Mit indre kompas

Jeg sad i sidste uge og forberedte mødeledelse til en aften omkring vandring og det at finde forskellige åndelige stier, hvor man er åben overfor at lytte til Guds stemme.  Mens jeg forberedte mig, blev jeg mindet om en snak med en af mine piger, der var nysgerrig på  hvorfor jeg elsker at vandre.

I min hverdag er der ofte meget støj. Støj forstået både bogstaveligt, men også mentalt støj. Andre menneskers forventninger og udfordringer, krydret med mine egne forventninger og udfordringer. Endeløse behov omkring mig, hvor det aldrig kan lykkedes at dække dem alle, måske kun et lille udsnit. Ikke desto mindre er behovene der og det kræver et dagligt sorteringsarbejde. I dette arbejde får jeg jævnligt flyttet mig væk fra mig selv, involveret mig i andres behov og indimellem bliver jeg så engageret at jeg glemmer at zoome ind på min egen tilstand. Måske strækker jeg mig lige lidt mere, tænker at snart kommer der mere tid- eller hvad jeg får sagt til mig selv.

Som regel kommer uroen der og jeg får svært ved at navigere Jeg bliver i tvivl om hvilken vej jeg skal og jeg kan pludselig ikke mærke mit indre kompas.

Det kræver tid og for mig ofte bevægelse igen at zoome ind. Mærke mit indre kompas, som der som regel ved hvor jeg skal hen.

Mit indre kompas er et kludetæppe af mange forskellige erfaringer, men ikke mindst er det der, hvor den Gud som bor i mit hjerte og har taget bolig i mig, kan navigere mig ud fra.  Mit indre kompas handler ikke om hvor jeg lige nu ønsker at gå hen, men jeg tror Gud guider mig mod min sejlrende

Det kræver evnen til at lytte og roen til at tage Guds guidning ind.

På vores båd har vi et navigationsudstyr der bl.a. fortæller hvilken vanddybde vi bevæger os på. En vigtig viden for at undgå at støde på grund, som vi før oplevede, da vi endnu ikke havde det udstyr. En masse skrammer og skader er undgået ved at følge navigationens guidning.  Således endnu mere ved at følge Guds guidning i vores indre kompas.

Som der står i en børnesang fra min barndom: ”Min båd er så lille og havet så stort, men Jesus har grebet min hånd. Når han står ved roret så går det så godt, på vejen til Himmelen slot.. ” Det uanset om vejen er lang eller kort, dette ændrer ikke ved at med Gud ved roret kommer vi sikkert frem