At vende vrangen ud

Jeg skulle til en fest for nyligt, hvor jeg ikke kendte så mange. Måske derfor brugte jeg en del tid på at forberede mig og endte med at bruge en del tid på at gøre mig klar.

Da jeg ankom til festen og ville låne toilettet, opdagede jeg, at jeg i skyndingen havde vendt vrangen ud på min kjole. Taknemmelig over opdagelsen inden jeg havde hilst på folk, fik jeg vendt min kjole og kunne gå ind og deltage i festen. Mange klummer kunne skrives om at deltage på trods, at være med det der var o.lign., men det der slog mig ved oplevelsen var, hvor meget vi ofte gør for at fremstå pænt, ikke blot i vores ydre men også i vores indre.

Blev mindet om en oplevelse jeg har haft. Jeg skulle have en samtale med en og havde en bøvlet dag. Tidligere på dagen var der sket noget i mit privatliv, som havde skubbet min balance. Jeg kunne mærke min følsomhed og italesatte overfor vedkommende, at jeg i dag var lidt hudløs, så vedkommende ikke behøvede, at tolke på det der var i rummet mellem os. Vedkommende svarede: ”Åh du er kommet til at vende vrangen ud i dag, det kender jeg godt.”

Dette blev efterfulgt af at vedkommende lavede en ekstra god kop kaffe til mig,

Hvilket fantastisk billede og udtryk. Det var spot on sådan jeg havde det. Min sårbarhed var tydelig, ingen af de grimme syninger og samlinger var dækket.

Det smukke i historien var ikke den fantastiske konklusion vedkommende kom med, nej det smukke var, at ved at stille mig der hvor sårbarheden var synlig, fik vedkommende mulighed for at række sin hånd frem og her i denne situation tilbyde en kop kaffe.

At række ud til andre åbner vores hjerte en lille smule op og hjertet vokser. Samtidig vokser vi i styrke og samhørighed. Vi har brug for andre og andre har brug for os.

Vi er begrænsede mennesker, men vi kan alle gøre lidt, lige der hvor vi er. Moder Teresa sagde i et interview: ”Vi kan ikke udrette store ting, men kun små ting udført i stor kærlighed og små ting gjort med stor kærlighed, vil kunne forvandle verden”.

Hvem kunne du i dag række en kop kaffe? Et opmuntrende ord? Et knus? Hvordan kan du i det små række Guds kærlighed og omsorg videre, til en der måske går med vrangen ude i dag?

Read More

Nu falmer skoven

Jeg bor i det smukke Søhøjland tæt ved Silkeborgskovene. Gik en tur i dag og gav mig tid til at betragte en smuk gammel eg, hvor de yderste grene var blevet ramt af den første nattefrost. Smukke gule og orange strejf, var nu iblandet det grønne og skabte et smukt spil op imod solen.

Havde siddet i denne uge og kiggede billeder igennem, fra da mine piger var små. Min ældste datter skulle bruge billeder til en livshistoriefortælling på efterskolen. Kiggede på pigerne, genoplevede mange minder og blev opmærksom og taknemmelig over alle de stjernestunderne der har været. Opdagede også hvordan livet har sat sine spor, når jeg så på billederne af mig selv.

Fra forelskelsens forår hvor alt spirede. De første billeder af forventning, en bule der voksede på maven, et liv der var på vej. Latter i øjnene, letheden og livet der sprang ud i et væld af farver.

Til sommertiden hvor de alle 3 var små. Dagene og udviklingen gik i rivende fart fra barsel, til pasning ude og skolegang. Varme og tordenbyger, gråvejrsdage og sol. Logistikken, vågne nætter mm gav de første furer i ansigtet og antydningen til det første grå hår.

Skoletiden med lærdom og vækst førte hen til den første høsttid og de første frugter.

Nu er pigerne halvvoksne, så småt på vej ud af reden.

Furene er blevet dybere i ansigtet og de grå hår er begyndt at trænge sig på, et af gangen. Nattesøvnen bliver stadig udfordret, men nu af tanker for de, jeg ikke helt kan holde så tæt mere. Ikke nødvendigvis længere af et barn der ligger på langs og spærrer sengen, hoster eller har feber. Der er stadig brug for skuldre at græde ved, et trøstende ord eller et lyttende øre.

Nuancerne bliver stærkere, da bekymringerne også ændrer karakter. En ny tid, en tid med plads til eftertanke, men også med plads til savn, bekymringstanker og de andre dybere facetter.

Mine bønner har ændret sig igennem familielivets årstider. Gud er dog stadig den samme og han er trofast. Her i efteråret finder jeg ofte ro og trøst i versene fra Esajas bog 46 vers 4: ”Til i bliver gamle, er jeg den samme. Til i bliver grå, bærer jeg på jer. Det har jeg gjort og jeg vil stadig løfte jer, bære på jer og bringe jer i sikkerhed”

Read More

BEREGNER NY RUTE

Jeg har for vane, eller måske er det nærmere en uvane, at lade GPSén være sat til, nærmest uanset hvor jeg skal hen. Det har til dels sin berettigelse, da jeg har en utrolig dårlig stedsans, hvilket dog ikke forhindrer mig i være ret sikker, indimellem skråsikker på hvilken vej jeg skal. Det resulterer ofte i en GPS der er uenig med mig i hvilken vej jeg kører og kommer med et venligt men bestemt, ”beregner ny rute”.

Det er først når jeg virkelig ikke ved hvor jeg er, at jeg lytter med koncentreret opmærksomhed på GPSén. Pludselig følger jeg instrukserne og på den måde bliver jeg ledt hjem. Oftest Ikke den lige vej, men på den alternative rute. Dette har ført mig en del sjove steder, blandt andet igennem en skovsti, hvor jeg fik besøg af et egern på biltaget

Kom til at tænke på hvor ofte jeg ikke bruger Gud som en GPS på autopilot. Jeg har min egen ide om hvor jeg er på vej hen og hvordan jeg kommer det, men tænder for ”Guds GPS” , måske ikke for at høre rigtig efter. Selvom jeg ikke kan finde vej, er jeg oftest så indbildt at jeg tror, at jeg har en udmærket stedsans. Når jeg så pludselig står et sted, faret vild og i tvivl om vejen, vender jeg mit fokus på Gud og lytter, nu med skærpet opmærksomhed. Gud er tålmodig, han venter til jeg er klar til at lytte og leder mig derefter hjem Det på trods af at mine egne forsøg måske har fjernet mig langt fra den oprindelige vej. Gud ønsker i sin kærlighed til os at lede os den bedste vej, kun han ved hvad der venter på vores vej og hvilke omveje vi kunne have undgået.

Jeg tænker tit på Guds grænseløse tålmodighed, når jeg igen og igen må bede ham vise mig sin vej, når jeg har bevæget mig væk fra ham. Han giver aldrig op på at beregne en ny rute til mig, for hans endemål er at vi en dag skal være sammen for altid i Himlen.

Et af mine yndlingssteder i biblen som jeg igen og igen vender tilbage til, er fra Esajas 42 vers 16: ”Jeg fører de blinde af veje de ikke kender, jeg leder dem af stier de ikke kender. Jeg gør mørket foran dem til lys, det bakkede land til slette, det vil jeg gøre og jeg opgiver det ikke”.

Read More

Blomsten

Da min mellemste datter var mindre, var det noget af det bedste, hvis vi kunne gå hjem fra børnehaven. Alt på vejen skulle undersøges og da vi bor i et skovrigt område, var der ofte snegle og forskellige former for orme og insekter der skulle hjælpes over stien eller undersøges. Turen kunne let tage lang tid, da der også skulle holdes øje med åen, puttes blade i og se dem komme ud på den anden side af broen og meget andet.

En dag vi gik hjem, fandt hun et blomsterløg på stien. Fuld af glæde over sit fund proklamerede hun, at den skulle plantes tættest på døren, så vi hver dag kunne holde øje med væksten. Vokse gjorde den. En lang skæv stængel, som hurtigt pjuskede til alle sider. Jeg er ikke botaniker og anede ikke hvad det var, men køn var den ikke. Min datter jublede derimod, hun fandt den evig sej, at den kunne vokse så hurtigt. Flere gange overvejede jeg at flytte den til et mere diskret sted i haven. Min datter passede den dog så trofast at jeg trods alt ikke nænnede det.

Da vi kom hjem fra sommerferie og hun som det første, skulle hen og se til sin plante, råbte hun glædestrålende. Den havde fået 3 store blomster og viste sig at være en smuk mørkerød lilje.

Min datter gav mig den dag en lektie i mildhed og i at bevare håbet og troen for noget andet. Hun havde passet den samvittighedsfuldt og heppet på den, så den til sidst foldede sig ud. Hun så noget jeg ikke havde fået øje på.

Hvor ofte glemmer jeg ikke det i relation med mennesker? At se på andre med nådige og milde øjne, heppe på de der trænger til lidt ekstra, før de tør folde deres blade ud.

Gud har skabt os i sit billede i Esajas 43 v 4 siger Han: ”For du er dyrebar i mine øjne, højagtet og jeg elsker dig”. Efterfulgt af et: ”Frygt ikke”.

Gud hepper på os. Han ser på os med milde og kærlige øjne. Uanset om din vækst er harmonisk eller du også en vækst der stritter til alle sider og er vind og skæv som min datters blomst. Ja så elsker Gud dig, han ønsker ikke at sætte dig i et diskret hjørne, men stiller dig frem og passer, plejer og værner dig hver dag. Han ønsker, du skal folde din blomst ud i al den skønhed han har skabt dig til.

Read More

Når tågen letter

Det var tidligt på dagen, en af de allerførste forårsdage i år, hvor rimen stadig var i græsset og vinden bed i kinderne. Jeg var tidligt oppe, fordi jeg skulle videre på et kursus. De første fugle kvidrede i skumringen og det var helt tåget.

Jeg gik godt til, det var koldt og lidt ufremkommeligt, men jeg kendte heldigvis vejen Jeg har gået den ofte før og fulgte stien op. Længere og længere op til højdepunktet.

Da jeg nåede toppen af bakken, kunne jeg iagttage solens forsøg på at trænge igennem tågemasserne. Øjeblik for øjeblik blev tågen fortrængt af solen. Det lignede en dramatisk kamp, indtil tågen til sidst opløstes og umærkeligt forsvandt og jeg stod og så ud over søen med en høj blå himmel over mig.

Jeg blev ramt af synet og kom til at tænke på, hvor ofte jeg ikke traver rundt i tågen i mit eget liv. Jeg ser måske kun lige lidt frem, mit udsyn er begrænset af den tåge der om mig. Jeg går i cirkler eller går måske i stå. Oftest famler jeg mig frem, fordi jeg ikke kender vejen og endemålet. Andre gange går jeg lidt raskere til, fordi jeg tror jeg ved, hvor jeg er på vej hen.

Indimellem mister jeg orienteringen og kan kun se tågen om mig. Det sker når jeg lader mig begrænse af mit manglende udsyn og måske stopper op i frygt for det ukendte, det jeg ikke kan se foran mig. Andre gange er tilliden større og mine skridt lettere. Det er de stunder, hvor jeg ikke er i tvivl om at Gud leder mig og fører mig. Det er også de stunder hvor jeg i mit hjerte ved, at lyset vinder, lyset kan fortrænge tågen som det eneste.

Kom til at tænke på teksten i 1. korinter kap 13 i vers 9-10 og 12. At vi endnu forstår og erkender stykkevis, men endda skal vi erkende fuldt ud. At det vi ser, er som i et spejl, som en gåde, men engang skal vi se ansigt til ansigt og erkende fuldt ud.

I Esajas 42v16 står der: ”Jeg fører de blinde af veje de ikke kender. Jeg leder dem af stier de ikke kender. Jeg gør mørket foran dem til lys, det bakkede land til slette. Det vil jeg gøre og jeg opgiver det ikke”

En dag letter tågen i mit liv. En dag får jeg lov at se det store billede, indtil da må jeg trofast og tillidsfuld tro på, at Gud fører mig ud af tågen og op i Hans lys. På Hans vej og i Hans lys er der jeg ønsker at være.

Read More

SE OP!

Gik en lang tur alene i skoven.

Halsen var snøret sammen. Øjnene brændte efter mange tårer og benene var tunge, efter en nat uden søvn. En jeg holdt af og havde kendt over flere år, havde valgt at tage sit eget liv dagen før. Ladt tilbage var alle spørgsmålene, tankerne, frustrationerne, smerten og sorgen.

Jeg vandrer i alle livets årstider, når fødderne svæver og hjertet er let og som nu hvor benene er trætte, hjertet tungt og knuden i maven tynger. Jeg elsker at vandre. Skridt for skridt. Jeg går indtil fødderne bevæger sig selv og finder et tempo og en lyd, der smelter sammen med naturen om mig. Jeg går til tankerne slipper.

Vejen var smal og kuperet, flere steder var der væltede træer og jeg gik langsomt og forsigtigt frem, imens jeg kiggede ned på vejen foran mig.

Pludseligt fik jeg et chok. Lige foran mig på stien, da jeg kiggede op, stod et rådyr. Den var mindre end 50 meter væk. Med sine smukke brune øjne, stod den helt roligt og kiggede på mig. Den viste ingen frygt, men kiggede nysgerrigt og afventende på mig. Jeg gav et forskrækket gisp og den sprang i lette hop ind i skovbrynet, hvor den fortsat betragtede mig og jeg stod stille og betragtede den.

Da jeg stod der, blev jeg mindet om versene fra esajas- bog kap. 41: 10:”Frygt ikke for jeg er med dig, fortvivl ikke for jeg er din Gud. Jeg styrker dig og hjælper dig, min sejrrige hånd holder dig fast”

Jeg fastholder ofte min frygt når jeg ser ned. Jeg leder ofte desperat efter fodfæste, forsøger at balancere og være i kontrol. Indimellem er min vej også smal og kuperet Det føles som om jeg skal bruge al min energi på at holde balancen. Jeg glemmer ofte at stoppe op og løfte mit blik. Da Peter løftede sit blik fik han lov at vandre med Jesus på søen, som der står beskrevet i Mattæus -evangeliet. Lad det være en invitation.

Når jeg i sorg og smerte løfter mit blik og ser på Ham, får jeg kraft til at gå, et skridt af gangen også ind i sorgen og frygten. Jeg går ikke alene, Gud er med i sorg og glæde også i alt det jeg ikke forstår.

Read More

Spindelvævet

En af mine fineste titler er at være mor, det er for mig et meget dyrebart hverv og noget af det største der er hændt mig, Tænk at blive betroet 3 unikke, dyrebare mennesker i min varetægt. Unikke, da de alle 3 bærer noget af Guds DNA i sig. Ved at se på det unikke og særegne hos mine døtre, kan jeg lære noget om Guds væsen.

Min ældste datter er en unik læremester for mig. Hun bærer på en hel særlig vis en følsomhed og en æstetik, som jeg har gavn af at blive mindet om, da jeg ofte glemmer den del i hverdagen.

For år tilbage gav hun mig en vigtig lektion i den henseende. Det var en hverdagsmorgen. Vi var på vej i børnehave og skole og sent på den, som ofte før i vores familie. Jeg var lige blevet færdig med at spænde de to andre fast i bilen, da jeg opdagede, at hun manglede.

Jeg fandt hende i haven, hvor hun stod ved vores bøgehæk. Hun stod helt begejstret og fortryllet og kiggede på et spindelvæv med store vanddråber i. Lyset reflekterede i spindelvævet og gav et næsten regnbueagtigt lys. Da jeg kom, udbrød hun betaget: ”Mor er vi ikke bare heldige at vi oplever dette lige nu. Det er det smukkeste jeg nogensinde har set”.

Jeg var gået ned i haven med utålmodige skridt, men mærkede lige der i det øjeblik, at hun havde valgt den vigtige del. Hun gav sig tid og valgte at nyde Guds skaberværk og gemme det i sit hjerte. Hun havde øje for det storslåede, det smukke og for øjeblikket. Hun er fortsat min læremester i at gribe øjeblikket og se og mærke det der udspiller sig foran mig.

Om lidt starter min sommerferie, jeg vil gå min i møde, ved at øve mig på at åbne alle mine sanser. Tage imod den skønhed der er om mig. Tage imod naturen, kunsten, poesien, litteraturen eller måske et smukt musikstykke. Jeg vil lade mig fylde af øjeblikke og værdifulde samtaler. Lade mig stoppe op og blive fortryllet. At turde stoppe op og tage imod skønheden, hjælper mig til at åbne mig for Gud i taknemmelighed.

Gud ønsker at give os i overflod af hans gaver, ofte glemmer jeg bare at stoppe op og påskønne det eller endda opdage det.

Read More

OPRØRT HAV

Med en til tider tung bagage at bære, som for mit vedkommende handler om meget smerte fra min baggrund, men også om en sygdom med kroniske smerter, kan jeg indimellem føle at jeg går i knæ. At vægten er for tung at bære, at det er for svært at stå fast og holde mit fodfæste. Tyngden kan føles så overvældende at det føles som om det skyller sammen over mig, at jeg mister fodfæstet og kan drukne.

En af den slags dage hvor de følelser dominerede, gik jeg en lang tur langs havet. Det var fortsat sommertemperaturer, vinden var i øst og blæsten var voldsom. Jeg gik i vandkanten. Bid for bid åd bølgerne sig ind i bredden og stranden var næsten væk og rødderne var blotlagt på flere af hybenroserne langs stranden.

Med en øredøvende lyd blev sandet kastet tilbage til strandkanten og landede i nye formationer. Jeg måtte bruge alle mine kræfter på ikke at blive suget med ud i bølgerne, når vandet trak sig tilbage med sin ladning af sand og småsten.

Fascineret af naturens kræfter, mærkede jeg hvor lille jeg er. Lille overfor naturens kræfter, men endnu mindre, i min viden om at Gud er skaberen og beherskeren også af de vilde kræfter der udspillede sig om mig.

Blev mindet om versene i Esajas 43 vers 1-2: ”Men nu siger Herren, han som skabte dig Jakob, han som dannede dig Israel. Frygt ikke for jeg har løskøbt sig, jeg kalder sig ved navn du er min. Går du gennem vand er jeg med dig, gennem floder skyller de ikke sammen over dig, går du gennem ild bliver du ikke forbrændt. Flammen brænder dig ikke.”

Selv når vores fodfæste skrider, når vores bagage bliver for tung, eller vi kommer til at se ud på det frådende hav og føler os bange. Lige der siger Gud: ”Frygt ikke”. I Guds hænder får vandet ikke lov at skylle sammen over os, vi kan stå uden at blive trukket med. Måske bliver vores rødder også blotlagte, måske lykkedes det ikke helt for os at slippe frygten, måske mister vi fodfæstet en stund, men Gud er trofast, han holder dig. Han har skabt dig og mig og løskøbt os. Den Gud som er behersker af alt, kalder os ved navn og formaner os til i kærlighed at slippe frygten og overgive os.

Read More

Da vi kom hjem fra ferie i år, havde en lille fugleunge forvildet sig ned i skorstenen og rutsjet ned i vores brændeovn. Den var fortumlet, sulten og havde slået sig. Vingen kunne ikke foldes ud.

Hvor ofte har jeg ikke stået med min ældste, passet og værnet om hende, bedt for hende, da hun er født med en vinge der ikke helt kan strækkes ud. Det at have en brækket vinge i et samfund hvor præstation og resultater betyder noget er svært. Det kan føles som om at der ikke er plads til langsomheden det kræver for at noget brudt kan heles. Vi har ikke tid nok til at vente.

Nu, mange tårer og kampe senere, med en diagnose på et papir, er hun klar til at folde vingerne ud. Nænsomt må jeg være klar til at slippe, så hun kan flyve ud i den verden der venter hende.

Denne uge står i efterskolens tegn. Min ældste datter skal starte op i den kommende weekend. Det er på alle måder en milepæl, for os som forældre, for min datter men også for hendes søskende.

Hvor er det godt at vide at Gud forud har lagt vejen til rette, at han har beredt vejen. Klynger mig i disse dage til ordene fra Jeremias 29 vers 11 og 12: ”Jeg ved hvilke planer jeg har lagt for dig, siger Herren, planer om lykke ikke om ulykke om at give dig en fremtid og et håb”

Glæder mig til at lytte til hvad hun ser på hendes vej. For det der sker i langsomheden er, at når vi af den ene eller anden grund ikke kan flyve stærkt, kan vi få alle de smukke detaljer med.

Det er svært at slippe. Svært at turde tro at vingen nu er så stærk, at den kan flyve derhen hvor hun skal. Det er let at holde fast. Men for hun kan nå sin bestemmelse, må hun selv sprede vingerne ud og flyve og jeg skal give slip. Heldigvis går hun med Gud og med hans løfter. Han er den der på forhånd har beredt vejen for hende.

”se himmelens fugle, de sår ikke, de høster ikke og samler ikke i lade og jeres himmelske fader giver dem føden. Er i ikke langt mere værd end dem?” (Mattæus 6 vers 26)

Den lille fugl kom til kræfter. Da vingen var stærk nok og den havde fået fyldt depoterne op, tog den afsted.

Read More

Glatslebne glasskår

For nyligt i påskeferien, gik jeg med min ene datter langs havet og ledte efter skjulte skatte. Smukke sten, ekstraordinære sten, hullede sten og smukke glitrende glatslebne glasskår. Det at finde et sådant og mærke hvordan de skarpe spidser ved havets og sandets hjælp, er blevet slebet helt glat. At holde det op i lyset og se solens stråler reflektere ind i de smukke farver er nærmest magisk, et lille hverdagsvidunder. Ingen kender glasskårets historie, hvordan det er endt i et skår og endt nu på stranden. Brudt, men smukt afslebet.

Var med en beboer fra mit arbejde på et glaskursus for nyligt. At iagttage hvordan flammen fra gasflasken stille og roligt smeltede glasset. Gennemlyste og varmede det, så det blev formbart var for mig en mindelse. En mindelse om at vi må stille os der hvor Guds flamme kan varme os op og gøre os formbare. Vi må være villige til at lade vore kanter slibe af det vind og vejr Gud sætter på vores vej. Vi skal turde at lade os forme.

Vi er langt mere værd for Gud end et glasskår. Flere steder i biblen er billeder som at vi er sølv eller guld for Gud nævnt. Sølv og guld som varmes i smeltediglen, hvor det lutres og renses. Gud ønsker at forme og danne os, han ønsker at slibe vore hårde kanter bort, så vi bliver mere og mere glatslebne og formbare. Det ønsker han blandt andet at gøre, for at vi kan stå, holdt op i lyset og glitre og funkle. Ved at lade os forme træder vi tættere på Guds formål for os. Han ønsker vi skal fylde den plads han har givet os hver især.

Vi er samtidigt også hver især et glasskår. Vi er hver især blevet brudt og såret, her i livet. Noget er ikke intakt mere, noget i os er knækket. Vi må løfte vores brudthed op til Gud og lade Ham med sin sol, vind og vand slibe vores kanter af, det må vi gøre igen og igen. For selvom vi som glasskåret er blevet slebet glatte, er vi dog et glasskår som kan knække igen, da vi som mennesker så let snubler og falder. Det at vi er brudt en gang, betyder ikke, at vi ikke kan knække igen.

Gud er den der heler. Vi som mennesker kan række vores nærvær og omsorg ud og nænsomt værne om det brudte i et andet menneske.

Read More

At blive set på..

For nyligt skulle jeg bruge et nyt portræts billede. Jeg kiggede lidt desperat mit galleri igennem på telefonen. Vidste egentligt godt, at jeg kun havde få billeder af mig selv og de jeg havde, var i en forkert opløsning, uklare eller meget gamle. Der var ingen vej udenom, jeg var nødt til at blive fotograferet.

Jeg kan ikke fordrage at få taget billeder, jeg kan lave mange overspringshandlinger for at undgå det. Oftest er handlingen, at jeg den der tilbyder at være fotograf.

Kom til at tænke på hvorfor det er på denne måde? Hvad er der ved kameralinsen der afskrækker eller vækker min modstand?

Opdagede, at det er følelsen af at blive set på, vurderet og udstillet. En frygt for at blive set på og opdage at jeg falder igennem, at jeg ikke var nok. Foran linsen er der intet at gemme sig bag, jeg føler mig nøgen og usikker. Kameraet er et spejl en forlængelse af fotografens øjne.

Ofte tillægger jeg andre, at de har det samme negative blik, som jeg kan have på mig selv. Jeg tillægger andre at se vurderende på mig, at de vejer mine fejl og mangler og holder dem op imod mine kvaliteter. I det kan jeg være bange for at blive afsløret. Samtidigt ved jeg, at det bor hos mig, for når jeg er fotograf, ønsker jeg at andre skal stråle og mit billede udtrykke deres kvaliteter.

Jeg vægrer mod at holde spejlet op, se på mig selv. Ofte starter det den negative monolog, alle de løgne jeg har bygget op igennem årene. For at bryde med dem, må jeg tage imod et mildt blik. Jeg må turde at lade mig se på, tro at jeg bliver set på af et venligt og kærligt blik igennem kameralinsen. Et blik der ser mig og ønsker at vise hvem jeg er

Som der står i ordsprogenes bog kap 27: 19: ”Som vandet spejler ansigtet, sådan spejler hjertet mennesket” og i efeserbrevet kap 1 v 4: ..”at Gud har forudbestemt os til at stå hellige og uden fejl for hans ansigt i kærlighed”

Hvor er det fantastiske ord. Gud har i sin kærlighed til os, forudbestemt os til at stå uden fejl foran hans ansigt. Vi må ranke ryggen, se ind i Guds kærlige blik der ikke ser væk, men som ønsker at gennemlyse os med sin kærlighed.

Read More

Vor far

Noget af det bedste jeg vidste som barn, var når jeg fik lov at lave noget helt alene med min far. Som en del af en søskendeflok på 6 var det ikke så ofte muligt, men jeg elskede når det skete. Jeg husker særligt en aften, hvor min far tog mig med ud i haven og viste mig et lille pindsvin. Det var ikke så meget selve handlingen, men at være der i samværet og opleve øjeblikket sammen og mærke samhørigheden.

I dag fik jeg mulighed for at bruge tid med min himmelske far. Et lille øjeblik bare Ham og jeg. Jeg oplever ofte samhørigheden med min Gud og far i naturen. Når jeg vandrer, når jeg sidder i Hans skaberværk om det er i skoven, ved en sø, ved havet eller bare i min have.

Gud ønsker at give os gode gaver. Han ønsker at vise os sin omsorg og samhørigheden med os. Han ser, han hører og lytter til selv vores mindste behov. Han ønsker at være i samværet med os at vandre med os i stort og småt. Som øjeblikket med min far, hvor vi så pindsvinet sammen. Et øjeblik fyldt af mildhed og nærvær

Ofte glemmer jeg at opdage de gaver Gud giver mig. Øjeblikke, bønnesvar, samhørighed, kærlighed, nærvær og meget mere. Måske er mit blik den dag vendt indad af sorgfyldte tanker. Måske er mit hjerte vredt og lukket for det det smukke der er omkring mig. Måske er mit hjerte uroligt og fyldt af bekymring. Måske står jeg overfor noget nyt og mit hjerte danser og kan ikke fokusere. Uanset, Gud ønsker at være sammen med mig, i uanset hvilken situation jeg måtte være i. Det at øve sig på at stille projektøren på Gud, se på ham. Være nysgerrig og undersøgende på, hvordan Gud viser sig. Lede og iagttagende op på at opdage Guds gaver til mig. Et sådant fokus, hjælper mig til større taknemmelighed og glæde i mit liv. Tænk at jeg har en almægtig far der ønsker at berige mig med sit nærvær og sine gaver.

Når mt fokus er rettet bort fra Gud og jeg ikke kan se Hans nærvær, finder jeg ofte trøst i Sølvi Hoplands tekst: ”Nu må du blot være barn og ikke tjener”, her i vers 5:

”Jeg råber igen mit barn jeg opgir aldrig,

jeg elsker dig mit barn, jeg elsker dig,

Du er ikke uundværlig som min tjener,

men som barn, mit barn er du umistelig”

Read More

Stilhed efter stormen..

Gik en lang tur i skoven efter stormen Malik havde hærget. Træer var knækket, flere steder var stien oversvømmet og det krævede en større omvej at forsøge at følge stien. Jeg gik alene, optaget af stilheden. På bakketoppen hvor vi bor, havde huset knirket og givet sig dagen før. Flere ting var blæst væk. Her i skoven, i stilheden var kun sporene efter dens hærgen.

Inden Malik var ting surret fast, for at undgå skader , dæmninger var bygget for at undgå oversvømmelser og i det hele taget mange forholdsregler truffet, for at undgå ødelæggelser.

Jeg tænkte i stilheden i stormen, hvad ville ske om vi havde lige så stor opmærksomhed på at forebygge vores indre storme? Tænk hvis vi lavede samme grundige forarbejde, surrede de ting fast der ikke måtte flyve bort, byggede dæmningerne for at beskytte de vi har kær fra oversvømmelser forårsaget af os? Tænk hvis vi prioriterede at bruge samme opmærksomhed, på at passe på at skaderne skabt af os ikke spredte sig og forårsagede ødelæggelse?

Hvor ofte bruger jeg ikke mange ressourcer til at rydde op, i stilheden efter mit indre stormvejr. Jeg må undskylde og trække de op jeg næsten druknede i min vrede og afmagt. Jeg samler de op som blæste afsted og må samle stumperne efter ødelæggelserne.

Andre gange er det endnu værre. Der lader jeg stå til og håber andre rydder op. Jeg retfærdiggør for mig selv mit rod og mit stormvejr. Undskylder mig med manglende overskud, stress, manglende kompetencer og meget andet og frasiger mig derved ansvaret. Det, selvom jeg tror det er en løgn. At sandheden er at vi altid hver især bærer 100% ansvar i relationen med andre. Jeg bærer ansvaret for min reaktion 100 %.

Lad os bruge stilheden efter stormen til refleksion. Hvilke ting kan jeg tage ansvar for at surre fast, eller skille mig af med, for at undgå de blæser ind på andre. Hvilke dæmninger kan jeg bygge for at passe på de jeg elsker?

Vi står ikke alene. Gud rækker hånden ind i stormen. Han tilbyder et shelter, en optankning og vejledning om hvem vi er. Han ønsker at hjælpe, styrke og støtte os til at tage ansvaret og vokse, til at blive de, vi er skabt af Ham til at være.

Read More

Det er forår og jeg er i gang med planlægning af køkkenhaven med min yngste datter. Vi læste her i morges i vores havebog om spiring.

En sætning stoppede mig og fik mig til at tænke videre:

”Et frø har brug for mørke for at danne stærke rødder, spiringen sker hurtigt i lyset på et stykke køkkenrulle, men frøet vil ikke have samme modstandskraft. Det er ikke fordi mørket i sig selv har nogen værdi, men fordi i mørket i jorden, er der mulighed for stærke forgreninger, som skaber stærke rødder. Rødder der dannes i lyset, kommer hurtigt, men knækker, når de sættes i jorden”..

Hvilken visdom at tage med ind i mit eget liv. Hvor ofte går jeg ikke efter at danne hurtige skud. Jeg har travlt, hjælper på vej, for hurtigt at komme op i lyset. Jeg vælger de lette og hurtige løsninger, jeg vælger at gå udenom mørket og spire i vindueskarmen. Jeg strækker mig hurtigt mod lyset. Tænk hvis vejen er igennem mit mørke og mine kampe for at skabe stærke rødder? Det tror jeg på. Jeg tror på, at vi er nødt til at se mørket i øjnene, arbejde med det for at få modet til at tage det frem i lyset. I lyset, når jorden er gennembrudt og rødderne dannet, kan vi stå sikkert og se spiren der bryder igennem. Vi kan stå fast.

Stærke rødder giver kraft til at bryde igennem jorden og stå fast og sikkert. Hvor meget mere er dette ikke en del af mine værdier? Det selvom det andet er lettere og kan virke tillokkende

Så lad os danne stærke rødder. Lad os stå funderet og vende os til Ham. Ham der dannede både lys og mørke, nat og dag, Ham der er skaber af alt. Ham som har udtalt at alle vores dag er skrevet i Hans bog. Vende os til Ham og bede Ham danne vores rødder og forgreninger, de rødder der skal til for at vi kan blive den spire og med tiden den blomst, som Han har skabt os til at være. Ved at blive den vi er skabt til at være, fylder vi vores plads og har muligheden for at vækste. Hvem ved måske får vi endda lov at blomstre og sætte frø? Derigennem kan vi være med til at andre bliver rodfæstet, danner forgreninger og med tiden bryder igennem jordlaget og folder sig ud, som den blomst vedkommende er skabt til at være. Lad os nænsomt hjælpe hinanden med at vækste.

Read More

”Så snart du slipper, svømmer du”, sagde min svømmetræner, da jeg desperat holdt fast i kanten til træningen.

En enkel instruks, men dog alligevel svært at gennemføre. Mit hjerte galopperede, pulsen steg, det sortnede for øjnene, bassinet var uoverkommeligt, som var det flere kilometer langt. En forhindring, en trussel og alt i mig kæmpede imod.

Rationelt, overhovedet ikke. Frygt er som oftest irrationelt. Det hindrer den dog ikke i at definere og styre.

To små ord: Giv slip. Hvor ofte holder jeg ikke fast i noget, selvom det jeg drømmer om, er på den anden side af det jeg frygter Det er som en rejse hver gang, når jeg bevæger sig derud hvor der er noget på spil, der hvor jeg krydser frygtens ocean så at sige.

Jeg kan holde fast i penge, prestige, tryghed, kontrol, social status, egen bekvemmelighed og meget andet. Jeg kan holde fast, som var det det vigtigste i verden. Alt sammen for at bibeholde kontrollen og styringen. Jeg bibeholder en falsk sikkerhed.

Hvad ville der ske hvis jeg i stedet begav mig ud fra kanten, ud på havet? Lyttede til hjertets stemme? Turde overgive mig, i stedet for at holde fast?

Frygten lammer og gør at et potentiale ikke frigives og en mulighed ikke bruges. Verden bliver mindre, min verden bliver mindre mens jeg holder krampagtig fast i kanten.

Alt for ofte lander jeg der, der ved en mur eller ved kanten, hvor frygten siger at jeg ikke kan gå længere. Ofte lytter jeg til frygten, men når jeg går imod, vokser jeg en lille smule hver gang og strækker mig lidt længere imod det jeg længes efter. Min verden bliver lidt større.

Sådan er det også i mit trosliv. Jeg længes efter overgivelse, men holder fast i kanten – om ikke andet så med en hånd. Jeg sikrer mig, forsøger at tøjle min frygt, holder lidt tilbage, lever begrænset. Bestemmer hvad Gud må få og hvad jeg selv vil kontrollere. På den måde gør jeg Guds muligheder mindre og min verden mindre. Tænk at give slip, turde give alt tilbage til Ham som har alt i sine hænder! Hvilken frihed, men jeg holder lidt tilbage og længes efter at give slip. Slippe kanten med begge hænder. Slipper kortvarigt, for jeg ved at jeg ikke kan svømme, før jeg slipper kanten.

Read More