Bønnens kraft

Bønnens kraft

De fleste i min familie elsker fantasy- universet så den genre bliver ofte valgt, når der traditionen tro er filmhygge om fredagen hos os, hvor vi skiftes til at vælge.

Særligt min mellemste datter elsker Harry Potter universet og har elsket det i efterhånden mange år. Dette betyder, at vi alle har set filmene flere gange, særligt de sidste to film, hvor intensiteten er stor og kampen mellem det gode og det onde er afgørende.

Har hjemmearbejdsdag og sad og ordnede regnskaber, hvilket for mig altid er lig med lyst til overspringshandlinger, da en mail poppede op med folderen til alliancebedeuge. Jeg har altid fundet det værdifuldt, at kirker står sammen i fælles bøn for vores område, vores kirker og for hinanden.

Jeg tror på bønnens kraft og tror på at vi slet ikke til fulde forstår hvilken kraft og magt der er i de foldede hænder.

Et godt billede for mig på hvad bøn kan udrette og hvad bøn er fra mig, kommer fra de sidste film med Harry Potter. Den lille trio flytter sig rundt, på jagt efter at destruere ondskaben samtidig med at de selv bliver jagtet. En af hovedkaraktererne Hermione starter med at sikre deres tilflugtssteder ved en trylleformular, som dækker dem, deres telt og det område de bevæger sig på. Man ser i filmen hvordan en tynd usynlig mur adskiller dem og gør at de for fjenden er skjult. Først når det er sket kan de alle hvile sig.

Tænkte, at for mig er det et godt billede på bøn og forbøn. At vi igennem bønnen gør os og andre usynlige for satans angreb, vi skjules. Ligesom Hermione skaber en gennemtrængende mur med sine ord, således aktiverer bønnen engles beskyttelse over os og over de vi beder for .

I Daniels bog i kapitel 9 fra vers 20 er beskrevet, hvordan Gud sender hjælp så snart Daniel begyndte at bede, som her fra ”Biblen på hverdagsdansk” i vers 23:”.. Så snart du begyndte at bede blev jeg sendt afsted med en besked til dig..”.

Jeg synes det er fantastisk, tænk at den almægtige Gud og Far sender besked når jeg beder for mig selv eller for andre. Lad os bruge det våben, lad os gå ind i alliance-bedeugen med det for øje, at dække hinanden i bøn og være bøns-kæmper. 

Dorthe Sandvad