Blomsten
Blomsten
Da min mellemste datter var mindre, var det noget af det bedste, hvis vi kunne gå hjem fra børnehaven. Alt på vejen skulle undersøges og da vi bor i et skovrigt område, var der ofte snegle og forskellige former for orme og insekter der skulle hjælpes over stien eller undersøges. Turen kunne let tage lang tid, da der også skulle holdes øje med åen, puttes blade i og se dem komme ud på den anden side af broen og meget andet.
En dag vi gik hjem, fandt hun et blomsterløg på stien. Fuld af glæde over sit fund proklamerede hun, at den skulle plantes tættest på døren, så vi hver dag kunne holde øje med væksten. Vokse gjorde den. En lang skæv stængel, som hurtigt pjuskede til alle sider. Jeg er ikke botaniker og anede ikke hvad det var, men køn var den ikke. Min datter jublede derimod, hun fandt den evig sej, at den kunne vokse så hurtigt. Flere gange overvejede jeg at flytte den til et mere diskret sted i haven. Min datter passede den dog så trofast at jeg trods alt ikke nænnede det.
Da vi kom hjem fra sommerferie og hun som det første, skulle hen og se til sin plante, råbte hun glædestrålende. Den havde fået 3 store blomster og viste sig at være en smuk mørkerød lilje.
Min datter gav mig den dag en lektie i mildhed og i at bevare håbet og troen for noget andet. Hun havde passet den samvittighedsfuldt og heppet på den, så den til sidst foldede sig ud. Hun så noget jeg ikke havde fået øje på.
Hvor ofte glemmer jeg ikke det i relation med mennesker? At se på andre med nådige og milde øjne, heppe på de der trænger til lidt ekstra, før de tør folde deres blade ud.
Gud har skabt os i sit billede i Esajas 43 v 4 siger Han: ”For du er dyrebar i mine øjne, højagtet og jeg elsker dig”. Efterfulgt af et: ”Frygt ikke”.
Gud hepper på os. Han ser på os med milde og kærlige øjne. Uanset om din vækst er harmonisk eller du også en vækst der stritter til alle sider og er vind og skæv som min datters blomst. Ja så elsker Gud dig, han ønsker ikke at sætte dig i et diskret hjørne, men stiller dig frem og passer, plejer og værner dig hver dag. Han ønsker, du skal folde din blomst ud i al den skønhed han har skabt dig til.