Beregner ny rute

BEREGNER NY RUTE

Jeg har for vane, eller måske er det nærmere en uvane, at lade GPSén være sat til, nærmest uanset hvor jeg skal hen. Det har til dels sin berettigelse, da jeg har en utrolig dårlig stedsans, hvilket dog ikke forhindrer mig i være ret sikker, indimellem skråsikker på hvilken vej jeg skal. Det resulterer ofte i en GPS der er uenig med mig i hvilken vej jeg kører og kommer med et venligt men bestemt, ”beregner ny rute”.

Det er først når jeg virkelig ikke ved hvor jeg er, at jeg lytter med koncentreret opmærksomhed på GPSén. Pludselig følger jeg instrukserne og på den måde bliver jeg ledt hjem. Oftest Ikke den lige vej, men på den alternative rute. Dette har ført mig en del sjove steder, blandt andet igennem en skovsti, hvor jeg fik besøg af et egern på biltaget

Kom til at tænke på hvor ofte jeg ikke bruger Gud som en GPS på autopilot. Jeg har min egen ide om hvor jeg er på vej hen og hvordan jeg kommer det, men tænder for ”Guds GPS” , måske ikke for at høre rigtig efter. Selvom jeg ikke kan finde vej, er jeg oftest så indbildt at jeg tror, at jeg har en udmærket stedsans. Når jeg så pludselig står et sted, faret vild og i tvivl om vejen, vender jeg mit fokus på Gud og lytter, nu med skærpet opmærksomhed. Gud er tålmodig, han venter til jeg er klar til at lytte og leder mig derefter hjem Det på trods af at mine egne forsøg måske har fjernet mig langt fra den oprindelige vej. Gud ønsker i sin kærlighed til os at lede os den bedste vej, kun han ved hvad der venter på vores vej og hvilke omveje vi kunne have undgået.

Jeg tænker tit på Guds grænseløse tålmodighed, når jeg igen og igen må bede ham vise mig sin vej, når jeg har bevæget mig væk fra ham. Han giver aldrig op på at beregne en ny rute til mig, for hans endemål er at vi en dag skal være sammen for altid i Himlen.

Et af mine yndlingssteder i biblen som jeg igen og igen vender tilbage til, er fra Esajas 42 vers 16: ”Jeg fører de blinde af veje de ikke kender, jeg leder dem af stier de ikke kender. Jeg gør mørket foran dem til lys, det bakkede land til slette, det vil jeg gøre og jeg opgiver det ikke”.

Dorthe Sandvad