågen opløses og solen igen kan oplyse os og vores vej Ved at fortsætte med at gå og løfte vores blik, bevæger vi os den rette vej et skridt af gangen. Hver gang vi fortsætter med at gå i tro, skærper vi vores fokus på Gud. Når vi skærper vores fokus, bliver vi i stand til at lytte til hvad Gud har at sige.

Da jeg skulle i gang med at skrive denne klumme søgte jeg på: ”Vent på Gud” på Bibelselskabets side, for at finde verset herunder og kom op på 134 henvisninger på bibelvers med samme ordvalg. Her fra Salme 37 fra vers 5-7a

Overgiv din vej til Herren,

stol på ham, så griber han ind;

 han lader din ret bryde frem som lyset

og din retfærdighed som den klare dag.

 Vær stille over for Herren,

vent på ham;

 

Read More

På mit sengebord har jeg et lille kors i oliventræ. Korset er så lille at det kan hvile i min hånd. Hver aften holder jeg den i min hånd og fokuserer jeg på noget at være taknemmelig for, der er sket eller har været i løbet af dagen. I går aftes faldt jeg i søvn under bønnen og vågnede af, at noget pressede mod min hofte. Det lille kors var faldet ud af min hånd og havde sat et fint korsmærke på mig.

Jeg kom til at tænke på fortællingen om Jakob i 1. Mosebog kapitel 32, hvor Jakob kæmpede imod Gud og fik et slag over hofteskålen.

Jeg kender fra mit eget liv at kæmpe imod Gud. Måske ikke i fysisk forstand som Jakob oplevede, men at kæmpe i forhold til bestemmelsesret, ulyst til at gøre det rigtige- eller bare ulyst til at gå den vej Gud kalder mig til. Ligesom meget andet i livet, kan min tro føles ambivalent. At gå med Gud kan føles som et kontroltab, mærkes uvilligt og sker som regel igennem smerte og overgivelse. Vores samfund og tænkning ift. at vi har vores individuelle rettigheder, at vi ikke skal lade os begrænse, men er frie til at identificere os med det der føles mest rigtigt, clasher med troen. Vi opdrages til at tænke på os selv som individualister og være styret ud fra vores egne behov og tanker.

Gud har en anden vej. Han ønsker vi i stedet skal orientere os ud fra ham. Han som er vores skaber, vores frelser, vores bror og vores far. Ham der har vores fortid, nutid og fremtid hos sig. Gud ønsker sig intet mindre end vores alt. Det er ikke for meget, da vi har selv fået alt fra ham.

Ikke desto mindre er fjenden snedig. Han skaber kampen i vores eget ego. Han prikker til vores rethaveriskhed, vores behov og vores lyst til frihed og siger: ”Har Gud virkelig sagt..”. Han skaber splid, forvirring og utryghed, om Gud virkelig er god, for det er det han kan. Det er et bedrag - en løgn. Hvordan kan Han som skabte os, Han som skrev hver af vores dage ind i sin bog, Han som gav sin egen søn som soning for os alle- Han som der elskede os med en fuldkommen kærlighed, have dårlige planer for os?

Jeremias 29: 11-12:”For jeg ved hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke ikke om ulykke om at give jer en fremtid og et håb”

 

Read More

Jeg elsker at tage på svampejagt om efteråret. Særligt fantastisk synes jeg det er, at gå på jagt og finde de små tragtkantareller. De ser ikke ud af noget særligt, er ikke specielt iøjnefaldende og kan være svære at spotte. Ofte kan jeg gå rundt i skoven, i det område der er deres rette element uden at få øje på en eneste, men så snart jeg kommer helt tæt på, vrimler det med de næsten selvlysende små gule  stokke. Når først mit fokus er der, kan jeg pludseligt se andre områder fyldt med kantareller. Områder som jeg måske lige er gået forbi, men hvor jeg ikke havde opdaget den, da mit blik ikke var rettet imod det

Sådan er det også ofte i mit liv. Jeg kan være fyldt af tanker, planlægning, aftaler eller bekymringer der står i kø. Mit blik er måske rettet på problemløsning eller lignende, så jeg ikke opdager de små velsignelser på min vej.

Mit øje er trænet til at stille skarpt på de opgaver og udfordringer der skal løses. Øjeblikke, møder, uventede gaver, kan blive overset eller forhindret i min travlhed. Hvor ofte glemmer jeg ikke at stoppe op og bruge det øjeblik jeg får givet?

Sidste efterår havde jeg en oplevelse jeg ofte tænker tilbage på. Jeg var taget afsted med en veninde til vandring, samvær og tid. Undervejs i weekenden havde vi et møde med en mand. En mand der tog sig tid til at berette og fortælle om sit liv, vise og tillid igennem sin fortælling, vise os sin kunst og lade os lytte til hans musik. Det blev et autentisk møde. Et møde hvor jeg stadig tager brudstykker frem i mine tanker, berigende på alle måder. Mødet skete fordi vi tog os tid.

Tænk hvis vi turde fokusere vores blik på de små ting. Være nysgerrige og på jagt efter hvilke små velsignelser Gud i dag vil sende på vores vej. Tænk hvis vi fokuserede på de små lysende gule stokke. Lod disse være lyspunkter på vores vej og i vores dag.

Det kræver at vi sætter farten ned og øver os i at få øje på og gribe de muligheder vores dage giver os. Når vi sætter os på hug og knæler, fra en position hvor vi ikke ser ned på elle henover andre, er det muligt at det der kan synes småt, kan blive til stor velsignelse for andre men også for os selv.

Tænk hvis hele skovbunden i virkeligheden er dækket af små lysende kantareller.

 

Read More

Jeg har en særlig smuk krukke, som jeg har fået forærende af en veninde. Hun betyder meget for mig og måske derfor, betyder krukken også noget særligt. Både formen og glaseringen er særlig smuk, synes jeg. Jeg stiller den ofte på en fremtrædende plads og sætter den smukkeste af mine orkideer i den. Efter noget tid har jeg bemærket, nu et par gange, at orkideen stopper med at trives, men jeg har slået det hen, da der ikke var noget at se på krukken.

I stedet har jeg taget orkideen ud af krukken, givet den et vandbad og stillet den tilbage igen i krukken. Kortvarigt hjalp det, men efter noget tid bliver bladene igen gule og plantens rødder blev deforme. Da vi kom tilbage fra sommerferien- havde et luseangreb sat ind på orkideen og inficeret både orkideen i krukken og også de omkringstående orkideer. Selvom jeg kiggede grundigt efter, kunne jeg ikke se hvor angrebet var kommet fra. Jeg skiftede rundt på krukkerne og satte min smukke krukke et nyt sted med en ny orkide i,

I går opdagede jeg at min orkides rødder var kravlet ud af krukken, rodnettet var beskadiget og et nyt luseangreb var sat ind. Jeg undersøgte igen krukken, men tog den denne gang under vand. Straks kom der små luftbobler og det viste sig at krukken var utæt. Hullet er så lille, at det ikke er til at se med det blotte øje, men stort nok til at lus kunne lægge æg i hullet og vandet lige så stille sive ud, så orkideerne ikke fik den næring de havde brug for.

I mit trosliv er der også sprækker, sprækker som fjenden ikke tøver med at angribe. For hvert lille angreb kan min tros krukke slå små revner og jeg har dagligt brug for at stille mig der hvor Gud kan tætne sprækkerne. Stille mig foran Gud og lægge alt mit frem, både de synlige ting og de ting der er usynlige for øjet, så Gud nænsomt kan finde de små og store sprækker og tætne dem. Kun igennem Guds kærlige hænder kan vi blive tætnet og formet, så vi kan træde ud i den identitet Gud forud har lagt tilrette for os.

Salme 119 vers 73: Dine hænder skabte og formede mig,

giv mig indsigt, så jeg kan lære dine befalinger.

Read More

I sidste uge, i det smukke sensommervejr, tog jeg på en af mine lange gåture på stranden. Havet var oprørt og bølgerne slog ind. Jeg gik med bare fødder i vandkanten og lod vandet skylle ind over mine fødder. Det fascinerede mig, hvor effektivt og hurtigt bølgerne slettede mine fodspor efter mig. Jeg stod et øjeblik og iagttog det tydelige fodspor der før havde været, indtil vandet trak sig tilbage og de sandet var glat igen. Det var som en tavle der igen blev visket ren.

Jeg kom til at tænke på, hvor meget af det, der er parallelt ind i mit eget liv. Jeg har haft et rigt liv med Gud og fået mange erfaringer med ham. Erfaret alt fra Guds trofasthed, til hvordan han hjælper i nød, hvordan han skaber nyt håb, nyt liv og ny retning. Snesevis af erfaringer, som er lagret som sandheder i mit hjerte. Sandheder som jeg, når jeg oplevede det, lovede mig selv at gemme i mit hjerte. Gemme det som erfaringer, i håb om at det vil føre til nye handlinger.

Oftest skete der blot noget andet. De erfaringer jeg havde, forsvandt som mit tydelige fodaftryk på sandet. De viskes ud af hverdagens travlhed. Hverdagen bruser som vældige bølger henover det jeg har erfaret og besluttet at holde fast på. Det sat sammen med de behov der er om mig, de tanker og forskellige gøremål jeg skal navigere i forhold til. Livet kan indimellem mærkes som en kæmpe bølge, der skyller ind over mig og de fodspor jeg allerede har trådt. De erfaringer jeg har fået, viskes bort som mine fodspor på stranden. Det er som om de er foregået i en anden verden eller på en hel anden frekvens.

Når det sker, er jeg nødt til igen at lave nye fodspor, tage de samme erfaringer ind og tro på det igen. Uanset hvor mange gange jeg erfarer Gud i mit liv, er jeg nødt til igen at søge ind foran ham og tage ham igen. Igen tage Hans ord, lovsangen og som det allervigtigste, tage relationen med ham ind igen. Gud er aldrig væk, han er og venter på at du og jeg er klar til at komme tilbage.

Esajas kap. 55 v 6: Søg Herren, når han er at finde, kald på ham, når han er nær.

Read More

Det er altid overvældende for mig at starte op efter en ferie. Særligt efter denne ferie, har det føltes som en voldsom acceleration, i en bil der gerne vil holde stille, Jeg savner roen i ferien og det nærvær det gav og kan let overvældes af hverdagens omstillingsparathed. I stedet for at lede efter de stille stunder og planlægge så de kan ske, sætter jeg farten op. Undervejs kan jeg glemme at orientere mig, fordi jeg kun har øje for hvor jeg vil hen og ikke hvordan jeg bedst kommer derhen.

I weekenden var vi til fest ved havet. Efter morgenmad gik jeg en længere tur på stranden og satte mig på en flad sten, hvor bølgerne skyllede indover og dækkede mine fødder. Der sad jeg en tid og forberedte mig mentalt og praktisk på den kommende uge, som var fyldt.

Helt inde ved klitterne fik jeg øje på en lille bitte fugl. Med små hop nærmede den sig havet, et skridt ad gangen. Det blev tydeligt for mig, da jeg sad og iagttog den, at uanset hvor længe man har været i stand til at gå, er det kun muligt at gå et skridt ad gangen. Nogle går hurtige skridt, andre forsigtige som den lille fugl, men alle kun et skridt ad gangen.

Jeg kan let blive utålmodig, jeg har meget jeg gerne vil nå og opnå- både på mine egne vegne, men også på mine børns og min families vegne. Min utålmodighed kommer ofte til at spænde ben for det Gud ønsker at gøre i mit, mine børns og min families liv. Gud er endeløs tålmodig, han handler i sin tid og jeg må få lov at tro på og hvile i, at den tid er den rette tid. Det er ofte her hvor jeg også må øve mig. Øve mig i at vente og ikke i mine tanker og følelser tage flere skridt end et ad gangen. Resultatet i så fald vil ikke være at jeg kommer hurtigere frem, men nærmere at jeg snubler på vejen.

Mandag aften stod jeg for et arrangement hvor oplægsholderen kom ind på det samme tema at turde vente og lade Gud komme til. Med små dryp fra hendes eget liv fortalte hun hvordan Gud havde grebet ind i hendes og hendes families liv og ændret det. Gud, skaberen af alt, er ikke begrænset til at tage et skridt ad gangen. Jeg tror og har flere gange erfaret i mit eget liv, at Gud kan skabe løsninger i fastlåste situationer, heling i det brudte og er den der skaber balancen, hvor den ikke var.

Read More

En formiddag gik jeg en længere tur i et naturområde i nærheden. Hver uge forsøger jeg at finde nogle timer alene, sammen med Gud. Oftest bliver det i naturen med vandrestøvlerne på, hvor jeg går indtil fødderne, finder deres egen rytme og tankerne nulstilles. Andre gange finder jeg et sted at sidde og sidder der, indtil tanker og følelser endelig falder så meget til ro, at jeg har ro nok til at kunne lytte. Dette var målet den pågældende dag.

Normalt er jeg hurtigt nede på min sti, men denne dag var pejlemærkerne blevet flyttet og den normale sti spærret af oversvømmelser og væltede træer. Det var ikke muligt for mig at klatre over dem, da skovbunden omkring var mættet af vand og området kuperet og svært fremkommeligt. Jeg overvejede først at vende om, men kunne se bestemmelsesstedet et stykke derfra og ville virkelig gerne derhen. I stedet valgte jeg at lede efter og forsøge selv at lave en rute udenom, på trods af min dårlige stedsans. Jeg kunne, fra det højdepunkt jeg stod på, ane en alternativ rute, hvor få andre havde gået. Samtidigt kunne jeg se noget af den sti, som jeg gerne ville hen til. Da jeg bevægede mig ned, gik jeg igennem bregner, blåbærbuske og klatrede over de væltede træer jeg kunne. Flere gange befandt jeg mig så lavt, i så tæt buskads, at jeg ikke kunne se den sti jeg gik efter. En gang imellem kunne jeg følge andres fodspor men ofte måtte jeg være den første til at træde og danne en ny sti. Til sidst nåede jeg den udtrådte sti og kunne følge den hen til bænken.

Livet rammer mig ofte i det uforudsigelige. Måske har jeg set for mig og planlagt en sti foran mig, måske har jeg forventninger om at gå på en fremkommelig sti. Pludseligt rammer livet og ressourcer, økonomi, sygdom, fyring eller noget andet gør, at jeg må gå bort fra stien og gå offroad.  Jeg kan være fristet til at vende om, give op- for måske kan jeg slet ikke se endemålet derfra hvor jeg er kommet til. Måske er buskadset blevet for tæt,vejen oversvømmet og jeg bliver overvældet.

Sådan kan jeg også have det på troens vej. Jeg glemmer mit endemål og lader mig overvælde af at jeg ikke se den udtrådte sti. Jeg bliver bange for at gå offroad, selvom jeg tror Gud kalder os til lige netop dette..

Jeg fører de blinde af veje, de ikke kender, jeg leder dem af stier de ikke kender, jeg gør mørket foran dem til lys, det bakkede land til slette, det vil jeg og jeg opgiver det ikke. Es. 42: 16

 

Read More

Det var en tidlig sensommermorgen, hvor jeg gik tur med vores hund. Selvom solen var stået op og det tegnede til at blive en smuk dag, var det fortsat diset og småregnede. På den lille sti gik jeg pludselig ind i et spindelvæv, der strakte sig tværs over hele stien. Jeg kunne ikke se den, men mærkede spindet der klistrede til mit hår, ansigt og tøj og så en forskrækket edderkop, der hurtigt kravlede væk. Jeg forsøgte at tage spindet af, men blev ved med at finde små tråde på mit tøj. Da jeg lidt senere kom ned på mit kontor, var der også der fine spind overalt i hjørner og under hylder, sofaer mm, hvor de har kunnet arbejde uforstyrret i min ferie. Solen skinnede nu og oplyste rummet og dermed også alle spindene og det var let at fjerne dem en for en.

Imens jeg ledte og fandt de mange spind, når lyset ramte dem i den rigtige vinkel, tænkte jeg at der er en del paralleller i mit liv. Jeg har også store spind der vokser i mine skygger og skyggesider. Det er som om de samme udfordringer og besvær, gang på gang dukker op i nye skjulte kroge. Ligesom spindelvævet kan de danne tråde der klistrer sig til mig, gør at jeg mister balancen eller fatningen, uden at kunne se hvorfra trådene kommer.

Spindene være svære at komme af med, de kan være spændt ud over den sti jeg går på og klistrer sig til alt. For at komme skyggerne og spindene til livs, har jeg brug for at få dem oplyst, så de træder frem af skyggerne. Alle de spind jeg kan se, har jeg mulighed for at fjerne.

Det kræver mod at tænde lyset ind i skyggerne, synes jeg. Ofte kan jeg være bange for, hvad jeg mon finder og kan dømme mig selv hårdt for det jeg finder. En der ikke dømmer, er Gud. Han leder mig til frimodigt at bede om, at Hans lys må skinne ind i mine skygger. Lyse ind, så jeg kan se hvad der gemmer sig, ikke fordi Gud ikke ved det, men for at jeg kan se, konfrontere det, rydde op og give slip på det igen.

Du elsker sandhed i det dunkle,

du lærer mig visdom i det skjulte.

Rens mig med isop for synd,

vask mig hvidere end sne!

..Skab et rent hjerte i mig, Gud,

giv mig på ny en fast ånd! 

Salme 51 vers 8-9+12

 

Read More

I sommerferien vågnede jeg oftest, som den første i familien. Disse stille stunder, om end det var i Italien, hjemme i Gjern eller på camping, blev særligt værdifulde for mig. Ofte sad jeg bare med en kop kaffe, min bibel, en bog, lyttede til en lovsang, eller også sad jeg bare i stilhed og var sammen med min Far.

En af disse morgener, hjemme i Gjern, sad jeg på en bænk udenfor i stilhed og kom til at kigge på alle de små fugle der var i gang med at spise brødrester.

Dagen før havde jeg læst i mattæusevangeliet og kom i tanke om versene fra kapitel 6. At vi skal huske at se på Himlens fugle. Selvom de ikke sår, høster eller bringer noget til lade, så sørger vores himmelske Far altid for dem. Og vi bekymrer os, selvom vi er mere værd. For hvem kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig?

Som en person der let lader mig overvælde af bekymring for fremtiden, for min familie, for de mennesker jeg holder af, er det godt for mig at bruge tid på at iagttage fuglene.

Imens jeg sad og iagttog dem, slog det mig, at lige så ubekymrede de virker, lige så meget er de hele tiden i gang. De bygger og forstærker rederne, de finder føde og meget andet, sjældent ser du en fugl der sidder uvirksom hen. Jeg sad og overvejede om deres ivrige aktivitet har noget at sige os i dag?

Gad vide om nogle af vores bekymringer i virkeligheden handler om, at vi har for god tid til at tænke og bekymre os?

I vores del af verden ses viden som magt og utrolig meget at det vi bruger vores tid på taler til hjernen. Selv i vores kirker. Vi hylder det skrevne og det hørte, fremfor det erfarede. Jeg tror tro og tillid i højere grad skal erfares end forstås. Ofte kan jeg føle, at jo mere jeg ved, jo mere bekymret bliver jeg. Ofte kan jeg få fornemmelsen at al den viden jeg efterstræber, i virkeligheden skaber flere spørgsmål og mere tvivl.

Jeg holder meget af versene i Hebræerbrevet kapitel 11 fra vers 1: ”Tro er fast tillid til det der håbes på, overbevisning om det der ikke ses. Den er jo bevidnet om de gamle. I tro fatter vi at verden blev skabt ved Guds ord, så det vi ser, ikke er blevet til af noget synligt”.. Efter følger en passage hvor den ene troskæmpe efter den anden nævnes, alle disse havde det til fælles, at de ikke så løfterne opfyldt. Disse kæmper ønsker jeg må være et forbillede i tillid for mig, når jeg overmandes af bekymringer. Det vil jeg huske, imens jeg iagttager fuglene i min morgenstund med Gud.

Read More

Valmuen er for mig et symbol på den danske sommer. Særligt når de står så spinkle og fine med deres kraftige røde og orange farver i kornmarkerne. Jeg har altid elsket dem og plukket mange favne fuld igennem årene. Særligt som yngre kom jeg ofte hjem med valmuer, helt uden de smukke kronblade, hvor kun stilken var tilbage. Igennem tiden har jeg afprøvet alskens metoder til at få kronbladene til at forblive på stilken i en buket. Senest i denne uge afprøvede jeg et råd fra instagram, hvor jeg ved hjælp af neglelak kunne forsegle enderne for at undgå saften i at løbe ud og derved forlænge levetiden. Heller ikke dette virkede. Den eneste valmue der stadig står i min buket, var en, der endnu ikke havde åbnet sig op, da jeg plukkede den.

Den røde valmue symboliserer respekt, ære, håb og fred. Ord som er gode at tage med i en verden præget af nyheder om det modsatte.

Der er samtidigt noget med valmuens skrøbelighed, når de fjernes fra deres element, som jeg kan relatere til ind i mit liv

Jeg elsker vaner og rykkes jeg ud af disse, kan jeg have svært ved at komme tilbage igen. Det kræver kun en kort sommerferie. Derefter har jeg brug for at arbejde på og koncentrere mig om, for at komme tilbage på sporet igen og holde fast i mine kronblade. Ved at flytte mig fra mit element, er der risiko for at jeg mister mine kronblade, hvis jeg ikke er opmærksom.

Trosmæssigt er det også relaterbart. Jeg har levet et velsignet liv, oplevet Guds nærvær, guidning og ledelse flere gange. Alligevel er det svært for mig at holde fast, holde fast på de kronblade Gud giver. Holde fast, selv når det i menneskeligt eller bare i mine forståelsesramme virker usikkert eller uforståeligt at skulle gå en bestemt vej på Guds kaldelse. Bare det at lytte til Gud kan være svært. Det kræver at jeg har tillid til at Gud tætner og forsegler stilken. Det betyder bl.a. at have tillid til at han har alle mine behov i sine hænder og vil skærme mig.  

Respekt, ære, håb og fred, disse fire ord, vil jeg lade være en påmindelse på mine gåture, når jeg ser en valmue. Respekt og ære til Gud, som har skænket os håbet og som ønsker at hans fred må fylde vore hjerter og tanker.

 

Read More

Jeg har et område i min have, der er tilplantet med forskellige vildt-blandinger. Min tanke var dels at tiltrække sommerfugle og insekter, men også at når det først var tilplantet, kunne det passe sig selv

Kort efter tilplantningen vrimlede det da også med liv. Glæden var kort, for meget hurtigt bedet overtaget af tidsler. Alle de andre planter udover græs havde svært ved at komme til overfladen. Jeg besluttede mig derfor for, at jeg var nødt til at hive alle tidslerne op en for en. På trods af handsker blev mine hænder fyldt af små torne, som jeg efterfølgende trak ud med pincet. Først derefter kunne jeg slå græsset og give bedre betingelser for alt det andet jeg ønskede skulle bo i bedet

På samme måde tænker jeg med synd og de gentagne kampe i mit liv Her taler jeg vel og mærke om de kampe og den synd der skyldes at jeg holder fast på noget, som jeg enten bevidst eller ubevidst ikke ønsker at slippe. For mig kan det være alt fra vrede, rethaveriskhed, modløshed, bitterhed til at have ondt af mig selv og meget andet.

Jeg kender alle nuancerne af de forskellige kampe og får det først rodfæste er det svært og indimellem smertefuldt at hive det op. Men det skal hives op med rode og igen og igen kigges efter at nye skud fra frøene der kastet, så de ikke får fat igen. Det er et stort arbejde, men nødvendigt.

Hvis vi ønsker at Gud skal fylde os helt, skal vi skabe plads til ham først. Det gør vi ved at luge ud i alt det der skiller os fra Ham. Gud formanede os dengang og i dag til at følge Ham og søge Ham. Løfterne dengang er de samme som i dag.

5. mosebog kapitel 4 vers 29-31 far Biblen på hverdagsdansk:

”Da vil i begynde at søge Herren jeres Gud på ny og i vil finde ham, hvis i søger ham af hele jeres hjerte og hele jeres sjæl. Til den tid vil jeres nød og ulykke tvinge jer tilbage til Herren, så i atter adlyder ham. Herren jeres Gud er nemlig en nådig Gud. Han slipper jer ikke og lader jer ikke gå til grunde. Han glemmer heller ikke de løfter, han har givet til jeres forfædre”

Read More

Som ofte før på min fridag, var jeg denne morgen ved havet og vandre. Undervejs på turen kiggede jeg efter glasskår. På grund af de seneste dages blæst var der skyllet meget ind på stranden af småsten, krabber, vandmænd og tang. I starten gik jeg rask til og fandt ingenting.

Først da jeg stoppede op -satte farten ned og rigtigt kiggede efter, lykkedes det at finde nogle små glasskår i bunkerne. Hvor de tidligere har været nemme at få øje på pga. solens refleksion i glasset, var jeg nu nødt til at rode lidt op i bunkerne for at få øje på dem

Når travlhed og fyldthed sætter ind, som eksempelvis her op til sommerferien, kan jeg have det på samme måde i mit liv Jeg oplever jeg er opmærksom og kigger og kigger i farten efter de små velsignelser og skatte, men jeg når ikke at sætte farten så meget ned, at jeg opdager dem. Som på stranden er det sværere at få øje på det jeg leder efter i virvaret af alting

Opmærksomhed kræver tid I stedet må jeg slække på tempoet, sætte farten ned for at opdage gaverne, skattene og velsignelserne.

Flere gange på stranden samlede jeg et lille skår op, troede jeg. Først når de var tørret i min hånd blev det tydeligt, at det i stedet var en flad sten. I farten er det let at tage fejl. I skyndingen kan en sten ligne et glasskår, det er en lille ting.

I skyndingen kan vi være på vej på den forkerte kurs, det er langt vigtigere.

Det hjælper ikke at have travlt, hvis man går den forkerte vej eller som Kierkegaard siger: ”Livet kræver langsommelighed og af alle latterlige ting, forekommer det mig at være det allerlatterligste at have travlt. Problemet er bare, at travlhed kun giver værdi i den forstand, at den fylder tomheden ud for et kort øjeblik og man risikerer hverken at tage sig selv eller livet alvorligt” fra ”Enten- Eller” fra 1843.

Vi må i stedet stræbe efter at vende opmærksomhed på det rette. Som der står i de kendte vers fra Biblen i Mattæusevangeliet kapitel 6 vers 33:

”Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt andet gives dig i tilgift”

Read More