Lænken

Lænken

Jeg sad i dag i min pause og kigger på hjemmesider med tatovører, da jeg har drømt om en bestemt tatovering siden jeg var 18.

Som ung rejste jeg til Israel med en veninde. Vi arbejdede som volontører og sluttede vores ophold af med at rejse rundt. Vi planlagde ikke så meget, men tomlede rundt og indimellem tog vi en bus. En sen aften ankom vi til Nazareth. Vi havde ikke booket overnatning og da vi stod på busstationen og en flok mænd bevægede sig over til os, begyndte vi at blive betænkelige. I det samme kom en ung kvinde målrettet mod os, hun beder os komme med. Vi følger efter og hjemme hos hendes familie, fortæller hun at hun havde siddet og bedt, da hun havde fået et billede, at der stod to kvinder på busstationen, som var i fare og hun skulle hente dem. Vi blev der er flere dage, indgik med familien og fik mange historier om hendes trosrejse.

En af de sidste dage viste hun os en tatovering hun havde fået rundt om håndleddet Tatoveringen forestillede en brudt lænke. Hun fortalte, at en del af hendes troskamp havde været at give slip på vreden ift. den uret der havde overgået hende. Hun var palæstinensisk kristen og havde mødt Gud nogle år forinden. En del af hendes familie var blevet dræbt i urolighederne i Israel og hun havde kæmpet i, at Gud også elskede de der havde gjort dem ondt. På et tidspunkt havde hun fået et billede, et billede af at alt den vrede og bitterhed hun bar, var allerede blevet båret. Den lænke hun bar, var brudt. Derfor havde hun fået tatoveret en brudt lænke om sin hånd, så hun igen og igen kunne minde sig selv om, ikke at gå vredens vej. Minde sig selv om at hendes smerte var båret

Jeg har brug for den samme mindelse. Som mange andre bærer jeg også tunge byrder. Også jeg bærer en smerte som jeg ikke selv kan bære. Indimellem overvælder den alligevel. Jeg kommer til at sidde fast i gamle mønstre, gammel smerte bliver aktiveret. Også jeg har brug for at blive mindet om at lænken er brudt.

Som der står i en af mine yndlingssange: ” .. sæt dig som et sejl på mit hjerte, som et sejl om min arm, for kun din kærlighedsflod kan bryde vredens og forbitrelsens lænke”. Kun Gud kan bryde vores vrede og rethaveriskhed ned, kun Han kan gøre nyt og skabe nyt. I os selv formår vi ikke, i os selv vinder vores ego oftest. Så lad os vende os til Ham der kan bryde vores lænker, uanset hvilken smerte vi bærer på.