Når tågen letter

Når tågen letter

Det var tidligt på dagen, en af de allerførste forårsdage i år, hvor rimen stadig var i græsset og vinden bed i kinderne. Jeg var tidligt oppe, fordi jeg skulle videre på et kursus. De første fugle kvidrede i skumringen og det var helt tåget.

Jeg gik godt til, det var koldt og lidt ufremkommeligt, men jeg kendte heldigvis vejen Jeg har gået den ofte før og fulgte stien op. Længere og længere op til højdepunktet.

Da jeg nåede toppen af bakken, kunne jeg iagttage solens forsøg på at trænge igennem tågemasserne. Øjeblik for øjeblik blev tågen fortrængt af solen. Det lignede en dramatisk kamp, indtil tågen til sidst opløstes og umærkeligt forsvandt og jeg stod og så ud over søen med en høj blå himmel over mig.

Jeg blev ramt af synet og kom til at tænke på, hvor ofte jeg ikke traver rundt i tågen i mit eget liv. Jeg ser måske kun lige lidt frem, mit udsyn er begrænset af den tåge der om mig. Jeg går i cirkler eller går måske i stå. Oftest famler jeg mig frem, fordi jeg ikke kender vejen og endemålet. Andre gange går jeg lidt raskere til, fordi jeg tror jeg ved, hvor jeg er på vej hen.

Indimellem mister jeg orienteringen og kan kun se tågen om mig. Det sker når jeg lader mig begrænse af mit manglende udsyn og måske stopper op i frygt for det ukendte, det jeg ikke kan se foran mig. Andre gange er tilliden større og mine skridt lettere. Det er de stunder, hvor jeg ikke er i tvivl om at Gud leder mig og fører mig. Det er også de stunder hvor jeg i mit hjerte ved, at lyset vinder, lyset kan fortrænge tågen som det eneste.

Kom til at tænke på teksten i 1. korinter kap 13 i vers 9-10 og 12. At vi endnu forstår og erkender stykkevis, men endda skal vi erkende fuldt ud. At det vi ser, er som i et spejl, som en gåde, men engang skal vi se ansigt til ansigt og erkende fuldt ud.

I Esajas 42v16 står der: ”Jeg fører de blinde af veje de ikke kender. Jeg leder dem af stier de ikke kender. Jeg gør mørket foran dem til lys, det bakkede land til slette. Det vil jeg gøre og jeg opgiver det ikke”

En dag letter tågen i mit liv. En dag får jeg lov at se det store billede, indtil da må jeg trofast og tillidsfuld tro på, at Gud fører mig ud af tågen og op i Hans lys. På Hans vej og i Hans lys er der jeg ønsker at være.