Blændet

Hver aften går jeg den samme tur med vores lille hund. Vi går bagom i det villakvarter vi bor i og langs alle husene, hvor der ikke er gadelygter og ofte et smukt udkik til stjernehimlen og den anden dag, svage aftegninger af Nordlys. Hver gang skal jeg være opmærksom, der hvor stien slår et knæk og jeg bevæger mig ind i villakvarteret og gadelygterne. Ser jeg ned, er stien ikke tydelig og jeg bliver blændet af det pludselige lys, jeg er i stedet nødt til at kigge op og ud.

Måske er det et meget godt billede på hvad der sker når vi fikserer vores blik og kigger ned, i håbet om at finde vores vej og holde balancen?

Læste et for mig pudsigt stykke i Biblen til min morgenstund med Gud, det står i Salme 38 vers 18. ”For jeg kan let snuble og min smerte har jeg altid for øje”. Pudsigt og stærkt, meget genkendeligt i hvert fald i mit liv.

Min egen smerte, om det så er sygdom, skavanker, bekymringer, sorg, uretfærdighed eller noget helt andet, jeg synes der fylder - larmer. Uanset hvad der er på spil, kan det fylde min bevidsthed, endda så meget at det er svært for mig at have øje på andet eller andre.

Jeg tror vi som troende er kaldet til at gå en anden vej. En vej hvor vi skal løfte vores blik. Løfte blikket og bede om indsigt til at se hvad Gud ser. Bede Ham åbne vores øjne og løfte vort hoved, så vores eget liv ikke opsluger os, ikke opdager de mennesker der er omkring os og ikke opdager hans perspektiv.

Guds blik på os og på andre ændrer perspektivet. Hvor jeg måske i mit eget liv mærker at jeg ikke slår til, ser Gud på mig og ser at noget er i proces. Når jeg ser min smerte, ser Gud et formål. Når jeg ser alt der mislykkes, ser Gud noget der er ved at formes og endnu ikke er færdigt. Når jeg taler mig selv ned og holder fast i mine fejl, ser Gud på mig med øjne fulde af nåde og fortæller mig, at jeg er værdifuld.

Indimellem taler Gud, men indimellem sender Han også mennesker på vores vej, som er talerør for Ham. Mennesker som tør se op og minde andre om hvem de er, hvis andre står blændet uden at kunne se.

Vi kan alle være den der i dag minder et andet menneske om dets værd. Alt det kræver er at løfte vores blik og bede Gud om vejledning til at trøste og opmuntre bare et menneske i dag