At vende vrangen ud

At vende vrangen ud

Jeg skulle til en fest for nyligt, hvor jeg ikke kendte så mange. Måske derfor brugte jeg en del tid på at forberede mig og endte med at bruge en del tid på at gøre mig klar.

Da jeg ankom til festen og ville låne toilettet, opdagede jeg, at jeg i skyndingen havde vendt vrangen ud på min kjole. Taknemmelig over opdagelsen inden jeg havde hilst på folk, fik jeg vendt min kjole og kunne gå ind og deltage i festen. Mange klummer kunne skrives om at deltage på trods, at være med det der var o.lign., men det der slog mig ved oplevelsen var, hvor meget vi ofte gør for at fremstå pænt, ikke blot i vores ydre men også i vores indre.

Blev mindet om en oplevelse jeg har haft. Jeg skulle have en samtale med en og havde en bøvlet dag. Tidligere på dagen var der sket noget i mit privatliv, som havde skubbet min balance. Jeg kunne mærke min følsomhed og italesatte overfor vedkommende, at jeg i dag var lidt hudløs, så vedkommende ikke behøvede, at tolke på det der var i rummet mellem os. Vedkommende svarede: ”Åh du er kommet til at vende vrangen ud i dag, det kender jeg godt.”

Dette blev efterfulgt af at vedkommende lavede en ekstra god kop kaffe til mig,

Hvilket fantastisk billede og udtryk. Det var spot on sådan jeg havde det. Min sårbarhed var tydelig, ingen af de grimme syninger og samlinger var dækket.

Det smukke i historien var ikke den fantastiske konklusion vedkommende kom med, nej det smukke var, at ved at stille mig der hvor sårbarheden var synlig, fik vedkommende mulighed for at række sin hånd frem og her i denne situation tilbyde en kop kaffe.

At række ud til andre åbner vores hjerte en lille smule op og hjertet vokser. Samtidig vokser vi i styrke og samhørighed. Vi har brug for andre og andre har brug for os.

Vi er begrænsede mennesker, men vi kan alle gøre lidt, lige der hvor vi er. Moder Teresa sagde i et interview: ”Vi kan ikke udrette store ting, men kun små ting udført i stor kærlighed og små ting gjort med stor kærlighed, vil kunne forvandle verden”.

Hvem kunne du i dag række en kop kaffe? Et opmuntrende ord? Et knus? Hvordan kan du i det små række Guds kærlighed og omsorg videre, til en der måske går med vrangen ude i dag?