Glatslebne glasskår

Glatslebne glasskår

For nyligt i påskeferien, gik jeg med min ene datter langs havet og ledte efter skjulte skatte. Smukke sten, ekstraordinære sten, hullede sten og smukke glitrende glatslebne glasskår. Det at finde et sådant og mærke hvordan de skarpe spidser ved havets og sandets hjælp, er blevet slebet helt glat. At holde det op i lyset og se solens stråler reflektere ind i de smukke farver er nærmest magisk, et lille hverdagsvidunder. Ingen kender glasskårets historie, hvordan det er endt i et skår og endt nu på stranden. Brudt, men smukt afslebet.

Var med en beboer fra mit arbejde på et glaskursus for nyligt. At iagttage hvordan flammen fra gasflasken stille og roligt smeltede glasset. Gennemlyste og varmede det, så det blev formbart var for mig en mindelse. En mindelse om at vi må stille os der hvor Guds flamme kan varme os op og gøre os formbare. Vi må være villige til at lade vore kanter slibe af det vind og vejr Gud sætter på vores vej. Vi skal turde at lade os forme.

Vi er langt mere værd for Gud end et glasskår. Flere steder i biblen er billeder som at vi er sølv eller guld for Gud nævnt. Sølv og guld som varmes i smeltediglen, hvor det lutres og renses. Gud ønsker at forme og danne os, han ønsker at slibe vore hårde kanter bort, så vi bliver mere og mere glatslebne og formbare. Det ønsker han blandt andet at gøre, for at vi kan stå, holdt op i lyset og glitre og funkle. Ved at lade os forme træder vi tættere på Guds formål for os. Han ønsker vi skal fylde den plads han har givet os hver især. 

Vi er samtidigt også hver især et glasskår. Vi er hver især blevet brudt og såret, her i livet. Noget er ikke intakt mere, noget i os er knækket. Vi må løfte vores brudthed op til Gud og lade Ham med sin sol, vind og vand slibe vores kanter af, det må vi gøre igen og igen. For selvom vi som glasskåret er blevet slebet glatte, er vi dog et glasskår som kan knække igen, da vi som mennesker så let snubler og falder. Det at vi er brudt en gang, betyder ikke, at vi ikke kan knække igen.

Gud er den der heler. Vi som mennesker kan række vores nærvær og omsorg ud og nænsomt værne om det brudte i et andet menneske.