At blive grebet
Jeg stod i metroen, på vej i lufthavnen for at hente min datter. Det var myldretid og metroen var helt proppet. Ind kom dog en ældre mand der skubbede andre væk for at komme ind, han brugte en rollator til at presse andre sammen, så der blev lidt plads om ham. Da metroen satte i gang, resulterede det i, at en lidt yngre mand blev skubbet, da rollatoren kørte ind i hans ben. Han snublede, da han intet havde at holde fast i. Straks var der dog et par arme der greb ham og holdt ham oppe. Jeg var selv holdt oppe af de andre der stod tæt op af mig, nu klumpet endnu mere sammen, for at undgå at blive kørt ind i. Jeg sendte manden, der havde grebet fat og holdt den anden oppe, et smil, imens jeg tænkte på, hvor sjældent det efterhånden er at se arme række ud og gribe andre.
Tankerne vandrede til, at hvor ville jeg dog ønske, at vores kirker var et sådant sted. Et sted hvor man kunne blive holdt oppe af andres stærke arme eller at andre holdt ens arme oppe i bøn, når trætheden indfandt sig.
Jeg tror det findes, men mærker og hører også, at mange er skuffede og desillusionerede. Fællesskabet rummede ikke det han eller hun kæmpede i eller måske turde de ikke invitere andre ind i deres smerte? Måske er det også der vores udfordringer ligger? Måske er vi blevet så bange for at være fejlbarlige og bange for at udstille vores sårbarhed. Hvad ville der ske hvis kirken gik forrest og var det sted hvor vi ikke behøvede være perfekte?
Som Matthew West synger i:” Truth Be Told”: “Løgn nummer 1, du skal have styr på alt. Når nogen spørger, hvordan det går, smiler du og svarer: Aldrig haft det bedre. Løgn nummer 2, alle andres liv er perfekt udover dit. Så hold dit rod, dine sår og dine hemmeligheder bag lukkede døre
..Jeg siger alt er godt, ja ja jeg har det fint, men jeg er ødelagt. Jeg siger alt er i kontrol, men jeg har ikke kontrollen og Du ved det. Jeg ved ikke hvorfor det er så svært at indrømme, at være ærlig er det eneste der kan forandre. Du kender allerede mine svigt, mine fejl og min synd- så lad os tale sandhed”
.. Der er et skilt på døren hvor der står, kom som du er, men jeg tvivler. Hvis vi levede efter det, ville alle pladser om søndagen være proppede. Men sagde Du ikke, at kirken skulle være mere som et hospital. Et sikkert sted for de syge, synderen, de skræmte og den fortabte ligesom mig?
..Kan jeg virkelig stå her uden skam, vidende at din kærlighed til mig er uforanderlig? Åh Gud hvis det er sandt, må der tales sandhed