Et nyt perspektiv

For to uger siden, var jeg på ferie med min yngste datter på Sardinien. Da vi lettede på hjemturen, var det solrigt og skyfrit og vi havde det smukkeste udsyn over det meste af øen. Da solen var ved at gå ned, passerede vi et bjergområde. I det særlige lys, når jeg kiggede ned, lignede det at der var konturer af en vej der strakte sig så langt øjet rakte. Imens vi sad og så solen gå ned, tænkte jeg på, at fra mit perspektiv, så det ud på en måde. Min datter lagde mærke til noget andet og så det som en flod, da hun kiggede ned. En tredje mulighed kunne være et bjergpas, vi kiggede ned på. Havde vi stået på jorden og set op, havde perspektivet igen været anderledes. Ingen af perspektiverne er forkerte, de er bare et begrænset udsnit, set fra hvert sit udgangspunkt og filteret igennem hvert sit subjektive filter. Ud fra hver vores lille virkelighed danner vi billeder af det vi tænker er sandt. Tankerne gav mig pludseligt en ny vinkel også ift. mit liv og min trosrejse.

Hvor ofte stopper jeg ikke op og kan ikke se vejen videre frem? Dvs. måske kan jeg se de næste skridt, men jeg bliver alligevel frygtsom, fordi jeg ikke kan se hvad der sker når vejen drejer. Ud fra mit perspektiv ser det måske ud til at vejen ender blindt, fordi min synsvidde er begrænset. Måske var min forventning at gå på en bred vej, i stedet for at vejen tog form af en lille skovsti? Måske kan jeg ikke se at vejen bugter sig videre, fra der jeg står frem mod endemålet? Hvordan vejens forløb er, er egentlig ikke noget jeg behøver bekymre mig for. Gud har jo lovet at hvis jeg tror vil han gå med mig. Som troende menneske må jeg i stedet stole på at mit perspektiv er begrænset. Kun Gud ser det fulde perspektiv og han har min vej for øje. Jeg må bare gå et skridt af gangen.

Johannes 14 vers 5-7

Thomas sagde til ham: »Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?«  Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.  Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.«

Dorthe Sandvad