Stilhed efter stormen

Gik en lang tur i skoven efter stormen Malik havde hærget. Træer var knækket, flere steder var stien oversvømmet og det krævede en større omvej at forsøge at følge stien. Jeg gik alene, optaget af stilheden. På bakketoppen hvor vi bor, havde huset knirket og givet sig dagen før. Flere ting var blæst væk. Her i skoven, i stilheden var kun sporene efter dens hærgen.

Inden Malik var ting surret fast, for at undgå skader , dæmninger var bygget for at undgå oversvømmelser og i det hele taget mange forholdsregler truffet, for at undgå ødelæggelser.

Jeg tænkte i stilheden i stormen, hvad ville ske om vi havde lige så stor opmærksomhed på at forebygge vores indre storme? Tænk hvis vi lavede samme grundige forarbejde, surrede de ting fast der ikke måtte flyve bort, byggede dæmningerne for at beskytte de vi har kær fra oversvømmelser forårsaget af os? Tænk hvis vi prioriterede at bruge samme opmærksomhed, på at passe på at skaderne skabt af os ikke spredte sig og forårsagede ødelæggelse?

Hvor ofte bruger jeg ikke mange ressourcer til at rydde op, i stilheden efter mit indre stormvejr. Jeg må undskylde og trække de op jeg næsten druknede i min vrede og afmagt. Jeg samler de op som blæste afsted og må samle stumperne efter ødelæggelserne.

Andre gange er det endnu værre. Der lader jeg stå til og håber andre rydder op. Jeg retfærdiggør for mig selv mit rod og mit stormvejr. Undskylder mig med manglende overskud, stress, manglende kompetencer og meget andet og frasiger mig derved ansvaret. Det, selvom jeg tror det er en løgn. At sandheden er at vi altid hver især bærer 100% ansvar i relationen med andre. Jeg bærer ansvaret for min reaktion 100 %.

Lad os bruge stilheden efter stormen til refleksion. Hvilke ting kan jeg tage ansvar for at surre fast, eller skille mig af med, for at undgå de blæser ind på andre. Hvilke dæmninger kan jeg bygge for at passe på de jeg elsker?

Vi står ikke alene. Gud rækker hånden ind i stormen. Han tilbyder et shelter, en optankning og vejledning om hvem vi er. Han ønsker at hjælpe, styrke og støtte os til at tage ansvaret og vokse, til at blive de, vi er skabt af Ham til at være.