I kort snor

Min ældste datter har en lille hund, en mini malteser, som på en måde er vores alles hund. Flere i familien vil endda mene, at hun har en hel særlig plads hos mig. Imens min ældste datter er på efterskole, har jeg i særlig grad glæde at hende. Hun er ikke specielt begavet med meget decideret klogskab, men hun har uden tvivl et hjerte af guld og er trofast, kærlig og loyal.

Tidligere i dag var hun og jeg ude at gå en lang tur. Der var ikke mange andre på stien, så jeg slap hende løs. Hun kvitterede med at spæne afsted i større og større cirkler, rundt og rundt om mig med halen i vejret, tydeligvis overstadig af glæde. Hendes glæde var meget smittende og jeg måtte overgive mig og grine med af al hendes begejstring. Hun fik lov at løbe afsted indtil vi mødte andre, der hun var nødt til at komme tilbage i sin snor. Senere da hun rullede sig i noget, der i bedste fald var klamt, blev hun også kaldt til mig og måtte slukøret gå resten af vejen i snor og komme i bad, da hun kom hjem.

Kom til at tænke på, at jeg sikkert ofte ligner vores lille hund i Guds øjne. Ofte når han slipper mig fri fra den vej jeg går på med ham, løber jeg afsted i større og større cirkler, jeg spæner rundt og glemmer helt hvilken retning jeg er på vej i. Jeg løber overstadigt afsted og får indimellem rullet mig i noget, som jeg må vaskes fri af. Indimellem sidder jeg fast og må hjælpes videre.

Gud kender heldigvis vejen og det er altafgørende at jeg lytter når Han kalder mig tilbage. Gud gør det af kærlighed for at passe på mig og for at sikre at jeg bliver på den vej som han forud har dannet for mig at gå på. Jeg ved ikke hvad endemålet er på den vej, men jeg er tryg fordi Gud kender vejen, fordi Han er kærlighed og elsker mig tålmodigt og ubetinget.

Senere på dagen, imens jeg skriver, siddende foran brændeovnen havde vores lille hund glemt alt igen og hun sov trygt, højlydt snorkende med alle ben op i luften. Hun var tryg og passet på og jeg må være tryg ligesom hende, for jeg bor i Guds stærke hænder eller som der står i en af mine yndlingslovsange (af Aaron Keyes)

Jeg vil bo, under dine vingers skygge

Hvile ud i dit underfulde nærvær

Din trofasthed er et skjold som du giver til mig

Her kan jeg være tryg, jeg vil stole på dig